Grækerne har fået skyld for meget. De er dovne og korrupte, og det er derfor, at det er gået så galt med den græske økonomi.Men er det nu hele historien?

Da den græske gæld blev optaget, var det uden tvivl uansvarligt, men lånene blev givet af lige så uansvarlige (tyske) banker. Grækernes særlige forhold til skattesnyd og malkning af offentlige kasser er velkendt, men det var de rige, der ikke betalte skat og udnyttede statsapparatet til egne formål – snarere end de fattige, der måtte betale regningen, da det gik galt. Men hvordan kan det være, at det gik så galt? Det er veldokumenteret, at troikaens krisepakke har været en katastrofe, men den historie er måske ikke så sexet. Så er der mere salg i historien om de uansvarlige grækere.

For at forstå hele sammenhængen, er det nødvendigt at kaste et blik på Tysklands særlige rolle og interesser – det Tyskland, der efter at have tabt krigen i 1945 vandt freden – og nu sidder solidt i EU’s førersæde.

I 1953 fik Tyskland eftergivet sin gæld, og det blev starten på det tyske ”Wirtschartswunder”. Den tyske flid og arbejdsomhed fik æren, men uden gældseftergivelse var det aldrig gået.

Genforeningen med Østtyskland gav Tyskland et stort skub fremad. Her fik tyske arbejdsgivere pludselig adgang til en arbejdskraftreserve, der var flittig, disciplineret, dygtig og vandt til lave lønninger. Det var godt for den tyske konkurrenceevne.

De såkaldte Harz-refomer gennemført af Gerhard Schröders socialdemokratiske regering i 2005 skabte et nyt arbejdsmarked med en stor gruppe lavtlønnede deltidsansatte. Det var meget fordelagtigt for arbejdsgiverne og den tyske lønkonkurrenceevne, og eksporten steg.

Det var imidlertid Euroen, der gav Tyskland det afgørende skub fremad. Eurokursen var nemlig lavere end kursen på D-mark ville have været, og de andre lande i EU måtte kæmpe med en højere kurs, end deres nationale valutaer havde før Euroen. Det gav Tyskland en kæmpemæssig fordel på eksportmarkederne, men på de andre europæiske landes bekostning.

Det skabte et stort handelsoverskud for Tyskland og et tilsvarende underskud for de andre europæiske lande. Pengene strømmede ind i de tyske banker, der derefter lånte dem til de andre lande i EU, herunder Grækenland. På den måde blev ubalancen og skævheden i den europæiske økonomi sløret præcis på samme måde, som den stagnerende realløn i USA blev sløret af, at man kunne låne, når man ikke havde købekraft nok. Det fik en brat ende, da boblen bristede i 2008.

Regningen for de uansvarlige finansoperationer blev sendt videre til skatteyderne, mens bankdirektørerne kunne fortsætte med at hæve astronomiske bonusser. Goldman Sachs, der sidder tungt på lederposter overalt i den internationale finansverden, trak i trådene og tjente tykt på krisen.

Nu har kansler Merkel så fået vedtaget en redningspakke til Grækenland på 86 milliarder Euro. Det får grækerne ikke megen glæde af. Pengene sendes direkte videre til de banker, der så uansvarligt har lånt penge ud.

Finanskapitalisterne opfører sig præcis lige så uansvarligt, som kapitalister plejer, og Angela Merkels regering er deres villige redskab. De opdager for sent – præcis som da boblen brast i 2008, at de har overskredet grænsen for hvad resten af samfundet kan bære eller vil acceptere. Det gælder Grækenland, men andre lande står for tur til samme behandling og det kan ende gruelig galt.

Af Ellen Brun

Når man er i det tænksomme hjørne, er det ikke uinteressant at spørge hvorfor dansk udenrigspolitik så sjældent udgør nogen større del af den politiske debat. Betyder det at Danmarks såkaldt ”aktivistiske” politik, især efter Vestens sejr over Sovjetunionen, er resultat af en stiltiende konsensus blandt beslutningstagerne? Svaret må være et stort ”Ja”.

I et interview i Information (19.juli 2015) udpensler den tidligere udenrigsminister og konservative politiker, Per Stig Møller, de områder, hvor Danmark har været med til at implementere USA’s strategi i omverden. Denne danske kurs siger han er baseret på et værdifællesskab. Med andre ord en civilisatorisk alliance bygget på en opfattelse af ”os og de andre”!

En lignende udvikling har kunnet iagttages i næsten alle andre lande i den amerikansk dominerede alliance. Det ligger næsten i sagens natur at, under ledelsen af De forenede Stater, har disse lande påtaget sig den opgave at omdanne verden i USA’s forestillingsbillede. Det vil sige skabelsen af en international arkitektur med USA som leder, og hvor andre vestlige lande (plus Japan) tildeles rollen som undersåtter eller håndlangere.

Selvom det amerikanske hegemoni over ”den frie verden” blev etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig, var den herskende politiske kultur den gang langt fra så monolitisk som den er nu. Alliancens politiske klima var den gang præget af modsætninger. Hvem husker ikke Suez-krisen i 1956 da amerikansk og sovjetisk pres tvang England, Frankrig og Israel til at opgive deres forehavende på at erobre, kanalen, som var blevet nationaliseret af Ægyptens daværende Præsident Abdel Nasser.

En lignende strid opstod under USA’s Vietnam-krig, hvor Frankrigs præsident Charles de Gaulle kritiserede den amerikanske intervention. Samtidig bidrog Gaulle til en udfordring af dollarens internationale rolle ved at kræve betaling i guld for Frankrigs dollar-reserve. Den franske general var desuden tilhænger af et integreret og stærkt Europa fra Lissabon til Vladivostok!

En anden kraftig vestlig kritik af krigen i Indokina kom fra Sveriges socialdemokratiske regering under Olof Palme. Selv under den mest akutte fase af den kolde krig havde også Kansler Willy Brandt været i stand til at føre en relativt selvstændig tysk ”Ost-politik” overfor Sovjetunionen.
Under invasionen af Irak, for at få fjernet Saddam Hussein fra magten, koordinerede den tyske regering, under Gerhard Schröder, og den franske regering under Jacques Chirac, deres modstand imod den amerikanske krig.

