2001 meldte Anders Fogh Rasmussen sig som en af de villige (the willing) og fulgte USA ind i en række krige i Mellemøsten Siden er det gået grueligt galt. Efter 20 år har USA og NATO hovedkuls forladt Afghanistan og overladt landet til Taliban. Irak var et rigt velfungerende land med en diktator, som var USA’s ven i krigen mod Iran, Libyen var Afrikas rigeste land med en velfærdsstat på niveau med EU, men med en diktator, som USA ikke kunne lide. Landet blev totalt smadret og plages ti år efter den vestlige invasion af borgerkrig, og Syrien var ligeledes en sekulær stat med plads til mange forskellige etniciteter og religioner. Nu er landet totalt smadret, og uden hjælp og støtte fra Rusland og Iran var landet faldet i hænderne på et islamistisk kalifat.

Danske politikere, eksperter og medier har taget fejl i 20 år. De endeløse krige har ifølge estimater fra Brown University har kostet 3,1 millioner liv direkte og indirekte siden 2001. Og omkring 37 mio. fordrevne.

Demokratiopbygning med militære midler har ikke virket.

Nu har USA vendt sigtekornet mod især Kina. AUKUS er en ny forsvarsaftale mellem Australien, Storbritannien og USA. Rettet mod Kina. I forvejen er der The Five Eyes, USA, Canada, Storbritannien, Japan og Australien. Og så er der QUAD, en sikkerhedsalliance mellem USA, Indien, Japan og Australien.
Det lyder som noget rod, og flere af deltagerne er da også blevet sure. Canada er blevet så sure, at de har løsladt Huaweis økonomidirektør.
NATO er blevet til grin
Frankrig, som ikke er med i de nævnte alliancer, men nu må betale en gigantisk pris i form en tabt ordre på ubåde.
Europæerne er i forvejen lidt sure over de store eksportindtægter fra Rusland, man har tabt på grund af sanktionerne.
Og midt i denne rodebutik, endnu inden røgen har lagt sig troner mor Mette frem og giver USA og Biden sin – og dermed Danmarks – uforbeholdne støtte

Skal vi grine eller græde.