Læs denne analyse af the Saker, amerikansk militæranalytiker. Så vil du få et godt grin, næste gang du hører en dansk politiker, journalist eller “ekspert” udtale sig om Putin og Trump. Den kollektive bevidstløshed har nået nye højder i Danmark og andre vestlige lande, men denne analyse kaster nyt lys på verdens tilstand.

Analysen er oversat og let redigeret fra originalen, som kan læses her:

Analyse af det amerikanske angreb på Syrien
April 11, 2017

Det seneste amerikanske krydsermissil angreb på den syriske Al Shayrat luftbase  er et temmelig bizart angreb, som vil få vidtrækkende konsekvenser. Lad os begynde med at se på, hvad der rent faktisk skete.

Påskuddet

Jeg tror ikke, at nogen alvorligt mener, at Assad eller nogen anden i den syriske regering virkelig beordrede et kemisk angreb på nogen. For det første var Assad temmelig tæt på at vinde krigen mod Daesh som er på fuld retræte. 48 timer før det kemiske angreb erklærede Trump, at ” Assad must go” ikke længere er en prioritet. Derefter skulle Assad så have besluttet sig for at bruge våben, han ikke har, og for at bombe et sted uden militær værdi, men med masser af børn og kameraer !?

Da russerne så krævede en fuldstændig undersøgelse, slog amerikanerne til så hurtigt de kunne, før denne idé fik nogen støtte. I stedet ønskede amerikanerne at efterforske en mulig russisk rolle?? i dette såkaldte angreb. Helt ærligt, hvis du tror på den historie, bør du straks standse læsningen og gå tilbage til dit TV. For resten af os, er der tre muligheder:

Et klassisk amerikansk ”false flag”

Et syrisk angreb på et mål, som tilfældigvis omfattede et lager for en form for gas, eventuelt klor, men absolut ikke sarin. Denne teori forudsætter, at du tror på tilfældigheder. Det gør jeg ikke. Med mindre USA forsynede syrerne med falske efterretninger, der fik dem til at bombe et sted, hvor amerikanerne vidste, at giftgas blev lagret.

Det er evident, at syrerne ikke kastede kemiske våben fra fly, og at der ikke var giftgas på al-Shayrat luftbasen. Der er ingen optagelser af ammunition eller beholdere, der kunne indeholde den giftige gas. Det eneste USA har været i stand til at fremvise er, at et fly var på himlen, dets kurs, højde og hastighed. Man kan ikke påvise kemisk ammunition eller et kemisk angreb ved hjælp af radar. Uanset hvilken løsning du vælger, er den syriske regering naturligvis og af indlysende grunde uskyldig i anklagen om at have brugt kemiske våben. Dette er derfor med stor sandsynlighed et ”false flag” angreb. Og bare for en ordens skyld; USA har før overvejet præcis sådan et ”false flag” angreb. Du kan læse alt om denne plan her  og her 

Angrebet

Amerikanske og russiske kilder er enige om følgende fakta: 2 USNavy skibe affyrede 59 Tomahawk krydsermissiler mod Al Shayrat flyvepladsen i Syrien. Amerikanerne rådført sig ikke med russerne på et politisk niveau, men gav Rusland 2 timers varsel gennem militære kanaler i USA.

Amerikanerne siger, at alle missiler ramte deres mål. Russerne siger, at kun 23 krydsermissiler ramte flyvepladsen. De andre er ”forsvundet”…!

Her tror jeg, at det er ubestrideligt, at amerikanerne lyver og russerne siger sandheden: den vigtigste landingsbane er intakt (de russiske journalisters optagelser beviser dette) og kun én rullevej blev ramt. Desuden genoptog det syriske luftvåben sine aktiviteter inden for 24 timer. 36 krydsermissiler nåede ikke deres mål.

Det er også uomtvisteligt, at der ikke var nogen kemisk ammunition i denne base eftersom ingen, hverken syrerne eller de russiske journalister bar beskyttelsesudstyr.

De Tomahawk missiler, der anvendtes i angrebet, kan bruge en kombination af tre styresystemer: GPS, inertial navigation og terræn kortlægning. Der er ingen tegn på, at russerne affyrede et eneste luft-forsvarsmissil. Faktisk havde russerne underskrevet et memorandum med USA, der specifikt forpligtede Rusland til IKKE at forstyrre amerikanske overflyvninger, bemandet eller ej, i Syrien (og omvendt).

