Denne artikel er en oversat og lettere bearbejdet udgave af en blog i the Unz Review. Læs originalen og den efterfølgende debat.

Bloggen anslår måske nogle lidt for optimistiske toner, men den til grundliggende analyse er efter min mening meget inspirerende. Læs den og sammenlign med det sludder, man dagligt bliver stopfodret med i danske “seriøse” medier.

Risici og muligheder for 2017

2017 bliver et historisk år for Trump.
Bare et par dage ind i 2017 kan vi allerede nu sige med en stor grad af sikkerhed, at 2017 bliver et historisk år. Desuden vil 2017 blive “Trump’s år”

Et af tre ting kan ske: enten vil Trump fuldt ud indfri sine trusler og løfter, eller han vil indfri nogle, men langt alle, eller for det tredje Trump vil blive neutraliseret af den Neocon-styret Kongres, medierne og efterretningstjenesterne. Han kan endda blive stillet for retten eller blive myrdet. Selvfølgelig er der en uendelighed af muligheder her, men jeg vil kalde den første mulighed “Trump heavy”, den anden “Trump light” og den tredje “Trump down”.

Før vi diskuterer konsekvenserne af disse tre muligheder, må vi sætte scenen for den situation Præsident Trump træde ind i. Jeg diskuterede nogle af dem i min tidligere analyse med titlen ” 2016: året for Ruslands triumf ” og vil kun nævne nogle af de vigtigste resultater af det forgangne år i denne diskussion. De er følgende:

1. USA har tabt krigen mod Syrien . Jeg valgte mine ord med omhu. Hvad der oprindeligt lignede en borgerkrig blev næsten øjeblikkeligt forvandlet til en angrebskrig ført af en stor koalition af lande under ledelse af USA. Lige fra oprettelsen af ” Venner af Syrien ” til skjult støtte af de forskellige terrororganisationer, til de forsøg på at isolere den syriske regering, tog USA hurtigt kontrol over “krigen mod Assad”, og nu må USA selv tage ansvaret for nederlaget .

Nu er det Rusland, der har fuld kontrol over fremtiden for Syrien. Først forsøgte russerne at samarbejde med USA, men det blev hurtigt umuligt, og russerne konstaterede, at den amerikanske udenrigspolitik ikke blev styret fra Det Hvide Hus eller Foggy Bottom (det kvarter i Washington, hvor underigsministeriet har til huse, men af Pentagon. Pentagon har nu tabt det hele på gulvet i Syrien og russerne synes at være kommet til den fantastiske konklusion, at de fra nu af bare kan ignorere USA.

I stedet henvendte de sig til tyrkerne og iranerne for at stoppe krigen. Dette er en forbløffende udvikling. For første gang siden Anden Verdenskrig er USA blevet irrelevant for udfaldet af en konflikt, som de i høj grad selv har bidraget til at skabe. Russerne har konkluderet, at amerikanerne “ikke er i stand til at indgå aftaler” ( недоговороспособны ) Russerne vil ikke engang forsøge at modsætte sig en amerikanske indsats, de vil blot ignorere den. Syrien bliver det første og mest dramatiske eksempel, men i fremtiden vil det samme ske andre steder, især i Asien. Det er en situation, som ingen amerikaner havde forudset, og det er meget svært at forudsige, hvordan Trump vil tilpasse sig denne helt nye situation. Jeg er forsigtigt optimistisk og tror at Trump som en god forretningsmand vil gøre det rigtige og acceptere virkeligheden, og koncentrere sin indsats og sine ressourcer på et par kritiske problemstillinger / regioner i stedet for yderligere at forfølge de Neokonservatives ‘ønskedrøm om verdensomspændende “fuld spektrum, dominans “. Men mere om det senere.

Europa er i en tilstand af kaos . Som jeg har skrevet mange gange, i stedet for at Ukraine skulle blive som Europa, er Europa blev ligesom Ukraine. Europa har bragt sig selv i en umulig situation. Den europæiske krise er massiv og flerstrenget. Det er naturligvis en økonomisk krise, men krisen forværres af en politisk, som selv forværres af en dyb social krise, og som et resultat står hele EU-systemet og eliten over for en fundamental legitimitetskrise.