I et interview for nylig udtalte Danmarks nye forsvarsminister en implicit kritik af den tidligere Anders Fogh Rasmussens regerings-beslutning om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Carl Holst erklærede at, i modsætning til den daværende udenrigspolitiske diskurs, havde masseødelæggelses-våben ikke været motivationen bag den danske deltagelse. Alligevel bliver Irak-kommissionen, der skulle afdække den pågældende beslutningsproces, nu nedlagt af regeringen.

Det er en åben hemmelighed at den ”store statsmand” (og minimalstats teoritikker!) Anders Fogh blev belønnet ved med udnævnelse til posten som NATO general-sekretær. For nylig blev han desuden hyret af Goldman Sachs for at forbedre investeringsbankens image i Danmark og for at få større indsigt i det danske politiske system. Alle disse ”patriotiske” bedrifter bliver accepteret som legitime af den danske herskende elite og offentligheden!

Den proamerikanske politiske kultur — forstået som elitens tankegang, mediernes diskurs og virke, intelligentsias tilpasning, samt de statslige institutioners holdning –der synes at have vundet indpas i den vestlige verden i dette århundrede, bygger på en abstraktion.

Antagelsen af fællesværdier som grundlag for staternes udenrigspolitik ser bort fra spørgsmålet om divergerende nationale interesser. I den verden vi lever i, med USA som ubestridt supermagt, er det ikke alt hvad der er godt for Amerika der er godt for alle andre.

Glemt i diskussionerne omkring USA’s rolle er Henry Kissingers formulering: ”Amerika har ingen permanente venner eller fjender, kun interesser.” En formulering som socialister såvel som realister burde kunne forstå!

Da Danmark tilbage i 2003 besluttede at gå i krig, var det ansvarsløst – når man nu i 2015 nægter at undersøge ansvarsløsheden, er det igen ansvarsløst.
Når Irak-kommissionen nu er nedlagt, er det rimeligt at spørge: Hvad er vi gået glip af?
De eneste, der ved det med sikkerhed, er kommissionens medlemmer – og deres svar er éntydigt: Vi er gået glip af ret meget!!!
Regeringen derimod betragter problematikken som ”tilstrækkeligt belyst”….
Det, jeg i dag taler om, er den del af kommissionens arbejde, der drejede sig om beslutningsprocessen op til Irakkrigen. Andre talere må tage sig af, hvad vi ellers er gået glip af.
Den 21. marts 2003 besluttede folketinget at gå i krig. Det blev vedtaget – og hør nu godt efter – med et tordnende flertal på 61 ud af folketingets 179 medlemmer. Det er ikke noget særligt stort flertal – der mangler sådan set 29…. 50 stemte imod – og 68 medlemmer var fraværende. Den dag, hvor folketinget for første gang i halvandet hundrede år besluttede at lade vort land være part i en angrebskrig – en helt ufattelig tung beslutning – var 68 medlemmer fraværende. Det, der hedder “clearet”. Hvorfor var de fraværende? Tja, nogen havde måske sygt barn, vigtigere møder eller sku’ til tandlægen.
Jamen hov! Så var der jo IKKE flertal for at gå ind i Irak – der var flertal for at ha’ sygt barn, gå til tandlægen eller til vigtigere møder.
Dét var, hvad vore folkevalgte prioriterede dén dag. En af de alvorligste beslutninger i dansk udenrigspolitiks historie blev af folketingets medlemmer behandlet som ”endnu en dag på kontoret”

Begrundelsen for krigen var, at Saddam Hussein ikke ville rette sig efter FN…..
Sådan kom der til at stå i papirerne – men hele argumentationen op til beslutningen kørte på eksistensen af masseødelæggelsesvåben.
”Næ, næ!” sagde vor daværende statsminister. ”Vi går i krig, fordi Saddam Hussein ikke vil rette sig efter FN!” – FN’s generalsekretær var ikke enig – så han stemplede krigen som ulovlig. Vi nægtede imidlertid at rette os efter FN og gik så i krig mod Saddam, fordi han ikke ville rette sig efter FN.
Det ville Danmark jo ganske vist heller ikke – men man kan jo ikke gå i krig mod sig selv.
Intelligensen stråler ud over hele beslutningsprocessen! Og det bli’r den ved med!
For var der så de masseødelæggelsesvåben – eller var de der ikke?
FN’s våbeninspektører mente nej – der var ikke nogen – men de var jo også bare fagfolk, og den ene var oven i købet svensker. Så næ …..
Vor daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, havde argumentationen klar. Og den skal vi glææææde os til lige at høre på.
Inden vi hører den, vil jeg erindre om Ludvig Holberg, der lader Erasmus Montanus bevise, at hans mor er en sten – med ordene: ”En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve – altså er Morlille en sten!”
Den form for logik genoplives på strålende vis i udenrigsminister Per Stig Møllers bevisførelse for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Citatet er direkte – og præcist – det lyder sådan her:
”De må jo være der – når han ikke kan påvise, at de ikke er der.” – Den fortjener at blive gentaget:
Var der masseødelæggelsesvåben? ”De må jo være der – når han ikke kan påvise, at de ikke er der.”
Festlig argumentation!
Men det kunne jo sådan set ha’ været ligegyldigt, om de var der. For dengang havde vi den mest katastrofale statsminister, Danmark nogensinde har haft – og han fastholdt, at beslutningsgrundlaget var Saddams manglende samarbejdsvilje.
Det var der nu sjovt nok ikke enighed om blandt alle de 68 af hans folketingskolleger, der stemte for.
Hele Dansk Folkepartis gruppe stemte for på grund af masseødelæggelsesvåbnene – det har Søren Espersen gjort helt klart.
Det samme har Venstres egen daværende politiske ordfører, Jens Rohde.
Og så sent som i forgårs erklærede landets nuværende forsvarsminister, venstremanden Carl Holst, at begrundelsen var masseødelæggelsesvåben.
Dem vi gik i krig sammen med – England og USA – gik også i krig på grund af faren for masseødelæggelsesvåben.
Men i Danmark sad Anders Fogh Rasmussen og på baggrund af et prokuratorkneb kastede han med stor beslutsomhed ubåden Sælen ind i ørkenkrigen!
Senere kom mere til – vi sendte for eksempel et stort transportfly fyldt med krigsmateriel. Der var tale om snerydningsudstyr, læhegn, sandsække, sneskovle – den slags.
Det er rigtigt. Senere kom der mere til – det blev alvorligere – meget alvorligere! – og liv gik tabt.
Derfor bør dette her ikke fejes ind under gulvtæppet – og det må og skal fastslås, om det virkelig kan være rigtigt, at Danmark blev kastet ind i en krig på baggrund af, at vor egen regering løj for Folketinget og befolkningen. Misinformerede – om noget SÅ alvorligt …
Jamen, gjorde den da det?

