Der fyres kraftigt op under propagandakedlerne i disse uger. Rusland ønsker forhandlinger om sikkerhedsgarantier i Europa og en tilbagerulning af NATOs militære tilstedeværelse tæt på den russiske grænse. Dette krav har Rusland understreget ved at opmarchere 100.000 soldater på den russiske side af grænsen.
Agter Putin at gentage succesen i Georgien, der fik en lærestreg, da de troede, at USA ville bakke dem op som kommende medlem af NATO? En hurtig russisk militær indsat satte dengang en effektiv stopper for den illusion.
Den massive militære opbygning på den russiske side af grænsen til Ukraine har skabt en del uro i USA/NATO. Den direkte anledning til troppeopbygningen var optrapningen af krigen mellem Ukraine og de to udbryderprovinser, Donetsk og Lugansk samt forsøget på at vælte Hvideruslands diktator, Lushenko ved en farverevolution og nu senest forsøget på at vælte præsident Tokayev i Kazakhstan.
Alle disse forsøg på destabilisering af strategisk vigtige lande i Ruslands nærområde har Putin sat en effektiv stopper for.
Kan man så karakterisere Ruslands troppeopbygning på den russiske side af grænsen som aggressiv? Er det udtryk for Ruslands ønske om revanche? Har Rusland en historisk tradition for at være aggressiv og ekspansiv? Kigger vi tilbage i historien er der meget få eksempler. Rusland forsøgte sig med en krig mod Japan i begyndelsen af 1900-tallet. Og da de vestlige kolonimagter satte udplyndringen af Kina i system i 1800-tallet, deltog Rusland også, men ellers er det småt med eksempler på en aggressiv russisk udenrigspolitik. Rusland har haft nok at gøre med at få det kæmpemæssige land til at hænge sammen.
I den nyere historie har Rusland imidlertid været udsat for fire invasioner. Sveriges Karl XII forsøgte i 1708, Napolen forsøgte hundrede år senere, i 1812. Efter den bolsjevikiske revolution i 1917 indledte USA, Storbritannien og Frankrig en invasion af den nye sovjetstat, der var lige ved at knække revolutionen og kostede millioner af mennesker livet, og Hitler iværksatte operation Barbarossa i 1941. Alle forsøg slog katastrofalt fejl. Hvis man vil finde eksempler på aggressiv adfærd fra Russisk side kommer man til at lede længe.
Hov – hov! Hvad med de østeuropiske lande under 2. Verdens krig, der siden blev en del af Warszavapagten?
Da Churchill i 1946 holdt sin berømte Fulton tale om et jerntæppe, der havde delt Europa, glemte han at fortælle, at det var i nøje overensstemmelse med en aftale han indgik med Stalin i Jalta februar 1945. Her delte de to gamle rotter Europa, og Stalin holdt sig siden strikt til aftalen. Det gik blandt andet ud over Grækenland, hvor en kommunistisk revolution blev druknet i blod af USA og Storbritannien uden at Stalin rørte en finger. Og senere skete det samme i Ungarn, blot med modsat fortegn.
Hvorfor kan man alligevel med en vis ret opfatte Stalin og Sovjetunionen som aggressiv? Ja hvis man holder sig til 3. Internationales planer om en verdensrevolution, kan man med god grund sige at Sovjetunionen havde aggressive hensigter. Nu er der bare det, at Stalin efter opgøret med Trotskij i 1925 ændrede totalt kurs. Sovjets håb om at revolutionen ville brede sig til Europa var blevet gjort til skamme, og Stalin tog konsekvensen. Nu var det ikke verdensrevolutionen, men ”Socialisme i ét land”, der gjaldt. Det var selve Sovjetunionens overlevelse, der stod på spil. Det betød, at Sovjet skulde koncentrer sig om sine egne problemer, herunder ikke mindst en forberedelse af den næste invasion, der uundgåeligt ville komme.
Nu står vi midt i en ny krise mellem Vesten og Rusland. Ifølge danske medier har Rusland revanchistiske hensigter og planlægger en invasion af Ukraine og derefter de baltiske lande.
Glemt er fuldstændig, hvorfor Rusland satte foden ned med den store troppeopbygning. Rusland føler sig truet af USA/NATO og ønsker at forhandle sikkerhedsgarantier. Rusland ønsker først og fremmest fred og ro. Rusland har nok i sine egne problemer, og med et militærbudget på en tiendedel af USA’s er krigseventyr ikke det mest smarte.