NATO afholdt i februar sit årlige møde (virtuelt) for alliancens forsvarsministre. Her blev der lagt op til en militær optrapning over for Rusland og Kina. Verden er blevet mere usikker, mener NATO med et budget på 1 billion USD. Det er et et-tal – efterfulgt af 12 nuller. Efter et antal krige i Kosovo, Libyen og Syrien plus de gamle endnu ikke afsluttede krige i Afghanistan og Irak, mener alliancen åbenbart, at verden stadig er usikker. og at de største trusler nu kommer fra Rusland og Kina.

Medierne har i snart lang tid forberedt læserne på denne kendsgerning. I Berlingeren kunne man i 2014 læse at Rusland øvede missil-angreb på Bornholm under folkemøde og tre år senere passerede i følge Jyllandsposten et ”stort russisk bombefly Østersøen under Folkemødet”. Disse begivenheder hører måske til de mere spektakulære, men det danske luftrum udsættes jævnligt for ”trusler”. Til gengæld truer vi nogenlunde lige så tit Russisk luftrum. Det trækker bare ikke så store overskrifter. Sagen er, at Danmark er blevet involveret i en eskalerende kold krig mellem USA/NATO på den ene side og Rusland/Kina på den anden.

Kina øger sin indflydelse i verden med økonomisk lokkemad og den ny silkevej og udbreder sit overvågningssamfund til Vesten via Huawei’s nye 5G netværk, så selvom Huawei kan tilbyde verdens mest avancerede teknologi, har Danmark besluttet at takke nej med henvisning til risikoen for overvågning. Og Kina holder muslimer indespærret i koncentrationslejre i Xinjiang, undertrykker demokratiforkæmpere i Hongkong og opruster i Det Sydkinesiske Hav. For få dage siden øvede kinesiske jagere et angreb mod hangarskibet USS Theodore Roosevelt!

Og Rusland er en farlig militær trussel, som kræver vores fulde opmærksomhed i Baltikum og ikke mindst nu også i Arktis. Rusland fører en skjult krig i Ukraine, forsøger at likvidere ubekvemme russiske borgere og oppositionelle med nervegiften Novichok og har på ulovlig vis annekteret Krim, for bare at nævne en del af det synderegister, vi dagligt mindes om i vore medier.

Verden er splittet op i to blokke, der bekæmper hinanden. Hvorfor er Rusland og Kina så fjendtligt stemt imod Vesten, at de lige frem udgør en trussel, og hvad har vi af frygte? Begge parter truer hinanden, men situationen kan komme ud af kontrol med fatale konsekvenser.

Der kan ligge banale interessekonflikter bag, men det kunne også være interessant at prøve at se situationen historisk fra vore ”fjenders” synsvinkel.

Kina: Hundrede års ydmygelse
Opiumskrigen i 1843 blev starten på hundrede års ydmygelse af Kina. Riget i Midten faldt fra hinanden. Sun Yat-sen – det moderne Kinas fader forsøgte efter Manchu-dynastiets undergang at samle Kina igen. Efter hans død i 1925 overtog Chiang Kai-chek magten og i 1927 rettede han et dødeligt slag mod Kinas kommunistiske parti i Shanghai. Partiet søgte tilflugt i Jiangxi, hvor 90.000 soldater og civile efter at være blevet omringet af Chiang Kai-shek i 1934, drog ud på den berømte ”Lange march” og året efter etablerede en base i Yan’an i det nordlige Shaanxi.

Så fulgte 2. Verdenskrig, hvor Japan invaderede Kina. Chiang Kai-shek trak sig tilbage til de indre provinser i det vestlige Kina. Her samlede han kræfter til et opgør med kommunisterne, der imod alle odds kastede sig ind i kampen mod de japanske indtrængere og i løbet af krigen tilkæmpede sig kontrol med stadigt større dele af Kina.

Verdenskrigen blev for Kinas vedkommende afløst af en borgerkrig, hvor Chiang Kai-shek kæmpede mod kommunisterne. Han endte alligevel på trods af massiv amerikansk støtte med at lide et forsmædeligt nederlag og måtte flygte til Taiwan med resterne af sin hær.

1949 udråbte Mao Ze-dong Folkerepublikken Kina på Den himmelske Freds Plads, men allerede i 1950 startede en amerikansk modoffensiv i Korea, der efter krigen var delt i en kommunistisk del, støttet af Kina og en sydlig del, der var støttet af USA.

Koreakrigen, der altså var en stedfortræderkrig mellem USA og Kina, endte med et forsmædeligt nederlag til USA, men kostede Nordkorea umådelige lidelser.

Kina har ikke gode erfaringer i forholdet til Vesten. Tværtimod. USA har lige siden 2. Verdenskrig udgjort en trussel. I de seneste årtier har vi imidlertid oplevet en mere fredelig udvikling. Kina har fået plads i det internationale samfund og ikke mindst i den globale markedsøkonomi som verdens ”værksted”. Da Danmark og Kina fejrede 75 årsdagen for oprettelsen af diplomatiske forbindelser, lød der optimistiske toner om Dansk-kinesisk samarbejde beskrevet i en kronik i Politiken af udenrigsminister Martin Lidegård samen med Kinas ambassadør.