De europæiske politikere har langt mere travlt med at benægte eksistensen af krisen end at forsøge at løse den. USA, der i årtier omhyggeligt har fostret og næret en hel generation af holdningsløse, snæversynede, kastrerede og uendeligt underdanige europæiske “ledere” står nu over for det ubehagelige resultat, at disse europæiske politikere er så fordummede som blinde hvalpe, og at de simpelthen ikke har nogen politik og ingen vision overhovedet om, hvad de skal gøre fremover. De er låst fast i en slags tunnelvision, som gør dem uvidende. Det europæiske kontinent. som skabte Thatcher, de Gaulle og Schmidt, producerer nu vatnisser som Hollande og Cameron. Trump vil således arve en de-facto koloni helt ude af stand til at styre sig selv. Og bare for at gøre tingene værre, mens koloniens comprador “elite” hverken har visioner eller politik, forholder den sig samtidig dybt fjendtligt over for Donald Trump og fastholder sin støtte til Trumps neokonservative fjender. Dette er en situation, som ingen amerikanske præsident nogensinde har stået over for.

2. Rusland er nu det mest magtfulde land på planeten . Jeg ved, at den russiske økonomi er relativt lille, Rusland har masser af problemer og for blot et år siden afviste Obama Rusland som en “regional magt”, mens McCain kaldte Rusland en “tankstation forklædt som et land”. Hvad kan jeg sige? – Disse to idioter tog simpelt hen fejl, og der er en god grund til at Forbes har erklæret Putin den mest magtfulde mand på jorden i fire på hinanden følgende år. Og det er ikke bare fordi de russiske væbnede styrker formentlig er de mest magtfulde og dygtige på jorden (om end ikke de største), eller fordi Rusland med succes besejrede USA i Syrien og de facto i resten af Mellemøsten. Nej, det er fordi Rusland er det mest magtfulde land på jorden på grund af to ting: Rusland afviser og fordømmer åbent det verdensomspændende politiske, økonomiske og ideologiske system, USA har pålagt vores planet siden anden verdenskrig, og fordi Vladimir Putin nyder bundsolide opbakning af ca. 80 % + af den russiske befolkning. Den største styrke i Rusland i 2017 er moralsk og politisk, det er styrken af en civilisation, der nægter at spille efter de regler, som Vesten med succes har pålagt resten af menneskeheden. Og at Rusland nu med succes har “svaret igen” vil uundgåeligt inspirere andre (især i Asien). Dette er også en helt ny situation for den næste amerikanske præsident, som skal fungere i en verden, hvor det at trodse Uncle Sam ikke længere er en dødsdom, men måske endda ses som temmelig trendy.

3. Kina er nu låst fast i en strategisk alliance med Rusland, hvilket er noget enestående i verdenshistorien. I modsætning til tidligere alliancer, der kunne brydes eller opsiges, har Putin og Xi skabt en slags symbiose af deres lande: Rusland er dybest set afhængig af en række varer og tjenester fra Kina, mens Kina er afhængig af Ruslands energi, forsvar, rumfart og high-tech (for de interesserede i dette emne vil jeg anbefale den fremragende hvidbog Larchmonter445 skrev til Saker blog om dette emne: The Russia-China Double Helix. Rusland og Kina er i dag er en slags “siamesiske tvillinger”, der har separate hoveder (politiske uafhængighed og deres egne regeringer), men som deler en række organer vitale for begge hoveder. Det betyder, at selv om Rusland / Kina ønskede at “dumpe Kina / Rusland” i bytte for en tilnærmelse til USA ville de ikke kunne gøre det. Såvidt jeg ved, har noget lignende aldrig sket før. Aldrig har to (ex-) Emperier besluttet at forblive adskilt, men fuldt integreret i hinanden. Intet grand charter, ingen stor alliance, ingen højtidelig traktat blev nogensinde underskrevet, for at dette kunne ske, kun et stort antal forholdsvis små kontrakter og aftaler. Og alligevel har de stille og roligt opnået noget helt enestående i historien. Hvad dette betyder for USA er, at de ikke kan regne med deres del og hersk strategi i et forsøg på at regere planeten, fordi denne strategi simpelthen ikke kan fungere længere. Selv om de russiske og kinesiske ledere kom ud i indbyrdes uoverensstemmelser, ville de ikke kunne fortryde hvad er nu sket. Det integrationistiske momentum mellem Kina og Rusland vil sandsynligvis kun kunne stoppes ved en krig, og det er simpelthen ikke sansynligt. Lige nu optræder Trump provokerende over for Kina, muligvis i håb om, at hvis USA normaliserer forbindelserne med Rusland, ville Kina finde sig isoleret. Men at isolere Kina er lige så umuligt som at isolere Rusland, og at kunne provokere Kina er komplet usansynligt. For første gang siden Anden Verdenskrig, bliver den næste amerikanske præsident tvunget til at indse, at USA i trekanten Rusland-Kina-USA er den svageste og mest sårbare part.

