Der spekuleres meget i om det var aftalt spil, da DONG blev værdisat og Goldman Sachs blev inviteret indenfor. Var det en god ide at tage Goldman Sachs med? Det kan da godt være. Hemmeligheden bag en formentlig succesfuld børsintroduktion er måske, at alle spekulanterne nu står i kø for at være med, så de også kan få en bid af kagen.

Var det en god ide at lade Henrik Poulsen, DONGS nye administrerende direktør selv forestå værdiansættelsen. Det kan vist nok diskuteres. Det svarer lidt til at lade ræven vogte gæs, og han og hans lederkolleger kan se frem til at score flere hundrede millioner på den konto.

Det er lidt ærgerligt, men det værste er efter min mening, at medierne stort set har købt teorien om at DONG var i krise og havde akut brug for kapitaltilførsel. Det er noget ideologisk vrøvl. DONG var ikke i krise – tværtimod. Forretninge gik strygende – takket være den danske energipolitik og Anders Eldrup og hans gulddrenge.

DONGs betydning for Danmark kan ikke overvurderes. Det var en socialdemokratisk regering, der insisterede på at føre gassen fra Nordsøen i land – og byggede et landsdækkende naturgasnet – på trods af alle gældende business-modeller, der tilsagde, at det ikke kunne betale sig.

Kommercielle business-modeller duer ikke når der skal træffes store samfundsmæssige beslutninger. A P Møller ville have brændt al gassen af på felterne. Tænk hvis han havde fået lov til det, så ville Danmark stadig slæbe rundt på sit evindelige betalingsbalanceunderskud.

Nu kan vi sole os i beundring over vores robuste økonomi og i tilgift vores vindenergi, der forresten også blev betragtet som en dårlig forretning.