Indledning: Der er en del kontroverser omkring den venezuelanske økonomi, og om hvorvidt Hugo Chavez’ og Nicholas Madours reformer og politikker var et fremskridt for Venezuelas folk, eller om de var årsag til den nuværende krise. Alle synes at have meget stærke holdninger til dette, så jeg besluttede at spørge en af ​​de mest respekterede uafhængige økonomer, Michael Hudson, som jeg har stor respekt for, og hvis analyser (herunder dem, han medforfattere med Paul Craig Roberts ) synes at være de mest troværdige og ærlige, du kan finde.

Indledning
Michael Hudson : Venezuela var en oliemonokultur. Landets eksportindtægter blev brugt stort set på import af fødevarer og andre fornødenheder, som man kunne have produceret hjemme. Denne handel var stort set udelukkende med USA. På trods af de store olierigdomme voksede Venezuela’s udenlandske gæld.

Fra starten frygtede amerikanske olieselskaber, at Venezuela måske engang ville bruge sine olieindtægter til gavn for den samlede befolkning i stedet den amerikanske olieindustri og det lokale comprador-aristokrati. Så olieindustrien – støttet af det amerikanske diplomati – holdt Venezuela som gidsel på to måder.

Først og fremmest blev olieraffinaderierne ikke bygget i Venezuela, men i Trinidad og på den sydlige amerikanske golfkyst. Dette gjorde det umuligt for Venezuela at forfølge en selvstændig oliepolitik, da det var nødvendigt at kunne raffinere olien. Det nytter ikke at have olie reserver, hvis man ikke kan få denne olie raffineret og dermed gjort salgbar.

For det andet blev Venezuelas centralbanker overtalt til at pantsætte deres oliereserver og alle aktiver i den statslige oliesektor (herunder Citgo) som sikkerhed for sin udenlandske gæld. Dette betød, at hvis Venezuela misligholdt (eller blev tvunget af amerikanske banker, der nægtede at foretage rettidig betaling på sin udenlandske gæld), ville obligationsejere og amerikanske olieselskaber være berettiget til at overtage venezuelanske olieaktiver.

Disse pro-amerikanske politikker gjorde Venezuela til et typisk polariseret latinamerikansk oligarki. På trods af, at landet på papiret var rigt på olieindtægter, var dets rigdom koncentreret i hænderne på et pro-amerikansk oligarki, der lod den indenlandske udvikling styres af Verdensbanken og IMF. På den måde blev de fattige i byerne og den indfødte befolkning udelukket fra at få del i landets olierigdomme. Oligarkiets arrogante afslag på at dele rigdommen, eller endog at gøre Venezuela selvforsynende er baggrunden for valget af Hugo Chavez som præsident.

Saker : Kan du skitsere de forskellige reformer og ændringer, som Hugo Chavez introducerede? Hvad gjorde han rigtigt, og hvad gjorde han forkert?

Michael Hudson : Chavez forsøgte at genoprette en blandet økonomi i Venezuela ved hjælp af statens olieindtægter: At udvikle infrastruktur, sundhedspleje, uddannelse og beskæftigelse for at øge levestandarden og produktiviteten.

Hvad han ikke kunne gøre, var at rydde op i oliesektoren. Og han var ude af stand til at stoppe oligarkiets kapitalflugt til udlandet. Dette var ikke en forkert politik, men det tager lang tid at ændre økonomien – mens USA brugte sanktioner og “beskidte tricks” for at stoppe processen.

Saker : Hvad er efter din mening årsagerne til den nuværende økonomiske krise i Venezuela – skyldes det primært fejl fra Chavez og Maduro eller er hovedårsagen sabotage, undergravende virksomhed og sanktioner?

Michael Hudson : Det var ikke muligt at Chavez og Maduro at føre en pro-venezuelansk politik med sigte på at opnå økonomisk uafhængighed uden at fremprovokere vrede og sanktioner fra USA. Den amerikanske udenrigspolitik var så fokuseret på olie som det fx kom til udtryk, da USA invaderede Irak under Dick Cheneys regime. USA beetragter Venezuela som en forlængelse af den amerikanske økonomi, der indebærer, at et handelsoverskud i olie skal bruges i USA eller overføres til amerikanske banker.

Ved at pålægge sanktioner, der forhindrer Venezuela i at få adgang til sine amerikanske bankindskud og aktiverne i det statslige olieselskab, Citco, gør USA det umuligt for Venezuela at betale sin udenlandske gæld. Dette afskærer Venezuela fra at bruge sine olieressourcer og udnytte sine udenlandske aktiver på samme måde, som Paul Singer’s hedgefond forsøgte at gøre med Argentinas udenlandske aktiver.