Det ser ud til det. Det materiale, jeg nu om lidt citerer stammer fra offentliggjorte kilder og baseres i høj grad på journalisterne Bo Elkjær – Ekstrabladet – samt Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen – begge fra Information – på deres researchmateriale. Det er ALDRIG blevet anfægtet – og alle tre journalister fik oven i købet Cavlingprisen for det. Prisen blev overrakt af Anders Fogh Rasmussen.
Der ikke var i særligt godt humør den dag.

Hør nu godt efter følgende, der indtil nogen gør indsigelse må betragtes som …. facts:
7. november 2002, meddelte FN’s våbeninspektører Scott Ritter og Rolf Ekeus den danske regering følgende: ”Der er enighed om, at Irak ikke besidder masseødelæggelsesvåben.” Klar tale.
En uge efter – 14. november 2002 – videregav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen denne viden til folketinget med følgende ordlyd:
”Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og
missiler.”

7. marts 2003 gentog våbeninspektørerne lidt mere nuanceret:
“Iraks kemiske og biologiske våben må i dag betragtes som harmløse – henfaldne og værdiløse.”
Ikke så dumt, hva’? Så var der jo ikke noget at være bange for. Men det var altså kun regeringen, der havde fået rapporten. Så 12 dage senere gik udenrigsministeren på talerstolen og sagde:
“Situationen er blevet værre på grund af Iraks lagre af miltbrand, botulinum og aflatoksin. – Desuden er der fundet store mængder af masseødelæggelsesvåben siden 1995.”
Den sidste er ekstra skæg, fordi det ikke var mere end to måneder siden, at våbeninspektørerne havde meddelt, at der ikke havde kunnet konstateres masseødelæggelsesvåben efter 1995. Men det var selvfølgelig i en rapport, der også kun var sendt til regeringen….

I februar 2003 konkluderede Forsvarets Efterretningstjeneste – igen til regeringen: ”Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.” Klar tale.
Igen syntes statsministeren, at dette skulle videregives loyalt til folketinget. Det blev
det med følgende ord: ”Det er således Forsvarets Efterretningstjenestes
vurdering, at Irak sandsynligvis råder over biologiske og kemiske våben.”
SÅ gik vi i krig!

Desværre må jeg sige, at der er flere konstateringer af, at statsministeren i adskillige tilfælde den ene uge har fået en forklaring fra efterretningstjenesten for så ugen efter at gå på folketingets talerstol og sige det stik modsatte – og med efterretningstjenesten nævnt som kilde.
Det siger jeg – og det siger mine uimodsagte journalistiske, Cavling-pris-belønnede kilder. Det skriger på en kompetent, juridisk vurdering – og der er ingen undskyldning for at kvæle den mulighed. Ingen!
Den netop indførte såkaldte aktivistiske udenrigspolitik synes at indebære en dansk tradition for, at vi går i krig uden at vide hvorfor.
Krigen var ulovlig.
Hvis ikke FN’s generalsekretær kan betragtes som tilstrækkelig kompetent til at afgøre den slags, så er vi for alvor på gyngende grund.
De politiske hensyn vejede tungere end folkeretten.
De har undersøgt det i USA, i Holland – de er i fuld gang i England – de er ved at være færdige.
Herhjemme er det hele ”tilstrækkeligt belyst”. Vi vil ikke vide mere.

Jamen, vi ved faktisk også rigeligt! Nok til at vide, at der ER noget at komme efter.
Den tidligere efterretningsmand, Frank Grevil, blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel og smadret sit liv. Ikke for at ha’ løjet om noget – men for at ha’ sagt sandheden.
Den mand, der har løjet – ham, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vort land ind i en ulovlig krig og undergravede FN’s autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost i NATO. Senere er han avanceret yderligere og er nu rådgiver for Goldman Sachs.
Er Fogh Rasmussen da hovedskurken? Nej! For efter miseren blev han genvalgt TO GANGE af en apatisk og uvidende vælgerbefolkning – der lod det ske. Og applauderede! Når der er én finger, der peger på den tidligere statsminister, er der fire fingre, der peger tilbage mod os selv. Mod det Danmark, vi – også – kender.

Jamen, hvad er det da I vil? spørger man måske os her på pladsen. Vil i ha’ Saddam Hussein tilbage?

Nej. – Men i Irak er der flere hundrede tusind mennesker, der gerne vil ha’ deres mand, deres kone eller deres barn tilbage.
I USA sidder der i hvert fald 4000 børn, der gerne vil ha’ deres far eller mor tilbage.
Og i Danmark er der i familierne sår, der stadig ikke er lægt.
Det var i denne krig, at polariseringen, der i dag truer med en verdensomfattende religionskrig for alvor tog fart, der blev pustet til et allerede eksisterende had, og Saddams officerer blev frisat, så de i dag kan udgøre kernen i islamisk stat

Vi, der står her på pladsen, er IKKE en flok usoignerede flippere i sundhedssandaler og islandske sweatere fra -68. Vi er ganske almindelige, fredsommelige mennesker – familiefædre, -mødre, onkler, tanter – ja, selv en farfar eller to er der blevet plads til. Vi kaster ikke med molotov-cocktails, smadrer butiksruder eller lænker os til gelænderet på trappen op til Christiansborg.
Men vi føler, at der i en aldeles afgørende situation på vore vegne og i vort navn er handlet forkert.
Brugstyveri, trafikforseelser og værtshusklammeri bli’r undersøgt og kommer for retten.
En ulovlig krig med hundredetusindvis af døde, gør ikke.

Det vil vi gerne ha’ lavet om på.

Flemming Jensen, skuespiller, instruktør og forfatter.