Med præsident Obama begyndte der imidlertid at blæse nye vinde. Kina opfattes nu som en trussel mod en demokratisk udvikling i verden.

Rusland og truslen fra Vest
Rusland har oplevet utallige invasionsforsøg fra Vesten. Erfaringerne fra Napoleons invasion i 1812 og Vestens invasion efter den bolshevikiske revolution i forlængelse af 1. Verdenskrig var skræmmende. Bolshevikkerne havde satset på, at Europas kommunister skulle tilkæmpe sig magten og dermed være i stand til at støtte Sovjetunionen, men de spirende oprørsforsøg slog fejl. Stalin opgav tanken om en verdensrevolution og satte i stedet alle kræfter ind på at ruste sig til en uafvendelig ny invasion.

I 1941 rullede Hitlers frygtindgydende krigsmaskine frem mod Moskva. Hans invasionvar lige ved at lykkes, men takket være en umenneskelig indsats og under uhyre lidelser lykkedes det Sovjetunionen at knække Tysklands hære og dermed yde den største og vigtigste indsats i bekæmpelsen af Nazi-regimet. En kendsgerning, der ofte overses!

Ved Jalta-konferencen i februar 1945 indgik de allierede en aftale om deling af det fremtidige Europa. Principperne blev fastlagt ved en natlig kaminpassiar mellem Churchill og Stalin. Her skrev Churchill på en serviet det forslag, der kom til at gælde efter krigen. Stalin skulle holde sig til de områder, hans hære havde erobret, og Storbritannien, USA og Frankrig skulle holde sig til deres. For grækerne fik det fatale følger. Grækenland lå i den vestlige interessesfære, så da grækerne efter krigen ønskede en kommunistisk regering, allierede Churchill sig med det yderste højre i Grækenland og druknede oprøret i blod. Stalin rørte ikke en finger. Han og hans efterfølgere holdt sig strikt til aftalen. De oprørsforsøg i Østblokken, der fandt sted i DDR i 1953 og og i Tjekkolovakiet i 1968 blev til gengæld slået ned af Sovjet uden vestlig indblanding.

USA havde efter atombomberne i Hiroshima og Nagasaki et kortvarigt militært overherredømme, men det varede ikke længe før Rusland også fik atomvåben, og det blev starten på terrorbalancen og den kolde krig. Det var en højst risikabel situation, der ved noget så simpelt som en misforståelse kunne være endt i en katastrofe, men indtil videre har Verden været forskånet for en fuldskala atomkrig.

Efter Sovjetunionens opløsning og Boris Jeltsins magtovertagelse i 1991 blev den sovjetiske planøkonomi erstattet af en veritabel røverkapitalisme, hvor mange tidligere partispidser finansieret af vestlige banker overtog værdifulde statslige selskaber for en slik. Den nye økonomi blev imidlertid en katastrofe for den menige russer. Samtidig blev de tidligere Warszawapagt-lande inviteret ind i NATO, der på den måde blev udvidet helt frem til Ruslands grænser. Det blev af Rusland opfattet som et klart brud på aftalen med Vesten og blev opfattet som en dødelig trussel.

Ukraine har historisk spillet en vigtig rolle som buffer mellem Rusland og Vesten, og Maidan-kuppet – iværksat og støttet af USA, blev et wake-up call for Rusland. Ukraine blev på den måde skueplads for endnu en stedfortræder krig.

Sortehavet, der i flere hundrede år var Russisk, har nu fået sin NATO-base i Ukraine. Den skulle have ligget på Krim, der var en del af Ukraine, men som bekendt løsrev Krim sig efter en en folkeafstemning, der siden er blevet anfægtet af Vesten og betegnes som en russisk annektering af Krim.

Ved den netop afholdte virtuelle konference i NATO lød der hårde toner mod Rusland og Kina, men har vore politikere og medier de europæiske befolkninger med i denne fortælling om militære og økonomiske trusler? Og er de europæiske lande enige i vurderingen af truslerne? Begge dele kan anfægtes. EUs udenrigskomite, the European Council on Foreign Relations har netop offentliggjort en rapport, med titlen ”The Crisis of American Power: How Europeans See Biden’s America.”

Her kan man læse, at kun 22 procent støtter USA i en eventuel krig med Kina, og 23 procent støtter USA i en krig mod Rusland. Kun 17 procent af europæerne ønsker tættere økonomiske bånd til USA og kun hver tiende tysker og franskmand mener, at deres nationale forsvar har brug for USA.

Mens USA og NATO betragter Rusland og Kina som militære trusler, ser befolkningerne og især erhvervslivet Rusland og Kina som økonomiske muligheder. Kina har overtaget USA’s plads som EU’s største handelspartner og EU har netop indgået en stor investeringsaftale med Kina.

På trods af den massive mediekampagne forekommer truslen fra Rusland og Kina måske ikke så skræmmende. I stedet for at bruge astronomiske beløb på forsvar (med tilhørende gigantisk CO2-udledning) kunne man måske prøve mere fredelige midler.

I artikel 1 i NATO-traktaten hedder det:

Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.