I aftes blev Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard i DR2’s Deadline afsløret som enten en nyttig idiot eller en presstitude (medieluder) Læs videre Tak Putin →

Måske fordi nogle af de vigtigste spillere i den sysiske borgerkrig var begyndt at stile mod en løsning på den katastrofale syriske borgerkrig. Der er nemlig mange spillere og modsat rettede dagsordner. Læs videre Hvorfor skød Erdogan det russiske fly ned? →

Der kører mange krige i Syrien. Den vigtigste er stedfortræderkrigen, som USA for alvor satte i gang i 2011. Planen var at eliminere Ruslands allierede, den sidste sekulære arabiske regering med præsident Assad i spidsen. Det, der startede som en ikkevoldelig kamp for mere demokrati inspireret af det arabiske forår, blev takket være USA’s bevæbnede udenlandske islamister til en blodig borgerkrig. Læs videre Stedfortræderkrigen i Syrien. →

Ikke siden Anden Verdenskrig har verden oplevet så store flygtningestrømme. FN anslår, at 50 millioner er på flugt, og de allerfleste flygter fra krige, som Vesten har et medansvar for.

FN’s Flygtningehøjkommissær, António Guterres, har udtalt, at humanitære tiltag kun kan lindre. Politiske løsninger er nødvendige for at standse de konflikter, der er årsag til flygtningestrømmene.

Alene i Syrien er 12 millioner jaget på flugt. 4 millioner befinder sig i nabolandene, og heraf har foreløbig 150.000 nået Europa. Næsten 8 millioner lever under kummerlige forhold i Syrien som internt fordrevne.

Uden USA’s og Nato’s invasion i Irak og Afghanistan ville verden have set noget mere fredelig ud. Hvis USA og Nato ikke havde væltet Gaddafi, ville Libyen ikke være gået i opløsning.

Uden USA’s og Golfstaternes indblanding i Syrien og den efterfølgende borgerkrig ville 12 millioner ikke have været nødt til at flygte fra deres hjem for at komme i sikkerhed.

Sådan kunne man blive ved. Vesten må stå ved sit ansvar og handle derefter. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) har i dagbladet Information udtalt, at Danmark fortsat skal føre en aktivistisk udenrigspolitik og ”skal være en allieret, som USA altid kan regne med”.

I modsætning til ham mener en anden tidligere udenrigsminister, Mogens Lykketoft (S), at vi skal lære af vores fejltagelser og i stedet satse mere på Europa og især FN ved løsning af internationale konflikter.

Den islamistiske terror, der slog til den 11. september 2001, blev født i Afghanistan med USA som villig fødselshjælper. Jimmy Carters sikkerhedspolitiske rådgiver, Zbigniew Brzezinski, fik idéen til, hvordan Sovjetunionen kunne få sit ”Vietnam” i Afghanistan.

Opskriften var enkel: massiv støtte til Mujahedin, der senere blev til Taleban, der gav Osama bin Laden og al-Qaeda husly i Afghanistan. Resten af historien kender vi. Først var det al-Qaeda, der var den store trussel, i dag er det Islamisk Stat (IS).

IS har sat sig på store dele af Irak og Syrien. De har været i stand til både at erobre store landområder og efterfølgende at holde dem og ovenikøbet ekspandere yderligere. Det kræver enorme forsyninger.

Napoleon har engang udtalt, at en hær marcherer på sin mave, og derfor er forsyninger altafgørende. Det måtte han selv sande i Rusland, og senere lærte Hitler den samme lektie. Uden forsyninger ingen hær. Det gælder også Islamisk Stat

Men hvor får IS sine forsyninger fra? Det er veldokumenteret. Hver dag kører kilometerlange konvojer af lastbiler over grænsen mellem Tyrkiet og Syrien og over Jordans grænse til Syrien og Irak. USA sørger for leverancerne af avancerede våben og kommunikationsudstyr, og Golfstaterne og Saudi-Arabien betaler.

