ICC’s sigtelse af Vladimir Putin for krigsforbrydelser i Ukraine er et propagandastunt, der ikke vil få den store betydning for krigen i Ukraine. ICC (Den internationale straffedomstol) er ikke en institution under FN og har ikke den nødvendige opbakning fra det internationale samfund. En lang række lande, herunder USA, Israel og Rusland anerkender ikke domstolen. At den danske regering støtter anklagen mod Putin er blot et eksempel på den danske følgagtighed overfor USA – på samme måde som da ICC forsøgte at hænge Libyens leder, Muhamar Gaddafi op på en absurd anklage om uddeling af Viagra til sine tropper.
Denne propagandamæssige optrapning af krigen mellem USA/Vesten og Rusland er ikke særlig klog. Den kan medvirke til at trække krigen endnu mere i langdrag i stedet for som det eneste fornuftige at arbejde for en afslutning af krigen.
Og der vil jo komme en tid efter at krigshandlingerne er afsluttet, en tid, hvor Vesten igen skal samarbejde og handle med Rusland.
Nedenfor har jeg oversat og forkortet en informativ artikel om ICC skrevet af Matt Killingsworth, Universitetslektor i internationale relationer, University of Tasmania. Originalen kan læses her:
Da Den Internationale Straffedomstol begyndte at fungere for 20 år siden, afspejlede dens eksistens en unik historisk og politisk epoke. Opmuntret af den vellykkede oprettelse af krigsforbrydelsesdomstolen for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, var delegerede til konferencen i Rom, der skabte domstolen, optimistiske med hensyn til folkerettens fremtid.
De mente, at den nye politiske orden efter den kolde krig kunne understøttes af bredt anerkendte internationale love og en form for global retfærdighed.
Det var bemærkelsesværdigt at alle landene i Sydamerika og et stort antal afrikanske stater underskrev Rom-statutten om oprettelse af ICC. De gjorde dette velvidende, at de sandsynligvis ville være i fokus for deres undersøgelser, men opmuntret af håbet om, at retfærdigheden ville strække sig til det magtfulde globale nord. Det er afgørende, at FN’s Sikkerhedsråd ikke fik monopol på at henvise sager til domstolen.
Da ICC trådte i funktion, forsvandt denne optimisme dog hurtigt. Først i 2006 anlagde retten sin første retssag og der skulle gå yderligere seks år før den offentliggøre sin første dom. Faktisk har den i sine 20 år med et samlet budget på næsten 1,5 milliarder euro (2,2 milliarder dollars) kun afsagt ti domme og fire frifindelser.
I løbet af den periode blev afrikanske lande mere og mere utilfredse med domstolen, og anklagede den ikke kun for at “jage afrikanere”, men udtrykte også frustration over dens manglende evne og manglende vilje til at holde USA og andre stormagter til ansvar.
Det faktum, at domstolen først i 2016 åbnede en undersøgelse uden for Afrika (i Georgien) forstærkede synspunktet om, at domstolen er en nykolonial, vestligt påvirket institution.
Men kritikernes måske største frustration over ICC er dens manglende evne til at holde USA (og Israel, i mindre grad) til ansvar. Men meget af denne frustration skyldes en misforståelse om domstolens juridiske rækkevidde. Hverken USA eller Israel har underskrevet Rom-statutten, og USA kan nedlægge veto mod ethvert forsøg på at indlede en henvisning gennem FN’s Sikkerhedsråd.
Kritikere opnåede en vis tilfredshed, da det blev annonceret, at ICC’s anklagemyndighed ville efterforske amerikansk militær- og efterretningspersonale, der angiveligt brugte “tortur, grusom behandling, krænkelser af personlig værdighed og voldtægt” i Afghanistan. Det håb forsvandt, da en ny anklager, Karim Khan, meddelte , at efterforskningen ikke længere ville fokusere på de påståede forbrydelser.
Store forventninger
Disse bekymringer om ICC er resultatet af to faktorer uden for ICC’s kontrol: nogle landes afvisning af at underskrive Rom-statutten og de øgede forventninger, der blev skabt, da domstolen blev oprettet.
Ingen steder er dette mere tydeligt end i den nuværende konflikt mellem Ukraine og Rusland. Næsten så snart Rusland invaderede Ukraine, blev der stillet spørgsmål om, hvordan anstifterne af krigen kunne efterforskes og i sidste ende straffes for at have begået en aggressionsforbrydelse .
Ukraine-konflikten er ikke en ligetil sag for ICC. Domstolen har magten til at efterforske Rusland for forbrydelser begået i Ukraine, fordi Ukraine har accepteret ICC’s jurisdiktion (dog uden at have underskrevet Rom-statutten). Men den kan ikke retsforfølge Rusland for aggressionsforbrydelsen, fordi den russiske regering ikke har underskrevet statutten.