Danske nationale interesser skal stå i centrum for Danmarks engagement i en verden i opbrud, sådan lyder anbefalingen fra Peter Taksøe-Jensen, Danmarks ambassasdør i USA 2010 – 2015, men netop spørgsmålet om hvad der er i Danmarks interesse har hidtil ligget lidt hen i tågerne. Fx mener udenrigsminister Kristian Jensen, at det har været i Danmarks interesse at deltage endog meget aktivt i USA snart mange krige i Mellemøsten.

Men Danmark som krigsførende land er en nyskabelse. Det var Poul Nyrup, der åbnede ballet i Kosovo, men Anders Fogh, der for alvor satte skub i militariseringen af udenrigspolitikken. Efter Den Kolde Krigs afslutning har Danmark bevæget sig fra en relativt kritisk, selvstændig linie inden for NATO’s overordnede rammer til et føjelig nærmest underdanig halehæng til USA.

I 30-erne arbejdede Danmark i Folkeforbundet på opbygningen af en international retsorden, hvor små stater havde samme rettigheder som stormagterne og for international nedrustning og kollektiv sikkerhed.

I 1945 var det FN, der skulle satses på. Imidlertid fik FN’s handlingslammelse i skyggen af den fremvoksende kolde krig i 1946-47 de danske politiske partier til at falde tilbage til noget, der nærmede sig den traditionelle neutralitetspolitik. Socialdemokratiet satsede på et nordisk forsvarssamarbejde, men det mislykkedes, fordi Norge besluttede at følge briterne ind i Atlantpagten. Og Danmark følte sig tvunget til at følge med.

Men selv i Den Kolde Krigs mest dybfrosne periode bevarede dansk udenrigspolitik sin forbeholdne og selvstændige karakter. Man hævdede stædigt den nationale suverænitet i forsvarsanliggender. Og i forhold til NATO’s ideologiske koldkrigsførelse fremførte man alternative trusselsopfattelser og støttede afspændings- og forhandlingsfremmende initiativer i forhold til Øst. Man var klart modstandere af en udvidelse af NATO’s militære ansvarsområde til især den tredie verden og gav nærmest principiel modstand imod den USA-anførte handelsembargo imod Østblokken. Disse forbehold og særstandpunkter blev fastholdt helt frem til 1988-89. Det gælder også den såkaldte “fodnotepolitik” i 80’erne.

Men siden Poul Nyrup i strid med Folkeretten støttede NATOs militære indgriben i Kosovo, har Danmark ukritisk spillet rollen som nyttig idiot og som legitimering af USAs ulovlige krige på Balkan, i Irak, Libyen og nu Syrien. Og vi er blevet rodet ind i en livsfarlig konfrontation med Rusland. Et Rusland, der efter at være blevet genstand for en stadig mere aggressiv omringning af Vesten nu har besluttet at forsøge sin egen vej sammen med Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika.

Den igangværende propagandakrig og økonomiske krigsførelse mod Rusland og de øvrige BRICS-lande er ildevarslende. Det kaldes hybrid krig og er et eksempel på USAs anvendelse af ”soft power”. Det virker, og hvis ikke, har USA militære styrker placeret på mere end 700 baser over hele jorden.

Det er den virkelighed, dansk udenrigspolitik skal tage højde for. Har dette usædvanlige tætte parløb med USA været i Danmarks interesse? Hvordan går det egentlig med den krig mod terrorisme, som præsident Bush indledte efter 11. september? Der er noget helt absurd i, at Danmarks udenrigsminister kan mene, at den har været i Danmarks interesse.

Det er på tide at vende tilbage til den mere uafhængige kurs, som vi førte sammen med de øvrige skandinaviske lande. Tænk hvis vi igen kunne hæve røsten til fordel for fredelige og diplomatiske konfliktløsninger!