Putins Rusland betragtes som en eksistentiel trussel mod USA og Europa, herunder ikke mindst de baltiske stater og Østeuropa? Hvordan skal man forstå Putins udenrigspolitik? Det handler dette essay af Christopher Caldwell om.

Det er oversat og bearbejdet af mig. Læs originalen her:

18.07.2017 Ebbe Lauridsen

Vladimir Vladimirovich er ikke formand for et feministisk NGO. Han er ikke en transgender-rights aktivist. Han er den valgte leder af Rusland, et robust, relativt fattigt, men militært magtfulde land, der i de seneste år hyppigt har været ydmyget, plyndret, og vildledt. Hans job har været at beskytte sit lands rettigheder og dets suverænitet i et internationalt system, der søger at erodere national suverænitet i almindelighed, og som betragter især Ruslands suverænitet som en trussel.

Putins respekt for den demokratiske proces har set fra Vestens synspunkt været problematisk. Han har slået ned på fredelige demonstrationer. Politiske modstandere er blevet anholdt og fængslet. Nogle er endda blevet myrdet. Tjetjenienkorrespondenten Anna Politkovskaya blev skudt i sin lejlighed; spionen Alexander Litvinenko blev forgiftet med polonium-210 i London måneder senere; aktivisten Boris Nemtsov skudt på en bro i Moskva i begyndelsen af ​​2015. Men beviserne, der forbinder Putins egen kreds med drabene, mangler.

Da Putin overtog magten i vinteren 1999-2000, var hans land forsvarsløst. Det var bankerot. Det var ved at blive delt af sine nye kleptokratiske eliter i ledtog med de gamle imperiale rivaler, amerikanerne. Dette ændrede Putin. I det første årti af dette århundrede, gjorde han, hvad Kemal Atatürk havde gjort i Tyrkiet i 1920’erne. Ud af et smuldrende imperium, reddede han en nationalstat, og gav den sammenhæng og formål. Han disciplinerede sit lands plutokrater. Han genoprettede dets militære styrke. Og han nægtede at acceptere en underdanig rolle for Rusland i et amerikansk-styret verdenssystem.

Hans vælgere belønnede ham for at have reddet landet. Det russiske folk ikke bare tolererer ham, de forguder ham. Man kan få en idé om, hvorfor han har regeret i 17 år, hvis man kan huske, at inden for et par år efter kommunismens fald, var den gennemsnitlige levealder i Rusland faldet til under den i Bangladesh. Det er en skændsel, der falder tilbage på Boris Yeltsin. Jeltsins hensynsløse opportunisme gjorde ham til en uundværlig fjende af kommunismen i slutningen af ​​1980’erne. Men det gjorde ham også til en utilstrækkelig grundlægger af en moderne stat. Den fremtrædende kritiker af sovjetkommunismen, Aleksandr Solzhenitsyn skrev i år 2000, at ”Som et resultat af Jeltsin-æraen, er alle de grundlæggende dele af vores politiske, økonomiske, kulturelle og moralske liv blevet ødelagt eller plyndret. Vil vi fortsætte plyndringer og ødelægge Rusland indtil intet er tilbage?” Det var det år, Putin kom til magten. Han var svaret på Solsjenitsyn spørgsmål.

Putin gjorde to ting, der cementerede loyalitet fra Solsjenitsyn og andre russere. Han satte en stopper for de milliardærer, der plyndrede landet, og han genetablerede Ruslands status i udlandet.

Rusland har bevaret elementer af et kleptokrati baseret på oligarkisk kontrol med naturressourcer. Men vi skal huske, at Putin arvede det kleptokrati. Han havde ikke etableret det. Overførslen af ​​Ruslands naturressourcer til KGB-relaterede kommunister, der kaldte sig forretningsmænd, var en tragedie for Rusland. Det var også skammeligt for Vesten. Vestlige politologer sørgede for ideologisk legitimering af tyveriet og præsenterede det som en ”overgang til kapitalisme”, og vestlige selskaber, herunder banker, scorede enorme profitter…

De oligarker, der omdannede Rusland til et væbnet plutokrati i løbet af et halvt årti efter kommunismens fald i 1991, kaldte sig kapitalister. Men de var for det meste mænd, der var blevet oplært som den næste generation af det kommunistiske nomenklatura – folk som Boris Berezovsky, Vladimir Gusinsky, og Mikhail Khodorkovsky. De forstod omfanget og karakteren af statslige aktiver, og de kontrollerede privatiseringsprogrammerne. De havde adgang til vestlig finansiering og de var villige til at bruge vold og intimidering. Så de tog magten ligesom de ville have gjort, da de gik i den kommunistiske kadreskole – men nu som ejere, ikke som bureaukrater. Jeltsins regeringstid blev bygget på disse milliardærers formuer, og vice versa.

Khodorkovskij er for nylig blevet et symbol på Putins misregimente, fordi Putin fængslede ham i ti år. Retssagen mod Khodorkovskij opfylder måske ikke vestlige standarder. Men Khodorkovskijs privatiseringer var en af de mest obskøne privatiseringer af alle. I sin seneste biografi om Putin beregner Steven Lee Myers, den tidligere Moskva-korrespondent for New York Times, at Khodorkovskij og kolleger betalte $ 150 millioner i 1990’erne for de vigtigste produktionsenheder af olieselskabet Yukos, der efterfølgende blev vurderet til omkring $ 20 milliarder i 2004. Med andre ord erhvervede de væsentlige russiske ressourcer nemlig olie for mindre end én procent af dens værdi. Putin kaldte disse mennesker ”statsudnævnte milliardærer.” og satte sig for at vinde det tabte tilbage. Han forstod, at Rusland måtte genvinde kontrollen over sine enorme reserver af olie og gas, som store dele af Europa afhang af, fordi det var den eneste geopolitiske løftestang Rusland havde tilbage.

