Ideen om borgerløn også kaldet basisindkomst har snart mange år på bagen, men den har længe været placeret ude på utopiernes overdrev på trods af varme anbefalinger fra en perlerække af nobelpristagere i økonomi.

På trods af arbejdsmarkeds- og socialpolitikkens endegyldige fallit, og på trods af, at den aktuelle økonomiske krise burde være et oplagt afsæt for at tænke nyt, er det stadig ret- og pligt tankegangen og industrisamfundets arbejdstvang, der dominerer i mediebillet og det politiske liv, men nu lysner det. I Finland har regeringen sat borgerløn på dagsordenen. Det nye globale arbejdsmarked og den teknologiske udvikling med robotter og IT har sat nye rammer for (løn)arbejdet. Illusionen om, at den fulde beskæftigelse kommer igen, er ved at fordufte.

Hvad stiller vi op med den aktuelle krise og den udstødning, vi er vidner til ikke kun her i Danmark, men i endnu højere grad i resten af EU, herunder Grækenland, Italien, Spanien og Irland for slet ikke at tale om de tidligere østlande?

Der er dukket et nyt ord op i samfundsdebatten: prekariatet. Det er en betegnelse på den store og voksende gruppe af mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke et proletariat i klassisk forstand. Det er ikke organiseret, det føler sig ikke indbyrdes solidarisk, det agerer ikke som en samlet politisk kraft. Nærmest tværtimod. En del af prekariatet ender på de ekstreme politiske yderfløje: Fascister, nynazister, islamister osv. Vi ser dem allerede i Ungarn, Grækenland og andre steder.

CIA og andre lignende organisationer er allerede i fuld sving med at planlægge, hvordan de måske kommende politiske uroligheder skal håndteres. Det bliver ikke hyggeligt. Vandkanoner, tåregas, aflytning, tilsidesættelse af endnu flere demokratiske rettigheder. Hvad gør vi inden det kommer så vidt?

Basisindkomst er måske en del af svaret, men kolliderer med mantraet: Gør din pligt og kræv din ret – rådighedskrav, arbejdstvang og kontrol. Ledige får allerede i dag basisindkomst, men den er betinget af rådighedsregler, pligt til aktivering og pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed på et andenrangsarbejdsmarked i form af nyttejobs og andet uden skygge af faglige rettigheder. Og det koster rigtig mange milliarder af skattekroner. Alene aktivering og administration løber op mere end 22 mia kr om året

Og hvorfor skal lige netop Underdanmark tvinges til at arbejde. Hvorfor ikke satse på, at mennesker kan have ”lyst” til at arbejde – kan have et behov for at indgå i en social sammenhæng, have lyst til at have noget at stå op til? Det lyder nærmest som om politikerne hader at arbejde, og ikke kan forestille sig en bedre motivationsfaktor end tvang kombineret med truslen om at ende i den sociale massegrav.

Men hvordan er det mon at stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler? Ja, det er faktisk velbelyst af forskningen: Man bliver klient! Personligheden forandres. Man ender med at blive en ’nasser’, der mener, det hele er ’samfundets skyld’. Selvrespekten og motivationen til at tage tilværelsen i egen hånd forsvinder til fordel for en magtesløs ’jeg har ikke en chance, jeg duer ikke’-tankegang.

I stedet skulle vi give magten over eget liv tilbage til de ledige. Det kaldes empowerment og benyttes i mange organisatoriske sammenhænge. Begrebet betyder ordret ’at give magten’ over eget liv til det menneske, det drejer sig om. For nogle er empowerment et etisk princip, fordi man mener, at ethvert menneske bør have magten over eget liv, mens det for andre er et metodisk princip, da man mener, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling. Det siger næsten sig selv, at ægte empowerment ikke fungerer under tvang.

