”Efter 15 år med autoritært socialistisk styre – 14 år med Hugo Chåvez og knap et år med Nicolas Maduro – hænger  Venezuela i laser. Mangel på basale fornødenheder, strømsvigt, og inflationen er på over 50 procent i et land, der ellers råder over nogle af verdens største oliereserver og burde være rigt”. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad for et par dage siden.

Hvordan kan så rigt et land have så store problemer? Studenterne er gået på gaden. Vi ser de samme barrikader og bål på gaderne som i Ukraine. Studenter, demonstrationer, kamp for demokrati – det lyder som noget, man burde støtte. Hvorfor er det gået så galt i Venezuela?

Forklaringen er enkel: USA har arbejdet målbevist på at destabilisere styret lige siden Hugo Chavez kom til magten i 1998. Dengang var Venezuela plaget af fattigdom. Økonomien lå i ruiner, middelklassen var forsvundet, forfatningsmæssige rettigheder ikke eksisterende. De, der vovede at protestere, blev brutalt undertrykt. Fra 1958 til 1998 forsvandt tusindvise af venezuelanere, tortureret, myrdet af sikkerhedsstyrkerne. Magthaverne repræsenterede en elitær minoritet, som sad på de lukrative oliereserver. Milliarder af dollar forsvandt ud af landet.

Da Hugo Chavez vandt valget i 1998 var festen for de rige forbi. Han stillede sig i spidsen for social forandring, og folkets store flertal bakkede ham op i valg efter valg.

Det var en torn i øjet på USA og 2002 blev et kup iværksat. Chavez blev kidnappet og skulle myrdes, mens kupmagerne satte en række demokratiske institutioner ud af kraft, men så gik millioner af Venezuelanere på gaden, og 48 timer efter hans forsvinden måtte kupmagerne  løslade ham.

De havde dog ikke helt opgivet kampen, men iværksatte en omfattende strejke- og sabotageaktion mod olieindustrien., Det kom til at koste milliarder af dollar og fik alvorlige konsekvenser for Venezuelas økonomi.

Efter 64 dages strejke, tomme supermarkedshylder pga hamstring og sabotage samt en brutal mediekrig, hvor alle private TV stationer bombarede befolkningen med oppositionspropagande, havde venezuelanerne fået nok. Chavez’ popularitet steg yderligere, og da oppositionen forsøgte at vælte ham ved en folkeafsteming, led de et sviende nederlag.

Det er præcis de samme mennesker, der står bag i dag.  Leopoldo Lopez og Henrique Capriles har været borgmestre i to af Caracas mest velstående kommuner og Maria Corina Machado var en nær allieret til Pedro Carmona, den velhavende forretningsmand, der udnævnte sig selv diktator under Chavez’ kortvarige forsvinden i 2002. Det er et kønt selskab, der nu markedsføres også i Danmark som frihedens og demokratiets vogtere.

Men det er rigtigt, at Venezuela er plaget af inflation. Årsagen er at landets rige elite sender deres gigantiske formuer ud af landet. For at sætte en stopper for dette har regeringen måttet indføre valutarestriktioner, der har resulteret i en voldsom inflation. Regeringen arbejder på at bringe den under kontrol. Og for at begrænse fiflerier med leverancer af fødevarer har det været nødvendigt at indføre rationering. Men landets økonomiske problemer skyldes en bevidst strategi fra Venezuelas rige elite.

På trods af modstand fra de rige er det i løbet af det seneste årti lykkedes at reducere fattigdommen  til den laveste i Sydamerika. Sundhedsvæsnet er gratis og til rådighed for alle. Det samme gælder undervisning lige fra underskolen til universiteterne. Staten sikrer lave priser på fødevarer og bolig. Der er etableret tusindvis af offentlige infocentre med gratis internetadgang. Studenter får gratis laptops og tablets til deres studier. Venezuela har nu sydamerikas højste mindsteløn og alle er garanteret en pension.

Venezuelanerne har troligt bakket op om politikken i valg efter valg siden 1998, og forhenværende præsident Jimmy Carter har betegnet Venezuelas valgsystem som det bedste i verden.

