Det begyndte allerede i 1979 under præsident Jimmy Carter

I disse dage hører vi en række nøglepersoner i den afghanske tragedie, fx Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen græde krokodilletårer over udviklingen i Afghanistan, så et lille historisk tilbageblik kunne måske være en nyttig øjenåbner . Det kan den britiske dokumentarist, John Pilger, hjælpe os med:

I 1978 væltede en frigørelsesbevægelse ledet af Afghanistans folkedemokratiske parti (PDPA) diktaturet af Mohammad Daud, fætter til kong Zahir Shar.

New York Times rapporterede , at udenlandske journalister i Kabul blev overraskede over at “næsten alle afghanere, de interviewede, var glade for kuppet.” Wall Street Journal rapporterede, at “150.000 mennesker … marcherede for at ære det nye flag … deltagerne virkede virkelig begejstrede.”

Washington Post rapporterede, at “der næppe kan stilles spørgsmålstegn ved afghansk loyalitet over for regeringen.” Sekulær, moderne og i betydelig grad socialistisk erklærede regeringen et program med visionære reformer, der omfattede lige rettigheder for kvinder og minoriteter. Politiske fanger blev løsladt og politifiler offentligt brændt.

Under monarkiet var levealderen 35 år; hvert tredje barn døde som spædbarn. Cirka 90% af befolkningen var analfabeter. Den nye regering indførte gratis lægehjælp og iværksatte en massiv alfabetiseringskampagne

Ved slutningen af ​​1980’erne var halvdelen af de ​​universitetsstuderende kvinder, og kvinder udgjorde 40% af Afghanistans læger, 70% af dets lærere og 30% af dets embedsmænd.

Så radikale var ændringerne, at de stadig huskes. Saira Noorani, en kvindelig kirurg, der flygtede fra Afghanistan i 2001, mindede om:
“Hver pige kunne gå på gymnasiet og på universitetet. Vi kunne gå, hvor vi ville, og bære det, vi kunne lide … Vi plejede at gå på caféer og i biografen for at se de nyeste indiske film på en fredag ​​… det hele begyndte at gå galt, da Mujahedin begyndte at vinde … det var de mennesker, Vest støttede. ”

For USA var problemet med PDPA -regeringen, at den blev støttet af Sovjetunionen. Alligevel var den aldrig en “sovjetstøttet marionet “, som amerikansk og britisk presse dengang påstod.

Præsident Jimmy Carters udenrigsminister, Cyrus Vance, skrev senere i sine erindringer: ”Vi så ingen tegn på sovjetisk medvirken til kuppet. ”

I samme administration var Zbigniew Brzezinski, Carters nationale sikkerhedsrådgiver, en polsk emigrant og fanatisk antikommunist.

Den 3. juli 1979 godkendte Carter et “hemmeligt aktionsprogram” på 500 millioner dollars til at vælte Afghanistans første sekulære, progressive regering. Dette fik CIA-kodenavnet Operation Cyclone.

De 500 millioner dollars blev brugt til bestikkede og bevæbning af en gruppe stammefolk og religiøse ildsjæle kendt som Mujahedin. I sin semi-officielle historie skrev Washington Post-reporter Bob Woodward, at CIA brugte 70 millioner dollars alene på bestikkelse. Han beskriver et møde mellem en CIA-agent kendt som ‘Gary’ og en krigsherre ved navn Amniat-Melli:

“Gary lagde et bundt kontanter på bordet: $ 500.000 i stakke på $ 100 sedler. Han troede, at det ville være mere imponerende end de sædvanlige 200.000 dollars, den bedste måde at sige, at vi er her, vi er seriøse, her er penge, vi ved, at du har brug for dem … Gary ville snart bede CIA -hovedkvarteret om og levere 10 millioner dollars i kontanter. ”

Rekrutteret fra hele den muslimske verden blev Amerikas hemmelige hær uddannet i lejre i Pakistan, der blev drevet af pakistansk efterretningstjeneste, CIA og Storbritanniens MI6. Andre blev rekrutteret på et Islamisk College i Brooklyn, New York – inden for synsvidde af de dødsdømte tvillingetårne. En af rekrutterne var en saudiarabisk ingeniør ved navn Osama Bin Laden.

Målet var at sprede islamistisk fundamentalisme i Centralasien og destabilisere og til sidst ødelægge Sovjetunionen.

I august 1979 rapporterede den amerikanske ambassade i Kabul, at “det var i USA’s interesse … at PDPA -regeringens forsvandt, på trods af de tilbageslag, dette måtte betyde for fremtidige sociale og økonomiske reformer i Afghanistan.”

Det er ikke ofte, at en sådan kynisk hensigt præciseres så klart. USA sagde, at en virkelig progressiv afghansk regering og afghanske kvinders rettigheder kunne gå til helvede.

Seks måneder senere foretog Sovjet deres fatale indrykning i Afghanistan som reaktion på den amerikansk skabte jihadistiske trussel. Bevæbnet af CIA med Stinger-missiler og fejret som “frihedskæmpere” af Margaret Thatcher (og den unge Lars Løkke) drev Mujahedin til sidst den røde hær ud af Afghanistan.