Staten og kommunerne har ansat en hærskare af konsulenter, sagsbehandlere og ikke mindst kontrollanter, der skal ’servicere’ de 800.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet. Det koster milliarder, men mon det hjælper? ’Ja’ mener politikerne. Sandheden er imidlertid, at vores social- og arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast i lappeløsninger. De seneste lapper blev sat på af Carsten Koch-udvalget, men det er indlysende for stadigt flere, at der skal helt andre boller på suppen. Måske basisindkomst? Første skridt kunne være at teste ideen i praksis, som det nu planlægges i bl.a. Holland og Finland.
Hvordan vil basisindkomst virke på incitamentet til at arbejde? Er det rigtigt, som kritikerne hævder, at folk vil lægge sig på sofaen? Hvad vil der ske, hvis vi sætter rådighedsforpligtelser, modregning og tilhørende kontrolapparat over for de ledige på standby?
Det kunne testes på et afgrænset geografisk område, fx Bornholm, Samsø eller de danske småøer. Her kunne man fx afprøve hovedindvendingen mod basisindkomst, nemlig, at et sikkerhedsnet af denne art vil fratage folk motivationen til at arbejde. Man kunne udpege et område, hvor de nuværende regler vedr. kontrol, aktivering og modregning blev sat på stand by, og så et kontrolområde, hvor reglerne forblev uændret.
Disse dele af udkantsdanmark har en række fælles problemer i form af uhensigtsmæssige regler fx vedr. deltid og sæsonarbejdsløshed. Bornholm har en arbejdsstyrke på ca 25.000, og heraf er 7.500 ledige. Turisme, der er øens tredjestørste erhver, er sæsonpræget og omfatter mange små virksomheder. Det giver problemer med sæsonarbejdsløshed.
Bornholm har mange kunstnere og kunsthåndværkere. Men som udøvende må man ofte finde sig i svingende indtægter og økonomisk usikkerhed. Arbejdsmarkedslovgivningen kan her let komme til at virke som en spændetrøje. Hvis regler og kontrol kunne lempes ville det have store positive effekter.

Et andet eksempel kunne være de kreative fag som musikere, skuespillere og forfattere. Disse grupper har en række fælles problemer. De er særligt ramt af krav til jobsøgning, rådighedsforpligtelser samt modregningsregler.
Igen kunne man vælge et fag, fx. Musikerforbundet, hvor reglerne blev sat på stand by, og så en tilsvarende gruppe, fx. Magisterforeningens freelance-sektion, der kunne fungere som kontrolgruppe.
Både musikere og skuespillere er typisk engageret i tidsbegrænsede jobs og har derfor ledighedsperioder ind imellem. I disse perioder skal de stå til rådighed, dvs. skrive jobansøgninger samt deltage i diverse aktiveringstiltag.
En forfatter må ikke skrive, og en musiker må ikke komponere eller lægge en demo af sin musik ud på nettet, så længe han/hun oppebærer understøttelse. Det siger sig selv, at det er uhensigtsmæssig og ødelæggende for fag, der altid har måttet leve med ledighedsperioder. Konsekvensen kan være, at de berørte folk simpelt hen vælger at undlade at opgive den tid, der anvendes til at vedligeholde deres profession. Deres problemer ville kunne løses et langt stykke af vejen, hvis rådigheds- og modregningsregler blev fjernet.
Hvad sker der, hvis retten til at modtage understøttelse gøres uafhængig af rådighedsforpligtelse. At det bliver frivilligt at skrive jobansøgninger samt at indgå i undervisningsforløb, opkvalificering, virksomhedspraktik mv. Hvads sker der, hvis en skuespiller i en ledighedsperiode kan vælge at koncentrere sig om sin skuespillerkarriere, men naturligvis også har muligheden for at gøre brug af tilbud i form af omskoling, kurser, praktik osv. Kan det være så svært at forstå, at det er den ledige eller deltidsledige selv, der bedst er i stand til at træffe de nødvendige valg?
Hvad sker der hvis modregning lempes. Det kunne fx gøres på den måde, at den ledige får mulighed for at vælge iværksætterydelse svarende til halv understøttelse i stedet for understøttelse. Fordelen ved denne mulighed er, at den tilbyder et sikkerhedsnet uden at der sker modregning i indtægter ved selvstændig freelancevirksomhed.
Lad os følge Finlands eksempel og iværksætte et forsøg. Alternativet er som det første af Folketingets partier med på ideen. Dette er en vindersag, Hvornår opdager de andre politiske partier, at borgerløn er ved at få medvind?