Kreative nye spekulationsfiduser endte i 2008 med at vælte hele Vestens finansielle system og bankerne gik i sort på stribe. En naturlig og indlysende konsekvens ville være at lade dem gå nedenom og hjem og så fra scratch skabe et nye og bedre system, men så vidtgående beslutninger er et parlamentarisk system ikke gearet til at gennemføre, og derfor kom lappeløsningerne endnu engang i spil.

Staterne dækkede bankernes tab, og på den måde blev det skatteyderne, der kom til at betale. I første omgang ved øgede underskud på de offentlige budgetter. Derefter skulle pengene til dækning af underskuddet findes og økonomien skulle sparkes i gang igen. Finanskrisen blev et problem for den offentlige sektor, og her er der kun to løsninger: enten nedskæringer eller øgede skatter.

Nyliberalistiske eksperter og cheføkonomer anbefalede nedskæringer, og politikerne fulgte deres råd. Det medførte, at økonomkien gik helt i stå og blev katastrofalt dyrt for de lande det især gik ud over: Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Irland. De blev fanget i eurofælden.

For at få vælgerne til at acceptere at lade bankerne slippe gratis fra deres finansielle eventyr var det nødvendigt at finde nogen syndebukke, man kunne skyde skylden på. De tyske banker skulle have skatteyderne og EU til at dække deres tab i fx Grækenland, og en indlysende syndebuk kunne derfor være de dovne grækere. Hjælpepakkerne til Grækenland var aldrig tiltænkt grækerne, men Grækenlands kreditorer, herunder de tyske banker. Hver en Euro, der blev sendt til Grækenland blev sendt videre til Tyskland. Grækerne så dem aldrig. Og prisen for denne ”hjælp” var voldsomme nedskæringer og privatiseringer af offentlige forsyningselskaber og anden offentlig ejendom. Samme model, som IMF har tvunget andre lande til, fx i Sydamerika, og med samme katastrofale resultat.

Den store og voksende gruppe af mennesker uden for arbejdsmarkedet, som var et synligt bevis på det nyliberalistiske systems mangler, viste sig også at være velegnede som syndebukke. De fik selv skylden for at være arbejdsløse. Sådan! Og så pakket ind i den stadigt mere skingre tale om Ret og pligt.

I disse dage kan man se reklamer for De Radikale, hvor Morten Østergaard lover 3 mill danskere i arbejde. Gad vist, hvor han vil finde de jobs. Og Helle Thorning truer på sine plakater: ”Kommer du til Danmark skal du arbejde” – underforstået det gider du nok ikke. Men hvor er de jobs, som Thorning lover/truer med?

Endelig er der den klassiske syndebuk, der bruges over hele Europa. Det er jøden, der endnu engang må holde for, nu blot i skikkelse af muslim.

De virkelige syndere skal som sædvanlig findes på de bonede gulve.