Islamisk stat er et monster skabt af USA i forening med Saudi Arabien og Golfstaterne.
Da Gadaffi blev dræbt og Libyen brød sammen, ekspederede USA store forsyninger af avancerede våben til Syrien. Målet var at give Assad samme skæbne som Gadaffi. Det viste sig at være sværere end forventet.

Det varede ikke længe før Den Frie Syriske Hær blev overtaget af islamisterne, og siden 2012 har oprørsstyrker i Syrien via Tyrkiet modtaget endeløse konvojer med forsyninger.

Vi er vidner til et grusomt dobbeltspil. Nu bomber USA Islamisk Stat samtidig med at de opretholder forsyningerne til selvsamme modstander. Islamisk Stat ville ikke holde en uge mere uden denne støtte. Avanceret kommunikationsudstyr, jord-til-luft raketter, antitank våben samt uddannelse og træning har drastisk ændret den militære situation og kan let ende med en katastrofe, som vi også kommer til at mærke i Europa.

Det er så veldokumenteret, at man må undre sig over hvorfor disse kendsgerninger ikke for længst har fundet vej til danske medier. Flygtningestrømmene er opstået pga Vestens og de arabiske landes invasion af Syrien. De kan kun standses ved at afbryde forsyningerne til Islamisk Stat og indlede forhandlinger.

Her er en opgave for den kommende danske udenrigsminister

Læs mere her:

og her: 

Og hvad sker der, hvis Grækenland forlader Euroen (og EU)?

Mens offentligheden og medierne er optaget af gældsforhandlingerne mellem Grækenland og landets kreditorer, har en internation kommission nedsat af the Political Economy Research Centre at Goldsmiths, University of London iværksat en undersøgelse af gældens lovlighed. Meget tyder på, at store dele af gælden er illegitim, ulovlig eller direkte odiøs.

En gæld anses for illegitim, hvis lånet og dets betingelser er i strid med national lov eller internationale menneskerettighedsstandarder, eller lånet ikke blev optaget og brugt til befolkningsn bedste, eller fordi lånet blev brugt til at konvertere privat gæld til offentlig gæld.

En gæld anses for ulovlig hvis optagelsen af gælden ikke har fulgt lovlige procedurer, herunder kompetence til at underskrive eller godkende lån og garantier af lånerstatens repræsentative regeringsorganer. Eller hvis kreditoren har handlet ureglementeret, herunder anvendt bestikkelse, tvang eller anden uretmæssig indflydelse, eller lånet har været forbundet med betingelser, der har været i modstrid med lov eller offentlig politik.

En gæld anses for odiøs hvis kreditoren vidste eller burde vide, at lånet blev givet i strid med demokratiske principper, herunder enighed, deltagelse, gennemsigtighed og ansvarlighed og brugt imod befolknings interesser i låntagerlandet. Eller er urimelig og vil resultere i, at mennesker fratages deres fundamentale borgerlige, politiske, sociale og kulturelle rettigheder.

En gæld anses for at være ikke-bæredygtig, hvis den ikke kan betales uden at forværre lånerstatens mulighed for at opfylde basale menneskerettighedsforpligtelser i forhold til sundhed, uddannelse, vand, kloakering og boligforhold.

Den anses for ikke-bæredygtig, hvis den forringer mulighed for at investere i offentlig infrastruktur og programmer, der anses for nødvendige for økonomisk og social udvikling eller lånebetingelserne får skadelige konsekvenser for befolkningen i lånerstaten, herunder en forværrelse af levestandarden. Denne type gæld er mulig at betale, men bør suspenderes for at tillade staten at opfylde sine menneskerettigheds forpligtelser.

Kommissionen peger på en række historiske fortilfælde, hvor disse forhold har resulteret i afskrivning eller nedskrivning af lån. En stor del af den græske gæld er med sikkerhed både illegitim ulovlig, odiøs og ikke-bæredygtig. Den er indgået under tvang og uden den fornødne legitimitet og kompetence af underskriverne. Centrum-højreregeringen lånte i perioden 2004-2009 uden smålig skelen til problemerne enorme summer af tyske, hollandske og franske banker. Troikaen har mange års erfaring med den slags procedurer og har over for Grækenland handlet ud fra den overbevisning, at kunne fortsætte med sin sædvanlige fremgangsmåde også efter, at Syriza kom til magten.

Spørgsmålet er imidlertid hvorfor Troikaen er så ubøjelig når det er klart for alle, at Grækenland vil bryde sammen under den påtvungne sparepolitik.

Forklaringen er ifølge Paul Craig Roberts, tidligere sekretær i USA’s finansministerium og assistant editor ved Wall Stret Journal og Business Week, at grækenlands kreditorer har en anden dagsorden. De ønsker fortsat at kunne lade et land blive overbelånt for derefter at kunne tvinge landet til at betale tilbage ved at sælge offentlig ejendom og selskaber, beskære pensioner og sociale ydelseer. Kreditorbankerne kan derefter profitere på at finansiere privatiseringen. Det langsigtede mål er at sætte EU-landenes finanspolitiske uafhængighed ud af kraft. Hvem bliver det næste EU-land efter Grækenland?

Paul Craigh Roberts anbefaler derfor, at Grækenland forlader Euroen og måske EU og vender sig mod Rusland. Det vil ryste NATO og forholdet mellem EU og USA. På den måde kan en Grexit blive starten på en nedtrapning af konflikten mellem NATO og Rusland, og det er præcis derfor, at Obama over for Angela Merkel har insisteret på, at Troikaen (EU, ECB og IMF) skal finde en løsning på gældskrisen.

Grækenland udsættes i disse dage og timer for et massivt pres for at få dem til at acceptere Troikaens betingelser og dermed bøje nakken. Det er uvist, om de i længden kan klare presset.

Læs mere her:

og her:

For et par uger siden blev to prominente ukrainske opppositionspolitikere skudt ned på åben gade. Før dem havde 10 andre oppositionsfolk bare i indeværende år mistet livet under mistænkelige omstændigheder. De havde én ting til fælles, De var enten en del af den tidligere folkevalgte Yanukovych-regering eller støttede den. Blandt de dræbte tælles parlamentsmedlemmer og redaktører fra førende oppositionsaviser.

