Rusland anklages for brud på Folkeretten, fordi Rusland har forstærket sin militære tilstedeværelse på Krim, hvor den russiske sortehavsflåde har sin hovedbase.

Den russiske FN-ambassadør Vitali Churkin benægter imidlertid, at Rusland har invaderet Ukrainsk terrirorium idet han henholder sig til aftalen med Ukraine om den russiske sortehavsflådes base, der seneste blev fornyet 2010 for en periode på 20 år, og ifølge hvilken Ruslands militære tilstedeværelse er fuldt lovlig. Ifølge aftalen har Rusland ret til at udstationere helt op til 25.000 tropper og har pt. 16.000 stationeret på Krim.

Det er dog klart, at de igangværende militære aktiviteter på Krim ikke bare er rutinemæssige, men hænger sammen med den seneste udvikling i Ukraine. USA og NATO har arbejdet målbevidst på at indsnævre omringningen af Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud, og det kan ikke komme bag på nogen, at Rusland nu synes, at målet er fuldt.

Det er imidlertid lidt patetisk, at Rusland af USA og NATO anklages for at krænke Ukraines territoriale integritet, mens USA’s målbevidst bestræbelser på at destabilisere Ukraines lovligt valgte regering ikke  nævnes med et ord i medierne.

Og det til trods for, at der er håndfaste beviser på at USA har brugt 5 mia USD til formålet. Disse aktiviteter har været pænt pakket ind i demokratiskes vendinger, men har været fjernstyret af den berygtede organisation, NED (National Endowment for Democracy), der bl.a. har lønnet de nazistiske bøller, der førte an i volden.

De snigskytter, som Janikovich fik skylden for, har nu vist sig at være styret af den koalition, der har taget magten i Kiev. Det fremgår af en lækket telefonsamtale mellem den estiske udenrigsminister, Urmas Paet og Catherin Ashton, chef for EU’s udenrigstjeneste.

Og forestillingen om, at Putin kan bankes på plads af USA, NATO og EU tager Putin selv nok temmelig roligt. Han har stadigvæk sit gasvåben, og der vil gå mange år, før EU kan klare sig uden russisk gas. Det er ham, der har fat i den lange ende. Han kan læne sig tilbage og vente på hvad der sker, når EU skal betale regningen for det rod, USA har forårsaget.

Den støtte, som USA og EU foreløbig har lovet Ukraine, forslår som en skrædder et vist sted, og den pris, de almindelige ukrainere skal betale, bliver høj. Den nye premierminister, Arseniy Yatsenyuk –  kaldet Yats af sin sponsor, den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, har nemlig lovet barske reformer til gengæld for EU’s støtte, så det går nok ham, som det gik i 2010, da Den Orange Revolution fik en sviende vælgerlussing.

Den ”revolution” viste sig at være lige så speget, som Janukovich-styret var røget. På den baggrund virker snakken om ”demokrati” som en fjern drøm, som den nuværende omvæltning næppe kommer i nærheden af.