”Der findes et kæmpe ulighedsproblem i Danmark. De 800.000 på kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, førtidsension, mv. De er er resultat af at Danmark er blevet et stordriftsamfund, der satser på lønmodtagere i store virksomheder og kolossale velfærdsstatsinstitutioner, mens selvstændighedskulturen er trådt fuldstændigt ned.”. Det sigde Martin D. Munk, professor i sociologi ved Aalborg Universitet i Politiken 8. februar.

Jeg har selv været iværksætter siden begyndelsen af 90-erne, og det krævede, da jeg startede, et stærkt helbred. 2003 arrangerede vi med støtte fra Den europæiske Socialfond en høring om rammebetingelser for iværksættere. I panelet  sad alle toppersonerne fra erhvervsministeriet, finansrådet, iværksætterforeningen, skattevæsenet og a-kassesystemet. Her blev der præsenteret en række cases omkring finansiering, skat og AF/A-kassesystemet. I dag betragtes iværksættere ikke længere som skattesnydere og er i høj kurs blandt politikere, der jævnligt udtaler deres begejstring for iværksætteri. Det har resulteret i et imponerende støtteapparat og megen snak, men ingen kontanter – og ingen lettelser i a-kassesystemet. Og kontanter og et a-kassesystem, der tager hensyn til selvstændige og freelancere er det, der er mest brug for, hvis iværksætterkulturen skal kickstartes.

Martin D. Munk beskriver i Politiken, hvordan lønmodtagerkulturen er svulmet op, mens entreprenørånden er trængt i defensiven: ”At den enkelte skulle kunne sige til sig selv: ”Hvad kan jeg gøre for at skabe mit eget job?” er utænkeligt i 2014”, siger han.

Han ser bort fra, at iværksættere skal kunne overleve, og det er vanskeligt med de vilkår, der bydes selvstændige i alle kategorier. For tag ikke fejl. En iværksætter/selvstændig er ikke kun en succesdreng, der præsterer kanonvækst. Det er også den selvstændige butiksindehaver, serviceudbyder, freelancer osv. De har det hårdt, mangler et minimalt sikkerhedsnet og må kigge langt efter pensionsopsparing og løn under sygdom.

Siden høringen i 2003 er der gået over ti år – ti spildte år. I den periode har titusindvis af mennesker tilbragt tiden i aktiveringssystemet, mange med livsvarige ar på sjælen. Regeringens reform-amok har forringet kontanthjælp, fleksjob,før-tidspension, dagpenge etc. Ifølge Munk hænger regeringen fast i en særlig økonomisk teknokrattænkning. Filosofien er, at man med økonomiske incitamenter kan presse lønmodtagere til at arbejde. Man tror, at et øget udbud af arbejdskraft vil skabe sin egen efterspørgsel.

Men det er en blindgyde. De eneste, der ikke har opdaget det, er politikerne og deres embedsmænd. Hvis vi skal skabe nye job, kræver det nye virksomheder med nye ideer, og det kræver, at flere mennesker skaber deres eget job.  ”Den krise, som vi står midt i, er ikke bare en femårs krise, det er hele den vestlige kapitalismes krise. Imens sidder DJØF-eliten og politikerne og kradser lidt i overfladen. De vil ikke erkende, at vi bliver nødt til tænke det hele forfra”, siger Munk.

Det mindste man kunne gøre var at genindføre iværksætterydelsen. Dansk Iværksætterforening har foreslået noget i den retning, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud – sikre alle borgere en minimumslevestandard i form af en ubetinget basisindkomst. Vores sociale sikkerhedsnet er blevet et net, de ledige hænger fast i i stedet for at være et gulv, man kan tage afsæt fra.

Nej tak! Uanset hvor fornuftigt, det kunne være, så støder ideen mod et af de mest sejlivede dogmer i debatten om ledighed, nemlig ”ret og pligt”. Mette Frederiksen henviser i tide og utide til sloganet på de røde faner. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne. Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Der er her tale om en generel forsørgelsespligt, hvorimod den pligt, Mette Frederiksen taler om, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger styret af incitamenter og sanktioner.