Det har vi ikke hørt meget til i Danmark. I USA er nyheden stort set blevet forbigået i tavshed. I stedet har Obama sendt 300 soldater fra USA´s 173. luftbårne brigade til Ukraine for at træne ukrainske styrker samt at levere våben til en værdi af 350 mill USD

USA støtter den ene side i borgerkrigen med våben, selvom det er i strid med international lov. Når Rusland gør det samme, mødes Putin med fordømmelser og økonomiske sanktioner.

USA’s og Europas store mediekoncerner har iværksat store propagandakampagner, som præsenteres Putin som den nye Hitler. Det er åbenbart en uopslidelig etiket, der kan bruges på alle, USA ikke kan lide eller gerne vil have skovlen under.

USA har provokeret Rusland med en lang række de facto krigshandlinger, og provokationerne eskalerer.

USA har brugt 5 mia USD på at destabilisere Ukraine. Resultatet var det kup, der væltede en lovligt valgt præsident og indsatte en neofascistisk regering. Og USA fik indsat sin darling, Yatsenuyk (Yats) som premiereminister, mens lederen af det nynazistiske parti, Svoboda, Andriy Parubiy blev sat i spidsen for hæren og sikkerhedsapparatet.

Siden murens fald, hvor Sovjetunionen blev lovet, at NATO ikke ville blive udvidet en tomme mod øst, har NATO ekspanderet helt til Ruslands grænser.

USA har med EU’s støtte iværksat sanktioner og har manipuleret med oliepris, valuta mv. for at underminere Ruslands økonomi. Desværre er det i næsten lige så høj grad gået ud over EU.

USA er i fuld gang med at opstille det såkaldte antiballistiske missilsystem (ABM) tæt på Ruslands grænser. Danske krigsskibe indgår aktivt i dette system, så det kan vel ikke komme bag på nogen, at de dermed bliver mål for russiske raketter? Det er en leg med ilden at opstille et system, der gør det muligt for USA at foretage et ”first-strike” atomangreb!

USA er i fuld gang med en selvmordsmission, og vi risikerer at ryge med i købet.

Var det meningen?

Grækenland bliver af danske medier rutinemæssigt omtalt som en uansvarlig kontanthjælpsmodtager. Som en, der bare vil have og have og ikke levere. EU- og specielt Eurogruppe-eliten med de ledende finansministre i Eurozonen i spidsen beskylder den nye græske regering for ikke at tage situationen alvorlig og ikke levere forslag til reformer til tiden, men det er ikke sandt!

Den græske regering har som aftalt 20. februar med Eurogruppen fremlagt et 26 siders reformprogram med angivelse af tal for udgifter og indtægte inden for rammerne af et primært budgetoverskud på ca. 1,5 procent 2015. Reformpakke indeholder 70 forslag. Udgifterne forventes at være mellem 1 og 1,5 milliarder euro, mens indtægterne fra reformerne er beregnet til mellem 4,6 og 6,1 milliard.

Forslagene omfatter 8 områder og vil kunne gennemføres inden for det mandat, som den græske befolkning har givet regeringen ved valget. De er bare ikke helt i overensstemmelse med Eurogruppen forestillinger, og derfor afvises de.

Men de er måske et bedre bud på, hvordan krisen i EU skal løses. Det er jo ikke kun Grækenland, der er hårdt ramt af den forfejlede sparepolitik (Austerity).

Storbritannien er det seneste eksempel på en politik, der sælges som en succes, men i virkeligheden blot har taget fra de fattige og givet til de rige. Og som ikke har forbedret økonomien. De nye jobs, som David Cameron praler med, er dårligt betalte deltidsjobs. Han har blot skabt endnu flere working poors, som det også ses i Tyskland.

Grækerne ønsker disse reformer:

1. Skatteområdet:
– Beskatning af bankoverførelser fra og til Grækenland inkl. multinationale selskabers profitoverførelse.
– Bekæmpelse af illegal handel med olie, tobak og alkohol samt bekæmpelse af Moms-snyderi.
– Forbedret indsamling af skat generelt og bekæmpelse af skattesnyd blandt små og store virksomheder.
– Øget skat på reklamer i TV, luksusvarer og store ejendomme samt skat på E-Gambling på nettet.

2. Privatisering
– Indgåede privatiseringsaftaler fastholdes men undersøges individuelt for snyd og bedrag.
– Fremtidige privatiseringer skal foregå sådan, at staten forbliver medejer med afgørende indflydelse.
– Strategiske offentlige virksomheder bliver ikke privatiseret fx DEI/PPC indenfor energiområdet.

3. Den offentlige sektor:
– Modernisering og effektivisering af den offentlige sektor uden fyringer.
– Indførelse af nye IT-systemer.
– Afvikling af bureaukratiske mekanismer for godkendelse, registrering og oprettelse af private virksomheder.
– Færdiggørelse af en samlet jord- og matrikelregistrering for privat og offentlig ejendom.
– Modernisering, digitalisering og forenkling af det juridiske system.

4. Banksektoren:
– Generel modernisering, effektivisering og stabilisering af banksystemet med øget statslig kontrol.
– Oprettelse af en statsejet investeringsbank og kooperative banker.
– Bedre lånemuligheder til små og mellemstore virksomheder.

5. Energi og miljø:
– Gratis eller billig el-energi til ca. 300.000 fattige husholdninger og små virksomheder.
– Øget miljøbeskyttelse af særlige skov- og kystområder
– Samarbejde og investering i naturgasledning fra Rusland via Tyrkiet til Grækenland.

6. Arbejdsmarkedet:
– Modernisering af arbejdsmarkedet uden deregulering og forringelser af lønmodtagerforhold.
– Begrænsning af sort og ikke deklareret arbejde.
– Genetablering af det kollektive aftalesystem og sikring af lønmodtagerrettigheder.
– Gradvis øgning af mindstelønnen til niveauet for 2010 på 751 € i perioden 2015 til 2016.
– Ensliggørelse af arbejdsmarkedslove og afskaffelse af klientelistiske gunstige og lukrative ordninger.

7. Det sociale velfærdssystem
– Ensliggørelse af pensionssystemet og afskaffelse af klientelistiske pensionsordninger. 35% til 80% nedskæringer på alle lukrative pensionsordninger og afskaffelse af tidlig pension. – Afvikling af gæld til pensionsfonde for enkeltpersoner og små virksomheder.
– Fri adgang til det offentlige sundhedssystem for alle, der har mistet deres ”AMKA-sygesikringskort” pga. arbejdsløshed eller manglende selvforsikring.
– Genindførelse af en 13. pensionsudbetaling til fattige pensionister og øget statslig kontrol med pensionskasser.
– Opbygning af en bæredygtig sundhedssektor, genansættelse af læger, sygeplejer oa. samt ensliggørelse af og kontrol med sundhedsydelser.

