I forbindelse med Den kolde Krigs afslutning opstod der en diskurs der byggede på en forestilling om at fra nu af, ville de militære udgifter i verden kunne forvandles til fredelige formål. Hvem husker i dag begrebet ”Fredens dividende”?
Under overskriften ”Danmark i permanent krig” (Arbejderen 9-11.okt.2015) beskriver lederskribenten i hvilken grad de vestlige demokratier i dag er blevet en del af den militariserings-proces der kendetegner den ”frie verden!”
Problematikken er desværre ikke ny! Allerede i 1961, advarede Præsident Dwight Eisenhower om det amerikanske militær-industri kompleks’ voksende, truende magt og indflydelse på udformningen af USA’s politik. Den tidligere hær-generals advarsel blev imidlertid ikke brugt til at mindske militariseringen af økonomien og samfundet.
Tværtimod blev våben-kapløbet anvendt til at svække Sovjetunionens samfunds-økonomi.
For Danmarks vedkommende, ifølge førnævnte leder, er denne udvikling ”… gået stærkt i et land, hvis indbyggere engang for ikke så mange år siden så sig selv som jordens fredeligste.” Om denne selvforståelse byggede på ”falsk bevidsthed” eller ej er måske i denne forbindelse irrelevant. Danmark var jo allerede ligesom nu medlem af NATO med allierede, der førte åbne og skjulte krige i den 3. verden.
Mens organisationen den gang i det mindste kunne profileres som en forsvars-alliance i Europa er den nu blevet et utilsløret globalt instrument. En krigsmaskine, der gennemfører regimeskift af regeringer der ikke makker ret. NATOs målsætning er skabelsen af en kollektiv vestlig imperialistisk verdensorden under USA’s ledelse.
Disse bestræbelser har i dette århundrede medført adskillige krige (især i Mellemøsten) og udstillet Danmark i dette sammenhæng som et af alliancens meste aggressive (”aktivistiske”!) medlemmer.
Pointen med disse refleksioner er at gøre opmærksom på, at mens forståelsen af militariseringens omfang og logik er nødvendig for udarbejdelsen af en modstands strategi, er dette ikke nok. Det er nemlig et paradoks at i denne historiske periode, hvor eksistentielle trusler imod de vestlige demokratier er svære at få øje på, oplever vi en militarisering af vores samfund tilsyneladende uden politiske reaktioner.
Hvordan er det gået til, at anti-krig og anti-imperialisme, som var en del af venstrefløjens selvforståelse i de vestlige lande, nu næsten er forsvundet, samtidig med at pseudo-socialistiske partier fører an og deltager i politiske processer, der legitimerer krig i lande der ikke truer vores sikkerhed?
I 1960ernes Danmark, da venstrefløjen var svagt repræsenteret i Folketinget, blev den offentlige stemning påvirket af bevægelser som ”Nej til atomvåben” og pacifisme; Vietnamkomiteer og solidaritets organisationer med nationale befrielseskampe, for ikke at tale om støtten til Afroamerikanernes oprør imod racisme.
Til forskel fra nu fik disse bevægelser næring i de daværende medier. Disse var mere åbne og kritiske hvad angik Vestens politik end nu. Debat og interesse i de store fortællinger om kapitalisme-forståelse og socialisme-utopier var emner som blev diskuteret og studeret på universiteterne. I dag bliver samfunds-videnskab (forskning og undervisning) udsultet på de højere læreanstalter.
Nu er medierne kommet under den politiske og økonomiske elites større kontrol og ensformighed. ”Public service” TV og radio, deltager ukritisk i en informations-krig til fordel af den dominerende magt. Dækningen af konflikterne i Syrien og Ukraine er symptomatisk. Som Orwell skrev: ”Krig er fred”!
Hvem viser vejen ud af moradset?
Ellen Brun