”Der findes et kæmpe ulighedsproblem i Danmark. De 800.000 på kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, førtidsension, mv. De er er resultat af at Danmark er blevet et stordriftsamfund, der satser på lønmodtagere i store virksomheder og kolossale velfærdsstatsinstitutioner, mens selvstændighedskulturen er trådt fuldstændigt ned.”. Det sigde Martin D. Munk, professor i sociologi ved Aalborg Universitet i Politiken 8. februar.

Jeg har selv været iværksætter siden begyndelsen af 90-erne, og det krævede, da jeg startede, et stærkt helbred. 2003 arrangerede vi med støtte fra Den europæiske Socialfond en høring om rammebetingelser for iværksættere. I panelet  sad alle toppersonerne fra erhvervsministeriet, finansrådet, iværksætterforeningen, skattevæsenet og a-kassesystemet. Her blev der præsenteret en række cases omkring finansiering, skat og AF/A-kassesystemet. I dag betragtes iværksættere ikke længere som skattesnydere og er i høj kurs blandt politikere, der jævnligt udtaler deres begejstring for iværksætteri. Det har resulteret i et imponerende støtteapparat og megen snak, men ingen kontanter – og ingen lettelser i a-kassesystemet. Og kontanter og et a-kassesystem, der tager hensyn til selvstændige og freelancere er det, der er mest brug for, hvis iværksætterkulturen skal kickstartes.

Martin D. Munk beskriver i Politiken, hvordan lønmodtagerkulturen er svulmet op, mens entreprenørånden er trængt i defensiven: ”At den enkelte skulle kunne sige til sig selv: ”Hvad kan jeg gøre for at skabe mit eget job?” er utænkeligt i 2014”, siger han.

Han ser bort fra, at iværksættere skal kunne overleve, og det er vanskeligt med de vilkår, der bydes selvstændige i alle kategorier. For tag ikke fejl. En iværksætter/selvstændig er ikke kun en succesdreng, der præsterer kanonvækst. Det er også den selvstændige butiksindehaver, serviceudbyder, freelancer osv. De har det hårdt, mangler et minimalt sikkerhedsnet og må kigge langt efter pensionsopsparing og løn under sygdom.

Siden høringen i 2003 er der gået over ti år – ti spildte år. I den periode har titusindvis af mennesker tilbragt tiden i aktiveringssystemet, mange med livsvarige ar på sjælen. Regeringens reform-amok har forringet kontanthjælp, fleksjob,før-tidspension, dagpenge etc. Ifølge Munk hænger regeringen fast i en særlig økonomisk teknokrattænkning. Filosofien er, at man med økonomiske incitamenter kan presse lønmodtagere til at arbejde. Man tror, at et øget udbud af arbejdskraft vil skabe sin egen efterspørgsel.

Men det er en blindgyde. De eneste, der ikke har opdaget det, er politikerne og deres embedsmænd. Hvis vi skal skabe nye job, kræver det nye virksomheder med nye ideer, og det kræver, at flere mennesker skaber deres eget job.  ”Den krise, som vi står midt i, er ikke bare en femårs krise, det er hele den vestlige kapitalismes krise. Imens sidder DJØF-eliten og politikerne og kradser lidt i overfladen. De vil ikke erkende, at vi bliver nødt til tænke det hele forfra”, siger Munk.

Det mindste man kunne gøre var at genindføre iværksætterydelsen. Dansk Iværksætterforening har foreslået noget i den retning, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud – sikre alle borgere en minimumslevestandard i form af en ubetinget basisindkomst. Vores sociale sikkerhedsnet er blevet et net, de ledige hænger fast i i stedet for at være et gulv, man kan tage afsæt fra.

Nej tak! Uanset hvor fornuftigt, det kunne være, så støder ideen mod et af de mest sejlivede dogmer i debatten om ledighed, nemlig ”ret og pligt”. Mette Frederiksen henviser i tide og utide til sloganet på de røde faner. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne. Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Der er her tale om en generel forsørgelsespligt, hvorimod den pligt, Mette Frederiksen taler om, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger styret af incitamenter og sanktioner.

Vi har etableret et kæmpemæssigt apparat med det ene formål at sikre, at folk ikke får en ydelse uden betingelser. Den smukke hensigt er at guide ledige tilbage på arbejdsmarkedet, men det virker stik imod hensigten. Folk bliver klienter, mister grebet om deres tilværelse og bliver tilskuere i stedet for aktører i eget liv. Ikke alene er pengene brugt på kontrol spildt. Indsatsen gør også ondt værre. Der er akut brug for at tænke nyt.