Mujahedin kaldte sig den nordlige alliance og blev domineret af krigsherrer, der kontrollerede opiumhandel og terroriserede landdistrikter.

I 1980’erne tog jeg kontakt til Revolutionary Association of the Women of Afghanistan, kendt som RAWA, som havde forsøgt at gøre verden opmærksom på afghanske kvinders lidelser. I løbet af Taliban-tiden skjulte de kameraer under deres burkaer for at filme beviser for grusomheder og gjorde det samme for at afsløre brutaliteten i den vestligt støttede Mujahedin . ‘Marina’ fra RAWA fortalte mig, “Vi tilbød videobåndet til alle de vigtigste mediegrupper, men de var ikke interesserede …”

I 1996 blev PDPA -regeringen væltet. Præsidenten, Mohammad Najibullah, var gået til FN for at appellere til om hjælp. Da han vendte tilbage, blev han hængt i en gadelygte.

“Jeg indrømmer, at [lande] er brikker på et skakbræt ,” sagde Lord Curzon i 1898, “hvorpå der spilles et stort spil for verdens herredømme.”

Vicekongen af Indien henviste især til Afghanistan. Et århundrede senere brugte premierminister Tony Blair lidt andre ord.

“Dette er et øjeblik at gribe,” sagde han efter 9/11. ” Kalejdoskopet er rystet. Brikkerne er i bevægelse. Snart vil de stå stille igen. Før de gør det, lad os omstille denne verden omkring os. ”

Om Afghanistan tilføjede han dette: “Vi vil ikke svigte [men sikre] en vej ud af fattigdom og elendighed.”

Blair gentog sin mentor, præsident George W. Bush, der talte til ofrene for hans bomber fra Oval Office: ” De undertrykte mennesker i Afghanistan vil mærke Amerikas generøsitet. Når vi rammer militære mål, vil vi også droppe mad, medicin og forsyninger til de sultende og lidende … ”

 

I 2001 blev Afghanistan invaderet af USA og det gik ud over nødhjælpskonvojer fra Pakistan. Som journalisten Jonathan Steele rapporterede, forårsagede invasionen indirekte omkring 20.000 menneskers død, da forsyninger til tørkeofre stoppede, og folk flygtede fra deres hjem.

Cirka 18 måneder senere fandt jeg ueksploderede amerikanske klyngebomber i ruinerne i Kabul, som ofte blev forvekslet med gule nødpakker, der faldt ud af luften. De sprængte lemmerne på sultne børn.

I landsbyen Bibi Maru så jeg en kvinde ved navn Orifa knæle ved gravene til hendes mand, Gul Ahmed, en tæppevæver og syv andre medlemmer af hendes familie, herunder seks børn og to børn, der blev dræbt ved siden af.

Et amerikansk F-16-fly var kommet ud af en klar blå himmel og der faldt en Mk82 500 pund bombe på Orifas mudder-, sten- og halmhus. Orifa var væk på det tidspunkt. Da hun vendte tilbage, samlede hun de spredte kropsdele.

Måneder senere kom en gruppe amerikanere fra Kabul og gav hende en kuvert med femten sedler: i alt $ 15. ” To dollars for hver af min familie blev dræbt,” sagde hun.

Invasionen af ​​Afghanistan var bedrageri. I kølvandet på 9/11 søgte Taliban at distancere sig fra Osama Bin Laden. De var i mange henseender en amerikansk klient, som Bill Clintons administration havde foretaget en række hemmelige aftaler med for at tillade opførelse af en naturgasledning på 3 milliarder dollars af et amerikansk olieselskabskonsortium.

I dybeste hemmelighed var Talibans ledere blevet inviteret til USA og beværtet af administrerende direktør for Unocal i hans Texas -palæ og af CIA på hovedkvarteret i Virginia. En af forhandlerne var Dick Cheney, senere George W. Bushs vicepræsident.

I 2010 var jeg i Washington for at interviewe hjernen bag Afghanistans lidelser, Zbigniew Brzezinski. Jeg citerede ham fra hans selvbiografi, hvor han indrømmede, at hans storslåede plan for at trække sovjeterne ind i Afghanistan havde skabt “et par ophidsede muslimer.”

“Fortryder du noget?” spurgte jeg.

“Beklager! Beklager! Hvad skulle jeg fortryde? ”

John Pilgers film fra 2003, ‘Breaking the Silence’, kan ses på http://johnpilger.com/videos/breaking-the-silence-truth-and-lies-in-the-war-on-terror

 

John Pilger, journalist, filmskaber og forfatter har vundet britisk journalistiks højeste pris to gange. For sine dokumentarfilm har han vundet en Emmy og en British Academy Award, en BAFTA. Blandt mange andre priser har han vundet en Royal Television Society Best Documentary Award. Hans episke 1979 Cambodia Year Zero er af British Film Institute rangeret som en af ​​de ti vigtigste dokumentarer i det 20. århundrede.

Oversat af Ebbe Lauridsen. Læs originalen her: https://www.rt.com/op-ed/533018-west-destroyed-afghanistan-pdpa-revolution/