Efter ugers medieskræk om en truende russisk militær invasion af Ukraine, kan konflikten måske få en chance for at blive løst ved forhandlinger. Den offentlige debat om den aktuelle eskalering af den russisk-vestlige konflikt i Ukraine er dog noget mangelfuld ikke mindst i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen puster til ilden ved at love Ukraine våben og militært udstyr.

Ukraine er blevet en brik i et stormagtsspil, og i den offentlige debat glemmes den politiske mangfoldighed i en nation med 40 millioner mennesker.

Euromaidan-revolutionen fortolkes af Vesten som det vendepunkt, hvor ukrainere traf deres “civilisatoriske valg” til fordel for en vestlig geopolitisk orientering. Krigen i Donbas, der fulgte i 2014, præsenteres primært som en krig mellem Ukraine og Rusland og ikke en direkte fortsættelse af det voldelige kup, der startede i de sidste dage af Euromaidan, før Rusland overhovedet traf militære forholdsregler.

De grupper, der stod bag kuppet, har en interesse i at præsentere de alternative holdninger til ukrainsk fortid, nutid og fremtid som “ikke-ukrainske” eller endda “anti-ukrainske”, selvom disse holdninger deles af mange (hvis ikke de fleste) ukrainske borgere. Som et resultat bliver disse ukrainere mere og mere berøvet en stemme i den nationale og internationale offentlige debat.

Ukraine er ikke blot blevet genstand for stormagternes spil. På en særlig ydmygende måde bliver Ukraine udnyttet til at fremme imperialistiske interesser. Ukraine er i dag mere afhængig af fremmede magter politisk, økonomisk og militært end nogensinde før siden det sovjetiske sammenbrud. Det er bydende nødvendigt at anerkende Ukraines mangfoldighed og ukrainernes virkelige interesser ikke kun for øjeblikkelig deeskalering af konflikten, men for overhovedet at få en bæredygtig løsning for Ukraine og for freden i Europa.

Ønsker ukrainere at blive medlem af NATO?
Rusland kræver garantier for, at Ukraine (og andre tidligere sovjet-stater) ikke tilslutter sig NATO, og at NATO ikke vil bruge disse staters territorium til militær ekspansion. Det typiske svar fra vestlige embedsmænd og observatører har hidtil været, at det er NATO og Ukraine, der bestemmer, ikke Rusland. Mange vestlige kommentatorer er besat af mere eller mindre seriøse teorier om Putins mulige ekspansionistiske planer. Ikke så mange er interesserede i, hvad ukrainere synes om alt dette. Ønsker ukrainere rent faktisk at tilslutte sig NATO?

Ukraines neutrale status, som udelukker det fra at gå ind i militærblokke, blev indskrevet i den moderne ukrainske stats grundlæggende dokumenter: Suverænitetserklæringen (vedtaget 16. juli 1990) og Ukraines forfatning (28. juni 1996). I december 2007, på tærsklen til det berygtede Bukarest-topmøde, der afgjorde , at Ukraine og Georgien “vil blive medlemmer af NATO”, støttede mindre end 20 procent af de ukrainske borgere et medlemsskab af NATO. Flertallet af ukrainere var delt mellem støtte til en militær alliance med Rusland eller bevarelse af den neutrale status.

Ukrainerne er langt fra samlet til støtte for NATO-medlemskab.
Kun et lille mindretal af ukrainere ønkede NATO-medlemskab før de voldsomme begivenheder i 2014. Som følge af Ruslands annektering af Krim og starten på krigen i Donbas sprang støtten til NATO-medlemskab op til omkring 40 procent – dog stadig ikke et flertal af ukrainere.

To ting bidrog til dette skifte i den offentlige mening. Nogle tidligere skeptiske ukrainere begyndte at se NATO-medlemskab som en beskyttelse mod yderligere fjendtlige handlinger fra Rusland. Men ikke mindre vigtig grund til stigningen i støtten var, at undersøgelserne ikke længere omfattede de mest pro-russiske ukrainske borgere fra de områder, der ikke var under ukrainsk regerings kontrol – Krim og Donbas. Millioner af ukrainske borgere er reelt blevet udelukket fra den ukrainske offentlige sfære.

