Af Emmanuel Wathelet
En del af kritikken mod imperialismen drejer sig om finansiering af oppositionsbevægelser over hele verden. Forskellige skribenter, som Ahmed Bensaada [1] har påvist hvordan USA (men også EU og mere generelt, alle «vestlige» partnere) finansierede, trænede og hjalp oppositionsgrupper under ”farverevolutionerne”, f.eks. under Det arabiske forår eller i Hong Kong [2]. Ellers er dette ingen hemmelighed eller overraskelse: en af mine bekendte i FN fortalte mig nylig at i kredsene som arbejder med international hjælp, at «alle ved dette», men at nogen åbenbart måtte hjælpe de demokratiske oppositionsbevægelser…
Dette er et reelt spørgsmål: er det nødvendigt at «hjælpe» den «demokratiske» opposition, og i så fald hvordan? Problemet er: alle revolutioner finansieret af USA og deres allierede har på den ene side ført til mere lidelse, og på den anden side, fortsat at tjene vestlige interesser gennem forskellige former for nykolonialisme.
Men når dette er sagt, er det ikke gået fremad. Hvilken type finansiering, hjælp eller oplæring vil være legitim fra et perspektiv som forsvarer værdier om ligeværdighed? Denne artikel har til hensigt at reflektere over folkesuverænitet, men også om solidaritet mellem folk.
HVAD ØNSKER VI AT ÆNDRE?
Spørgsmålet om hvad man ønsker at ændre er vanskeligt, fordi det er afhængigt af forskellige sammenhænge. Jeg husker hvad en advokat som specialiserer sig på udlændinges rettigheder, Selma Benkhelifa, fortalte mig om det absurde i at ønske at bringe «ytringsfrihed» eller «påklædningsfrihet» til afghanske kvinder. Selvsagt var deres hovedprioritet at brødføde sin familie, ødelagt af krigen [3]. Siden Trump netop har kundgjort en øget tilstedeværelse i landet, næsten femten år etter USAs invasion, forbliver spørgsmålet lige aktuelt. Med andre ord må vi være forsigtige med ikke at projicere vore egne behov på «den anden»; behovene må passe til sammenhængen. Kravet om ændringer i retning af mere demokrati eller ægte forsøg på at forandre økonomiske forhold vil således kræve forskellige kampmidler.
På samme måde kan enigheden i befolkningen have forskellige grader. Der er få lande, hvor en privilegeret klasse ikke drager nytte af den eksisterende orden. Videre, i en befolkning som vil kræve mere lighed, kan kravene variere – efter alder (hvis man har levet i et af Frankrigs marionetdiktaturer i Afrika, er man måske ikke interesseret i en ny intervention), efter uddannelse, økonomiske forhold, politisk bevidsthed, etc. Det som må tages i betragtning er imidlertid, at når et flertal i et folk gør oprør mod sin regering, er slagkraften enorm – med eller uden udenlandsk finansiering.
Denne sammenhæng må også tage i betragtning hvilken regering, der er tale om. Og vore «europæiske demokratier» er ikke undtaget fra regelen. Selv når striden om arbejdsret i Frankrig bliver tilsidesat af den ene regering efter den andre, tvivler jeg på at folk er klar til at opgive sin suverænitet og se præsidentpaladset bombet af et tredjeland … I dag fortsetter præsident Macron at undergrave arbejdsretten, men jeg tvivler fortsat på at franskmænd, selv de mest kritiske, ønsker at se Putin bliver involveret (for at vælge et eksempel på «modstanderen»). Dette er princippet om staters suverænitet
Du fortæller mig at Macron er ikke Putin! Der finnes farlige «diktatorer» – at styrte dem kan åbenbart bare være gunstigt for demokratiet. Terrænet er vanskeligt, fordi ifølge de positioner som forsvares af partene, er «diktatoren» ikke altid den vi tror. Barak Obama modtog en Nobels fredspris på forskud, selv om hans påfølgende handlinger viste sig at være lige (eller endnu mere) krigerske end tidligere administrationer. I Vesten, synes det at være enighed om at den filippinske præsidenten Rodrigo Duterte er ilde, selv om en alternativ læsning af hans handlinger er mulig – afhængig, selvfølgelig, af de værdier vi ønsker at forsvare [4]. Et statsoverhoveds «diktatoriske» karakter må fremfor alt vurderes ut fra hans eget folk, som er den eneste legitime dommer. Derfor bør princippet om «ansvar for at beskytte» (R2P) bare betragtes indenfor et meget strengt rammeværk af forhandling og mægling. I alle tilfælle hvor det bruges til at retfærdiggøre eller bidrage til en voldelig handling, er det en fornægtelse af staternes suverænitet
Hvis det er krav om forandring, er det op til de berørte befolkninger at sætte handlinger i gang, vel vidende at udenlandsk hjælp eller finansiering kan gøre ting værre. Hvis vi ser på nyere historie, ser vi, at der fandtes forhandlede løsninger som systematisk blev overset, til fordel for voldelige «løsninger» som betød at udenlandske interesser blandet sig: Palæstina, Syrien, Libyen, osv., og nå måske Nordkorea. Hver gang var de omstridte (af sitt folk og/eller tredjeland) ledere klar til dialog, men brug af rå magt blev foretrukket.
