Den danske regering er igen på krigsstien., Nu gælder det en udvidelse af forsvarssamarbejdet med USA i stil med dem, USA har indgået med Norge og de baltiske lande. Nettet strammes om Rusland, der i forvejen føler sig truet. Tvært i mod at arbejde for en Europæisk sikkerhedsarkitektur, der tilgodeser alle parter inklusive Rusland, beslutter Danmark at optrappe konflikten. Mon det er klogt?
Danmark har som medlem af NATO tætte forbindelser til USA. Vi har trofast deltaget i USAs krige siden 11. september 2001. Krigen der har drevet 37 millioner mennesker på flugt, men det virkelige tal kan variere fra 48 til 59 millioner.
NATOs arbejde for en fredeligere verden har ikke været en succes, men andre forhold kan også spille ind. En forsvarsalliance er ikke kun et forsvarspolitisk redskab. Med en så dominerende leder af NATO som USA, handler det også om økonomisk og politisk dominans og underkastelse.
Jerntæppet i 1940’erne og 50’erne var tilsyneladende designet til at isolere Rusland fra Vesteuropa – for at holde det kommunistiske Sovjet i skak. Dagens sanktioner mod Rusland begrundes som svar på Russisk militær aggression, men der er måske også en anden grund. USA’s sanktioner mod Rusland er også beregnet på at forhindre USAs allierede i at åbne op for mere handel og investeringer med Rusland og Kina.
Målet er ikke så meget at isolere Rusland og Kina som at fastholde USA’s allierede inden for USAs eget økonomiske kredsløb. Europa skal give afkald på fordelene ved at importere russisk gas og kinesiske produkter, købe meget dyrere amerikansk LNG og anden eksport, ikke mindst flere amerikanske våben.
Det, der bekymrer USA, er, at Tyskland, andre NATO-nationer og lande langs den nye silkevej (BRI) forstår de gevinster, der kan opnås ved at åbne op for fredelig handel og investeringer. Hvis der ikke er nogen russisk eller kinesisk plan om at invadere eller bombe dem, hvad er så behovet for NATO? Hvad er behovet for så store indkøb af amerikansk militært hardware? Og hvis der ikke er et iboende modsætningsforhold, hvorfor skal fremmede lande så ofre deres egne handelsmæssige og økonomiske interesser ved udelukkende at stole på amerikanske eksportører og investorer?
Det er de bekymringer, der har fået den franske premierminister Macron til at opfordre Europa til at opgive NATO’s “hjernedøde” kolde krig og dermed de pro-amerikanske handelsordninger, der påtvinger stigende omkostninger for Europa, samtidig med at Europa nægtes potentielle gevinster ved handel med Eurasien.
Amerikas stigende pres på dets allierede truer med at drive dem ud af den amerikanske interessesfære. I over 75 år havde de kun få praktiske alternativer til amerikansk hegemoni. Men det er nu ved at ændre sig. Amerika har ikke længere den monetære magt og et handels- og betalingsbalanceoverskud, der gjorde det muligt at implementere verdens handels- og investeringsregler i 1944-45. Truslen mod USA’s dominans er, at Kina, Rusland og Centralasien (Mackinder’s Eurasian World Island heartland) tilbyder bedre handels- og investeringsmuligheder, end der er tilgængelige fra USA med dets stadig mere desperate krav om ofre fra dets NATO og andre allierede.
Det mest iøjnefaldende eksempel er USA’s forsøg på at blokere Tysklands Nord Stream 2-rørledningen. Tyskland er i gang med at afvikle sin atomkraft og har ingen anden måde at opvarme mange af sine huse og kontorbygninger (eller forsyne sine gødningsselskaber) end med russisk gas.
Den eneste måde, der er tilbage for amerikanske diplomater til at blokere europæiske køb, er at provokere Rusland til et militært svar og derefter hævde, at dette opvejer enhver rent national økonomisk interesse. Som viceudenrigsminister Victoria Nuland forklarede i en pressebriefing fra udenrigsministeriet den 27. januar: “Hvis Rusland invaderer Ukraine på den ene eller anden måde, vil Nord Stream 2 ikke komme videre.” Problemet er at skabe en passende offensiv hændelse, hvor USA kan give Rusland skylden som aggressor.
De amerikanske sanktioner omfatter hele handelsspektret. Det spareplagede Litauen opgav sit oste- og landbrugsmarked i Rusland og blokerede for sin statsejede jernbanes transport af Belarus’ kaliumchlorid til den baltiske havn i Klaipeda. Havnens majoritetsejer klagede over, at “Litauen vil miste hundredvis af millioner af dollars på at standse Belarus’ eksport gennem Klaipeda,” og “kan stå over for juridiske krav på 15 milliarder dollars på grund af brudte kontrakter.”
Amerikas sanktioner gør mere skade på de europæiske økonomier end på ikke Ruslands og Kinas. Helt bortset fra truslen om faktisk krig som følge af USA’s krigshandlinger, er omkostningerne for USA’s allierede ved at overgive sig til USA’s handels- og investeringskrav ved at blive så høje, at de er politisk uoverkommelige. I næsten et århundrede har der ikke været meget andet end at acceptere handels- og investeringsregler, der favoriserer den amerikanske økonomi som prisen for at modtage amerikansk finansiel og handelsstøtte og militær sikkerhed. Men et alternativ truer nu med at dukke op – et, der tilbyder fordele fra Kinas nye silkevej (BRI) og fra Ruslands ønske om udenlandske investeringer for at hjælpe med at modernisere sin industrielle organisation, som det så ud til at blive lovet for tredive år siden i 1991.
Dette spil handler altså om meget andet end modtræk imod et truende Rusland. Det handler om at vedligeholde krigshysteriet – og det går ganske glimrende.