Der kører mange krige i Syrien. Den vigtigste er stedfortræderkrigen, som USA for alvor satte i gang i 2011. Planen var at eliminere Ruslands allierede, den sidste sekulære arabiske regering med præsident Assad i spidsen. Det, der startede som en ikkevoldelig kamp for mere demokrati inspireret af det arabiske forår, blev takket være USA’s bevæbnede udenlandske islamister til en blodig borgerkrig.

Kurderne fører deres egen krig. De er en vigtig spiller mod IS/Daesh på jorden, men kun så længe det bidrager til deres overordnede mål, et selvstændigt Kurdistan.

Qatar ønsker at vælte Assad for at sætte en stopper for Irans planer om en gasledning gennem Syrien. Qatars skjulte dagsorden er i virkeligheden at etablere sin egen gasledning gennem Syrien til Europa. Derfor den rundhåndede støtte til Daesh

Tyrkiet har flere gode grunde til at blande sig: Et modsætningsforhold til Syrien, der stammer helt tilbage fra tiden omkring det osmanniske rige. Et modsætningsforhold til Iran, kamp mod kurderne, samt ikke mindst en fed fortjeneste på salg af den olie, som Daesh har stjålet fra Syrien og Irak. Nu er kampen mod Daesh blevet det altoverskyggende problem, men Tyrkiet fortsætter med at købe olie af Daesh, som de sælger videre til Israel, der derefter ”vasker olien hvid”. Og de kilometerlange køer af lastbiler bringer rigelige forsyninger af våben og andre fornødenheder fra Tyrkiet til Daesh.

Tyrkiet har længe ønske at invadere grænseregionen mellem Tyrkiet og Syrien for at sikre forsyningerne til Daesh. Det kaldes en sikker korridor eller flyforbudszone. Hvis den blev etableret, ville det syriske luftvåben og dermed Assad blive så svækket, at et regimeskift ville være inden for rækkevidde.

Og USA? Hvis side er de egentlig på? De har lige bombet den syriske regeringshær, der var i kamp med Daesh, og de har i flere år ladet olietrafikken køre uhindret, selvom de har vidst alt om den. Meget tyder på, at USA i virkeligheden ikke ønsker en helhjertet kamp mod Daesh. Det står efterhånden klart for de fleste, at Assads hær – ”Boots on the Ground” – er en nødvendig medspiller, i kampen mod Daesh, men alligevel fortsætter USA – stik mod enhver sund fornuft – med at kræve Assads afgang.

Og nu Putin? Han har mistet tålmodigheden efter flere forsøg på at få forhandlinger igang mellem parterne i krigen. Han så, at en flyforbudszone var på trapperne. Den villle have tippet situationen. Derfor besluttede han at blande sig direkte i kamphandlingerne, men først efter en invitation fra Assad, og efter at have clearet situationen diplomatisk med Irak, Iran, Israel og Tyrkiet.

Det var en streg i regningen for Tyrkiet, der dermed kunne glemme alt om at sætte sig på grænseregionen. I et hasarderet forsøg på at ændre den situation, nedskød de det russiske fly.

Putin fik imidlertid – takket være sit hurtige og velforberedte træk – ændret situationen radikalt, og nu begyndte bomberne at gøre ondt på Daesh og andre islamistiske grupper, og Assads hær fik fornyet mod og kampkraft. Rusland og Frankrig (og Tyskland) besluttede at kæmpe sammen mod Daesh. Uden at USA var med på vognen.

Putins overordnede mål er at få gang i forhandlingerne i Geneve. Hvis der ikke opnås resultater, kan vi godt glemme alt om et mindsket flygtningepres på Europa. Og det kan få katastrofale følger for et EU, der allerede knirker faretruende i sammenføjningerne.

For slet ikke at tale om, at denne stedfortræderkrig faktisk føres af to atommagter, der snildt kan udslette jorden indtil flere gange.