4. Iran er for magtfuld til at blive mobbet eller tvunget til underkastelse. Det er rigtigt, at Iran er langt svagere end Rusland eller Kina, og at Iran ikke er en stor international aktør. Men jeg vil hævde, at Iran er en formidabel regional supermagt, som sandsynligvis egenhændigt er i stand til at dominere en kombination af regionale lande, selv om det ville medføre store omkostninger. Ligesom Rusland, er Iran beskyttet af en perfekt kombination af geografi og avancerede væbnede styrker. Iranske styrker er ikke helt på højde med amerikanske eller russiske, men de stærke nok til at gøre Iran til et ekstremt vanskeligt og farlig mål for angreb. For mange år siden, i 2007, skrev jeg en artikel med overskriften “Iran’s asymmetrical response options “, som nu er klart forældet, men primært i den forstand, at Iran siden 2007 er blevet endnu mere farligt at angribe, det være sig af USA, Israel eller et combo af begge. Ville Rusland og / eller Kina gå i krig med USA i tilfælde af et amerikansk / israelsk angreb på Iran? Nej, men det ville indebære meget alvorlige politiske konsekvenser for USA: et garanteret veto i Sikkerhedsrådet, politisk, økonomisk og eventuelt militær støtte til Iran, efterretningsstøtte til iranske operationer ikke kun i Iran, men også i Syrien, Irak, Afghanistan og andre steder, en opgradering af de aktuelt semi-officielle forbindelser med Hizbollah og støtte til den libanesiske modstandsbevægelse. Men det vigtigste “våben”, der anvendes mod USA, ville være oplysende – ethvert angreb vil blive voldsomt imødegået af de russiske medier og den vestlige blogosfæres sympati for Rusland. Det er præcis det scenarie, som USA og NATO frygter: at RT og Sputnik indleder en USA-kritisk kampagne i sociale medier. Dette er en ny virkelighed i 2017: Vi er ikke vant til tanken om, at Rusland også har en form for “soft power”, i dette tilfælde politisk soft power, men faktum er, at disse russiske kapaciteter er både virkelige og formidabel, og det er derfor Neokonservative lægger skylden for både Brexit og Trump’s sejr i USA på “Kreml’s propagandamaskine”. Men selvom der ikke er en sådan “maskine”, er der en aktiv blogosfære og ikke-amerikanske medier på internettet, der synes stærke nok til i det mindste at fremme en form for oprør mod de neokonservative ledere af Imperiet. Bundlinien er, at USA har mistet sit informationsmonopol på planeten, og den næste amerikanske præsident bliver nødt til at konkurrere, virkelig konkurrere, for at kunne overbevise og skaffe opbakning til hans synspunkter og dagsorden.

Hvordan vil Trump håndtere disse fundamentalt nye udfordringer?
Hvis det er “Trump down” så vil vi have en situation meget lig den, vi havde med Obama: en masse brudte løfter og tabte forhåbninger. USA vil derefter vende tilbage til det, jeg ville kalde “det AngloZionistiske Emperiums konsensus politikker”, hvilket er, hvad vi har haft i hvert fald siden Bill Clinton, og at hvert fjerde år bliver “det samme gamle, kun værre “. Hvis Trump er anklaget eller myrdet risikerer vi at blive vidner til en eksplosion af uro i USA, som vil beslaglægge det meste af den tid og energi fra dem, der forsøgte at fjerne ham. Hvis Trump viser sig kun at være snak og ingen handling, vil vi vende tilbage til situationen med Obama: en svag ledelse, der resulterer i, at forskellige tjenester “vil forfølge deres egne mål” uden at bekymre sig om, hvad de andre gør. Det ville være en katastrofe både i og uden for USA. Det mest sandsynlige udfald ville være temmelig brutale, pludselige og irreversible nedbrud af det AngloZionistiske imperium. Skulle en “Præsident Pence” (Pence er Trumps vicepræsident) nogensinde komme til magten, ville risikoen for atomkrigens uhyre vende tilbage som før valget. Det er langt den værste løsning for alle.