Hvis det er et ønske om forandring, må kræfterne som forenes dele de samme klasseinteresser. En dominerende klasse kan ikke støtte revolutionen til en undertrykt klasse uden at instrumentalisere den. Spørgsmålet om hvorvidt det er mulig at opnå en anti-kapitalistisk revolution helt på egen hånd, er en anden debat, som det er forskellige meninger om på venstrefløjen. Men dette aspekt er udenfor det specifikke tema for denne artikel, selv om det er vigtig
INGEN UDENLANDSK FINANSIERING, MEN ET SPØRGSMÅL OM VÆRDIER
Ingen udenlandsk finansiering bør derfor være et generelt princip. Hvorfor? Fordi enhver finansiering binder den som modtager gaven. Dette er blevet understreget af antropologer som Mauss. Princippet i sociale relationer er, at hvis man får en gave, må man give noget til gengæld. [5], men det er måske endnu sandere i en større målestok, når det gælder internationale forbindelser. Man behøver bare at se konkret på de lande, hvor revolutionerne er blevet «finansieret» af udlændinge.
Enhver revolutionær proces har allerede nok problemer uden at måtte tage hensyn til andres interesser: at skabe en tilstrækkelig base og legitimitet i flertallets øjne; overbevise dem om at risikoen ved en revolution er at foretrække frem for status quo, selv om udfaldet nødvendigvis er usikkert; samling af forskellige kræfter som har et fælles formål – at styrte regeringen – men som kan forsvare forskellige dagsordener og diametralt modsatte ideologiske positioner; håndtere disse forskelle bagefter; blive enige om midlerne (det er ingen «ren» revolutionær proces, så hvilke kompromisser må man godtage?), etc.
Baseret på disse hensyn betyder det, at ingen udenlandsk finansiering er acceptabel? Vel, efter min mening må vi må se på værdierne som forsvares. For en liberal, som forsvarer værdierne om rettigheder og støtter det kapitalistiske systemet, er det ingen tvil om at Soros’ finansiering af alle disse «demokratiske» oppositionelle grupper ikke er et problem.
Tilsvarende, for en som har et anti-imperialistisk perspektiv, kan finansiering og/eller logistisk støtte fra lande eller organisationer som kæmper mod de hegemoniske magter være acceptabelt. Således, hvis det er et spørgsmål om at forsvare undertrykte befolkninger, virker en forbindelse mellem de forskellige latinamerikanske venstreorienterede landene legitim. En panarabisk fagforeningsbevægelse, stærkt antikolonialistisk, ville ikke udgøre et etisk problem, og så videre.
Da der ikke er nogen internationale forbindelser uden interesse, er det klart, at der vil være politiske og økonomiske dagsordener bag alle disse sammenhænge – det er uundgåeligt. Målet er at nå frem til en verden, hvor ingen spiller kan kræve absolut hegemoni.
THE GOLDEN MIDWAY: THE MULTIPOLAR WORLD
Derfor er en multipolær verden ønskelig. Ikke fordi det ville garantere et paradis på jorden og for evigt fred, men fordi ingen skuespiller alene bør have en kriminel dominans over resten af verden. Ethvert forsøg på at opnå en sådan dominans ville skabe en de facto alliance mellem vedkommendes modstandere. En sådan situation kan indebære mange spændinger, men spændingsgraden forbliver relativt lav.
Derfor er det teoretisk ønskelige på et internationalt niveau, også være det samme på lokalt plan. Hvad der slog mig, da jeg studerede finansieringen af Det Syriske Netværk for Menneskerettigheder, var, hvor ideologisk tæt donoren var (hvilket forklarer den politiske kontekst). [6] Den kopierede lokalt den større “hegemoniske magt”. Man kan teoretisk forestille sig en organisation der nyder godt af denne finansiering, men ved hjælp af denne flerhed for at fremme deres egen dagsorden.
Med venlig tilladelse fra Investigaction .
Emmanuel Wathelet har en ph.d. i information og kommunikation. For fodnoter, se den oprindelige tekst.