Ligesom USA’s politik under Kissinger skulle gøre få Chiles økonomi ”til at skrige”, så følger USA samme vej mod Venezuela. USA bruger dette land som et eksempel for at advare andre lande om ikke at handle på en måde, der forhindrer deres økonomiske overskud i at blive fjernet af amerikanske investorer.

Saker : Hvad mener du, Maduro skal gøre nu (forudsat at han forbliver ved magten og USA ikke vælter ham) for at redde den venezuelanske økonomi?

Michael Hudson : Jeg tror, at Maduro gør hvad han kan. I bedste fald kan han søge udenlandsk støtte – og demonstrere for verden behovet for et alternativt internationalt finansielt og økonomisk system.

Han er allerede begyndt at gøre dette ved at forsøge at trække Venezuelas guld hjem fra Bank of England og Federal Reserve. Dette er “asymmetrisk krigsførelse”, der truer dollarstandarden i international finansiering. Englands og USAs afslag på at give en valgt regering kontrol med sine udenlandske aktiver viser hele verden, at amerikanske diplomater og domstole alene kan og vil kontrollere andre lande til fordel for amerikanske interesser.

Svaret på USA’s økonomiske angreb på Venezuela er således at bryde det globale monetære system. Maduros defensive bevægelse viser andre lande behovet for at beskytte sig mod at blive “et nyt Venezuela” ved at finde et ny ”sikker havn” for deres guld-, valutareserver og udenlandsk gældsfinansiering – væk fra dollar, sterling og euro.

Den eneste måde, hvorpå Maduro kan kæmpe med succes, er på institutionelt plan “tænke ud af boxen.” Hans plan – og selvfølgelig er det en langsigtet plan – er at hjælpe med at katalysere en ny international økonomisk orden uafhængig af den amerikanske dollar standard. Det vil kun fungere på kort sigt, hvis USA mener, at det kan komme ud af denne kamp som en ærlig finansiel mægler, et ærligt banksystem og tilhænger af demokratisk valgte regeringer. Trump administrationen ødelægger nu denne illusion mere grundigt end nogen anti-imperialistisk kritiker eller økonomisk rival kunne gøre!

På længere sigt skal Maduro også udvikle venezuelansk landbrug på samme måde som USA beskyttede og udviklede sit landbrug under New Deal-lovgivningen i 1930’erne – landdistriktstjenester, landdistriktskredit, frørådgivning, statslige markedsføringsorganisationer til afgrøde køb og levering af mekanisering, og den samme form for prisstøtte, som USA længe har brugt til at subsidiere indenlandske landbrugsinvesteringer for at øge produktiviteten.

Saker: Hvad med planen om at indføre en oliebaseret kryptovaluta? Vil det være et effektivt alternativ til den døende venezuelanske bolivar?

Michael Hudson : Kun en national regering kan udstede en valuta. En kryptovaluta, der er bundet til olieprisen, vil blive et sikringsmiddel, der er tilbøjeligt til at manipulere future-sælgere og købere. En national valuta skal baseres på evnen til at beskatte, og Venezuelas største skattekilde er olieindtægter, som blokeres fra USA. Så Venezuelas politik ligner den måde, hvorpå den tyske mark kom ud af sin hyperinflation i begyndelsen af ​​1920’erne. Den eneste løsning indebærer betalingsbalancestøtte. Det ser ud til, at den eneste støtte kommer udenfor dollarområdet.

Løsningen på enhver hyperinflation skal forhandles diplomatisk og understøttes af andre regeringer. Min historie om international handel og finansteori, Trade, Develpoment and Foreign Debt, beskriver det tyske reparationsproblem og hvordan landets hyperinflation blev løst af Rentenmark.

Venezuelas skatte indtægter ville komme fra olie og luksus ejendomme samt monopolpriser og på høje indkomster (primært finansielle og monopol indkomst). Dette forudsætter en model for fastlæggelse af en sådan skatte- og pengepolitik. Jeg har forsøgt at forklare, hvordan man opnår monetær og dermed politisk uafhængighed i det sidste halve århundrede. Kina anvender en sådan politik mest effektivt. Det er i stand til at gøre det, fordi det er en stor og selvforsynende økonomi i væsentlig grad, der kører et tilstrækkeligt stort eksportoverskud til at betale for sin fødevareimport. Venezuela er ikke i en sådan position. Det er derfor, landet nu håber på Kinesisk støtte.