Selvom Tomahawk krydsermissilet blev udviklet i 1980’erne, er der ingen grund til at tro, at missilerne havde overskredet deres holdbarhedsdato, og der er endda tegn på, at de blev bygget i 2014 . Tomahawk er kendt for at være nøjagtige og pålidelige. Der er absolut ingen grund til at tro, at over halvdelen af missilerne var fejlbehæftet. Jeg ser derfor kun to mulige forklaringer på det, der skete med de 36 savnede krydsermissiler:

Forklaring A: Trump havde aldrig til hensigt at ramme syrerne hårdt og hele dette angreb var bare ”et show” og derfor ødelagde flåden bevidst disse missiler over Middelhavet. Det ville gøre det muligt for Trump at se hård ud uden at påføre den form for skader, som virkelig ville ødelægge hans planer om at samarbejde med Rusland. Jeg tror ikke tror på denne forklaring, og jeg vil forklare, hvorfor i den politiske analyse nedenfor.

Forklaring B: Russerne kunne ikke lovligt nedskyde de amerikanske missiler. Desuden er det forkert at antage, at disse krydsermissiler fløj en direkte kurs fra Middelhavet til deres mål (og dermed næsten overfløj de russiske radarpositioner). Tomahawk var specielt bygget til at kunne flyve tangentielle kurser og de har også en meget lav RCS (radar synlighed), især i den frontale sektor. Nogle af disse missiler har sandsynligvis fløjet lavt nok til ikke at blive set af russiske radarer, medmindre russerne havde en AWACS i luften. Men da russerne blev advaret om angrebet, havde de masser af tid til at forberede deres EW (elektroniske krigsførelse) til at deaktivere i det mindste en del af krydsermissilerne. Jeg tror, ​​at det er den rigtige forklaring. Jeg ved ikke, om russerne var teknisk ude af stand til at ødelægge og forvirre de 23 missiler, der nåede målet, eller om en politisk beslutning blev truffet for at lade mindre end halvdelen af ​​de krydsermissiler slippe igennem for at skjule den russiske rolle i ødelæggelsen af ​​36 missiler. Hvad jeg er sikker på er, at 36 avancerede krydsermissiler ikke ”bare forsvinder”. Der er to grunde til, at russerne kunne vælge at benytte deres EW-systemer og ikke deres missiler: først, det gav dem ”plausibel deninability”, og fordi ved at bruge EW-systemer var det muligt for dem at holde deres missiler i baghånden for at beskytte deres egne styrker. Råder russerne virkelig over denne teknik?

Det er der meget, der tyder på som beskrevet på denne hjemmeside. (Google kan oversætte den til dansk). Hvordan dette gøres er åbent for gisninger. Alt, hvad vi får at vide, er, at missilet får et ”falsk mål”. Det afgørende er, at russerne dybest set her har lækket oplysninger om, at de er i stand til at dreje krydsermissiler rundt. Der er andre muligheder, såsom at forstyrre missilets navigationssystemer. Nogle har foreslået en ”kill switch”, som ville slukke hele missilet. Måske. Det afgørende er, at russerne har midlerne til at efterligne, omdirigere eller ødelægge krydsermissiler. De mange forsvundne missiler tyder på, at et af disse systemer for første gang nu blev bragt i anvendelse.

Til dem, der siger, at de russiske luftværnssystemer ikke virkede, vil jeg svare, at de ved ikke, hvad de taler om. Rusland har underskrevet en aftale med USA om ikke at blande sig i de amerikanske flyveoperationer, og det russiske luftforsvars opgave i Syrien er IKKE at beskytte det syriske luftrum. Det er en opgave for det syriske luftforsvar. Russernes luftforsvar i Syrien er her kun for at beskytte russisk personnel og udstyr. Det er derfor, russerne aldrig har angrebet israelske krigsfly. Og det er næppe overraskende, da den russiske taskforce i Syrien aldrig har haft som mission at lukke det syriske luftrum eller, endnu mindre, at starte en krig med USA eller Israel.

Dog kan dette være under forandring. Nu har russerne trukket sig fra deres aftale med USA og – endnu vigtigere – har erklæret, at syrerne har hårdt brug for en mere avanceret luftforsvarsevne. I øjeblikket råder syrerne over meget få avancerede russiske luftforsvarssystemer, det meste af deres materiel er forældet.

Juridiske aspekter af angrebet

Det amerikanske angreb skete i direkte modstrid med amerikansk lovgivning, international ret og FN-pagten.

Der er stærk juridisk dokumentation for, at det amerikanske angreb overtrådte den amerikanske forfatning, Presidential War Powers Act and the 2001 Authorization of Military Force (AUMF) resolution. Men da jeg ikke bekymrer mig om dette aspekt af Trumps kriminelle adfærd, vil jeg bare henvise til to gode analyser af dette emne (se her og her ), og simpelthen opsummere, at det, Trump gjorde, var ulovligt. Det kan koges ned til dette: ” Ja, det er ulovligt, men alle amerikanske præsidenter har gjort det i så lang tid, at de derved har skabt en præcedens, som, øh, alligevel gør det lovligt”… Så lad os nu se på folkeretten.

