Sejlivede myter
Danske politikere og medier har endnu ikke udskiftet en række sejlivede myter om Putin og Rusland, så her er en lille opdatering:
I slutningen af syttenhundredetallet etablerede Catherine den Store Ruslands første og eneste flådebase på ”varmt vand” på Krim. Efter den bolsjevikiske revolution i 1919 blev Ukraine en af del af Sovjetunionen (USSR). I 1954 besluttede Nikita Khrushchev ensidigt, at Krim fremover skulle være en del af den ukrainske sovjetrepublik. Da alle 15 republikker i Sovjetunionen var under stramt styre fra Moskva, gjorde det ingen større forskel – indtil senere, da USSR faldt fra hinanden ..
1989. Berlin : murens fald.
2-3. December 1989 afgav præsident George HW Bush på topmødet i Malta det løfte til Mikhail Gorbatsjov at “USA vil ikke drage fordel” af sovjetiske problemer i Østeuropa.
Pro Quo eller Noget for noget
7.-10. Februar 1990 lovede den amerikanske udenrigsminister James Baker, at NATO ikke ville blive udvidet med så meget som “en tomme mere” mod Øst til gengæld for sovjetisk accept af et genforenet Tyskland.
December 1991 faldt Sovjetunionen fra hinanden. Pludselig betød det noget, at Khrusjtsjov havde overdraget Krim til Ukraine. Moskva og Kiev udarbejdede en langsigtet aftale om den sovjetiske flådes brug af flådebasen i Sevastopol. Samtidig indledte Krims befolkning en lang kamp for selvstændighed fra Ukraine, som de aldrig selv havde ønsket at være en del af. Læs mere her >>>
I 1996 bød præsident Bill Clinton Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik velkommen i NATO og svigtede dermed det måske vigtigste løfte til Rusland. Den tidligere amerikanske ambassadør til Sovjetunionen Jack Matlock, der deltog i både Bush-Gorbatsjov-topmødet i december 1989 på Malta og Baker-Gorbatsjov-diskussionerne i begyndelsen af februar 1990, sagde: ”Jeg kan ikke se, hvordan nogen kunne se den efterfølgende udvidelse af NATO som andet end at «drage fordel», især da Rusland på det tidspunkt næppe var en troværdig trussel.” (Fra 16 medlemmer i 1990, voksede NATO til 29 medlemslande, hvoraf de 13 ligger øst for Tyskland.)
1. februar 2008 planlagde NATO at tilbyde Ukraine medlemskab. Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov advarede den amerikanske ambassadør William Burns om, at “Nyet betyder Nyet.” Rusland ville reagere kraftigt på ethvert skridt for at bringe Ukraine eller Georgien ind i NATO. Takket være WikiLeaks, har vi Burns’s originale telegram fra ambassaden i Moskva.
3. april 2008 kunne man i sluterklæringen fra NATO-topmødet i Bukarest læse, at ”NATO glæder sig over Ukraines og Georgiens Euro-atlantiske ambitioner om medlemskab af NATO.
I begyndelsen af september 2013 hjalp Putin Obama med at modstå neokon-krav om en straffeaktion mod Syrien på grund af Syriens påståede kemiske angreb. Russerne overtalte præsident Bashar al-Assad til at opgive den syriske hærs kemiske våben
I mellemtiden i Ukraine
December 2013 sagde USA’s viceudenrigsminister for europæiske anliggender, Victoria Nuland i en tale til US-Ukraine Foundation: ”De Forenede Stater har støttet Ukraines europæiske ambitioner. … Vi har investeret over 5 milliarder dollars for at hjælpe Ukraine med disse og andre mål, der vil sikre et sikkert, velstående og demokratisk Ukraine. ”
4. februar 2014: Midt under Maidan-oprøret i Kiev lækkes Victoria Nulands instruktioner til USAs ambassadør i Ukraine Geoffrey Pyatt om det amerikanske valg af Arseniy Yatsenyuk (også kendt som “Yats”) som ny ukrainsk premierminister. Da Pyatt udtrykker bekymring over EU’s modstand overfor at iværksætte et kup, siger Nuland “Fuck EU.”