“Trump light” er nok den mest sandsynlige løsning. Tag ikke fejl, selvom jeg kalder det “Trump light”, kan store ting stadig ske i dette tilfælde. Først og fremmest kunne USA og Rusland beslutte at behandle hinanden på grundlag af egeninteresse, sund fornuft, realisme og gensidig respekt. Bare det alene ville være helt revolutionerende og en radikal afvigelse fra den anti-russiske politik, der har været ført i USA siden Bill Clinton (og i virkeligheden siden slutningen af ​​Anden Verdenskrig). Dog vil samarbejdet mellem Rusland og USA ikke være globalt, men temmelig begrænset til nogle specifikke spørgsmål. For eksempel kunne USA og Rusland enes om fælles operationer mod Daesh i Syrien, men USA vil ikke sætte en stopper for den nuværende USA / NATO politiks optrapning og konfrontation mod Rusland i Europa. Ligeledes ville den Neocon dominerede kongres forhindre enhver form for reelt amerikansk-russisk samarbejde på spørgsmålet om Ukraine. Denne mulighed ville være langt mindre end hvad nogle hardcore Trump tilhængere håber på, men stadig noget uendeligt meget bedre end Hillary i Det Hvide Hus.

Men det måske mindre sansynlige “Trump heavy”-scenarie ville kunne indvarsle en fundamentalt ny æra i internationale relationer. I dette tilfælde ville Rusland og USA kunne indgå nogle langsigtede aftaler, hvor de i fællesskab ville tage skridt til at løse centrale spørgsmål. De teoretiske muligheder er intet mindre end forbløffende.

Først og fremmest kunne USA og Rusland foretage et grundigt eftersyn af det europæiske sikkerhedsystem ved at genoplive og modernisere hjørnestenen, nemlig traktaten ”the Conventional Forces Europe (CFE)”. USA og Rusland kunne forhandle en ny CFE-III traktat og derefter bruge den som grundlag for at afvikle alle de udestående sikkerhedsproblemer i Europa og derved gør en krig i Europa de-facto umuligt. En sådan aftale ville være uhyre gavnlig for hele kontinentet, og det ville markere begyndelsen på en helt ny æra for Europa. De eneste reelle tabere ville være det vestlige militærindustrielle kompleks og et par rabiate og ellers ubrugelige stater (Letland, Polen, etc.), hvis eneste værdifulde eksportvare er russofobisk paranoia. Men som i alle tilfælde, hvor krig, potentielt eller faktisk, erstattes af fred, ville det store flertal af befolkningen i Europa have gavn af sådan en aftale. Det vil kræve hårde og vanskelige forhandlinger at færdiggøre alle detaljer, men jeg er helt tryg ved, at hvis Rusland får nogle reelle, verificerbare sikkerhedgarantier, vil Kreml trække sine styrker vest for Uralbjergene tilbage.

For det andet kunne USA og Rusland i fællesskab tage skridt til at stoppe borgerkrigen i Ukraine, dreje Ukraine ind i en føderal stat med stor selvstændighed for alle regioner i Ukraine (ikke kun Donbass), hvor et alliancefrit og neutralt Ukraine kunne være hjørnestenen i det nye europæiske sikkerhedssystem. Hvis Rusland og USA kunne blive enige om det, er der ikke noget de ukrainske UKIE nazister eller europæere kunne gøre for at forhindre det. Helt ærligt, ligesom uansvarlige og dumme teenagere ikke får lov at deltage i voksne beslutninger, skal EU og juntaen i Kiev vide, at det nu er slut med at iværksætste katastrofer, og at voksne har måttet træde til for at stoppe mareridtet, før det bliver endnu værre. Jeg vil vædde på, at en sådan tilgang ville få støtte fra mange, hvis ikke de fleste, ukrainere, der nu virkelig er fed up med, hvad der foregår. De fleste europæere (undtagen politiske eliter, naturligvis) og de fleste russere ville hilse afslutningen af ​​den ukrainske clusterf * ck velkomment, (et militært udtryk for at alt er gået galt).