8. Den humanitære krise:
– Hjælp til de ca. 35% af voksne og 40% af børn (ca. 300.000 familier), der lever i fattigdom i form af madkuponer, gratis elektricitet, rentetilskud mv.
– Hjælp til husvilde og stop for udsmidning af konkursramte fattige familier fra bolig.

Hvis de ikke bliver accepteret af Eurogruppen, bliver de sendt til folkeafstemning. Så vil det vise sig, om oligarkerne i EU vil anerkende de demokratiske spilleregler.

Så har vi igen fejret årsdagen for Danmarks befrielse, og talere har igen hyldet friheden og som sædvanlig hyldet de danske soldater, der kæmper for Danmark i fjerne lande.

Hvis de, der døde for Danmarks frihed, vidste, at deres indsats bruges til at legitimere at Danmark delager i krige i andre lande fjernt fra Danmark, ville de rotere i deres grave.

Danmark har valgt side i et globalt magtspil mellem USA og Rusland. Siden angrebet på World Trade Center i 2001 har USA skabt kaos i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, store dele af Afrika og nu også Ukraine, der ligger betænkeligt tæt på Danmark. Og Danmark har været en villig medspiller. Som Yahya Hassan siger det, så har Danmark været med til at skabe de enorme flygtningestrømme, der nu forsøger at komme over Middelhavet.

Og ingen i det politiske establishment siger et ord om, hvorfor det er gået så galt og hvad vi kan gøre ved det. Men løsningen ligger lige for. Danmark skal have nogle nye værktøjer i sin udenrigspolitik. De militære løsninger har vist sig katastrofalt ubrugelige. Det er på tide, at fredelige ikkevoldelige diplomatiske midler tages i brug. Men det er lettere sagt end gjort.

Danmark er bundet meget tæt til USA og det er yderst vanskeligt for den danske regering at ændre på det forhold. En fristende tanke kunne være, at de nordiske lande gik sammen om at blive en tredje stemme på verdensscenen. I dag har vi to store blokke: USA og resten af Vesten på den ene side og Rusland, Kina Iran og resten af BRICS-landene på den anden. Vi mangler en tredje stemme.

Siden 2009, da finansboblen bristede har den rigeste 1% i USA scoret 91% af den samlede indkomstfremgang, mens medianfamilie-indkomsten siden da hvert år er faldet 1-2%. For indkomster under medianen har faldet været endnu større. Næsten 100 mio lønmodtagere har haft faldende indkomster de senste 6 år.

Hvor er pengene blevet af?

Selskaberne har indkasseret historisk høje profitter – ikke ved fortjeneste på salg af varer og tjenester, men ved at spare først og fremmest på lønninger. Det gav de 500 største selskaber i USA en profit på ca 5.000 mia $

Dette enorme beløb fik aktionærerne udbetalt i hhv udbytte og i form af stigende aktiekurser som følge af buybacks, dvs. selskabernes opkøb af egne aktier. Siden 2009 er aktiekurserne tredoblet!

En ny forretningsmodel er ved at fortrænge den gode gamle, hvor virksomheder producerede ting og sager og udbetalte lønninger, der af lønmodtagerne blev brugt til at købe ting og sager. De tider er forbi. Der er ikke nok profit i den model. Næ det er en bedre forretning at spekulere i finansielle papirer, aktier, obligationer, derivater, fast ejendom osv. – eller som det hedder i Jesper Jensens sang om kapitalen: ”penge skaber penge – papir papir”. At der bliver færre til at købe tinge og sager tænker man ikke på.

General Eletric er en gammel virksomhed, der producerer ting og sager inden for mange brancher. Det går godt, så længe man kan klemme udbytte ud af dalende lønninger, men på sigt er der ikke nok profit i den form for virksomhed. GE forsøger at trække pinen ud ved at sælge ud af aktiviteter for at få kontanter til foretage buybacks for at støtte aktiekursen samt at betale udbytter.

Et selskab som Blackstone er et eksempel på fremtidens forretningsmodel. De tjener penge på rendyrket finansspekulation og opkøber GE-aktiver, som de så sælger igen med god fortjeneste. Hvem bryder sig om hvor profitten kommer fra, så længe den bare stiger. Lad os få nogen fede kursstigninger, buybacks og dividender. Vi skal nok nå at springe af vognen inden det går galt næste gang. Efter os syndfloden!

Men hvad med os andre?

Læs mere her>>>

1400 mennesker har mistet livet de seneste par uger på flugt fra fattigdom og forfølgelse i Afrika. Vi hører ikke så meget om årsager og vores eget ansvar for ulykkerne. Men Yahya Hassan har som en af de få fået adgang til de store medier med et provokerende bud på, hvor ansvaret skal placeres.

”Vi er en krigsførende nation, Vi er en del af terrorapparet vi er en del af NATO, Vi er en brigade i den amerikanske hær.Vi foretager os ting ude i den vide verden. Vi myrder folk, vi besætter deres lande. Vi laver ting, der ikke er i orden.”

For godt og vel 25 år siden, 29 november 1989 faldt Muren i Berlin. Det blev starten på en ny verdensorden og afslutningen på Den kolde Krig. Nu skulle vi høste fredsdividenden. Tænk hvad vi kunne udrette uden at skulle holde et kæmpe militærapparat kørende.

Det gik anderledes. Dengang var der stort set ingen flygtninge. Siden er det lykkedes USA og en række ”villige” lande at skabe kaos i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Syrien, Yemen, osv. Og fremvæksten af afskyelige terrororganisationer som IS.

Ifølge Amnesty International har konflikterne i Afrika og Mellemøsten resulteret i den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig, hvor nu mere end 57 millioner mennesker er blevet tvunget på flugt!

Og Danmkark har været medskyldig, præcis som Yahya Hassan formulerede det.