Vi har etableret et kæmpemæssigt apparat med det ene formål at sikre, at folk ikke får en ydelse uden betingelser. Den smukke hensigt er at guide ledige tilbage på arbejdsmarkedet, men det virker stik imod hensigten. Folk bliver klienter, mister grebet om deres tilværelse og bliver tilskuere i stedet for aktører i eget liv. Ikke alene er pengene brugt på kontrol spildt. Indsatsen gør også ondt værre. Der er akut brug for at tænke nyt.

Og der er andre veje at gå! I 60-erne og 70-erne blev der gennemført en række forsøg med ubetinget basisindkomst (UBI) i USA. Da præsident Lyndon B. Johnson i 1964 erklærede krig mod fattigdommen, var UBI et af instrumenterne. Det blev testet på 10.000 familier i Pennsylvania, Indiana, North Carolina, Seattle og Denver. Forestillingen om, at folk ville blive dovne holdt ikke stik. Folk tog tilværelsen i egne hænder, skaffede sig bedre uddannelse, startede selvstændig virksomhed osv. Da forslaget om UBI den 17. april 1970 kom til afstemning i Repræsentanternes Hus, var der derfor et overvældende flertal for forslaget, men det blev desværre afvist af Senatet.

I Canada blev der gennemført lignende forsøg. Fire år efter at forsøget startede, stod Canada imidlertid midt i en økonomisk krise. Regeringen lukkede projektet, og hele datamaterialet fra forsøget blev pakket ned i kasser og glemt.

Nu er det gravet frem af glemslen, og en foreløbig gennemgang viser, at projektet var en succes. Politikernes frygt for, at folk ville holde op med at arbejde, hvis de fik en garanteret minimumsindkomst, blev gjort til skamme. Det samme gjorde frygten for, at folk ville få en masse børn for at kunne få mere udbetalt i UBI. Faktisk steg ægteskabsalderen, og fødselsraten gik ned. Dertil kom, at udgifter til sundhedsvæsen faldt hele 8,5 procent.

BIEN Danmark (Basic Income Earth Network) har udarbejdet et forslag til UBI i Danmark, der består i en skatterabat svarende til niveauet for understøttelse/kontanthjælp. Med dette forslag forsvinder kontrolapparatet, fattigdomsfælden, paradoksproblemer og socialt bedrageri – samt løntrykkende østarbejdere! Ret til denne ordning forudsætter nemlig samme optjening som vi allerede har for folkepension, så det bliver ikke en invitation til velfærdsturister. Arbejde vil kunne betale sig også for dem i den lave ende af lønskalaen, og det vil åbne arbejdsmarkedet for grupper, der i dag ikke har en chance.

Det kan gøres uden at hæve skattetrykket og uden fordelingsproblemer. Der er ikke tale om indkomstoverførsel i traditionel form, men en skatterabat præcis, som den, der i dag gives til alle lønmodtagere i deres sidste år før folkepensionen.

Jamen hvis vi giver alle en skatterabat på 100.000 så vil statsbudgettet da kollapse! Nej – det er en myte. Vi udbetaler allerede halvdelen af det samlede statsbudget – mere end 300 mia kr i overførselsindkomster. Hvis vi indregner de store besparelser, vi vil kunne høste på en forenkling af systemet, og erstatter den nuværende progressive skat med en flad skat på ca. 50 procent, så passer pengene. Se beregningen på basisindkomst.dk.

Lige som i Canada og USA kunne vi i Danmark begynde med at teste ideen. I december 2013 afholdt Magistrenes A-kasse et seminar om fremtidens arbejdsmarked. Her præsenterede BIEN Danmark et forslag til et pilotprojekt, der var rettet imod en række a-kasser, der har særlige problemer med den nuværende lovgivning. Det drejer sig om musikere, skuespillere, løst ansatte magistre, freelancere osv.

