Kuppet i Venezuela flot iscenesat?
Da jeg hørte den danske udenrigsminister fulgte trop kort efter, at USA’ havde anerkendt Juan Guaido som Venezuelas legitime præsident, tænkte jeg, at det var planlagt på forhånd. Forløbet af hele denne sag er er mønstereksempel på hvordan et regimeskift iværksættes. Sådan så drejebogen ud, da Venezuela endnu engang stod for tur:
23. januar: USA’ Vicepræsident Mike Pence opfordrer det venezuelanske folk til at gå på gaden imod deres lovligt valgte regering og dermed støtte det af USA iværksatte kup. Han forbereder endda denne video, der henvender sig til det venezuelanske folk – heldigvis på et noget primitivt og lettere fornærmende spansk, så det er nok tvivlsomt, om den vil virke efter hensigten
Dagen efter træder den i USA uddannede og hidtil ukendte leder for en oppositionsgruppe, Juan Guaidó frem for offentligheden ved en demonstration, hvor han tager sig selv i ed som republikkens nye præsident. Dette skete umiddelbart efter et telefonopkald fra Mike Pence.
Få minutter senere, tweeter præsident Trump at han anerkender Juan Guaidó som legitim præsident. Inden for halvandentime følger Canada trop såvel som en række højreorienterede USA-støttede latinamerikanske regeringer. Disse støtteerklæringer til Juan Guaido er sjovt nok næsten enslydende
Derefter følger Emanuel Macron op med at støtte ”genindførelsen” af demokrati i Venezuela og priser det mod, som hundredetusinder af venezuelanere har udvist, mens han samtidig slår hårdt ned på sine egne ”gule veste”.
Det lykkedes Maduro at bevare roen i Venezuela. Fredag opfordrede han til dialog mellem parterne.
Derimod lykkedes det ikke for kupmagerne at få det venezuelanske folk til at gøre oprør. Det samme gjaldt militæret, hvilket ellers var kupmagernes plan. Folket fulgte Maduros opfordring om ikke at skade andre venezuelanere.
Fredag var Maduro stadig in charge og Guaidos appel til de væbnede styrke og hans løfte om amerikanske dollar, hvis de fulgte opfordringen, gav ikke gevinst. Maduro holdt en fuldt besat pressekonference i Miraflores Palace, hvor han sagde, at USA ikke skal bestemme i Venezuela. Pressekonference blev overværet af en stribe embedsmænd, ministre og officerer.
Lørdag 27 januar lige før mødet i FN’s sikkerhedsråd kommer tre næsten enslydende støtteerklæringer til den selvbestaltede præsident, Juan Guaido fra Frankrig, Tyskland og Spanien.
Den britiske repræsentant fortalte hvordan Maduro vandt valget ved at fylde stemmeboksene med falske stemmer. Det var lidt af et fejlskud, da Venezuela har et yderst velfungerende elektronisk afstemningssystem og altså ingen stemmebokse.
Ved mødet i sikkerhedsråd fik Maduros regering støtte fra lande som Kina, Equatorial Guinea, Sydafrica, Rusland, Nicaragua, Cuba, Bolivia, Saint Vicent, Grenadinerne, Barbados, og Suriname,
Derefter annoncerede præsident Maduro en afbrydelse af de diplomatiske forbindelser mellem Venezuela og USA og gav diplomaterne 72 timer til at forlade landet.
Det nægtede udenrigsminister Mike Pompeo med henvisning til at Maduro ikke længere var Venezuelas legitime præsident. Præsident Trump og Pompeo truede med at tage alle midler i anvendelse – hvilket også inkluderer militære midler, hvis USA personel bliver truet.
USA’s vestlige allierede kræver valg inden for 8 dage for dermed at ”bane vejen for en lysere fremtid for Venezuela”. Det må vel så indebære, at de invaliderende sanktioner ophæves, at de store selskaber i Venezuela holder op med at manipulere fødevaremarkedet, der er årsag til at mange varer nu kun kan købes p det sorte marked
Hvorfor nu?
Det kan måske skyldes Ruslands mere synlige alliance med Caracas. Sidste måned aflagde Maduro besøg i Moskva, hvor en samarbejdsaftale til en værdi af adskillige mia dollar til investering i Olieindustri og mineindustri, landbrug og andre handels forbindelser.Derefter besøgte to russiske Tupolev Tu-160 nuclear-capable bombefly – en teur på 10.000 km i et stræk. Forståeligt nok reagerede Washington med raseri og vrede.
Måske nok så vigtigt: Venezuela’s bestræbelser på at modvirke USA’s måske vigtigste sanktion, nemlig Venezuelas mulighed for at handle i USD, truer dollarens position som hele verdens reservevaluta. Det samme prøvede Muammar Gaddafi og Saddam Hussein på, og det kostede dem livet.
Rusland, Iran og Kina er i fuld gang med at bypasse dollaren ved at handle i deres egen valuta, og hvis/når dollaren falder som eneste valuta, man kan handle olie, rusikerer USA, at økonokien bryder sammen.
Hele arsenalet af økonomisk krigsførelse har været i brug. Dertil kommer ”lawfare” hvilket betyder krigsførelse ved at underminere det lovmæssige grundlag for et land. Det seneste eksempel på anvendelse af denne teknik så vi i Brasilien i april 2016 med anklagen mod den dengang siddende præsident Dilma Rousseff og fængslingen af hendes forgænger Lula da Silva på tvivlsomme anklager..
Så hvor er vi nu?
Kupmagerne tror fuldt og fast på deres plan. Første skridt er et sæt love, der skal bane vejen for en lysere fremtid for Venezuela, dvs lån fra IMF betinget af at Venezuela skal privatisere olieindustrien og andre offentligt ejede aktiviteter. Desuden store besparelser i de offentlige udgifter, hvilket vil ramme fattige Venezuelanere hårdt
Elliot Abrams, der spillede en vigtig rolle i Iran-Contra skandalen og var leder af USA’s regime-skifte-krige i Venezuela og El Salvador, skal ”hjælpe” det nicaraguanske folk med at genetablere demokrati og velstand. Abrams skal koordinere alle diplomatiske bestræbelser på at erstatte Nicolas Maduro med USA’s mand, Juan Guaido.
https://www.rt.com/usa/449756-abrams-pompeo-venezuela-iran-contra/