Af Jacques Hersh. Dette indlæg blev bragt i Arbejderen 14. september, 2016
De progressive regimers store fejltagelse var, at de ikke reformere de økonomiske strukturer og mindskede afhængigheden af råvareproduktionen i de gode tider.
Et af parametrene bag USA’s historiske opstigning til sin nuværende hegemoniske position i verdenssystemet har ikke alene været landets geografiske beliggenhed og anvendelse af militærmagt.
Det amerikanske samfunds herskende økonomiske ideologi og borgerlig demokratiske struktur bidrog til at skabe en dynamisk kapitalisme efter befrielsen fra britisk kolonialisme. I Sydamerika derimod kunne en feudalistisk produktionsmåde og organisationsform fortsætte efter selvstændigheden fra de katolske, europæiske kolonimagter.
USA’s borgerkrig var i sin essens en konflikt mellem to økonomiske modeller: Agrarkapitalisme i Syd, der byggede på slaveriet og ”frihandel,” og industrikapitalisme i Nord, der var baseret på ”fri” arbejdskraft og protektionisme. Nordens sejr blev afgørende for både verdensøkonomiens og imperialismens udvikling.
Ligesom andre eksempler på senudvikling kom USA’s kapitalisme til at anvende økonomisk nationalisme. En doktrin, der indebar begrænset frihandel og beskyttelse af landets ”infant industries” – nye og ukonsoliderede virksomheder.
I modsætning hertil byggede den latinamerikanske kapitalisme på en ”comprador-model” (handelkapital samt storgodser og minedrift) der skabte en politisk/økonomisk struktur, som gav sig udtryk i en metropol-satellit konstruktion.
Altså: På nationalt plan fandt det økonomiske overskud fra landbrug og minedrift vejen frem til byernes kommercielle centre. På grund af det ”ulige bytteforhold” mellem eksport af råvarer og import af færdige varer blev denne akkumulationsproces reproduceret i den internationale arbejdsdeling: Det vil sige på bekostning af de latinamerikanske samfund!
I kontrast hertil, på grund af USA’s rige råvareforekomster og stærke industrialisering mindskedes landets afhængighed af verdensmarkedet. ”Råvareforbandelsen” blev overvundet!
Kinas åbning til kapitalisme
Dette økonomisk-historiske tilbageblik sætter os i stand til at forstå de store forandringer, der er sket i de sidste årtiers verdensøkonomi.
Kinas åbning til kapitalisme medførte import af udenlandsk kapital og teknologi, der kunne udnytte de store kinesiske arbejdskraft-reserver. Med en betydelig statslig sektor og markedsøkonomi kunne Kina, under ledelse af det kommunistiske styre, betale sin råvare-import ved at eksportere sin arbejdsintensive produktion til omverdenen.
Den kinesiske kapitalakkumulation kunne således under de centrale myndighedernes kontrol anvendes til at skabe en alsidig og varieret økonomi. Ved at skabe en forhøjet efterspørgsel efter energi og råvarer skabte Kinas dynamiske udvikling – et ”boost” for råvare-eksportører i form af gode priser samt kinesiske investeringer i disse landes produktion og infrastruktur.
Den bolivarianske revolution
Den bolivarianske revolution i Latinamerika med fremkomsten af progressive regimer kunne nyde godt af denne udvikling, som samtidig bidrog til en forbedring af befolkningernes vilkår.
USA, som siden Monroe doktrinens proklamation har haft direkte og indirekte kontrol med den vestlige hemisfæres politiske og økonomiske udvikling, var alt andet end begejstret over denne udvikling.
De progressive regimers store fejltagelse var, at de ikke reformerede de økonomiske strukturer og mindskede afhængigheden af råvareproduktionen i de gode tider. Da Kinas høje vækst ikke kunne opretholdes, faldt behovet og priserne for råvarer. Desuden fejlede disse regeringers politik overfor deres overklasse, hvis kontrol over medierne er en afgørende magtfaktor.
Under disse omstændigheder ville det være uproduktivt at lægge skylden for Latinamerikas seneste udvikling på USA alene. Interventionisme fra denne kant burde ikke overraske!