USA har mistet en stor del af sin relevans i Mellemøsten. Alligevel har de magt nok til rent faktisk at kunne yde et nyttigt bidrag til destruktion af Daesh, især i Irak. Mens Rusland, Iran og Tyrkiet sandsynligvis kan kræve en vis form for afregning for USA’s krig mod Syrien, vil amerikansk støtte, selv om den kun er begrænset, kunne være uhyre nyttig. CENTCOM er stadig meget stærk og en fælles russisk-amerikansk kampagne for at knuse Daesh ville være til fordel for hele regionen. Et intelligent og oprigtigt samarbejde mellem Rusland og USA ville være en ny og fascinerende ting at se, og jeg er temmelig sikker på, at soldater på begge sider vil hilse denne mulighed velkommen. Mellemøsten behøver ikke at være en nulsumsspil, men den næste amerikanske præsident bliver nødt til at forstå, at USA nu er junior partner i en meget større koalition. Det er den pris, man må betale for at have en idiot i Det Hvide Hus i otte år.

Det er overflødigt at sige, at hvis amerikanerne og russerne samarbejder med hinanden i Europa, Ukraine og Mellemøsten ville dette markere en dramatisk afvigelse fra den “lunkne krig”, som fandt sted mellem Rusland og USA under den katastrofale Obama ledelse .

Trumps relationer til Israel-lobbyen og hans anti-iranske retorik er et problem. Hvis Trump ikke holder op med dette nonsens, vil han bare låse sig ude fra enhver aftale i Mellemøsten. Desuden hvis Trump bøjer sig for rabiate russophober og de Neokonservatives krav til Iran, vil han sandsynligvis også blive nødt til at begrænse omfanget af US-russisk samarbejde i Europa, Ukraine og andre steder. Det samme gælder for Trumps konstante og provokerende Kina-bashing: Hvis Trump virkelig og oprigtigt mener, at USA er i stand til at mobbe Kina, så er han på vej til nogle meget smertefulde skuffelser. Den tid, hvor USA kunne mobbe eller intimidere Kina, er for længst forbi, og alt det, Trump ville ønske at udrette, vil mislykkes mod Kina på samme måde, som Obama mislykkedes mod Rusland.

Det centrale spørgsmål om Trumps ledelse er: Vil USA under Trump acceptere, at det amerikanske verdensherredømme uigenkaldeligt er slut, og at fra nu af vil USA blot være en vigtig aktør blandt andre vigtige aktører? Ja, Amerika, hvorved forstås landet, ikke Imperiet, kan blive “stort igen” men kun ved at give afkald på Imperiet og acceptere at blive et “almindeligt”, om end stadig stort, land.

Hvis det amerikanske establishment fortsætter med den antagelse, at “vi er nummer et”, “det amerikanske militær er det mest magtfulde i verdenshistorien”, eller at “USA er den uundværlige nation”, som har pligt til “lede verden” så vil Trumps ledelse ende i en katastrofe. Messianske og imperialistiske ideer har altid ført ledere til katastrofale fejl, og USA er ingen undtagelse. Den messianske og imperialistiske tankegang er en vrangforestilling, som sætter ideologi over virkeligheden. Og, som man siger, hvis du stikker dit hoved jorden, stikker din røv op i luften. En af de største fordele, som Rusland og Kina har over USA, er, at de er fuldt ud klar over, at de på mange måder er svagere end USA. Og dog, paradoksalt nok, at denne bevidsthed, når det kommer til stykket, er det, der gør dem stærkere.
Præsident Trump bør derfor have som topprioritet at droppe denne uendeligt arrogante holdning så typisk for de Neokonservative og deres trotskistiske forfædre (både fysiske og ideologiske), og erstatte den med en bevidsthed om behovet for kun at engagere sig i politik på en måde, der står mål med USA’s faktiske kapacitet.  En faktabaseret realistisk politik må nødvendigvis erstatte det nuværende imperiale hybris.

