Så barslede dagpengekommissionen og resultatet blev som forventet. Dens anbefalinger viser kun alt for tydeligt, at vores arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast. Den har udviklet sig til det virvar, den er i dag efter et princip, der i organisationsteorien kaldes the Principle of Disjoint Incrementalism (de usammenhængende småforandringers princip) eller mindre smigrende: lappeløsninger. Læs videre Disjoint Incrementalism
Kategoriarkiv: Økonomi og krise
En ny verdensorden
Sanktionerne mod Rusland er en gave til Putin
USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland, der skulle presse Putin på økonomien er slået fejl. Stik mod hensigten har de styrket Ruslands egen økonomi, der nu kan producere til hjemmemarkedet uden udenlandsk konkurrence. Og det vestlige marked er erstattet af andre markeder i Sydamerika oig Asien.
EU har skudt sig selv i foden. Sydeuropa, der i forvejen havde det svært nok, har mistet store indtægter på landbrugseksport og turisme. Tyskland har mærket virkningen af sanktionerne i form af 300.000 tabte arbejdspladser og i Danmark er en stribe store landbrug nu truet af konkurs.
Vestens tåbelige politik har stik imod hensigten styrket forbindelsen mellem Ruslands og Kina. USA der siden afslutningen af Anden Verdenskrig har kunnet styre verdensøkonomien ved hjælp af Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, er ved at miste grebet. Dollarens position som reservevaluta, der i årtier har sikret USA ubegrænst kredit, er ved at smuldre. USA’s globale dominans trues af nye internationale konstellationer som BRICS landene (Braslien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), SCO (Shanghai Cooperation Organization), EEU (Eurasian Economic Union), AIIB (den nye kinesiske Asian Infrastructure Investment Bank) og NDB (the BRICS’ New Development Bank)
En ny verdensorden uden for USA’s dominans er på vej.
Danmarkshistoriens største våbenkøb.
Hvor dyre bliver de nye kampfly? Ja – afhængig af antallet fly bliver prisen på 30 milliarder kroner og mindst 100 milliarder kroner til brugsomkostninger frem til 2045. I dagens tal kostede Storebæltsbroen 37 milliarder.
Og valget af fly er måske allerede truffet. Præcis som det skete i Norge, hvor myndighederne ifølge den norske militæranalytiker, John Berg, svindlede med tallene for at kunne få skubbet det svenske Gripen ud af konkurrencen og i stedet pege på Joint Strike Fighter – det fly, som vi sikkert også ender med at købe i Danmark.
Hvad skal flyene så bruges til? Det har fredsforskeren Jan Øberg et bud på. På hans blog kan man læse følgende: ”Fly af denne type har intet med forsvar af dansk territorium at gøre. Dertil kræves defensive systemer som helikoptere, minering, kystovervågning, kortrækkende raketter. Disse fly skal erhverves af to sagen uvedkommende grunde:
a) for at i fremtiden kunne deltage i internationale interventioner à la besættelsen af Irak og ødelæggelsen af Libyen – altså den slags, der strider imod folkeretten, er fiaskoer på egne præmisser, øger had og terrortrusler mod Danmark, skaber enorme menneskelige lidelser og flygtningestrømme – kort sagt, gør os og verden mindre sikker;
b) for at tækkes USA. Havde vi ikke været medlem af det USA-ledede NATO ville ingen have fundet på noget så modproduktivt, dumt og dyrt som dette.
Projektet bygger på myten om den evige trussel fra Rusland. Men Ruslands militære udgifter er i dag kun 8% af NATOs, så hvor er den militære trussel mod danske territorium, der kan motivere nye kampfly?
De nye fly vil tidligst være operative om fem år, og til den tid vil droner formentlig være et meget mere relevant bud på et effektivt luftforsvar.
Debatten har hidtil ikke handlet om hvad i alverden vi skal med disse maskiner, kun om valget mellem tre typer. Ikke et ord om nye kampfly i valgkampen, men efter valget vil der blive truffet en beslutning så hurtigt, at ingen opdager gigantinvesteringen – i en tid hvor der skæres ned på alt andet.
Syndebukke
Kreative nye spekulationsfiduser endte i 2008 med at vælte hele Vestens finansielle system og bankerne gik i sort på stribe. En naturlig og indlysende konsekvens ville være at lade dem gå nedenom og hjem og så fra scratch skabe et nye og bedre system, men så vidtgående beslutninger er et parlamentarisk system ikke gearet til at gennemføre, og derfor kom lappeløsningerne endnu engang i spil.