De fleste mennesker tror, at forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord er den ultimative forbrydelse i henhold til folkeretten. Det er forkert. Den ultimative forbrydelse er aggression. Det er konklusionen af Nürnberg Processen om dette emne: At starte en angrebskrig er derfor ikke blot en international forbrydelse; Det er den alvorligste international forbrydelse.

Så efter den lange og prestigefyldte liste over andre amerikanske præsidenter før ham, er Donald Trump nu også krigsforbryder. I virkeligheden er han en “supreme war criminal”. Det tog ham kun 77 dage at nå denne status. FN-pagten forbyder ifølge artiklerne (1, 2, 33, 39) den form for aggression, som USA har gjort sig skyldig i mod Syrien.

Jeg tror ikke, ​​at der er behov for at dvæle ved den samlede ulovlighed af dette angreb. Jeg ville bare understrege ironien i, at et land stort set opbygget af og ledet af advokater (bare se, hvor mange af dem, der sidder i Kongressen), har en befolkning, der synes at være fuldstændig ligeglade med det faktum, at deres valgte repræsentanter handler på helt ulovlig vis . Alt hvad amerikanerne bekymrer sig om, er om den ulovlige handling bringer sejr eller ej. Men hvis den gør, er der absolut ingen, der bekymrer sig.

Indenrigspolitiske konsekvenser

Min søn opsummerede perfekt hvad Trumps handlinger har medført: ” dem, der hadede ham hader ham stadig, mens de, der støttede ham nu også hader ham ”. Wow! Hvordan kunne Trump og hans rådgivere tage så meget fejl? I stedet for at opfylde hans talrige løfter fra valgkampen (og hans egne Twitter udsagn) besluttede Trump pludselig at vende 180 grader og helt forråde alt, hvad han stod for. Jeg kan ikke tænke mig en dummere handling. Jeg må sige, at Trump nu ser ud til at få Dubya (øgenavn for USA’s mest inkompetente præsident, Georg W Bush) til at se smart ud. Men der er noget, der er meget, meget værre.

Det værste aspekt af denne clusterf ** k (kæmpelort)er den totalt umoralske Trump, der vises. Tænk på det – først forrådte Trump Flynn på det skammeligste. Derefter forrådte han Bannon.

Jeg kunne bedst lide Flynn. Jeg havde ikke brug for Bannon. Men faktum er, at de ikke var mine bedste venner, de var Trumps bedste venner. Og i stedet for at bakke dem op, ofrede han dem til de altid blodtørstige Neokonservative i håb om at formilde dem. Dette er, hvad jeg skrev om denne dumme og dybt umoralsk forræderi den dag, det skete:

Husk, hvordan Obama viste sin sande ansigt, når han hyklerisk fordømte sin ven og præst Pastor Jeremiah Wright Jr. ? I dag har Trump vist os sit sande ansigt. I stedet for at nægte Flynns fratrædelse og i stedet for at fyre dem, der vovede servere disse latterlige beskyldninger mod Flynn, accepterede Trump hans fratræden. Dette er ikke kun et udtryk for ussel fejhed, det er også et utrolig dumt og selvdestruktivt forræderi fordi Trump nu vil være alene, helt alene, overfor folk som Mattis og Pence - hårde kolde krigertyper, i bund og grund ideologer - folk, der ønsker krig og simpelthen er ligeglade med virkeligheden.

Det værste aspekt af dette er, at ved at forråde folk til højre og venstre har Trump nu vist, at man ikke kan stole på ham, at han uden at tøve vil dolke dig i ryggen. Ville du nogensinde tage en risiko for en fyr som ham? Sammenlign det med Putin som er ”berygtet” for at bakke sine venner og allierede op, selv når de gør noget virkelig galt! Der er en grund til, at AngloZionisterne ikke kunne knække Putin og hvorfor det kun tog dem en måned til at neutralisere Trump: Putin er lavet af titanium, Trump er bare en overkogt nudel.

Og nu har Trump forrådt sig selv ved at vende sig imod alt det, han stod for. Det er næsten Shakespeare i sine patetiske og tragiske aspekter!