20.okt 2011 kunne man i Politiken læser følgende: Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) spår, at kampene i Libyen snart ophører, efter at landets mangeårige leder, oberst Moamar Gaddafi meldes dræbt. »Et mørkt kapitel i Libyens historie er slut. Jeg glæder mig over nyheden om, at Gaddafis fødeby, Sirte, nu erklæres befriet for Gadaffi-tro styrker«, siger Villy Søvndal og fortsætter: »Dermed vil de få resterende kampe i mindre byer forhåbentlig snart også ophøre. Og Libyen vil være parat til at tage et vigtigt skridt mod frihed og demokrati«.

Og den amerikanskes udenrigsminister (og måske kommende præsident) Hillary Clinton udtalte efter mordet på Gadaffi: ”We came, we saw – he died”.

When will they ever learn?

Ja på en måde er der grund til optimisme.

Da George W. Bush den 1. maj 2003 på dækket af USS Abraham Lincoln erklærede Irak krigen for vundet og ”Mission accomplished”, hyldede han det, han mente var starten på en ny æra, men han havde nok ikke drømt om, hvad den nye æra indebar. Den dag blev et vendepunkt for det amerikanske imperium.

Opløsning, islamisme, sekteriske konflikter, ”failed states”i Afghanistan, Iraq, Libyen Syrien og Yemen. Et nervøst Saudi Arabien, et stadigt mere isoleret og skingert Israel og stik imod USA’s planer et styrket Iran.

USA’s målbevidste bestræbelser på at omringe Rusland og bringe Putin til fald er stadig ikke lykkedes. Kuppet i Ukraine og den efterfølgende borgerkrig er indtil videre endt som fiasko for USA og de neokonservative. Og Syriens diktator, Assad, holder stadig stand. Hvis valget står mellem ham og kaos, vælger et flertal af syrerne stadig at bakke styret op.

USA fortsætter samme vej som historiens tidligere imperier. USA har militære styrker udstationeret i 130 lande og droner, der kan ramme USA’s fjender i det meste af verden. USA er en frygtindgydende militærmagt, men samtidig mister den amerikanske dollar langsomt, men sikkert sin position som verdens reservevaluta, og dermed forsvinder den uendelig kredit, der hidtil har finansieret USA’s globale operationer. BRICS-landene, den nye asiatiske investeringsbank og Sydamerikas voksende selvstændighed – senest demonstreret ved Summit of the Americas-mødet i Panama, viser, at USA’s position som verdens enehersker, er på retur.

Og i Europa har nyliberalismen lidt et kæmpemæssige nederlag. Tysklands forsøg på at tørre de tyske bankers problemer af på EU ved at give grækerne skylden for den misære, som bankerne selv spillede aktivt med i, er gået på grund takket være de græske vælgeres nej til flere nedskæringer.

Man skal være naiv for at tro på den lokkende sang om, at krisen er overstået, og at der igen kommer fuld beskæftigelse. Den brutale kur, som Grækenland og andre EU lande har været udsat for, har kun forværret krisen. Det vil vare mange år, før Europa er tilbage på samme niveau som før boblen sprang.

Verden består ikke kun af Vesten, og når vi kommer på spanden, kan vi kun håbe på, at BRICS-landene kan holde verden flydende. Men det er ikke sikkert at USA’s og dermed vores nedtur bliver særlig behagelig. Der er mange faremomenter.

Den fascistiske infrastruktur er kørt i stilling. Nine-eleven viste os, hvor nemt det er at sætte fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft. Big Brother-samfundet er på plads og politiet udstyres og trænes til at nedkæmpe optøjer og folkelige oprør.

Der er nye tider på vej.

Missilskjoldet gør det muligt at udkæmpe og vinde en atomkrig – ikke at afskrække fra den. Men det ved politikere og medier åbenbart ikke. De falder for USA’s salgsteknikker. Den russiske ambassadørs artikel i Jyllands-Posten kan måske siges at være bombastisk formuleret, men i grunden har han – og ikke udenrigsminister Lidegaard – ret.

Ledende medier som for eksempel Danmarks Radio, Ritzau og Politiken giver baggrund til missilforsvaret, som vidner om total mangel på fagkundskab om strategi og atomdoktriner.

Læs hele Jan Øbergs yderst aktuelle kronik i Arbejderen

Venezuela har ingen missiler, kampfly, krigsskibe, specialstyrker, hemmelige agenter eller militære baser vendt mod faciliteter i USA eller dets oversøiske installationer.

Derimod har USA krigsskibe i Caribien, syv militærbaser i Columbia bemandet med over to tusinde amerikanske specialstyrker, og US Air Force baser i Centralamerika og Washington har finansieret politiske og militære operationer mod Venezuela for at vælte den lovligt valgte regering.

Det er Danmarks bedste ven og garant af vore sikkerhed, der siger sådan noget sludder. Eller måske føler USA i virkeligheden sin positition i Latinamerika truet. Latinamerika har med held frigjort sig fra USA’s traditionelle dominans, bl.a. takket være Venezuela, så vi kan nok snart forvente nye sjove julelege. Der skal bare lige et påskud til før de iværksættes.

Læs hele James Petras artikel her

Venezuela udgør en trussel mod USA’s nationale sikkerhed. Det erklærede præsident Obama mandag 9. marts og det er foruroligende, fordi Obama anvendte præcis samme sprogbrug mod Syrien som start på borgerkrigen, der nu har kostet umådelige lidelser og skabt endeløse flygtningestrømme.

Det er ikke første gang, at Venezuela er i USA’s søgelys. Siden Hugo Chavez i 1999 blev valgt som præsident har USA arbejdet målbevidst på et ”regime change”. Indtil nu har Venezuelas regering takket være massiv opbakning fra befolkningen været i stand til at modstå presset, men hvor længe kan det fortsætte?

USA benytter alle midler både hemmelige og mere åbne, fx via organisationen ”National Endowment for Democracy”. Denne organisation er yderst aktiv mange steder i verden, fx i Mellemøsten, Libyen, og ikke mindst i Ukraine. Højreorienterede kredse i Venezuela bidrager med forsøg på at underminere Venezuelas valuta, forstyrrelser af dagligvarehandelen med hamstring til følge, og med optøjer og chikane. Senest har den af USA iscenesatte sænkning af olieprisen ramt Venezuela hårdt.