Tyrkiet og USA spiller her et dobbeltspil. Tyrkiet ønsker at vælte Assad og støtter derfor IS.

USA ønsker også at vælte Assad, og en rapport lækket fra Pentagons Defense Intelligence Agency (DIA) i 2012 har afsløret, at USA med åbne øjne har satset på støtte til IS. Uden disse enorme våbenforsyninger, kommunikationsudstyr og træning ville IS ikke holde mange uger.

Så længe Danmark spiller rollen som villigt halehæng til USA, har vi et medansvar for de flygtningestrømme, der er på vej til Europa, og de kan meget vel blive mange gange større end de sølle 150.000, vi ser i dag.

Vi må gøre vores indflydelse gældende i relevante internationale fora. At satse ensidigt på USA, som Per Stig Møller foreslår, er livsfarligt. At tro, at flygtningeproblemet kan løses med avisannoncer eller lejre i nærområderne, er naivt.

Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker i tænketanken Kraka, har netop begået en klumme i Ugebrevet A4 under overskriften ”Er vi rustet til Putins magtspil?”

I hendes optik er Putin en farlig mand. Med sin indblanding i det østlige Ukraine og med Ruslands indtagelse af Krim-halvøen i 2014 har han vist, at vi ”i dag står over for et aggressivt og delvist autoritært Rusland, som ser det ekspanderende EU som en magtpolitisk trussel.

Ikke et ord om, hvordan det er kommet så vidt. Ikke så meget som en overvejelse om, Vestens andel i misæren. Vestens og NATO’s løftebrud over for Sovjetunionen efter murens fald, hvor Gorbatjov accepterede et genforenet Tyskland på betingelse af at NATO ikke flyttede sig så meget som en tomme mød øst.

Det er mildt sagt gået anderledes, og det seneste eksempel på Vestens aggressive fremfærd var kuppet i Ukraine og truslen mod den russiske flådebase på Krim.

Nu udstationeres tunge våben, og måske endda amerikanske jagerbombere tæt på Ruslands grænser. Det er livsfarligt. Rusland er stadig en atommagt, og spørgsmålet er hvor længe Putin vil acceptere denne optrapning.

Det skræmmende er, at hele det politiske og mediemæssige establishment i Danmark er enige med Julie Hassing. Med dens slags chefanalytikere er vejen banet for fortsat eskalering af konflikten.

6 millioner fordrevne og over 100.000 dræbte – en af de værste humanitære katastrofer i årtier. Hvem har skylden? De danske politikere og medier er ikke i tvivl. Det er Assad, og det har ingen journalist indtil nu stillet spørgsmåtegn ved.

Hvordan har det, der startede som en udløber af det arabiske forår udviklet sig til denne katastrofe? Det begyndte ikke-voldeligt, men meget hurtigt blev fraktioner af demonstranter bevæbnet. De første måneder var tabene af menneskeliv stort set lige store på begge sider af det, der udviklede sig til at blive en borgerkrig.

Uden penge, våben og træning ville oprørerne for længst have været nedkæmpet. Uden støtte fra Golfens diktaturstater samt USA og de to gamle kolonimagter, Storbritannien og Frankrig ville krigen for længst have været slut. Disse lande har et medansvar for de lidelser, der er påført det syriske folk.

Den straffeaktion, der nu planlægges, er helt absurd. Der kører en krig. Pludselig vil den ene part straffe den anden ved at sende et signal i form af bomber. Hvis det ikke var fordi det er så grusomt og tåbeligt, kunne man le af det.

At straffeaktionen er i strid med international lov nævnes blot for en ordens skyld. Hvorfor ikke vente til vi har beviserne på hvem, der har affyret de famøse granater med kemiske stoffer. Hvis amerikanerne med støtte fra Danmark og Frankrig iværksætter en bombekampagne, der kan vare helt op til 60 dage, kan det få helt uoverskuelige konsekvenser.