22. februar 2014 betegner George Friedman, daværende præsident for den respekterede tænketank STRATFOR, Maidanoprøret som “det mest åbenlyse kup i historien”.
23. februar 2014 vender Præsident Vladimir Putin tilbage til Moskva fra vinter-OL i Sochi. Han beslutter – i modsætning til Khrusjtsjov i 1954 – at arrangere en folkeafstemning for at lade Krim-befolkningen, hvoraf de fleste er stærkt imod kup-regimet, beslutte deres egen fremtid.
16. marts 2014. valgte et overvældende flertal uafhængighed af Ukraine og bad om at blive medlem af Den Russiske Føderation. Den 18. marts ratificerede den russiske forbundsforsamling inkorporeringen af Krim i Rusland.
I de følgende dage gjorde Putin det øjeblikkeligt (og offentligt) klart, at Yatsenyuks tidlige erklæring om Ukraine tiltrædelse af NATO og – endnu vigtigere – USA / NATO planer om at indsætte ABM-systemer omkring Ruslands vestlige periferi og i Sortehavet, var den primære årsag til indlemmelsen af Krim i Rusland efter folkeafstemningen.
Ingen med rudimentær viden om russisk historie burde have været overrasket over, at Moskva ikke ville tage nogen chancer for at lade NATO overtage Krim og Ruslands eneste ”varmt vands-flådebase” Nuland-neokonerne benyttede lejligheden til at beskylde Rusland for aggression og de europæiske regeringer fulgte lydigt trop. Washington kunne dog ikke overtale sine europæiske allierede til at indføre strenge sanktioner over for Rusland, før Malaysia Airlines MH17 ulykkelige, men i denne forbindelse meget belejlige styrt over Ukraine.
17. juli 2014 : MH 17 skudt ned
20. juli 2014: Udenrigsminister John Kerry fortalte NBCs David Gregory, ”Vi tog billedet af denne nedskydning. Vi kender flyets kurs. Vi ved, hvor det kom fra. Vi kender timingen. Og det var nøjagtigt på det tidspunkt, at dette fly forsvandt fra radaren”. USA har imidlertid aldrig præsenteret skyggen af bevis herfor.
I betragtning af den måde, de amerikanske efterretningstjenester havde været fokuseret på den del af den ukrainsk-russiske grænse på det tidspunkt, er det en næsten sikkert, at USA har meget relevant efterretning om, hvad der faktisk skete, og hvem der sandsynligvis var ansvarlig. Hvis denne efterretning støttede Kerrys beskyldninger, ville den formentlig være blevet offentliggjort.
Mindre end to uger efter nedskydningen blev europæerne overtalt til at indføre sanktioner, der har skadet deres egne virksomheder og økonomier, lige så meget som de skader Ruslands – og langt mere end de generede USA. Europæerne underkastede sig uden så meget som at bede om at se Kerrys beviser.
27. oktober 2016: Putin taler i Valdai International Discussion Club.
Hvordan ændrede det Putins “arbejdsmæssige og personlige forhold til præsident Obama”? Bare tre år efter det tætte samarbejde om at løse det syriske problem fredeligt talte Putin om den ”feberagtige” tilstand af internationale forbindelser og beklagede: ”Mine personlige aftaler med præsidenten for De Forenede Stater har ikke givet resultater.” Og tingene er siden gået ned ad bakke.
Denne artikel er skrevet af Ray McGovern, der i 27 år har arbejdet som CIA-analytiker, ledet den sovjetiske udenrigspolitiske filial og gennemføre formiddags briefinger af en række af USA’s præsidenter. Ved pensionering var han medstifter af ”Veteran Intelligence Professionals for Sanity” (VIPS).