Tyngdepunktet i verden er ved at flytte sig og en multipolær verden udfordrer USA’s hidtidige magtmonopol. USA har reageret med iværksættelse af sanktioner, handelskrig, propaganda og demokratibevægelser mv. (såkaldt hybrid krig) mod Kina.
NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg har bebudet en ny strategi med et nærmere samarbejde med nogle af Kinas store naboer, og Danmark følger trop..
Tidligere folketingsmedlem fra de konservative, Viggo Fischer har netop i en kronik i Kristeligt Dagblad kaldt til kamp mod Kina under overskriften ”Tag opgøret med Kina nu”. Han skriver: ”Mange havde forventet, at coronakrisen ville have mildnet det kinesiske regimes fremfærd. Men sådan er det ikke gået. Systemet farer frem med stor hårdhed indadtil mod kritikere. Dertil fortsat hårde og brutale overgreb mod frie kristne hjemmekirker. Presset på Hongkong er blevet voldsomt forstærket. De militære trusler mod Taiwan er vokset, ligeså den kinesiske oprustning og ekspansion i Det Sydkinesiske Hav”.
Viggo Fischer trasker trofast i hælene på USA. Ih hvor vi gungrer, sagde musen til elefanten, da de gik over broen.
Og imens er verden ved at ændre sig radikalt. De tektoniske plader forskubber sig og jorden ryster. USA’s magtmonopol udfordres, men en multipolær verden er i sigte. Et imperium er på vej ned, og det er sjældent et kønt syn. Hvornår tager Danmark bestik af situationen?