Under sin kampagne fremsatte Trump en masse gode løfter, og han inspirerede millioner af amerikanere til at støtte ham. Jeg mener personligt, at han var oprigtig i sine hensigter, og jeg køber ikke teorien om at ”det hele var skuespil”. Bare se på de neokonservatives totale panik ved udsigten til en Trump-sejr og fortæl mig, at alt dette var fup. Nej, jeg tror, ​​at Trump var oprigtig. Men konfronteret med den hensynsløse modstand fra de neokonservative og ”the deep state”, knækkede Trump, fordi han tydeligvis er helt vattet og har etik og moral som en trailerpark prostitueret.

Så det vi har, er en trist og patetisk version af Obama. En slags Obama 2.0. Manden inspirerede millioner, han lovede forandring, man kunne tro på, og han leverede absolut intet bortset fra en ynkelig underkastelse under de virkelige herskere og ejere i USA: de neokonservative og den dybe stat.

Trump fik, hvad han tilsyneladende ville have, og de selvsamme korporative medier, som han hævdede at foragte, roser ham nu. Og ingen kalder ham en ”Putin-agent” mere. Intet af dette vil imidlertid forhindre de neokonservative i at rejse en rigsretsag mod ham. Han valgte en quickfix løsning, som vil stoppe begivenhederne i blot få dage. Totalt dumt. Han valgte åbenbart også muligheden for et ”angrebs-show”, hvilket blev til et af ​​de mest patetiske angreb i historien, sandsynligvis takket være russisk EW (electronic warfare), og nu da USA har spildt i størrelsesordenen 100 millioner dollars hvad var det så, Trump ville vise? Et par smigrende artikler fra medierne, som han altid har hadet, og som vil hade ham igen, så snart de bliver beordret til det af deres neokonservative herskere. Patetisk, hvis du spørger mig.

Lige siden han kom ind i Det Hvide Hus, har Trump handlet ligesom en “prototypisk appeaser” (en appeaser er en, der fodrer en krokodille for at blive spist sidst). Hvordan en fyr som ham nogensinde har haft succes i erhvervslivet, er et mysterium for mig, men hvad der nu står klart, er at de neokonservative helt har overtaget ham, og at de vil gøre ham til politisk roadkill (trafikoffer).

Udenrigspolitiske konsekvenser

Trump har ene mand ødelagt ethvert håb om et amerikansk samarbejde med Rusland af nogen art. Hvad værre er, han har også ødelagt ethvert håb om at kunne besejre Daesh. Hvorfor? For hvis du virkelig mener at Daesh kan besejres uden russisk og iransk støtte, kan jeg sælge dig broer over hele verden. Det sker ikke. Hvad der er meget, meget værre er, at nu er vi igen i en før-krigssituation, ligesom vi var med Obama og ville have været med Clinton. Lad mig forklare.

Her er de foranstaltninger, som Rusland har taget efter det amerikanske angreb på Syrien:

Afvisning i FN (ikke nogen big deal)

Beslutning om at styrke det syriske luftforsvar (big deal, der vil give syrerne midler til at låse deres luftrum)

Beslutning om at annullere memorandum med USA (nu vil russerne i Syrien have ret til at beslutte, om de vil skyde eller ej)

Beslutning om at lukke den varme telefonlinje med det amerikanske militær (nu vil USA ikke være i stand til at ringe til russerne og bede dem om at gøre eller ikke gøre noget).

Kombinationen af ​​beslutningerne 2, 3 og 4 betyder ikke, at russerne vil skyde næste gang, ikke i sig selv. Russerne vil stadig være begrænset af deres egne regler for magtanvendelse og ved politiske beslutninger. Men det vil dramatisk påvirke den amerikanske beslutningsproces, siden fra nu af bliver der ingen garanti for, at russerne ikke vil skyde. Russerne ejer dybest set det syriske luftrum allerede. Hvad de vil fremover, er at give syrerne en lignende evne. Ikke blot vil det give syrerne en evne til at forsvare sig mod eventuelle fremtidige amerikanske eller israelske angreb, det også give russerne mulighed for en plausibel benægtelse den dag de beslutter at nedskyde et amerikansk fly eller en drone. Endelig har russerne trukket nogle af deres mest avancerede skibe tilbage til den syriske kyst. Så efter at have ladet en eventuel tvivl komme Trump tilgode, er russerne nu vendt tilbage til Obama-tidens holdning i Syrien. Bravo Trump, godt gået!