Ruslands internationale position
Den anden ting Putin gjorde var at genoprette landets internationale position. Han kom til magten et årti efter at hans land havde lidt et Vietnam-lignende nederlag i Afghanistan. Efter dette nederlag, lykkedes det ikke at standse en blodig islamistisk opstand i Tjetjenien. Og værst af alt, var Rusland blevet ydmyget af USA og NATO i den serbiske krig i 1999, hvor Clinton-administrationen støttede en nationalistisk og islamistisk uafhængighedsbevægelse i Kosovo. Dette var den sidste krig, hvor USA kæmpede på samme side som Osama bin Laden, og USA benyttede lejligheden til at vise Rusland dets ydmyge plads i den internationale orden. Putin blev præsident et halvt år efter at Jeltsin blev manipuleret til at acceptere en opdeling af Serbien, der var Ruslands nære allierede, og da Putin overtog embedet sagde han: ”Vi vil ikke tolerere nogen ydmygelse af Rusland, endsige nogen trussel mod Ruslands nationale integritet.”

Nedbrydningen af ​​Ruslands position eksemplificeret ved den serbiske krig er, hvad Putin hentydede til, da han beskrev sammenbruddet af Sovjetunionen som ”den største geopolitiske katastrofe i dette århundrede.”: Med dette udtrykte han ikke noget ønske om at vende tilbage til kommunismen. Men da Putin sagde, at han ville genoprette Ruslands styrke, mente han det. Han standsede den militære fremgang for de islamistiske hære i Tjetjenien og Dagestan, og han indtog en hård linje mod terrorisme.

Der er intet land, med undtagelse af Israel, der har en mere farlig grænse mod den islamiske verden end Rusland. Dette er nøglen til en forståelse af den russiske udenrigspolitik. Alligevel har agitationen mod Putin i Vesten ikke fokuseret på dette og har dermed ikke forstået baggrunden for Ruslands intervention mod ISIS i krigen i Syrien.

Vestens ”progressives” propaganda mod Putin.
De olympiske vinterlege i Sochi i 2014 præsenterede en mulighed for at skade Rusland økonomisk. De fleste af verdens ledere deltog gerne i olympiaden, fra Mark Rutte (Holland) og Enrico Letta (Italien) til Xi Jinping (Kina) og Shinzo Abe (Japan). Men tre ledere, David Cameron i Storbrittanien, François Hollande i Frankrig, og Barack Obama i USA iværksatte en massiv propagandakampagne mod Putin for at sabotere legene. Først var der den fængslede olie-tycoon, Khodorkovsky; Putin løslod ham før OL begyndte. For det andet var der de unge kvinder, der kaldte sig Pussy Riot, performance kunstnere, der blev fængslet for at krænke Ruslands blasfemilove, da de opløste en gudstjeneste med obskøne tilråb om Gud; Putin løslod også dem forud for OL. For det tredje var der Ruslands artikel 6.21, som mærkeligt nok blev beskrevet i den amerikanske presse som en lov mod ”såkaldt homoseksuel propaganda.” En mere præcis oversættelse af, hvad loven forbyder, er fremme af ”utraditionelle seksuelle relationer til børn.”

Den anden kampagne mod Putin var et forsøg fra den afgående Obama administration på at så tvivl om legitimiteten af det amerikanske præsidentvalg i november ved at antyde, at den russiske regering ”hackede” valget.

I midten af december, kørte New York Times en artikel med titlen ”How Moscow Aimed a Perfect Weapon at the U.S. Election .” De fleste af artiklens påstande kom fra unavngivne administrationskilder og medarbejdere i CrowdStrike, det cybersikkerhed firma, der var hyret af Demokraterne til at undersøge en hacket DNC computer. Ingen offentligt tilgængelige beviser understøtter hvad senator John McCains betegnede som ”en krigshandling.”

Ukraine og Krim
Den stigende modsætning mellem Rusland og Vesten har en hel del at gøre med den måde, hvorpå den kolde krig krig mellem USA og Rusland sluttede. I 1980’erne, var de to lande stormagter. Efter Berlinmurens fald var USA enerådende, og USA brugte sin nye position til at hævne sig på Rusland.

Det er i det lys at Ruslands konflikt med Ukraine skal ses. Ifølge det officielle USA, invaderede Rusland sin nabo for at standse en glorværdig revolution. Ifølge den russiske opfattelse blev Ukraines demokratisk valgte regering væltet af et væbnet oprør støttet af USA. For at forhindre et fjendtligt NATO i at etablere sin egen flådebase i Sortehavet, måtte Rusland annektere Krim, som under alle omstændigheder er historisk russisk territorium.

Demokrati
Et ord kan betyde noget andet for amerikanerne end det gør for russerne. For eksempel siger vi, at russerne ikke tror på demokratiet. Men som historikeren Walter Laqueur udtrykte det, ”De fleste russere er kommet til at tro, at demokrati er, hvad der skete i deres land mellem 1990 og 2000, og det vil de ikke have mere af.”

Christopher Caldwell is a senior editor at The Weekly Standard. A graduate of Harvard College, his essays, columns, and reviews appear in the Claremont Review of Books, the Wall Street Journal, the New York Times Book Review, the Spectator (London), Financial Times, and numerous other publications. He is the author of Reflections on the Revolution in Europe: Immigration, Islam, and the West, and is at work on a book about post-1960s America.