Formålet med projekterne er at teste effekten på arbejdslyst og initiativ, hvis rådighedsreglerne lempes, så det bliver den ledige selv, der skal træffe beslutninger vedrørende jobsøgning samt deltagelse i kurser, jobtræning, virksomhedspraktik og nyttejob (dog stadig med pligt til at tage anvist arbejde).

Modregning lempes på den måde, at den ledige får mulighed for at vælge iværksætterydelse svarende til halv understøttelse i stedet for understøttelse. Fordelen ved denne mulighed er, at den tilbyder et sikkerhedsnet uden at der sker modregning i indtægter ved selvstændig virksomhed.

Det er kun et lille skridt, men vil forhåbentlig skyde hul i fordomme om danskeres manglende arbejdslyst. Det kan anvise en ny vej for det udkantsdanmark, der i dag plages af butikslukninger, fraflytning og manglende vækst. Og vi vil få testet en måde at kickstarte selvstændighedskulturen på!

OECD har analyseret en lang række projekter over hele verden, og de viser, at mennesker selv kan, hvis de blot får et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet. Lad os så komme i gang!

Rusland anklages for brud på Folkeretten, fordi Rusland har forstærket sin militære tilstedeværelse på Krim, hvor den russiske sortehavsflåde har sin hovedbase.

Den russiske FN-ambassadør Vitali Churkin benægter imidlertid, at Rusland har invaderet Ukrainsk terrirorium idet han henholder sig til aftalen med Ukraine om den russiske sortehavsflådes base, der seneste blev fornyet 2010 for en periode på 20 år, og ifølge hvilken Ruslands militære tilstedeværelse er fuldt lovlig. Ifølge aftalen har Rusland ret til at udstationere helt op til 25.000 tropper og har pt. 16.000 stationeret på Krim.

Det er dog klart, at de igangværende militære aktiviteter på Krim ikke bare er rutinemæssige, men hænger sammen med den seneste udvikling i Ukraine. USA og NATO har arbejdet målbevidst på at indsnævre omringningen af Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud, og det kan ikke komme bag på nogen, at Rusland nu synes, at målet er fuldt.

Det er imidlertid lidt patetisk, at Rusland af USA og NATO anklages for at krænke Ukraines territoriale integritet, mens USA’s målbevidst bestræbelser på at destabilisere Ukraines lovligt valgte regering ikke  nævnes med et ord i medierne.

Og det til trods for, at der er håndfaste beviser på at USA har brugt 5 mia USD til formålet. Disse aktiviteter har været pænt pakket ind i demokratiskes vendinger, men har været fjernstyret af den berygtede organisation, NED (National Endowment for Democracy), der bl.a. har lønnet de nazistiske bøller, der førte an i volden.

De snigskytter, som Janikovich fik skylden for, har nu vist sig at være styret af den koalition, der har taget magten i Kiev. Det fremgår af en lækket telefonsamtale mellem den estiske udenrigsminister, Urmas Paet og Catherin Ashton, chef for EU’s udenrigstjeneste.

Og forestillingen om, at Putin kan bankes på plads af USA, NATO og EU tager Putin selv nok temmelig roligt. Han har stadigvæk sit gasvåben, og der vil gå mange år, før EU kan klare sig uden russisk gas. Det er ham, der har fat i den lange ende. Han kan læne sig tilbage og vente på hvad der sker, når EU skal betale regningen for det rod, USA har forårsaget.

Den støtte, som USA og EU foreløbig har lovet Ukraine, forslår som en skrædder et vist sted, og den pris, de almindelige ukrainere skal betale, bliver høj. Den nye premierminister, Arseniy Yatsenyuk –  kaldet Yats af sin sponsor, den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, har nemlig lovet barske reformer til gengæld for EU’s støtte, så det går nok ham, som det gik i 2010, da Den Orange Revolution fik en sviende vælgerlussing.

Den ”revolution” viste sig at være lige så speget, som Janukovich-styret var røget. På den baggrund virker snakken om ”demokrati” som en fjern drøm, som den nuværende omvæltning næppe kommer i nærheden af.