Kina kan komme til at spille en vigtig rolle i verden efter Covid-19, som det skete i finanskrisen efter 2008. Dengang var det Kina, der bragte verdensøkonomien på fode igen. Finanskrisen sendte verdens største økonomier ud i en dyb recession, men da Kinas vækst i BNP faldt fra mere end 10% til 6,5%, og verdensøkonomien faldt fra 4,3% til 1,8%. besluttede den kinesiske regering at iværksætte en stimuluspakke på mere end 580 milliarder US $, eller næsten 14% af sit BNP. Ved primært at bruge pengene på infrastruktur, miljøprojekter og andre projekter, der skabte beskæftigelse, hjalp den massive pakke Kina med at øge den økonomiske vækst fra 6,5% i 2008 til 9,2% i 2009.

Men den kinesiske stimulans virkede ikke kun i Kina, men også på verdens øvrige økonomier, især de råvareproducerende. At købe store mængder ressourcer fra og investere i lande over hele verden fremskyndede den økonomiske udvikling på nye markeder som Brasilien og forhindrede fx. Australien i at synke ned i en recession. Resultatet var ifølge Verdensbanken, at Kina siden 2009 har bidraget til mere end 30% af den globale økonomiske vækst.

Det kan ske igen. De økonomiske indikatorer, der blev offentliggjort af the China National Bureau of Statistics i april i år, viste, at Kinas industrielle produktion steg med mere end 11%, og eksporten steg med over 3%. Butikker, indkøbscentre og andre detailvirksomheder begynder at åbne igen, og der kan forventes en stigning i det private forbrug i de kommende måneder.

“Silkevejen”

Og hvordan går det så med Kinas ambitiøse planer om en ny Silkevej, Kinas Belt and Road Initiative. Den bilaterale handel på mere end 6,5 billioner dollars mellem Kina og de deltagende lande i BRI steg ifølge China General Customs Commission med over 3% i de første fire måneder af 2020.

På grund af de økonomiske fordele, som BRI har medført, kommer det ikke som en overraskelse, hvis flere lande, inklusive amerikanske allierede, tilslutter sig det kinesiske globaliseringsinitiativ i de kommende år. Den store og positive interesse fra en lang række europæiske lande peger på Kina som en mulig redning ud af den kommende økonomiske krise. Det gælder fx EU’s østeuropæiske medlemmer samt Italien, Grækenland og Spanien.

EU og Japan har også store problemer, idet deres BNP henholdsvis forventes at falde med 3,4% og 7,5%. Kina ser ud til at være den eneste økonomi, der er i stand til at trække verdensøkonomien ud af dette dødvande. Ifølge CIA Factbook er Kinas internationale gæld, anslået til under $ 2 billioner eller 14% af BNP, væsentligt lavere end USA, UK og Japan.

Selvom nogle EU- og britiske politikere taler “hårdt” om Kina, er deres økonomier meget afhængige af det kinesiske marked som en kilde til investering og eksport. Kina er Tysklands største handelspartner uden for EU og Storbritannien vil være endnu mere afhængigt af Kina på grund af Brexit, der kan vanskeliggøre adgangen til det europæiske marked.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel insisterer på, at de europæiske lande har ”stor strategisk interesse” i et konstruktivt engagement i Kina, selvom de går efter et ligeværdigt partnerskab. I en større tale til Konrad-Adenauer Stiftung, en tænketank med forbindelse til CDU i Berlin den 27. maj sagde Merkel, at Kina vil være en topprioritet, når hendes regering overtager det seks måneder lange EU-formandskab i juli.

Den netop afholdte 10. årlige strategiske dialog mellem Kina og EU symboliserer det stormagtdiplomati’, der søger at omdefinerer det verdenspolitiske, økonomiske og finansielle system i verden efter COVID-19. Denne dialog har også sat scenen for topmødet mellem EU og Kina, der skal afholdes på et senere tidspunkt. Betydningen af ​​disse begivenheder kan måles ud fra, at de vil finde sted på ruinerne af det for nylig aflyste G7-topmøde på grund af uenigheder mellem USA og dets allierede – Europa og Canada.
Mens USA og Europa stadig er mærket af af eftervirkningen af ​​COVID-19, er Kina allerede ved at komme på fode igen, og derfor kan Kina blive en økonomisk redningsplanke for Europa.

Europa er opmærksom på denne mulighed, og det er derfor, at dens øverste diplomater kan ses i stigende grad understrege behovet for at omdefinere deres hidtidige relationer med Kina. For dem er Kina ‘ikke en militær trussel’. EUs “udenrigsminister” Josep Borrel, har udtalt, at Kina ikke er en ‘trussel’ mod verdensfreden. ”Kina ønsker at spille en global rolle, men de har ikke militære ambitioner, og de ønsker ikke at bruge styrken til at deltage i militære konflikter,” sagde han.

Denne tankegang adskiller sig markant fra den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, der definerer Kina som en ‘revisionistisk magt’, der er ønsker at bringe ‘uorden’ i den amerikansk dominerede verden. Josep Borrel’s synspunkter sætter ham på kollisionskurs ikke kun med USA, men Japan og Indien og en række andre lande i Asien, som er bekymrede over Kinas stigende militære styrke i Himalaya og Sydkinesiske Hav.
”Kina er uden tvivl en af ​​de vigtigste globale aktører. Dette er en kendsgerning, og Kina vil øge sin globale rolle. Vi er nødt til at samarbejde med Kina for at nå vores globale mål, baseret på vores interesser og værdier. ”
”Det er klart, at vi ikke har det samme politiske system. Det er klart, at Kina forsvarer sit politiske system, som vi gør med vores. Det er klart, at Kina har en global ambition. Men på samme tid tror jeg ikke, at Kina spiller en rolle, der kan true verdensfreden. ”
På samme tid vil EU, der er en voksende global aktør, der ikke længere er underordnet USA, sigte mod et forhold til Kina, hvor det har lige vilkår. Det ville være for tidligt at sige, at Kina og EU allerede har fundet en magisk formel på at komme hinanden imøde.
Selvom forholdene mellem EU og Kina ikke længere er ‘konfronterende’ og i stigende grad forankres i realisme, vil sager på grund af amerikansk modstand mod kinesisk indflydelse i Europa fortsat opstå, som det skete, da USA pressede Danmark til at droppe Huawei’s 5G-teknologi. Men Europa, inklusive Storbritannien, har hidtil med succes modstået amerikanske forsøg på at afspore kinesiske projekter.

USA’s magtmonopol er på retur, og en verden, hvor EU kommer til at spille en mere selvstændig rolle er i sigte.