Saker : Hvor stor hjælp yder Kina, Rusland og Iran, og hvor meget kan de gøre for at hjælpe? Tror du, at disse tre lande sammen kan modvirke amerikansk sabotage, undergravende virksomhed og sanktioner?

Michael Hudson : Ingen af ​​disse lande har kapacitet til at raffinere venezuelansk olie. Dette gør det vanskeligt for dem at tage betaling i venezuelansk olie. Kun en langsigtet udbudskontrakt (forudbetalt) ville være brugbar. Og selv i så fald, hvad ville Kina og Rusland gøre, hvis USA blot konfiskerede deres ejendom eller nægtede at lade Ruslands olieselskab tage Citco i besiddelse? I så fald ville det eneste svar være at beslaglægge amerikanske investeringer i deres eget land som kompensation.

I det mindste kan Kina og Rusland tilbyde et alternativ til det enerådende bankoverførselssystem SWIFT, så Venezuela kan bypasse det amerikanske finansielle system og forhindre at landets aktiver beslaglægges efter ønske fra amerikanske myndigheder eller obligationsejere. Og selvfølgelig kan de stille sikkerhed for Venezuelas guld i New York og London.

I fremtiden må Kina, Rusland, Iran og andre lande derfor oprette en ny international domstol for at afgøre kommende diplomatiske kriser og finansielle og militære konsekvenser. En sådan domstol – og den tilhørende internationale bank som et alternativ til den amerikanske styrede IMF og Verdensbanken – har brug for en klar ideologi for at fastlægge et sæt principper for nationalitet og internationale rettigheder med beføjelse til at gennemføre og håndhæve sine domme.

Dette ville konfrontere amerikanske finansielle strateger med det valg, at hvis de fortsætter med at behandle IMF, Verdensbanken, ITO og NATO som udvidelser af den stadig mere aggressive amerikanske udenrigspolitik, risikerer de at isolere USA. Europa skal vælge, om man skal forblive en amerikansk økonomisk og militær satellit eller at kaste sit lod i Eurasien.

Men Daniel Yergin rapporterer i Wall Street Journal (7. februar), at Kina forsøger at afdække sine interesser ved at åbne en bagdørforhandling med Guaidos gruppe, tilsyneladende for at få den samme aftale, som den har forhandlet med Maduro’s regering. Men en sådan aftale synes usandsynlig i praksis, givet amerikansk fjendskab mod Kina og Guaidos afhængighed af USA’s skjulte støtte.

Saker : Venezuela holdt meget af sit guld i Storbritannien og USA. Hvordan kunne Chavez og Maduro stole på disse lande, eller havde de ikke noget andet valg? Er der levedygtige alternativer til New York og London, eller er de stadig “eneste spil i byen” for verdens centralbanker?

Michael Hudson : Der var aldrig reel tillid til Bank of England eller Federal Reserve, men det var utænkeligt, at de ville nægte at tillade en officiel indskyder at trække sit eget guld tilbage. Det sædvanlige motto er “Tillid, men verificering.” Men Bank of England’s uvillighed (eller manglende evne) til at verificere betyder, at det tidligere utænkelige nu er en realitet: Har disse centralbanker solgt dette guld i deres forsøg på at holde prisen nede for at opretholde udseendet af en solvent dollar standard?

Paul Craig Roberts har beskrevet, hvordan dette system fungerer. Der er future-markeder for valutaer, aktier og obligationer. Federal Reserve kan tilbyde at købe en aktie i tre måneder på, fx 10% over den nuværende pris. Spekulanter vil forsøe at drage fordel af “markedets” løfte om at købe aktivet. Så inden tre måneder er gået, vil prisen være steget. Det er i vid udstrækning, sådan USAs “Plunge Protection Team” har støttet det amerikanske aktiemarked.

Systemet arbejder omvendt på at holde guldpriserne nede. De centralbanker, der har guld, kan komme sammen og tilbyde at sælge guld til en lav pris om tre måneder. “Markedet” vil indse, at hvis lavprisguld bliver solgt, er der ingen fornuft i at købe mere guld og byde sin pris op. Så futuremarkedet bestemmer dagens marked.