Ligeledes bør det også blive en topprioritet for præsident Trump at udrense den giftige klike, der har overtaget de amerikanske eliter på samme måde, som den største trussel mod præsident Putin er den russiske femte kolonne. Jeg er overbevist om, at den største trussel mod præsident Trump vil være den Neocon-kontrollerede US femte kolonne især i Kongressen, medierne, Hollywood og efterretningstjenesterne. De Neokonservative vil aldrig yndefuldt give op eller på anden måde acceptere, at det amerikanske folk har vist dem døren. I stedet vil de gøre, hvad de altid har gjort: engagere sig i en ond had kampagne mod Trump selv og mod dem, der vovede at stemme på ham. Lige nu forsøger Trump at formilde dem ved at kaste nogle smuler hen til dem (Pence, Priebus, Friedman, Iran bashing, etc.), fair nok. Men hvis han fortsætter med at zig-zagge, når han er installeret i det hvide hus, har han ikke en chance mod dem.
Michael Moore har netop opfordret til ” 100 dages modstand ” efter Trumps indsættelse. Mens Moore selv er mere en (meget talentfuld) klovn, kan den slags initiativer ende med at blive trendy, især blandt de grundigt zombificerede amerikanske Millennials og pseudo “liberale”, som simpelthen ikke kan og ikke vil acceptere, at Hillary har tabt. Vi bør aldrig undervurdere mulighederne for at Soros agenter starter en color-revolution i selve USA.

Den amerikanske ‘deap state “er også en magtfuld og uhyre farlig fjende, hvis muligheder for at modsætte sig et” Trump Heavy “resultat, ikke kun omfatter at myrde Trump selv, men også at skabe en anden 9/11 ”false flag” begivenhed i USA, muligvis en, der involverer nukleare materialer, og så bruge det som et påskud til at indføre en form for undtagelsestilstand.

Endelig og som altid er der de banker, forsikringsselskaber, investeringsfonde, etc, – alle de finansspekulanter, som vil bekæmpe en re-sovereignization i USA med alle til rådighed stående midler. Normalt bruger jeg udtrykket “re-sovereignization” til at beskrive, hvad Vladimir Putin har forsøgt at gøre i Rusland siden 2000: processen med at vriste den reelle magt fra en lille tværnational elite, returnere den til befolkningen i Rusland og gøre Rusland til et virkeligt uafhængigt og suverænt land.

Det samme koncept passer også på USA, hvis borgere er blevet gidsler og livegne af en lille elite, faktisk mindre end 1%, som har fuld kontrol med de virkelige magtcentre. En stor del af denne kontrol er koncentreret i forskellige finansielle institutioner, der i praksis styrer alle grene af regeringen i USA. Nogle kalder dem “Corporate USA”, eller “USA, Inc”, men i virkeligheden drejer det sig om finansspekulanter og ikke med virksomheder, der rent faktisk leverer en ydelse ved at udbyde varer og tjenester. Den virkelige korruption i USA er sandsynligvis større end noget andet sted på kloden simpelthen på grund af de enorme summer, der er involveret. De korrupte parasitter, der kører denne pengemaskine vil gøre alt i deres magt for at forhindre ​​den amerikanske befolkning i en tilbagevenden til magten, og de vil aldrig tillade “en mand – en stemme” for at erstatte den nuværende “en dollar – en stemme”.

Det er ironiske er naturligvis, at Trump selv og hele hans følge kommer fra disse finansielle eliter. Men det ville være en fejltagelse blot at antage, at hvis en person kommer fra et bestemt miljø, vil han altid gerne støtte det. Che Guevara var læge fra en velhavende familie af argentinske borgerlige. Jeg ønsker ikke at sammenligne Trump med Che, men vil blot påpege, at teorien om klassebevidsthed undertiden har interessante undtagelser. I det mindste kender Trump disse mennesker meget godt, og han kunne være den ideelle mand til at bryde deres nuværende monopol på magten.

