På bagsiden af ”Arbejderen” den 26. november 2013 bringer redaktionen et citat af Karl Marx, som på den ene side helt enkelt forklarer kapitalismens måde at fungere på og samtidig antyder arbejderbevægelsens iboende ideologiske og politiske svagheder.

Citatet lyder i sin enkelhed: ”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.” Et blik på den nuværende globale socioøkonomiske og politiske situation bekræfter denne iagttagelse.
Det var afsætningsproblemer i 1970erne, ovenpå genopbygningen af de ødelagte økonomier efter Anden Verdenskrig, der fra 1980erne banede vejen til nutiden for finanskapitalens dominerende position i den kapitalistiske økonomi. Det gav sig udslag i stagnation og spekulation. Et overskud af kapital blev forvandlet til ”Casino Capitalism” hvor der kunne tjenes penge uden at deltage i produktion. Noget lignende fandt sted ved bolig-boblen, hvor bankerne var hovedaktører. Desuden bidrog militariseringen af verdensøkonomien til ressource-spild og profit-muligheder på globalt plan.
I manglen på en holistisk analyse, fremstår de politiske partier som uden indsigt i krisens kerne. Som logisk følge foreslår de alle ”løsningsmodeller”, der ikke antaster drivkraften bag kapitalismens måde at fungere på. Tværtimod!
Det er påfaldende hvordan den herskende økonomiske forståelse har forkastet ethvert spor af marxismens analytiske tilgang, hvad angår krisens karakter og årsag. En fælles holdning, baseret på en slags ”voodoo economics”, synes at dominere det politiske landskab. I Danmark kan tendensen iagttages i den konsensus mellem rød og blå blok som definerer problemerne og foreskriver løsningerne. Hverken erhvervsliv, statsfunktionærer eller arbejderpartier har en interesse i at sætte fokus på krisen som systemisk tilstand. Alternative tilgange eller begreber som ”overproduktion”, er næsten forsvundet fra sprogbruget. I stedet drejer diskussionen sig om skattelettelser for korporationer, for de rige og på arbejde, samt om hvordan man nedskærer og forringer den sociale sektor. Ifølge tankegangen vil denne strategi, der samtidig omfordeler rigdommen til fordel for de velhavende, føre til større efterspørgsel og økonomisk trivsel.
Uanset at årsagen til den internationale økonomis generelle krise er forbundet med et begrænset købedygtigt marked i forhold til den globale produktions-overkapacitet, gennemfører den ”røde” regering sociale og økonomiske reformer med den hensigt at forstærke Danmarks eksport-stilling. Denne politik indebærer en forhøjelse af arbejdskraftens produktivitet: dvs. mere arbejde for mindre løn. Problemet er imidlertid at en lignende strategi følges af de fleste industrilande samt de opdukkende økonomier i den tredje verden (Kina, Indien, Rusland, Brasilien).
Den erklærede målsætning om at gøre den nationale økonomi konkurrence-dygtig strider imod den kendsgerning at kapitalen har opnået bevægelses-frihed på internationalt plan. Det betyder at en del af produktionen og andre økonomiske aktiviteter flytter til lande med lavere produktions omkostninger og mere lempelig miljø lovgivning.
Den nye katekismus –produktivismen– bruges til at legitimere upopulære forandringer i samfundet – væk fra velfærdsstaten i retning af en ”konkurrence-stat”. Diskursen om styrkelse af ”konkurrenceevnen” bruges ideologisk til at få befolkningen til at acceptere en udvikling, der strider imod flertallets egne interesser. En ny social kontrakt, frigjort fra solidariteten med de svage, er således i færd med at erstatte ”kapitalismen med et menneskeligt ansigt” der blev opbygget efter Anden Verdenskrig med socialdemokratiet som bannerfører!