Spørgsmålet er, at guldkøberne (såsom den russiske og den kinesiske regering) har købt så meget guld, at US Fed og Bank of England faktisk har måttet kompensere på deres salg og dermed støt har tømt deres guldreserver. I det tilfælde ville deforsøge at holde guldpriserne så længe de kunne, idet de vidste, at når verden vender tilbage til guldudvekslingsstandarden før 1971 for mellemstatslige betalingsbalanceunderskud, vil USA løbe tør for guld og være ude af stand til at opretholde sine oversøiske militærudgifter (for ikke at nævne sit handelsunderskud og udenlandske desinvesteringer på de amerikanske aktie- og obligationsmarkeder). Min bog om super-imperialisme forklarer hvorfor, dette at løbe tør for guld, fremtvang Vietnamkrigens afslutning. Den samme logik vil i dag gælde for Amerikas store netværk af militærbaser over hele verden.

Englands og USA’s afvisning af at betale Venezuela betyder, at andre lande indser, at udenlandske guldreserver kan holdes som gidsler for amerikansk udenrigspolitik og endog af amerikanske domstole tvinges til at overføre guld til udenlandske kreditorer eller til dem, der kan anlægge sag under Amerikansk lov mod disse lande.

Denne gidseltagning gør det nu i øjeblikket nødvendigt for andre lande at udvikle et levedygtigt alternativ, især i takt med at verden dedollariserer, og at en guldudvekslingsstandard forbliver den eneste måde at begrænse USA’s eller USA’s militært inducerede betalingsbalanceunderskud eller et hvilketsomhelst andet land, der indleder et militært angreb. Et militært imperium er meget dyrt – og guld er en “fredelig” begrænsning på militært skabte betalingsunderskud.

USA har overspillet sin hånd i at ødelægge grundlaget for den dollar-centrerede globale finansielle orden. Denne orden har gjort det muligt for USA at være “the exceptional nation”, der er i stand til at have underskud på betalingsbalancen og udenlandsk gæld, at den ikke har til hensigt (eller evne) at betale og hævder, at dollar brugt på udenlandske militære udgifter dækkes af andre lande med deres centralbankreserver (i form af lån til US Treasury – statsobligationer og tilgodehavender – for at finansiere underskuddet i USA og dets militære udgifter samt det stort set militære amerikanske betalingsbalanceunderskud .

I betragtning af at EU fungerer som en filial i NATO og det amerikanske banksystem, skal dette alternativ være forbundet med Shanghai Samarbejdsorganisationen, og guldet skal opbevares i Rusland og / eller Kina.

Saker : Hvad kan andre latinamerikanske lande som Bolivia, Nicaragua, Cuba og måske Uruguay og Mexico gøre for at hjælpe Venezuela?

Michael Hudson : Det bedste, som nabolande kan gøre, er at deltage i at skabe et instrument til at fremme af de-dollarisering og dermed en international institution til at overvåge nedskrivningen af den ​​gæld, der ligger uden for landenes betalingsevne uden at påtvinge dem ”besparelser” og dermed ødelægger deres økonomier.

Der er også behov for et alternativ til Verdensbanken, der ville lave lån i national valuta, først og fremmest at subsidiere investeringer i indenlandsk fødevareproduktion for at beskytte økonomien mod udenlandske fødevaresanktioner – svarende til en militær belejring for at fremtvinge overgivelsen. Denne Verdensbank for Økonomisk Acceleration ville sætte udviklingen af ​​selvtillid for sine medlemmer først, i stedet for at fremme eksportkonkurrence, mens de lægger låntagere ned med udenlandsk gæld, der ville gøre dem udsatte for den slags økonomisk udfordring, som Venezuela oplever.

Som et romersk-katolsk land kan Venezuela anmode om pavelig støtte til en nedskrivning af gælden og en international institution for at overvåge evnen til at betale af debitorlande uden at indføre stramning, udvandring, affolkning og tvungen privatisering af den offentlige sektor.

Der kræves to internationale principper. For det første bør intet land være forpligtet til at betale udenlandsk gæld i en valuta (som dollar eller dens satellitter), hvis banksystem virker for at forhindre betaling.

For det andet må intet land være forpligtet til at betale udenlandsk gæld, hvis det indebærer at landet miste sin indenlandske autonomi som en stat: retten til at bestemme sin egen udenrigspolitik, at beskatte og skabe egne penge og være fri til at privatisere sin offentlige aktiver til at betale udenlandske kreditorer. Enhver sådan gæld er et “dårligt lån”, der afspejler kreditorens egen uansvarlighed.

Læd hele interviewet her:
http://www.unz.com/tsaker/saker-interview-with-michael-hudson-on-venezuela/