Sovjetunionens opløsning den 25. december 1991 markerede historiens afslutning – i hvert fald hvis man skal tro den amerikanske historiker, Francis Fukuyama. I sit essay The End of History, argumenterer han for, at Sovjetunionens sammenbrud markerede afslutningen på menneskets sociokulturelle udvikling og indledningen til en universel liberal demokratisk æra.
Det gik som bekendt anderledes. Verden er åbenbart mere indviklet end som så. Det samme kan man sige om Ruslands historie i de hundrede år, der er gået siden Oktoberrevolutionen i 1917. Her i hundredåret hører vi meget om Sovjetsystemets mangler og umenneskelighed og ikke mindst Stalins rædselsherredømme, men det billede, der tegnes af mainstream-medierne mangler nogen mellemregninger. Vi får ikke rigtigt svar på, hvorfor revolutionen kuldsejlede.
Da revolutionen brød ud i 1917 udgjorde det russiske zardømme verdens største landområde, der spændte lige fra Polen i vest til Stillehavet i øst. 75 procent af befolkningen var bønder, hvoraf 96 var analfabeter. I de seneste år før revolutionen var en industri baseret på udenlandsk kapital ved at spire frem i et samfund, der ellers havde stået stille i 300 år. I 1905 kom sandhedens time. Zar-riget led et ydmygende nederlag i en krig mod Japan, og i 1914 kom Verdenskrigen, der endte i en katastrofe med 3 millioner døde. Folket sultede, utilfredsheden ulmede, soldaterne ville hjem og dyrke jorden.
Da oktoberrevolutionen brød ud, var bolsjevikkerne et mindretal selv blandt de aktive arbejdere i Ruslands byer, men takket være deres konsekvente krav om jord til bønderne, brød til folket og fred til landet, voksede deres indflydelse i de revolutionære organer. Var tiden nu kommet for arbejderklassen til at tage magten? Hvordan kunne et tilbagestående bondeland som Rusland tage springet ud i en socialistisk revolution? Svaret lå i Vesten – bolsjevikkerne var overbeviste om, at socialistiske revolutioner snart ville feje hen over Europa, hvorefter avancerede industrilande ville bakke op om revolutionen, og den europæiske revolution var ikke kun en romantiske drøm. Tyskland kom tæt på en vellykket revolution og ville sandsynligvis have gennemført det med bedre ledelse og uden socialdemokraternes forræderiske alliance med den tyske hær. Det alene ville have ændret det 20. århundrede. Og ville have givet impulser til oprør på tværs af kontinentet.
I 1919 diskuterede den britiske premierminister David Lloyd George sin frygt med den franske premierminister, Georges Clemenceau: “Hele Europa er fyldt med revolutionens ånd. Der er en dyb fornemmelse ikke kun af utilfredshed, men af vrede og oprør… Der stilles spørgsmålstegn ved hele den eksisterende orden af befolkningens masser fra den ene ende af Europa til den anden. ”
Spørgsmålet var hvilket land, der først ville falde? Rusland var det svage led i europæisk kapitalisme. Revolutionen blev imidlertid udsat for enorme problemer, da den blev tvunget til at modstå angreb fra en kapitalistisk verden, der var fast besluttet på at ødelægge den. Revolutionen var et fyrtårn for millioner rundt om i verden. Havne- og jernbanearbejdere i Storbritannien, Frankrig, Italien og USA viste solidaritet ved at nægte at laste skibe, der skulle sendes til støtte for de kontrarevolutionære hvide hære, der uden medlidenhed invaderede Rusland. Hære fra 14 lande søgte at drukne revolutionen i blod.
Revolutionen overlevede, men de revolutionære overtog et land i ruiner, udsat for embargoer, der resulterede i hungersnød og epidemier. Den norske diplomat, Fritjof Nansen kæmpede for at få nødhjælp frem til de sultende masser, men stødte på hård modstand fra de vestlige invasionsstyrker.
De fjendtlige hære ødelage byer, industrier og infrastruktur. Efter syv års verdenskrig og borgerkrig havde bolsjevikkerne ikke nogen ressourcer at falde tilbage på, og op gennem 1920’erne rasede debatterne om hvor meget, man kunne ofre på kort sigt for at udvikle den nødvendige modstandskraft, før den næste invasion kom.
I foråret 1921 skiftede revolutionen karakter. For overhovedet at skaffe fødevarer til byerne indførte man den Nye Økonomiske Politik, NEP. Den gav de nu selvejende bønder lov til at handle på markedet og markerede ideologisk en overgang til statskapitalisme. Pludselig begyndte Lenin at prise kapitalismen og det frie marked.
