Pelle Dragsted fra Enhedslisten var i Deadline ude med riven efter Putin. Han er blevet en hadefigur, en person, man kan hænge den ulykkelige krig op på. Han og Rusland kritiseres for at være imperialistisk og ønsker at udvide Ruslands territorium. Ser man på Putins ageren under Ukrainekonflikten, der jo startede for snart mange år siden, vil jeg anbefale, at man læser denne artikel af Ted Snider på Antiwar.com

Var Putin virkelig seriøs omkring Minsk-aftalerne?

af Ted Snider opslået på30. august 2023

Problemerne startede i 2014. Et amerikansk støttet kup fjernede den demokratisk valgte ukrainske præsident Viktor Janukovitj, der især fandt støtte fra det østlig Ukraine, og erstattede ham med en vestlig præsident, som var håndplukket af USA. Victoria Nuland, som nu er konstitueret viceudenrigsminister og som dengang var assisterende udenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, kan høres på et lækket telefonopkald , hvor hun udpeger Arseniy Yatsenyuk som USA’s valg som erstatning for Janukovitj.

Den nye regering ændrede Ukraine. For første gang var regeringen blevet ændret af det vestlige Ukraine og dets ønskek om at knuse de etniske russiske regioner i Ukraine. Den pluralistiske drøm døde, og de etniske russere i Donbas kom til at lide under angreb på deres sprog, deres kultur, deres rettigheder, deres ejendom og deres liv.

I maj 2014 gjorde befolkningen i Donbas oprør mod kupregeringen og gennemførte folkeafstemninger, der erklærede en form for autonomi. Derefter startede borgerkrigen.

Løsningen var Minsk-aftalerne, som blev formidlet af Frankrig og Tyskland, godkendt af Ukraine og Rusland og accepteret af USA og FN i 2014 og 2015. Minsk-aftalerne ville fredeligt returnere Donbas til Ukraine til gengæld for autonomi.

Nu har udtalelser fra Putins partnere i forhandlingerne om aftalerne afsløret, at de forhandlede på skrømt. den ukrainske præsident Pyotr Poroshenko, den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollande brugte Minsk-aftalerne til at lulle Rusland ind i en våbenhvile med løftet om en fredelig løsning. samtidig med at de faktisk købte Ukraine tid til at opbygge en væbnet styrke, der ville være i stand til at opnå en militær løsning.

Den tidligere ukrainske udenrigsminister Pavlo Klimkin har udtalt, at “Ukraines eneste mål med at underskrive Minsk-2 var at genopbygge den ukrainske hær og styrke den internationale koalition mod Rusland.”

Den tidligere amerikanske ambassadør i Sovjetunionen Jack Matlock har udtalt , at “Krigen [i Ukraine] kunne have været forhindret hvis Ukraine havde været villig til at overholde Minsk-aftalen, anerkende Donbas som en selvstændig enhed inden for Ukraine og forpligte sig til ikke at gå ind i NATO.” Da Ukraine, Tyskland, Frankrig og USA ikke var villige til at overholde Minks-aftalerne, rejser det det afgørende spørgsmål, var Putin?

I sin vigtige biografi om Putin siger Philip Short, at Putin var indstillet på at overholde aftalerne: “For Moskva var der behov for fremskridt gennem implementering af Minsk-aftalerne.”

I en nylig artikel om årsagerne til Ukraines manglende gennemførelse af Minsk-aftalerne, giver sociologen Volodymyr Ishchenko flere grunde til, hvorfor Putin var seriøs omkring implementeringen af ​​aftalerne, herunder at “Det ville højst sandsynligt have stoppet Ukraines vestlige integration ved delvis at genoprette valgbasen for de pro-neutralitetsorienterede ‘østlige’ partier” og “de transformationer, der er indeholdt i Minsk-aftalerne, ville have forhindret Putins frygtede ‘anti-Rusland’ i at udvikle sig i Ukraine, hvilket åbnede muligheden for, at Ukraine og Rusland udviklede sig fredeligt som to separate stater. . . ..”

Forud for krigen havde Putin konsekvent gjort modstand mod at annektere Donbas. I 2014, da Donetsk- og Lugansk-regionerne holdt folkeafstemninger om autonomi, bad Putin dem om at udsætte dem. Da de alligevel gik videre med dem og stemte for autonomi, anerkendte Putin ikke resultaterne. Sakwa siger, at Putin “gentagne gange afviste anmodninger om at acceptere territoriet som en del af Rusland.”

Dmitry Trenin, professor ved Higher School of Economics i Moskva, påpeger , at da Rusland annekterede Krim i 2014, handlede Putin “på et mandat fra det russiske parlament til at bruge militær magt ‘i Ukraine’ ikke kun på Krim.” Men Putin modstod pres fra russiske nationalister for at annektere Donbas og forblev i stedet forpligtet til Minsk-aftalens plan om at Donbas skulle være en del af Ukraine.

Putin troede på det tidspunkt, ” at vi ville nå at komme overens, og Lugansk og Donetsk ville være i stand til at genforene sig med Ukraine på en eller anden måde under Minsk-aftalerne.” Russiske hardliners har kritiseret Putin for den tilbageholdenhed og givet den skylden for den nuværende krise. De har kritiseret ham for at stoppe ved Krim og ikke også annektere Donbas.

Men Putins engagement i Minsk-aftalerne så ikke ud til at vakle, før afsløringerne fra Merkel, Hollande og Poroshenko viste, at hans hårde kritikere havde ret. Efter deres afsløringer fortalte Putin nationen, at “I årevis har vestlige eliter hyklerisk forsikret os om deres fredelige hensigter, herunder at hjælpe med at løse den alvorlige konflikt i Donbass.”

I et interview den 13. november “gentog Putin Ruslands forpligtelse til at implementere Minsk-aftalerne og sagde, at der ikke var nogen anden mekanisme til at løse Donbass-problemet.”

Samtidig klagede Putin til Merkel, over at “Ukraine har vedtaget en række love og regler, der i det væsentlige er i modstrid med Minsk-aftalerne. Det er, som om landets ledelse har besluttet at opgive at opnå en fredelig løsning.” Putin henviste til love, der forbød brugen af ​​russisk sprog og kultur fra officiel brug og uddannelse og lukning af alle etniske russiske tv- og medier.

Putin fortsatte med at tale med de franske og tyske mæglere af Minsk-aftalerne i dagene lige før krigen. Putin talte med Macron den 12. februar og klagede over Vestens manglende evne til at få Kiev til at implementere aftalerne. Dagen efter fortalte han den tyske kansler Olaf Scholz, at han mente, at en løsning inden for Minsk-aftalerne stadig var mulig, men at Tyskland og Frankrig var nødt til at presse Ukraine. Men selvom nøgleaktørerne i Minsk-forhandlingerne fortsatte med at mødes i dagene lige før krigen, “var det klart,” siger Sakwa , “at Ukraine ikke var i humør til at opfylde Minsk-2-aftalen.”

Selvom det ikke fritager Putin fra beslutningen om at indlede krigen, tyder det sammen med forslaget fra december 2021 om gensidige sikkerhedsgarantier, som Putin sendte til USA og NATO, at han forsøgte at forhindre det.

Ted Snider er en fast klummeskribent om amerikansk udenrigspolitik og historie på Antiwar.com og The Libertarian Institute . Han er også en hyppig bidragyder til Responsible Statecraft og The American Conservative samt andre medier

Denne artikel er oversat og lettere revideret af Ebbe Lauridsen. Læs originalen her:
https://original.antiwar.com/Ted_Snider/2023/08/29/was-putin-really-serious-about-the-minsk-accords/