Ja, jeg ved, Tillerson forventes at møde Lavrov denne uge. Dette blev drøftet til bevidstløshed på russisk TV og konsensus er, at den eneste grund til, at russerne ikke annullerede dette møde er, at de generelt ikke ønsker at være dem, der nægter at tale med modparten. Fint. I betragtning af at vi taler om en potentiel international termonuklear krig, kan jeg se pointen. Men jeg ville have foretrukket at Lavrov havde sagt til Tillerson, at han kan gå af helvede til. Hvorfor? Fordi jeg er kommet til den konklusion, at en hvilken som helst dialog med USA er meningsløs og spild af tid. Der er ingen amerikanske politik. I løbet af den seneste uge så vi både Nikki Haley og Rex Tillerson modsige hinanden igen og igen: ” nej, vi ønsker ikke at vælte Assad. Ja vi ønsker at vælte Assad. Ja vi gør. Nej det gør vi ikke .” Det gør næsten ondt at se. Dette viser bare, at ligesom Obama- administrationen er Trumps folk ”недоговороспособны” ”ikke i stand til at træffe aftaler”. Jeg forklare dette udtryk i denne analyse (skrevet om Obama ikke Trump!):

Russerne udtrykte deres samlede afsky og harme over dette angreb og begyndte åbent at sige, at amerikanerne var ”недоговороспособны”. Dette betyder ”ude af stand til at indgå og derefter overholde en aftale.
 For eksempel har russerne ofte sagt, at Kiev-regimet er ”ikke-aftale-kapabelt”, og det giver mening i betragtning af at den nazistiske besatte Ukraine hovedsageligt er en fejlslagen stat. Men at sige, at en nuklear verdens- supermagt er ”ikke-aftale-kapabelt” er en forfærdelig og ekstrem diagnose. Det betyder dybest set, at amerikanerne er blevet vanvittigt og har mistet evnen til at indgå nogen form for aftaler. En regering, som bryder sine løfter eller forsøger bedrage, men som, i det mindste i teorien, er i stand til at holde en aftale ville ikke blive beskrevet som ”ikke-aftale-kapabelt”. Dette udtryk bruges kun til at beskrive en enhed, som ikke selv har de nødvendige redskaber til at forhandle og holde sig til en aftale i sin politiske værktøjskasse. Dette er en absolut ødelæggende diagnose.

Det er skidt. Rigtig skidt. Det betyder, at russerne dybest set har givet opgivet tanken om at have en en dialog med en voksen, ædru og mentalt rask partner. Hvad dette betyder er, at mens russerne udadtil holder masken, har de nu konkluderet, at de simpelt hen er nødt til at handle enten alene eller sammen med andre partnere, men dybest set opgive USA.

Det gælder kun for det officielle Kreml. Uafhængige russiske analytikere er ikke bange for at udtrykke deres foragt og afsky for Trump. Nogle af dem foreslår, at Trump har besluttet at vise, hvor ”hård” han er som forberedelse til Tillersons tur til Moskva. Hvis det er tilfældet, så har han regnet forkert. Mange af dem siger, at det, Trump har deltaget i, er ”показуха” – et ”fake show” af styrke. som ikke viser nogetsomhelst. Demonstrationer af styrke er meget ildeset i den russiske kultur, som er overbevist om, at en virkelig hård fyr ikke behøver at se hård ud.

[Hvis John Wayne er den prototypiske amerikansk helt, så er Danilo Bagrov, fra filmene ” Brother ” den prototypiske russiske helt: temmelig genert, taler lavmælt, undertiden charmerende klodset og naiv, men i virkeligheden ”den hårdeste af os alle”.

Amerikansk helt og russisk helt

Et er sikkert. John Wayne-typer ville aldrig overleve på den russiske gade, de ville straks blive opfattet som falske, svage i deres forsøg på at skjule deres mangel på styrke, og de ville blive knust og ydmyget. I dag, når amerikanerne bruger det, jeg kalder ”Delta Force / Blackwater stil” (spidse skæg, langt hår, mørke solbriller, og et ton af muskler osv) ser de efter russiske standarder komiske ud, russiske specialstyrker (og jeg har mødt en del af dem) ser aldrig sådan ud.

Personligt tror jeg ikke, at det var Trumps plan at imponere russerne. Jeg tror heller ikke – ​​som nogle iagttagere, at lanceringen af missilangrebet under den kinesiske premierminister Xi’s besøg var en bevidst krænkelse eller anden form for ”budskab”. Faktisk tror jeg ikke, at der var meget af en plan overhovedet ud over at vise, at Trump er ”hård”, og ingen ven af ​​Putin. Jeg tror, ​​at den såkaldte ”elite”, der har ansvaret for at køre USA er uendeligt arrogant, dum, uuddannet, inkompetent og uansvarlig. Jeg køber heller ikke den ”planlagt kaos” teori. Jeg tror heller ikke på den teori, der siger, at mens anglo-zionisterne før påtvang deres orden på andre, så nu påtvinger de nu deres uorden. Ja, der er en konsekvens af deres handlinger, men det er ikke en del af en djævelske plan, det er et tegn på terminal degeneration af et imperium, der er retningsforstyrret, bange, vred og arrogant.

