Grækerne har fået skyld for meget. De er dovne og korrupte, og det er derfor, at det er gået så galt med den græske økonomi.Men er det nu hele historien?
Da den græske gæld blev optaget, var det uden tvivl uansvarligt, men lånene blev givet af lige så uansvarlige (tyske) banker. Grækernes særlige forhold til skattesnyd og malkning af offentlige kasser er velkendt, men det var de rige, der ikke betalte skat og udnyttede statsapparatet til egne formål – snarere end de fattige, der måtte betale regningen, da det gik galt. Men hvordan kan det være, at det gik så galt? Det er veldokumenteret, at troikaens krisepakke har været en katastrofe, men den historie er måske ikke så sexet. Så er der mere salg i historien om de uansvarlige grækere.
For at forstå hele sammenhængen, er det nødvendigt at kaste et blik på Tysklands særlige rolle og interesser – det Tyskland, der efter at have tabt krigen i 1945 vandt freden – og nu sidder solidt i EU’s førersæde.
I 1953 fik Tyskland eftergivet sin gæld, og det blev starten på det tyske ”Wirtschartswunder”. Den tyske flid og arbejdsomhed fik æren, men uden gældseftergivelse var det aldrig gået.
Genforeningen med Østtyskland gav Tyskland et stort skub fremad. Her fik tyske arbejdsgivere pludselig adgang til en arbejdskraftreserve, der var flittig, disciplineret, dygtig og vandt til lave lønninger. Det var godt for den tyske konkurrenceevne.
De såkaldte Harz-refomer gennemført af Gerhard Schröders socialdemokratiske regering i 2005 skabte et nyt arbejdsmarked med en stor gruppe lavtlønnede deltidsansatte. Det var meget fordelagtigt for arbejdsgiverne og den tyske lønkonkurrenceevne, og eksporten steg.
Det var imidlertid Euroen, der gav Tyskland det afgørende skub fremad. Eurokursen var nemlig lavere end kursen på D-mark ville have været, og de andre lande i EU måtte kæmpe med en højere kurs, end deres nationale valutaer havde før Euroen. Det gav Tyskland en kæmpemæssig fordel på eksportmarkederne, men på de andre europæiske landes bekostning.
Det skabte et stort handelsoverskud for Tyskland og et tilsvarende underskud for de andre europæiske lande. Pengene strømmede ind i de tyske banker, der derefter lånte dem til de andre lande i EU, herunder Grækenland. På den måde blev ubalancen og skævheden i den europæiske økonomi sløret præcis på samme måde, som den stagnerende realløn i USA blev sløret af, at man kunne låne, når man ikke havde købekraft nok. Det fik en brat ende, da boblen bristede i 2008.
Regningen for de uansvarlige finansoperationer blev sendt videre til skatteyderne, mens bankdirektørerne kunne fortsætte med at hæve astronomiske bonusser. Goldman Sachs, der sidder tungt på lederposter overalt i den internationale finansverden, trak i trådene og tjente tykt på krisen.
Nu har kansler Merkel så fået vedtaget en redningspakke til Grækenland på 86 milliarder Euro. Det får grækerne ikke megen glæde af. Pengene sendes direkte videre til de banker, der så uansvarligt har lånt penge ud.
Finanskapitalisterne opfører sig præcis lige så uansvarligt, som kapitalister plejer, og Angela Merkels regering er deres villige redskab. De opdager for sent – præcis som da boblen brast i 2008, at de har overskredet grænsen for hvad resten af samfundet kan bære eller vil acceptere. Det gælder Grækenland, men andre lande står for tur til samme behandling og det kan ende gruelig galt.