”Efter 15 år med autoritært socialistisk styre – 14 år med Hugo Chåvez og knap et år med Nicolas Maduro – hænger  Venezuela i laser. Mangel på basale fornødenheder, strømsvigt, og inflationen er på over 50 procent i et land, der ellers råder over nogle af verdens største oliereserver og burde være rigt”. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad for et par dage siden.

Hvordan kan så rigt et land have så store problemer? Studenterne er gået på gaden. Vi ser de samme barrikader og bål på gaderne som i Ukraine. Studenter, demonstrationer, kamp for demokrati – det lyder som noget, man burde støtte. Hvorfor er det gået så galt i Venezuela?

Forklaringen er enkel: USA har arbejdet målbevist på at destabilisere styret lige siden Hugo Chavez kom til magten i 1998. Dengang var Venezuela plaget af fattigdom. Økonomien lå i ruiner, middelklassen var forsvundet, forfatningsmæssige rettigheder ikke eksisterende. De, der vovede at protestere, blev brutalt undertrykt. Fra 1958 til 1998 forsvandt tusindvise af venezuelanere, tortureret, myrdet af sikkerhedsstyrkerne. Magthaverne repræsenterede en elitær minoritet, som sad på de lukrative oliereserver. Milliarder af dollar forsvandt ud af landet.

Da Hugo Chavez vandt valget i 1998 var festen for de rige forbi. Han stillede sig i spidsen for social forandring, og folkets store flertal bakkede ham op i valg efter valg.

Det var en torn i øjet på USA og 2002 blev et kup iværksat. Chavez blev kidnappet og skulle myrdes, mens kupmagerne satte en række demokratiske institutioner ud af kraft, men så gik millioner af Venezuelanere på gaden, og 48 timer efter hans forsvinden måtte kupmagerne  løslade ham.

De havde dog ikke helt opgivet kampen, men iværksatte en omfattende strejke- og sabotageaktion mod olieindustrien., Det kom til at koste milliarder af dollar og fik alvorlige konsekvenser for Venezuelas økonomi.

Efter 64 dages strejke, tomme supermarkedshylder pga hamstring og sabotage samt en brutal mediekrig, hvor alle private TV stationer bombarede befolkningen med oppositionspropagande, havde venezuelanerne fået nok. Chavez’ popularitet steg yderligere, og da oppositionen forsøgte at vælte ham ved en folkeafsteming, led de et sviende nederlag.

Det er præcis de samme mennesker, der står bag i dag.  Leopoldo Lopez og Henrique Capriles har været borgmestre i to af Caracas mest velstående kommuner og Maria Corina Machado var en nær allieret til Pedro Carmona, den velhavende forretningsmand, der udnævnte sig selv diktator under Chavez’ kortvarige forsvinden i 2002. Det er et kønt selskab, der nu markedsføres også i Danmark som frihedens og demokratiets vogtere.

Men det er rigtigt, at Venezuela er plaget af inflation. Årsagen er at landets rige elite sender deres gigantiske formuer ud af landet. For at sætte en stopper for dette har regeringen måttet indføre valutarestriktioner, der har resulteret i en voldsom inflation. Regeringen arbejder på at bringe den under kontrol. Og for at begrænse fiflerier med leverancer af fødevarer har det været nødvendigt at indføre rationering. Men landets økonomiske problemer skyldes en bevidst strategi fra Venezuelas rige elite.

På trods af modstand fra de rige er det i løbet af det seneste årti lykkedes at reducere fattigdommen  til den laveste i Sydamerika. Sundhedsvæsnet er gratis og til rådighed for alle. Det samme gælder undervisning lige fra underskolen til universiteterne. Staten sikrer lave priser på fødevarer og bolig. Der er etableret tusindvis af offentlige infocentre med gratis internetadgang. Studenter får gratis laptops og tablets til deres studier. Venezuela har nu sydamerikas højste mindsteløn og alle er garanteret en pension.

Venezuelanerne har troligt bakket op om politikken i valg efter valg siden 1998, og forhenværende præsident Jimmy Carter har betegnet Venezuelas valgsystem som det bedste i verden.