Jeg har allerede forklaret i min tidligere analyse, hvorfor Trumps plan om at besejre ISIS ikke vil fungere, og jeg gider ikke gentage det hele her. Hvad jeg vil sige er, at Erdogans godkendelse af Trumps angreb er lige så dum og selvdestruktiv. Jeg spekulerer virkelig på, hvad Erdogan håber at opnå. Ikke alene har amerikanerne næsten taget livet af ham i et kupforsøg, nu arbejder de på at skabe et semi-uafhængigt Kurdistan lige på grænsen til Tyrkiet. Ja, jeg ved, Erdogan ønsker at slippe af med Assad, fair nok, men mener han virkelig, at Trump vil være i stand til at fjerne Assad fra magten? Og hvad hvis Assad bliver fjernet, vil Tyrkiet virkelig være bedre stillet, når kalifatet Takfiristan er erklæret i Syrien? Jeg håber meget, at Erdogan efter folkeafstemningen vil genvinde en vis virkelighedssans.

Hvad med israelerne, tror de virkelig på, at Assad er værre end kalifatet i Takfiristan ?! Men det er måske hvad vi kan forvente af folk med så lang en tradition for at træffe virkelig dårlige beslutninger. Det ser ud som om alle er blevet vanvittige

Så er der de pinlige stående bifald fra Europa og Ukraine. Jeg er virkelig flov på deres vegne. De jubler over forsøg på fjernelse af en af ​​de sidste mentalt fornuftige og sekulære regimer i Mellemøsten. Kan disse europæiske ”ledere” ikke indse, at hvis Syrien bliver erstattet af et kalifat i Takfiristan bryder helvede løs over Europa? Jeg er forbløffet over, hvor blinde disse mennesker er …

Lad os nu se på, hvad der skete fra Kinas og Nordkoreas synspunkt. Jeg nævnte før, at jeg ikke tror, at Xi følte, at angrebet under hans besøg i USA var en lussing eller en fornærmelse. Fra et andet civiliseret land, måske. Men ikke fra USA. Kineserne nærer absolut ingen illusioner om den totale mangel på raffinement og selv grundlæggende manerer fra amerikanske præsidenter. Det er ikke til at sige, at de ikke var forargede og meget bekymrede. Det siger sig selv, at de også bemærkede ”tilfældigt”, at the USNavy har aflyst planlagte havneanløb i Australien for USS Carl Vinson og i stedet har sendt hangarskibet og med følge mod den koreanske halvø. De har også lagt mærke til, at dette skridt har fået maksimal opmærksomhed i USA’s propagandamaskine. En ”magtdemonstration” i Syrien er nu fulgt op af en anden ”magtdemonstration” i Østasien. Typisk, ikke sandt?

Dette skridt vil kun styrke det uformelle, men meget stærke og dybe partnerskab mellem Kina og Rusland. Ligesom russerne, vil kineserne holde masken og tale om international fred og sikkerhed, forhandlinger osv Men alle, der betyder noget i Kina vil forstå, at det virkelige budskab fra Washington DC er enkelt: ”denne gang er det Assad – men du kan blive den næste”.

Måske Nordkorea? Jeg er ikke tankelæser og ingen psykolog, men jeg stiller mig selv følgende spørgsmål: Hvad er værst – at amerikanerne ikke rigtig skræmmer Kim Jong-un, eller at de har held til det? Jeg har ikke svaret, men i betragtning af tidligere adfærd fra DPRK-ledere vil jeg pege på, at både det at skræmme dem og undlade at skræmme dem er meget farlige muligheder. Begrebet ”skræmme” bør ikke indgå i politikker, der beskæftiger sig med Nordkorea. Men i stedet for har marionetdukkerne i DC nu lækket en historie (hvad enten sand eller ej), at de amerikanske efterretningstjenester har færdiggjort planer om at ” eliminere Kim Jong-un”. Og bare for at sikre, at budskabet trænger igennem, har USA i FNs sikkerhedsråd truer Nordkorea med krig .

Er alle virkelig blevet sindssyge i Washington DC? Behøver jeg virkelig at forklare her, hvorfor krig med Nordkorea er en forfærdelig idé, selv hvis landet ikke havde atomvåben?

Konklusion: Hvad sker der nu?