I resten af ​​Ukraine er støtten til en militær alliance med Rusland faldet kraftigt siden 2014. De fleste af de tidligere Rusland-tilhængere blev dog ikke tilhængere af NATO, men skiftede til støtte til en neutral status. Hvis man tænker på de syv års militære konflikter, der misvisende fremstilles som krigen med Rusland, er modviljen mod et medlemsskab af NATO bemærkelsesværdig.
Inden valget i 2019 pressede den tidligere ukrainske præsident, Petro Poroshenko, på for ændringer i Ukraines forfatning for at bane vejen for medlemsskab af Den Europæiske Union (EU) og NATO. I det påfølgende præsidentvalg led han et forsmædeligt nederlag til Zelensky.

Støtten til NATO i Ukraine varierer fra region til region . Et stabilt, solidt pro-NATO-flertal findes kun i de vestlige regioner. Der er måske et pro-NATO flertal i det centrale Ukraine. Men i de østlige og sydlige regioner er neutralitet mere populær end NATO-medlemskab, på trods af at denne del af Ukraine højst sandsynligt ville blive besat i tilfælde af en egentlig russisk invasion.

En sammenhæng mellem støtte til NATO og forskellige visioner om ukrainsk national identitet gør spørgsmålet særligt splittende. Mange ukrainere ser NATO som et forsvar mod Rusland. Mange andre ukrainere føler, at Ukraine ved et NATO-medlemskab ville miste mere suverænitet til Vesten, og på samme tid ville det øge spændingerne med Rusland, eskalere interne spændinger blandt ukrainere og trække nationen ind i en af ​​USA’s endeløse krige.

Desuden er det fortsat usikkert, hvordan Ukraines offentlige mening vil reagere på meget klare budskaber om, at USA udelukker at sende tropper hvis Rusland angriber Ukraine.

Ukrainerne er langt fra enige om et eventuelt NATO-medlemskab. Det er et omstridt spørgsmål, som kun kan løses ordentligt i en politisk proces, hvor en stor del af de uenige ukrainere ikke kasseres og stigmatiseres som “forrædere” eller “ofre” for russisk propaganda på grund af skepsis over for NATO.

Vej ud og vej frem
Minsk-fredsaftalerne, som kræver institutionalisering af en særlig status for udbryderområderne i Donbas, kunne være en vigtig del af den mulige løsning for Ukraine. De blev underskrevet efter en række nederlag til det ukrainske militær i 2014-2015 – og er siden nærmest gået i glemmebogen.

Det er dog vigtigt at forstå Minsk-aftalerne som en mulig vej mod et mere demokratisk og pluralistisk Ukraine, der anerkender og accepterer sin egen politiske mangfoldighed. Minsk-aftalerne forudsætter, at befolkningen i Donbas vender tilbage som en legitim del af den ukrainske nation. Dette vil kræve en radikal ændring af den dominerende post-euromaidanske diskurs i Ukraine.

Det er vigtigt, at på trods af at Minsk-aftalerne var et resultat af de militære nederlag, støttede de fleste ukrainere dem lige efter deres underskrivelse i 2015. Hvis mange ukrainere er skuffede nu, er det primært på grund af de små fremskridt for freden i Ukraine, ikke fordi aftalerne er grundlæggende uacceptable.

Et anderledes, pluralistisk Ukraine, der udvikler sig som en suveræn bro mellem Europa og Rusland, er bestemt muligt. For at nå dertil er det afgørende at anerkende Ukraines politiske mangfoldighed og skabe betingelser for en national dialog mellem ukrainere med modsatrettede synspunkter.

Indtil nu har Vestens indblanding ikke været konstruktiv – mildest talt. Det er krigshysteriet, der dominerer godt hjulpet på vej af de vestlige medier.

Ukrainians Are Far From Unified on NATO. Let Them Decide for Themselves.