Findes der et alternativ til en markeds fundamentalisme, der i sin konsekvens vil komme til at forvandle moderne kapitalistiske samfund til udemokratiske autoritære stater? Er arbejderklassen et redskab, der kan forhindre denne proces? Socialisters tidligere determinisme virker forældet ikke mindst når den økonomistiske kamp for beskæftigelse bliver dominerende. For at forstå arbejderklassens såkaldte antikapitalistiske ”mission” er det nødvendigt at inddrage de historiske erfaringer og teoretiske diskussioner der har været en del af den socioøkonomiske udvikling.
Marx’ opfattelse af kapitalismens krise-tilbøjelighed inspirerede hans svigersøn til at skrive bogen ”Retten til dovenskab”: Paul Lafargues kritik af arbejderbevægelsen pegede på absurditeten bag forsøget på at løse kapitalismens overproduktions-tilbøjelighed ved at kræve større afholdenhed og mere arbejde i stedet for lønarbejdets afskaffelse. Det vil sige en slags utopi, hvor menneskers overlevelse var gjort fri fra afhængigheden af behovet for kapitalakkumulation.
Lafargues budskab, siden bogen udkom (1880, på dansk: 1970/2010), vandt ikke tilstrækkelig genklang i den europæiske arbejderklasse. Resultatet af den fortsatte vanetænkning medførte tilpasning og bureaukratisering af fagforeningerne. Forkastelsen af den marxistiske forståelse af overproduktion kombineret med kravet om arbejde bidrog endvidere til kolonialismen og imperialismen, til to verdenskrige, miljøkatastrofer og klimaforandringer.
I den aktuelle situation er det interessant at lægge mærke til at mens de politiske partier, der agerer som ”forkæmpere” for arbejderklassen, taler om ”krise-løsning” uden at nævne det herskende socioøkonomiske system ved navn, har Pave Frans for nyligt direkte angrebet kapitalismen som et ”nyt tyranni”. Paradokset er, at den katolske kirkes overhoved synes at have en mere realistisk forståelse af den
nuværende materielle og objektive situation end reformistiske, såkaldte socialdemokrater.
Når Karl Marx i ovennævnte citat skitserede essensen af det kapitalistiske systems iboende krise-tendens, gjorde han og Friedrich Engels i ”Det kommunistiske manifest” opmærksom på, at kommunismen –som alternativ samfundsmodel– repræsenterede det mest radikale brud med al hidtidig traditionel tænkning!
Kun politiske analfabeter kan imidlertid tro, at vi står overfor en sådan radikal omkalfatring af vore moderne samfund. På den anden side er nyliberalismens diskurs om historiens afslutning ikke mindre utopisk. Allerede den græske filosof Heraklit var klar over at intet er permanent –undtagen forandring!
Det politiske dilemma vi befinder os i ligner desværre på mange måder den situation som Gramsci beskrev i 1930erne: ”Krisen består præcis i den kendsgerning at det gamle er døende og det nye ikke kan blive født; i denne interregnum dukker en mangfoldighed af patologiske symptomer op.” Samfundenes historiske udvikling er ikke unilinear, og uden socialistiske kræfter der tager kampen op, vil proto-facistiske tage initiativet til en løsningsmodel der fører til kapitalisme uden menneskeligt ansigt!
Under disse omstændigheder burde man så ikke, i disse krisetider (både økonomiske og miljø), i det mindste gøre ”antikapitalisme” til venstrefløjens strategiske perspektiv ved at sætte denne kritik af kapitalismen på dagsordenen? Det ville indebære at inddrage kapitalismens væsen og måde at fungere på i samfundsdebatten.
Striden om et eller to bade om ugen for ældre medborgere eller cykelstier i København, bibringer ikke automatisk en politisk bevidsthed om det socioøkonomiske systems iboende logik og miljø-omkostninger! Ej heller bibringer støtten til NATOs bombninger i Libyen og senest accepten af danske troppers udsendelse til Mali en større forståelse af moderne imperialisme. Krig er næppe heller særlig befordrende for en grønnere verden!