Jeg ved det ikke. Men lad mig forklare, hvorfor jeg ikke ved det. I alle mine år som militær analytiker har jeg altid måttet antage, at alle involverede var, hvad vi kaldte ”rationelle aktører”. De sovjetiske var i hvert fald. Og det samme gjaldt amerikanerne. Med Obama skete det oftere og oftere, at jeg måtte sætte spørgsmålstegn ved denne antagelse, da USA engagerede sig i, hvad der syntes at være skøre og selvdestruktive handlinger. Hvordan virker afskrækkelse på en person uden selvopholdelsesdrift (hvad enten som følge af uendelig imperial hybris, smålig arrogance, uvidenhed eller almindelig dumhed)? Jeg ved det ikke. For at besvare dette spørgsmål, er der ikke brug for en militær analytiker, men en psykiater med speciale i personer med vrangforestillinger og selvmordsplaner.

Nogle læsere tror måske, at det er overdrevet, men jeg mener dette helt alvorligt. Ikke alene finder jeg Trump-administrationen ”ikke aftale kapabel”. Jeg finder den helt løsrevet fra virkeligheden. Vrangforestilling med andre ord. Du tror Kim Jong-un med atomvåben er farlig? Hvad med Obama eller Trump med atomvåben? Er det ikke meget, meget mere skræmmende?

Så hvad kan verden gøre?

Først det nemme svar: europæerne. De kan ikke gøre noget. De er irrelevante. De eksisterer ikke. I hvert fald ikke i politisk forstand.

Nogle lande viser imidlertid et forbløffende mod. Se på, hvad den bolivianske repræsentant ved FN ‘s Sikkerhedsråd turde gøre. Og sikke en skam for Europa: en lille og fattigt land som Bolivia viste mere værdighed, end hele det europæiske kontinent. Ikke underligt at russerne ikke har respekt for EU.

Hvad Bolivia gjorde, er både smukt og ædelt. Men de to lande, der virkelig har brug for at træde i karakter, er Rusland og Kina. Hidtil har det været Rusland, der gjorde alt det hårde arbejde og, paradoksalt nok, har det været Rusland, der har været genstand for den dummeste mangel på taknemmelighed (især fra lænestols-krigere). Dette skal ændres. Kina har mange flere midler end Rusland til at presse USA tilbage i en semi-fornuftig mental tilstand. Rusland har fremragende militære kapaciteter. Kina, derimod, har evnen til at gøre ondt på USA, hvor det virkelig betyder noget: penge. Rusland er i en klemme. Det ikke kan opgive Syrien til Takfiri crazies, men kan heller ikke risikere en atomkrig med USA på grund af Syrien. Problemet er ikke Assad. Problemet er, at han er den eneste person, der er i stand til, i hvert fald på dette tidspunkt, at beskytte Syrien mod Daesh. Hvis Assad fjernes, falder Syrien og Iran bliver den næste. Rusland har absolut ikke råd til at Iran bliver ødelagt af anglo-zionister for hvad bliver det næste efter Iran? Dette forstår alle i Rusland. Men som jeg sagde, problemet med militære reaktioner er, at de kan føre til militær eskalering, som derefter fører til krige, som meget hurtigt kunne blive nukleare. Så her er min centrale tese:

Vi ønsker ikke, at Rusland skal stoppe USA med rent militære midler, da dette bringer menneskehedens overlevelse i fare.

Jeg er klar over, at for nogle kan dette være ulogisk, men husk, at afskrækkelse kun fungerer med rationelle aktører. Rusland har allerede gjort meget mere end alle andre udover Iran. Og hvis Rusland ikke er verdens politimand, så er det heller ikke verdens frelser. Resten af menneskeheden er også nødt til at holde op med at være tavse tilskuere og faktisk gøre noget!

Rusland og Kina kan standse USA, men de må gøre det sammen. Og derfor skal Xi holde op med at handle som en smilende lille Buddha og tale højt og tydeligt. Det gælder især, fordi amerikanerne vise endnu mindre frygt for Kina end for Rusland.

Det kinesiske militær er stadig langt bagefter Rusland, men kineserne er ved at komme med. Bare for 30 år siden var det kinesiske militær forældet og primitivt. Dette er ikke tilfældet i dag. Kineserne har på rekordtid gjort nogle enorme fremskridt. Jeg er ikke i tvivl om, at USA ikke kan vinde en krig med Kina nær det kinesiske fastland. Desuden forventer jeg, at kineserne sætter fuld kraft på et militært moderniseringsprogram, som vil give dem mulighed for at lukke hullet i forhold til USA og Rusland på rekordtid. Så nogen forestillinger om at USA skulle bruge magt mod Kina, det være sig i Taiwan eller Nordkorea, er en absolut forfærdelig idé, rent og skært vanvid. Men, og måske fordi amerikanerne tror på deres egen propaganda, forekommer det mig, at folk i DC tror, ​​at vi er i 1950’erne eller 1960erne, og at de kan skræmme de ”kinesiske kommunistiske bønder” med deres hangarskibe. Hvad de ikke indser er, at jo tættere de amerikanske hangarskibe kommer til Kina, jo større og lettere mål vil de udgøre for et militær, der har specialiseret sig i ødelæggelse af amerikanske hangarskibsoperationer. Amerikanerne burde stille sig selv et enkelt spørgsmål: hvad vil de gøre, hvis kineserne enten sænker eller alvorligt skader et (eller flere) US Navy hangarskibe? Gå til atomkrig med et nukleart Kina i stand til at forvandle mange amerikanske byer til nukleare ødemarker? Virkelig? Ville du bytte New York eller San Francisco for Carl Vinson Strike Group?