USA iværksatte et kup i 2002. Det blev afværget takket være massiv folkelig søttte til Hugo Chavez, og siden da har Veneauela gennemført en række valg, der alle er blevet godkendt af internationale opservatører. Den højreorienterede oppositsion har derfor ikke en chance i en normal demokratisk proces og satser på et USA-støttet kup.

Nu  har præsident Maduro fængslet en række af de mest fremtrædende kupmagere, hvilket har resulteret i hykleriske klager fra Obama over krænkelser af menneskerettigheder. Maduro benytter præcis den samme slags lovgivning som USA selv benytter overfor oppositionelle personer og bevægeser. På baggrund af USA’s krænkelser af menneskerettigheder fx. i Columbia og Mexico og Honduras, hvor USA i 2009 iværksatte et militærkup virker disse anklager patetiske.

USA har efterhånden kun en lille håndfuld venner tilbage i et Latinamerika, der er træt af den amerikanske hæl på nakken. CELAC, the Community of Latin American and Caribbean States, som omfatter alle stater i den vestlige hemisfære undtagen US og Canada, har advaret Washington om at standse indblandingen i Venesuelas interne forhold. Så hvis Obama tror, at han kan slippe afsted med en såkaldt ”humanitær intervention” a la Libyen i Venesuela, vil han få et helt kontinent imod sig.

Sådan destabiliserer man et land
I 1983 etablerede Reagan administrationen NED, (National Endowment for Democracy), der fik til opgave at ”fremme demokrati” dvs. destabilisere uønskede regimer i andre lande. Dermed overtog NED en del af  CIAs opgaver i form af hemmelige operationer med det formål at støtte proamerikanske regeringer og bevægelser i andre lande.

Fra 1975-78 iværksatte USA det berygtede Operation Condor, der bestod i  militærhælp og teknisk bistand til højreorienterede diktaturer i Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Paraguay, Uruguay, Colombia, Peru, Venezuela and Ecuador. Formålet var at fange og dræbe politiske modstandere. Det anslås, at disse operationer resulterede i mellem 60.000 og 80.000 dræbte.

Det gav USA en del dårlig presse. I 1986 udtalte NED’s præsident, Carl Gershman til New York Times, at ”det ville være ødelæggende for demokratiske grupper rundt omkring i verden, hvis det blev kendt, at de var støttet af CIA”. Derfor blev NED etableret og i dag støtter NED mere end 1.000 NGO projekter i mere end 90 lande. Og formålet er iflg. professor Michel Chossudovsky, at skabe modstand mod regeringer, som USA ikke kan lide.

Men NED arbejder ikke alene. NED og USAID har tætte forbindler til det amerikanske udenrigsministerium og arbejder tæt sammen med andre organisationer. USAID blev etableret af præsident Kennedy i 1961 og råder over et større budget end NED. Formålet er at fremme amerikanske interesser og skabe markeder og handelspartnere for USA.

I 2013 mødtesUSAID’s regionale chef, Mark Feierstein  med Venezuelanske oppositionspolitikere, som Maria Corina Machado, Julio Borges and Ramon Guillermo Avelado for at udarejde en plan for underminering af den venezuelanske regering. Machado var en af kupmagerne i 2002, som forsøgte at afsætte den lovligt valgte regering, og hun var aktiv i en voldskampagne, der sidste år kostede 43 mennesker livet.

Bolivia og Ecuador er også i sigtekornet.  Disse lande oplever de samme forsøg på at destabilisere økonomien og skabe uro og opposition til de lovligt valgte regeringer. Og nu har Obama så erklæret, at Venezuela udgør en trussel om USA’s sikkerhed. Mon ikke det snarere er omvent, at USA udgør en trussel mod Venezuela?

Den Obama, der fik Nobels Fredspris på forventet efterbevillig har kvitteret ved at USA nu fører krig på tre kontinenter og måske snart går i gang på det fjerne.

Ebbe Lauridsen

KIlder:

http://www.telesurtv.net/english/analysis/How-the-US-Funds-Dissent-against-Latin-American-Governments-20150312-0006.html

For et år siden blev Ukraines lovligt valgte regering væltet ved et kup. Det var ikke bare støttet men også planlagt af USA og en række EU-regeringer. Det skriver det republikanske medlem af USA’s Senat, Ron Paul den 23 februar.

Den ukrainske økonomi lå i ruiner, og daværende præsident Yanukovych var desperat for at finde en løsning. Han havde valget mellem et tilbud fra EU og fra Rusland. Han valgte det mest fordelagtige, nemlig det russiske til stor tilfredshed i det østlige Ukraine og tilsvarende skuffelse i det vestlige. Ukraine er et dybt splittet land. Folkene i øst taler russisk og orienterer sig den vej. I vest identificerer man sig i højere grad med Polen og EU.

Før kuppet var denne konflikt blot endnu et kapitel i Ukraines vanskelige post-sovjetetiske historie. Den vestlige indblanding blev en katastrofe.

Takket være en lækket telefonsamtale mellem viceudenrigsminister Victoria Nuland og USA’s ambassadør i Kiev, ved vi, at USA havde detaljerede planer for en ny regering i Kiev, når den lovligt valgte regering var væltet.

20 Februar så det ud som om krisen var overvundet. Der blev indgået forlig med Yanukovych om fremskyndelse af valg samt andre indrømmelser, men pludseligt samme aften gennemførte USA-støttede grupper et kup, og Yanukovych valgte at flygte.

Da folklene i Østukraine afviste at anerkende kupregeringen, sendte Kiev kampvogne for at banke dem på plads. Obama administrationen besluttede at give Rusland hele skylden og iværksatte den sanktionspolitik, der siden har ramt EU-landene lige så hårdt som Rusland.

Den krig, som Kiev startede, har nu varet i næsten et år, men for et par uger siden blev der indgået en våbenhvile, der giver et lille håb om en afslutning på myrderierne.

Hvad nu, hvis McCain var blevet hjemme og i stedet havde varetaget sine forpligteler over for sine egen vælgere i Arizona?

Tænk hvis de øvrige vestlige politikere havde gjort det samme. Tænk, hvis Victoria Nuland og US Ambassadør Geoffrey Pyatt havde fokuseret på  diplomati i stedet for ”regime change”

Så ville de mange tusinde mennesker, der nu har mistet livet, stadig være i live.

Interventionisme dræber!