Med NEP-politikken opstod der en social differentiering på landet med dannelsen af en velhavende klasse af storbønder, de såkaldte kulakker, og en talrig klasse af mellemstore og små bønder. For at løse dette, men først og fremmest for at fremskaffe et overskud, der kunne bruges til industrialisering af landet, iværksatte Stalin 1929-32 de store tvangskollektiviseringer, som ramte ikke blot kulakkerne, men de fleste bønder, der blev tvunget ind i kolkhoser eller sovkhoser. Sovjetunionen blev industrialiseret, men det skete under enorme menneskelige omkostninger.
Bolsjevikkerne mistede folkelig støtte. Bønderne, som udgjorde over 80 pct. af befolkningen, var nu decideret antisocialistiske, og sovjetterne med deres repræsentation af arbejdere og soldater, blev tømt for indhold. Efter opgøret med ‘højreoppositionen’ og ‘venstreoppositionen’ (Trotskij) var Stalin fra slutningen af 1920’erne i virkeligheden enehersker.
De liberale løfter, partiet gav i 1921, var tænkt som midlertidige, før man for alvor kunne begynde at opbygge socialismen. Men i takt med partiets forsatte monopolisering af magten og terroren mod ‘folkefjender’, som i 1930’erne udryddede millioner af mennesker, fortonede socialismen sig. Godt nok var der tale om statseje af produktionsmidlerne og en planøkonomi, men med en ny klasse af partifunktionærærer og politikere, der undertrykte befolkningens store masser og forhindrede dannelse af et civilsamfund.
I sin kamp for at overleve de massive angreb fra Vesten, først de hvide hæres invasion og derefter Hitlers invasion, der kostede 27 millioner mennesker livet, forandrede revolutionen karakter. Men den russiske revolution fik alligevel verdenshistorisk betydning. De anti-imperialistiske revolutioner og selvstændighedsbevægelser i Asien og andre steder havde næppe været mulige uden Sovjetunionens eksistens og delvise støtte. Det samme gælder fremvæksten af sekulære regimer i Mellemøsten som Egypten, Iran, Iraq, Syrien og Libyen.
Også i Europa fik Sovjetunionen efter 2. Verdenskrig stor betydning for den økonomiske og sociale udvikling. Marshall-hjælp, stigende lønninger, fremvækst af en ny middelklasse osv. blev fremmet for at afmontere den voksende ideologiske indflydelse, Sovjetunionen kunne få i efterkrigstidens Europa. Og på trods af de store ødelæggelser og lidelser, som krigen påførte Sovjetunionen, blev landet en geopolitisk faktor, man måtte regne med. Det var et chok for Vesten, at Sovjetunionen kom først ud i rummet med opsendelsen af Sputnik.
De imponerende resultater kunne dog ikke skjule, at sovjetsystemet på trods af en imponerende økonomisk vækst var ved at sande til i planøkonomisk bureaukrati. Michael Gorbatjovs forsøgte at reformere systemet med sin perestrojka politik og sin tilnærmelse til Vesten. Warszawa-pagten blev nedlagt, og til gengæld lovede Vesten at man ikke ville udvide sit interesseområde mod øst. Det løfte blev ikke holdt, og Gorbatjovs reformproces blev afsporet af Boris Jeltsins vestligt støttede kup, der resulterede i et røverkapitalistisk orgie, der næsten tog livet af Rusland.
Sovjetunionens sammenbrud blev betragtet som den endelige afslutning på kommunismen, men eftertiden vil måske se anderledes på den sag. Den russiske revolution var det første virkelige forsøg på at indføre socialisme. Der blev begået mange fejl, men problemerne hidrørte fra en grusom historie, et fattigt analfabetisk samfund ødelagt af borgerkrig, invaderet af 14 imperialistiske hære, udsat for embargo, invaderet og lagt øde af det nazistiske Tyskland.
Da Vladimir Putin i 1999 overtog magten efter Boris Jeltsin, lå Ruslands økonomi – takket være Vestens indblanding – igen i ruiner, nu domineret af en ny klasse af oligarker. I løbet af de atten år, der er gået, er det lykkedes Putin at genrejse Rusland. Han har standset Vestens indtrængen i Ukraine og har formået at sætte en ny dagsorden i Mellemøsten.
Det har skabt bekymring i Vesten. Putins Rusland er en trussel mod USA’s og Vestens dominans i verden. Men en ny verdensorden tegner sig i horisonten med et amerikansk imperium på nedtur, mens Rusland og Kina i alliance med det meste af resten af verden måske sætter en ny dagsorden?
Det er ikke verdensrevolutionen, men måske kan vi se frem til en mere fredelig verden.
https://www.autonominfoservice.net/2009/10/25/oktober-revolutionen-1917-en-venstreradikal-analyse/
https://org.enhedslisten.dk/medlemsblad/oktoberrevolutionen-historiens-domstol