USA har haft Syrien i sigtekornet lige siden CIA i 1957 forsøgte at vælte Syriens regering (til forskel fra Iran, hvor det i 1953 faktisk lykkedes CIA at erstatte den demokratisk valgte Mossadec-regering med det brutale shah-styre).

I 1963 tog det socialistiske Ba’th-parti magten, og i 1971 kuppede Hafez al Assad sig til magten i partiet. Syrien blev en del af en panarabisk sekulær nationalisme og dermed modstander af USA’s og Vestens forsøg på at dominere Mellemøsten. Assad styrede Syrien med hård hånd til sin død i juli 2000. Som allawit var han medlem af en af Syriens utallige religiøse minoriteter, og i hans regeringstid levede disse grupper fredeligt side om side. Det gjaldt også de kristne kirker, der er blandt verdens ældste.

Hans søn, Bashar al Assad overtog præsidentembedet efter sin far 17. juli 2000. Han blev blev hilst velkommen som fornyer af et system, der var gået i stå, så der var store forventninger til ham ikke mindst blandt unge veluddannede syrere. 11 år senere udbrød der imidlertid et oprør imod ham

I slutningen af januar 2011 forsøgte en oppositionsgruppe i Syrien inspireret af Det arabiske Forår at starte en ”Syrisk Revolution” – dog uden større succes. Forsøget blev gentaget 4. og 5. marts, men var lige så pauvert. Time’s korrespondent, Rania Abouzeid konstaterede, at den manglende opbakning til revolutionen skyldtes, at syrerne ikke var imod deres regering. Selv kritikere af præsident Bashar al Assad anerkendte hans opbakning, ikke mindst blandt ungdommen. Hans modstand mod Israel og støtte til palæstinenserne og Hamas og Hezbollah var i overensstemmelse med befolkningens holdning, så hvorfor dette oprør?

I vestlige medier blev den unge sympatiske præsident forvandlet til et monster, der undertrykte sit folk. Den 17. marts brød volden ud i den syriske by, Daraa. Der er uenighed om, hvad det var, der startede urolighederne, men ikke om at de var voldelige. Det regerende Ba’ath partis hovedkvarter, guvernørens kontor, domhuset samt det syriske telefonselskabs kontor blev sat i brand. Assad valgte imidlertid at imødekomme demonstranternes krav og annoncerede en række reformer, større frihed for medier og politiske partier og afvikling af den undtagelsestilstand, der var blevet indført pga. krigen med Israel.

Mindre end en måned efter udbruddet af urolighederne i Daraa rapporterede Time, at islamister spillede en hovedrolle i urolighederne. Den slags var ikke nyt for syrerne. Det Muslimske Broderskab har en lang tradition for at bekæmpe den sekulære Ba’atist regering, men regeringen bevarede sin støtte i en stor del af befolkningen.

22. april – mere end en måned efter at urolighederne brød ud, skrev Times’ Rania Abouzeid, at Ba’atisterne kunne regne med de syriske minoriteters støtte. Alawitter, ismailitter, druzere og ikke mindst kristne bakkede regeringen op. Disse grupper frygtede den dag, hvor islamisterne skulle tage magten.

Assad forsøgte forgæves at få Vesten til at forstå, at Syrien var under angreb af islamister, men Assad var på USA’s sorte liste, og propagandamaskinen kørte planmæssigt ligesom da Serbiens Slobodan Miloseviz, Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi var på listen.

Krigen blev med stor succes ”solgt” til Vesten som en krig for demokrati og menneskerettigheder. Borgerkrigen – eller rettere den udenlandsk støttede invasion af islamister fra Tjetjenien, Xinjiang og andre lande tog sin begyndelse, og resultatet ser vi i dag: Et land i ruiner, ødelagt infrastruktur og en økonomi, der er brudt sammen blandt andet på grund af Vestens sanktioner.

Hundredetusindvis af civile dødsofre og en flygtningekrise af frygtelige dimensioner. 5,6 millioner syrere er flygtet til nabolande. 3,6 millioner er i Tyrkiet, 915.000 i Libanon, svarende til en sjettedel af befolkningen. 615.000 i Jordan, 250.000 i Irak, 130.000 i Egypten og 1,3 millioner har søgt asyl i Europa.. 6,2 millioner lever i lejre i Syrien. Næsten 12 millioner syrere mangler humanitær bistand, hvoraf næsten halvdelen er børn.

Hospitaler og sundhedsklinikker, skoler, el- og vandforsyning, kloaksystemer er ødelagt. Historiske bydele og markeder er reduceret til ruinbunker. Krigen har udviklet sig til en sekterisk konflikt med religiøse grupper, der kæmper mod hinanden, og er styret af udenlandsk indblanding. Det er ikke mindst gået ud over de kristne kirker.

Syrerne forlader deres hjem, fordi tilværelsen er blevet ubærlig. Siden krigen startede er ca 500.000 civile blevet dræbt. Vital infrastruktur er brudt sammen. 95 % af befolkningen er uden adgang til sundhedstjenester, 70% mangler adgang til rent vand. Halvdelen af alle børn er uden skolegang, 80% lever i fattigdom.

Libanon er ved at segne under flygtningebyrden, mens præsident Erdogan i Tyrkiet bruger landets syriske flygtninge som afpresning af Europa. Modtagerlandene af flygtninge, især Grækenland og Italien, forsøger fortvivlet og med umenneskelige metoder at holde flygtningene ude, mens resten af EU forarget ser til, men ikke bidrager med konstruktive løsninger endsige vilje til at dele byrderne.

Det fylder meget i medierne. Vi bombarderes med følelsesporno, men løsninger kan man kigge langt efter. Vi må nøjes med lappeløsninger som mere og skrappere grænsekontrol, og skrappere hjemrejseregler for de afviste asylansøgere. Det gælder fx i Danmark, hvor regeringen har besluttet at øge tempoet i hjemsendelsen af afviste asylansøgere til visse sikre områder fx Aleppo.

Krigen har udviklet sig til en humanitær katastrofe. Hvornår indser Danmark og EU, at den eneste løsning på flygtningeproblemet, herunder de mange millioner flygtninge i Tyrkiet, som i dag er en tikkende bombe under EU, er at indlede forhandlinger med Syriens regering om betingelser for sikker hjemsendelse kombineret med hjælp til genopbygning af den infrastruktur, som blandt andet danske F16 jagere har medvirket til at ødelægge.