Ja på en måde er der grund til optimisme.
Da George W. Bush den 1. maj 2003 på dækket af USS Abraham Lincoln erklærede Irak krigen for vundet og ”Mission accomplished”, hyldede han det, han mente var starten på en ny æra, men han havde nok ikke drømt om, hvad den nye æra indebar. Den dag blev et vendepunkt for det amerikanske imperium.
Opløsning, islamisme, sekteriske konflikter, ”failed states”i Afghanistan, Iraq, Libyen Syrien og Yemen. Et nervøst Saudi Arabien, et stadigt mere isoleret og skingert Israel og stik imod USA’s planer et styrket Iran.
USA’s målbevidste bestræbelser på at omringe Rusland og bringe Putin til fald er stadig ikke lykkedes. Kuppet i Ukraine og den efterfølgende borgerkrig er indtil videre endt som fiasko for USA og de neokonservative. Og Syriens diktator, Assad, holder stadig stand. Hvis valget står mellem ham og kaos, vælger et flertal af syrerne stadig at bakke styret op.
USA fortsætter samme vej som historiens tidligere imperier. USA har militære styrker udstationeret i 130 lande og droner, der kan ramme USA’s fjender i det meste af verden. USA er en frygtindgydende militærmagt, men samtidig mister den amerikanske dollar langsomt, men sikkert sin position som verdens reservevaluta, og dermed forsvinder den uendelig kredit, der hidtil har finansieret USA’s globale operationer. BRICS-landene, den nye asiatiske investeringsbank og Sydamerikas voksende selvstændighed – senest demonstreret ved Summit of the Americas-mødet i Panama, viser, at USA’s position som verdens enehersker, er på retur.
Og i Europa har nyliberalismen lidt et kæmpemæssige nederlag. Tysklands forsøg på at tørre de tyske bankers problemer af på EU ved at give grækerne skylden for den misære, som bankerne selv spillede aktivt med i, er gået på grund takket være de græske vælgeres nej til flere nedskæringer.
Man skal være naiv for at tro på den lokkende sang om, at krisen er overstået, og at der igen kommer fuld beskæftigelse. Den brutale kur, som Grækenland og andre EU lande har været udsat for, har kun forværret krisen. Det vil vare mange år, før Europa er tilbage på samme niveau som før boblen sprang.
Verden består ikke kun af Vesten, og når vi kommer på spanden, kan vi kun håbe på, at BRICS-landene kan holde verden flydende. Men det er ikke sikkert at USA’s og dermed vores nedtur bliver særlig behagelig. Der er mange faremomenter.
Den fascistiske infrastruktur er kørt i stilling. Nine-eleven viste os, hvor nemt det er at sætte fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft. Big Brother-samfundet er på plads og politiet udstyres og trænes til at nedkæmpe optøjer og folkelige oprør.
Der er nye tider på vej.