6 millioner fordrevne og over 100.000 dræbte – en af de værste humanitære katastrofer i årtier. Hvem har skylden? De danske politikere og medier er ikke i tvivl. Det er Assad, og det har ingen journalist indtil nu stillet spørgsmåtegn ved.
Hvordan har det, der startede som en udløber af det arabiske forår udviklet sig til denne katastrofe? Det begyndte ikke-voldeligt, men meget hurtigt blev fraktioner af demonstranter bevæbnet. De første måneder var tabene af menneskeliv stort set lige store på begge sider af det, der udviklede sig til at blive en borgerkrig.
Uden penge, våben og træning ville oprørerne for længst have været nedkæmpet. Uden støtte fra Golfens diktaturstater samt USA og de to gamle kolonimagter, Storbritannien og Frankrig ville krigen for længst have været slut. Disse lande har et medansvar for de lidelser, der er påført det syriske folk.
Den straffeaktion, der nu planlægges, er helt absurd. Der kører en krig. Pludselig vil den ene part straffe den anden ved at sende et signal i form af bomber. Hvis det ikke var fordi det er så grusomt og tåbeligt, kunne man le af det.
At straffeaktionen er i strid med international lov nævnes blot for en ordens skyld. Hvorfor ikke vente til vi har beviserne på hvem, der har affyret de famøse granater med kemiske stoffer. Hvis amerikanerne med støtte fra Danmark og Frankrig iværksætter en bombekampagne, der kan vare helt op til 60 dage, kan det få helt uoverskuelige konsekvenser.