Konklusion :
At forudsige noget om et år som 2017, hvor de fleste resultater afhænger af, hvad en enkelt person måske eller måske ikke gør, er vanskeligt (som Storm P så rigtigt har sagt: Det sværeste at spå om er fremtiden). Det er derfor, jeg valgte at tale om risici og muligheder og se på mindst tre grove “Trump varianter”. Alligevel er der stadig processer, hvor Trump og USA er afgørende eller i det mindste spiller en central rolle, men der er andre, hvor de betyder meget mindre. Så i konklusionen, vil jeg vove et par gæt og fremlægge dem med alle tænkelige forbehold. Så er det sagt.
Først tror jeg, at der er en god chance for, at Rusland, Iran og Tyrkiet vil formå at standse krigen mod Syrien. Landet forbliver samlet, men med temmelig klare zoner af indflydelse og med en regering, som vil omfatte Assad, men også inkludere repræsentanter for oppositionen. Syrien er alt for stort og for forskelligartet til nogensinde at kunne opnå den type fred, Tjetjenien nyder i dag, så i bedste kan vi håbe på den slags semi-fred, som Dagestan har levet med de seneste år. Det vil ikke være perfekt, men den absolutte rædsel vil stoppe.
For det andet tror jeg, ​​at Poroshenko vil miste magten i år. Det nazistisk-besatte Ukraine har overlevet på en blanding af rigdom tilbage fra sovjettiden og vestlige bistand. Begge dele er nu snart ophørt. Desuden er der stigende tegn på, at de ukrainske væbnede styrker nu har så travlt med simpelthen at overleve, at de er ude af stand til meningsfulde kampoperationer. Skulle en særligt vildledt nationalistisk frivillige bataljon eller politisk leder beordre et angreb på Novorussia, vil ukrainerne lide et stort nederlag efterfulgt af en løsrivelse af de aktuelt nazi-besatte områder i Donetsk og Lugansk regionerne. Og denne gang vil Novorussia vil have midler til at befri Mariupol uden at blive afskåret fra Donbass af et ukrainsk kontraangreb. Endelig, hvis Poroshenko erstattes af endnu mere vanvittige elementer, kan Rusland beslutte at anerkende uafhængigheden af ​​Lugansk og Donetsk republikkerne,hvilket igen uundgåeligt vil føre til en folkeafstemning i disse republikker om at tilslutte sig Rusland. EU-politikere vil få et anfald. Polen og Estland vil erklære, at en russisk invasion er overhængende, men Rusland vil bare ignorere dem alle. Hvad Trump angår,vil han sansynligvis ikke foretage sig novet videre især i betragtning af, at UKIE nazisterne stod 100% bag Hillary og afviste ham som en vits. Den sidste og eneste chance, et “uafhængigt Banderastan” har for at undgå dette resultat, er fuldt og helt at gennemføre Minsk-2-aftalen, og stort set at opløse sig selv. Vil de skøre i Kiev have visdom til at forstå dette? Jeg tvivler. Men hvem ved, måske vil Gud have medlidenhed med befolkningen i Ukraine og give dem styrke til at slippe af med Banderitterne, som har bragt så megen elendighed over dem.
Det sidste, Latinamerika, er for mig et område af stor bekymring.
Det har ikke i særlig grad blevet bemærket, at den amerikanske udenrigspolitik under Obama har været vellykket, i hvert fald hvis man støtter USA’s undertrykkelse af Latinamerika. Castro er væk, Chavez er væk, muligvis myrdet, Christina Kirchner er væk, præsident Dilma Rousseff er blevet væltet i et parlamentarisk kup, og den samme skæbne vil sansynligvis overgå Nicholas Maduro. Det er bemærkelsesværdigt, at Cuba har indvilliget i en aftale, som vil give USA en hel del mere indflydelse over fremtiden for østaten. Sandt nok, Evo Morales, Rafael Correa og Daniel Ortega er stadig ved magten, men det er en ubestridelige kendsgerning, at de latinamerikanske politiske sværvægtere er faldet. Vil Trump ændre den amerikanske politik over for Latinamerika? Jeg tvivler. If it ain’t broke don’t fix it (Hvis det ikke er i stykker – så lad det være”. Og fra et amerikansk imperialistisk synspunkt er den nuværende politik overhovedet ikke ”broke”. Den er snarere en succes. Jeg ser simpelthen ingen grund til, at Trump ville beslutte at tillade Latinamerika at være fri og suveræn, og dermed give afkald på den næsten 200 år gamle Monroe-doktrin. Frihed for Latinamerika vil komme efter afslutningen af ​​en lang kamp uanset hvem, der sidder i Det Hvide Hus.
Så nej, livet i 2017 vil være langt fra livet i en perfekt verden, men der er en chance for, at vi i 2017 vil se nogle meget betydelig og tiltrængt forbedringer i forhold til de seneste års katastrofer. Der er stadig håb, at Trump kan levere, og hvis han gør, kan han blive en af de bedste amerikanske præsidenter i mange, mange år. Uanset om Trump leverer eller ej, vil verden yderligere bevæge sig væk fra unipolaritet til multipolaritet, og det er en uhyre ønskelig udvikling. Alt i alt, og for første gang i årtier, føler jeg mig temmelig optimistisk. Det er sådan en underlig og unaturlig følelse for mig, at jeg næsten har dårlig samvittighed over det. Men nogle gange er den form for nydelse også fin!