Og der er andre veje at gå! I 60-erne og 70-erne blev der gennemført en række forsøg med ubetinget basisindkomst (UBI) i USA. Da præsident Lyndon B. Johnson i 1964 erklærede krig mod fattigdommen, var UBI et af instrumenterne. Det blev testet på 10.000 familier i Pennsylvania, Indiana, North Carolina, Seattle og Denver. Forestillingen om, at folk ville blive dovne holdt ikke stik. Folk tog tilværelsen i egne hænder, skaffede sig bedre uddannelse, startede selvstændig virksomhed osv. Da forslaget om UBI den 17. april 1970 kom til afstemning i Repræsentanternes Hus, var der derfor et overvældende flertal for forslaget, men det blev desværre afvist af Senatet.

I Canada blev der gennemført lignende forsøg. Fire år efter at forsøget startede, stod Canada imidlertid midt i en økonomisk krise. Regeringen lukkede projektet, og hele datamaterialet fra forsøget blev pakket ned i kasser og glemt.

Nu er det gravet frem af glemslen, og en foreløbig gennemgang viser, at projektet var en succes. Politikernes frygt for, at folk ville holde op med at arbejde, hvis de fik en garanteret minimumsindkomst, blev gjort til skamme. Det samme gjorde frygten for, at folk ville få en masse børn for at kunne få mere udbetalt i UBI. Faktisk steg ægteskabsalderen, og fødselsraten gik ned. Dertil kom, at udgifter til sundhedsvæsen faldt hele 8,5 procent.

BIEN Danmark (Basic Income Earth Network) har udarbejdet et forslag til UBI i Danmark, der består i en skatterabat svarende til niveauet for understøttelse/kontanthjælp. Med dette forslag forsvinder kontrolapparatet, fattigdomsfælden, paradoksproblemer og socialt bedrageri – samt løntrykkende østarbejdere! Ret til denne ordning forudsætter nemlig samme optjening som vi allerede har for folkepension, så det bliver ikke en invitation til velfærdsturister. Arbejde vil kunne betale sig også for dem i den lave ende af lønskalaen, og det vil åbne arbejdsmarkedet for grupper, der i dag ikke har en chance.

Det kan gøres uden at hæve skattetrykket og uden fordelingsproblemer. Der er ikke tale om indkomstoverførsel i traditionel form, men en skatterabat præcis, som den, der i dag gives til alle lønmodtagere i deres sidste år før folkepensionen.

Jamen hvis vi giver alle en skatterabat på 100.000 så vil statsbudgettet da kollapse! Nej – det er en myte. Vi udbetaler allerede halvdelen af det samlede statsbudget – mere end 300 mia kr i overførselsindkomster. Hvis vi indregner de store besparelser, vi vil kunne høste på en forenkling af systemet, og erstatter den nuværende progressive skat med en flad skat på ca. 50 procent, så passer pengene. Se beregningen på basisindkomst.dk.

Lige som i Canada og USA kunne vi i Danmark begynde med at teste ideen. I december 2013 afholdt Magistrenes A-kasse et seminar om fremtidens arbejdsmarked. Her præsenterede BIEN Danmark et forslag til et pilotprojekt, der var rettet imod en række a-kasser, der har særlige problemer med den nuværende lovgivning. Det drejer sig om musikere, skuespillere, løst ansatte magistre, freelancere osv.

Formålet med projekterne er at teste effekten på arbejdslyst og initiativ, hvis rådighedsreglerne lempes, så det bliver den ledige selv, der skal træffe beslutninger vedrørende jobsøgning samt deltagelse i kurser, jobtræning, virksomhedspraktik og nyttejob (dog stadig med pligt til at tage anvist arbejde).

Modregning lempes på den måde, at den ledige får mulighed for at vælge iværksætterydelse svarende til halv understøttelse i stedet for understøttelse. Fordelen ved denne mulighed er, at den tilbyder et sikkerhedsnet uden at der sker modregning i indtægter ved selvstændig virksomhed.

Det er kun et lille skridt, men vil forhåbentlig skyde hul i fordomme om danskeres manglende arbejdslyst. Det kan anvise en ny vej for det udkantsdanmark, der i dag plages af butikslukninger, fraflytning og manglende vækst. Og vi vil få testet en måde at kickstarte selvstændighedskulturen på!

OECD har analyseret en lang række projekter over hele verden, og de viser, at mennesker selv kan, hvis de blot får et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet. Lad os så komme i gang!