Billedet viser San Bao’s skibe sammenlignet med et af Vasco da Gama’s skibe.

Stormagtsdominans

Vi har nogle forestillinger om stormagter som nogen, der ønsker at dominere. Når USA og Kina i dag konkurrerer om at blive verdens største økonomier, taler vi meget om risikoen for krig mellem de to lande. Når Kina spiller ud med planer om at binde verden sammen med nye handelsveje, taler vi om frygt for en verden domineret af Kina med hvad dertil hører af ensretning og kontrol. Men hvad har vi egentlig at have vores forestillinger i?

Lad os tage et kig tilbage i historien. Her møder vi to helt forskellige eksempler på ”opdagelsesrejser”, nemlig Vasco da Gama’s (1460 – 1524) opdagelse af søvejen til Indien og den kinesiske admiral, Cheng Ho’s togt verden rundt, (også kendt under navnet San Bao; født 1371, død 1435)

Han blev af kejser Zhu Di sendt ud på syv ekspeditioner mellem 1405 og 1433. De gik til Stillehavet, Det indiske hav, Rødehavet og den Persiske golf. Hver ekspedition skal i følge datidige kilder have talt over 300 skibe med omkring 30.000 mand. De største skibe var cirka 150 m lange med ni master.

Efter den sidste rejse besluttede Zhu Di’s efterfølger imidlertid at droppe al videre udforskning af verdenshavene, og hele flåden samt alle papirer og søkort blev brændt.
Det har derfor været vanskeligt at rekonstruere historien, men det står klart, at denne flåde langt overgik hvad vi hidtil har anset for muligt på den tid. Den sidste rejse sluttede i 1433.

I juli 1497 altså 60 år senere drog den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama ud på det togt, der endte med, at han fandt søvejen til Indien. I de efterfølgende årtier erobrede Portugal kontrollen over søvejen og Det Indiske Ocean, og fik dermed monopol på handelen med Indien.

Hvor den kinesiske kejser besluttede at droppe al videre udforskning af verden og ikke nærede noget ønske om at dominere eller udbytte de lande, hans flåde mødte undervejes, var det anderledes med Portugal i øst, og Columbus i vest. De to lande lagde grunde til udviklingen af kolonialismen og udplyndringen af de lande, der var så uheldige at blive mål for deres rejser. Men hvorfor denne forskel? Et Kina, der har nok i sig selv, og et Europa, der erobrer, plyndrer og udbytter andre lande og folk.

Kina var gennem tusind år blevet styret af en enevældig kejser, godt hjulpet af et stort veluddannet bureaukrati og et fælles tegnsprog, der kunne forstås i hele det store rige på tværs af etniciteter og talte sprog.

Europa bestod af et utal af små kongedømmer, der lå i evig krig med hinanden. Det betød blandt andet en eksplosiv udvikling af våbenteknologien. Hvor Kineserne brugte krudt til at lave festlige raketter, brugte europæerne krudtet til at slå hinanden ihjel med.

Resultatet af opdagelsesrejserne blev i hvert fald, at Kina blev hjemme, mens europæerne gik i gang med et vildt kapløb om at komme først til nye lande, der kunne koloniseres.
I løbet af 17- og 18- hundredetallet blev det nordamerikanske kontinent til en stormagt, der kunne udbrede sin militære og økonomiske magt til Sydamerika og Asien. Det skete via folkemord på den oprindelige befolkning i Nordamerika og en økonomi baseret på slaver importeret fra Afrika.

I løbet af det 20. århundrede blev USA parat til at konkurrere med de øvrige europæiske kolonimagter om verdens rigdomme. Efter 2. Verdenskrig forsvandt det britiske imperium, og pladsen som dominerende verdensmagt blev overtaget af USA i konkurrence med Sovjetunionen.

I løbet af krigen var det lykkedes Sovjetunionen med gigantiske ofre at blive den afgørende magt i nedkæmpningen af Nazityskland. Under den 4. Moskva-konference i oktober 1944 indgik Churchill og Stalin en aftale om deling af det fremtidige Europa. Denne aftale fastlagde, hvor den fremtidige grænse mellem Øst og Vest skulle gå.

I Churchills berømte tale i Fulton den 5 marts 1946 blev denne grænse døbt Jerntæppet, og Den Kolde Krig kunne tage sin begyndelse, og i de følgende årtier blev verden domineret af denne ”krig” mellem stormagterne.

Sovjetunionen blev anset for at være ekspansionistisk. Begrundelsen var at Sovjet i “Den 3. Internationale” fremlagde visionen om verdensrevolutionen. Det var noget, der kunne få vestlige imperialister til at ryste i bukserne. Der var ikke så mange, der tog notits af, at Stalin allerede i 1925 i et opgør med Trotskij opgav ideen om verdensrevolutionen.

Efter Sovjets gigantiske tab under verdenskrigen, var appetitten på at starte nye krige ikke stor. Stalin havde med aftalen med Churchil skabt sikkerhedszoner mellem Øst og Vest, og efter etableringen af NATO etableret et modstykke i form af Warszawapagten. Men forestillingen om et aggressivt Sovjet var den nødvendige drivkraft bag den kolde krig og det dertil hørende våbenkapløb, som Det militær-industrielle kompleks levede højt på, (og som præsident Eisenhower i sin afskedstale i januar 1961 advarede imod).

Anderledes med USA og de øvrige kolonimagter. De ønskede at fortsætte udplyndringen af verdens ressourcer. Vi har altså her to magter, der drives af forskellige interesser: Sovjet ønskede fred og stabilitet, så de kunne koncentrere sig om genopbygning, USA ønskede at fortsætte sin imperialistiske ekspansion.

Nu kommer så en ny stormagt på banen, nemlig Kina. Hvilke interesser har Kina, og hvordan passer det med Kinas hidtil førte politik på verdensarenaen?

Kina har siden årtusindskiftet løftet flere hundrede millioner af mennesker ud af fattigdom, men der er stadig langt igen, og Kina står over for store udfordringer i de kommende år. Afrika er et godt eksempel på, hvordan USA og Kina agerer. USA kommer med våben, Kina med kolde kontanter uden betingelser som demokrati, lån i IMF, og lignende. For at sige det lidt banalt: USA kommer med krig, Kina med økonomisk vækst.

Alligevel bliver Kina betragtet som en aggressiv og revisionistisk stormagt, og forholdet mellem Kina og resten af verden som et nulsum-spil. Altså at den ene part kun kan få fordele på den andens bekostning.

Verden står i dag over for så gigantiske udfordringer, at vi ikke har hverken tid eller råd til at vente med at adressere dem i stedet for at spilde tiden på en ny kold krig. Den kommende tid vil vise, om USA agter at fortsætte sin konfrontation med Kina, og ikke mindst, om Europa fortsat vil støtte denne kurs.