Staterne dækkede bankernes tab, og på den måde blev det skatteyderne, der kom til at betale. I første omgang ved øgede underskud på de offentlige budgetter. Derefter skulle pengene til dækning af underskuddet findes og økonomien skulle sparkes i gang igen. Finanskrisen blev et problem for den offentlige sektor, og her er der kun to løsninger: enten nedskæringer eller øgede skatter.
Nyliberalistiske eksperter og cheføkonomer anbefalede nedskæringer, og politikerne fulgte deres råd. Det medførte, at økonomkien gik helt i stå og blev katastrofalt dyrt for de lande det især gik ud over: Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Irland. De blev fanget i eurofælden.
For at få vælgerne til at acceptere at lade bankerne slippe gratis fra deres finansielle eventyr var det nødvendigt at finde nogen syndebukke, man kunne skyde skylden på. De tyske banker skulle have skatteyderne og EU til at dække deres tab i fx Grækenland, og en indlysende syndebuk kunne derfor være de dovne grækere. Hjælpepakkerne til Grækenland var aldrig tiltænkt grækerne, men Grækenlands kreditorer, herunder de tyske banker. Hver en Euro, der blev sendt til Grækenland blev sendt videre til Tyskland. Grækerne så dem aldrig. Og prisen for denne ”hjælp” var voldsomme nedskæringer og privatiseringer af offentlige forsyningselskaber og anden offentlig ejendom. Samme model, som IMF har tvunget andre lande til, fx i Sydamerika, og med samme katastrofale resultat.
Den store og voksende gruppe af mennesker uden for arbejdsmarkedet, som var et synligt bevis på det nyliberalistiske systems mangler, viste sig også at være velegnede som syndebukke. De fik selv skylden for at være arbejdsløse. Sådan! Og så pakket ind i den stadigt mere skingre tale om Ret og pligt.
I disse dage kan man se reklamer for De Radikale, hvor Morten Østergaard lover 3 mill danskere i arbejde. Gad vist, hvor han vil finde de jobs. Og Helle Thorning truer på sine plakater: ”Kommer du til Danmark skal du arbejde” – underforstået det gider du nok ikke. Men hvor er de jobs, som Thorning lover/truer med?
Endelig er der den klassiske syndebuk, der bruges over hele Europa. Det er jøden, der endnu engang må holde for, nu blot i skikkelse af muslim.
De virkelige syndere skal som sædvanlig findes på de bonede gulve.
Nu går det (forhåbentlig) fremad med økonomien.
Nationalbankdirektør Lars Rohde er forsigtig optimist. Han spår en økonomisk vækst i 2015 på 1,7 procent og i 2016 på hele 1,9 procent. Han venter en positiv udvikling i produktion og beskæftigelse både i Danmark og en række andre lande, herunder USA.
USA har offentliggjordt meget positive tal for beskæftigelse og jobskabelse. I februar blev der skabt 175.000 nye jobs, og arbejdsløsheden faldt til 6, 7 procent. Bare det var så vel!
Lad os starte med ledighedsstatistikken. Den er helt ude i hampen. Ud over de 6,7 procent, der er registreret som arbejdsløse er der 6 millioner amerikanere, der gerne vil have et job, men som er faldet ud af statistikken. Den reelle ledighed er ifølge John Williams (shadowstats.com) ca. 23 procent!
Og de 175.000 nye jobs – er det så højt betale jobs i ”the New Economy”? Desværre nej. De 13.000 er offentligt støttede jobs – altså ikke ”rigtige” jobs. Ud af de resterende 162.000 jobs er kun 22.000 i produktion, resten er servicejobs, heraf 7.800 i den financielle sektor, der jo har travlt med at fifle med tal, men ikke skaber produktion og vækst. Resten er lavtlønnede ufaglærte jobs. Sådan ser situationen ud for verdens eneste supermagt.
Og nu har denne ”supermagt” udfordret Rusland i Ukraine. Den supermagt, der har tabt alle krige siden 1945 og har skabt kaos i lande som Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien for bare at nævne de vigtigste.
Men håbet er lysegrønt for Lars Rohde og hans cheføkonom-kolleger.
Læs Paul Craig Roberts artikel her: Han har en fortid i det amerikanske fiansministerium. Han har udgivet en række bøger og har skrevet for bl.a. Wall Street Journal og Business Week.