Hidtil har Kina støttet Rusland, men kun ”from behind”. Dette er meget flot og meget forsigtigt, men Rusland er ved at løbe tør for ressourcer. Hvis der var en fornuftig mand i Det Hvide Hus, en der aldrig nogensinde ville gøre noget, som kan føre til krig med Rusland, ville det ikke være noget problem. Ak, ligesom Obama før ham, synes Trump at mene, at han kan vinde en omgang nuklear chicken mod Rusland. Men det kan han ikke. Lad mig sige det helt klar: hvis en russer trænges op i en krog, vil han kæmpe, selv om det betyder atomkrig. Jeg har sagt det igen og igen. Der er to forskelle på amerikanere og russere

Russerne er bange for krig. Amerikanerne er ikke.
Russerne er klar til krig. Amerikanerne er ikke.

Problemet er, at alle tegn på russisk forsigtighed og ethvert russisk forsøg på at nedtrappe situationen (det være sig i Ukraine, med Tyrkiet eller i Syrien) er altid blevet fortolket af Vesten som tegn på svaghed. Dette er, hvad der sker, når der er et sammenstød mellem en kultur, der satser på pral og truende adfærd, og en som tror på diplomati og forhandlinger.

De dybe kulturelle forskelle mellem USA og Rusland illustrerer perfekt den polære forskel på de to landes mest avancerede våbensystemer. Så snart amerikanerne deklassificerer et af deres våbensystemer, iværksætter de en kæmpe markedsføringskampagne for at beskrive det som ”bedst af de bedste” ”i verden”. De forklarer udførligt hvor fremragende deres teknologi er, og hvor uovervindelig den gør dem. Den perfekte illustration er (nu, set i bakspejlet, snarere latterlig) propaganda-kampagnen for stealth og stealth-fly. Russerne gør det stik modsatte. Først forsøger de at hemmeligholde det hele. Men når de så til sidst deklassificerer et våbensystem, så underdriver de dets virkelige kapacitet, selv når det er helt klart, at hele planeten allerede kender sandheden! Der har været nogen tilfælde, hvor sovjetiske nedrustningsforhandlere vidste mindre om de reelle sovjetiske kapaciteter end deres amerikanske kolleger! Og når russerne eksporterer deres våbensystemer, forringer de altid eksportmodellen. Har du nogensinde hørt om det russiske Kalibr krydsermissil før deres første anvendelse i Syrien? Eller vidste du, at Rusland har haft nukleare undersøiske missiler siden slutningen af 1970’erne i stand til ”flyve under vand” med hastigheder på over 230 miles i timen?]
Rusland er i en meget vanskelig og dårlig situation. Og er meget alene. Europæerne er kujoner. Latinamerikanere har mere mod, men ingen midler til at lægge pres på USA. Indien håber at spille begge sider. Japan og Sydkorea er amerikanske kolonier. Australien og New Zealand tilhører Echelon / FIVE EYES banden (spionklub bestående af USA, UK, Canada, Australien og New Zealand). Rusland har masser af venner i Afrika, men de lever mere eller mindre alle under amerikansk / franske støvlehæle. Iran har allerede ofret mere end noget andet land og taget de største risici. Det ville være helt urimeligt at bede iranerne om at gøre mere. Den eneste spiller derude der kan gøre noget er Kina. Hvis der er noget håb om at undgå fire år mere med ”Obama-agtigt mareridt” må Kina at træde til og bede USA om at køle ned.

I mellemtiden må Rusland balancere på en knivsæg af forskellige dårlige muligheder. Ruslands bedste håb, og det bedste håb for resten af ​​menneskeheden, er, at de amerikanske eliter bliver så involveret i at bekæmpe hinanden, at dette vil levne meget lidt tid til at føre udenrigspolitik. Men det ser ud til, at Trump har ”regnet ud”, at det er smart indenrigspolitisk (eller det er det, han tænker) at gøre noget dumt i udenrigspolitikken (som fx at angribe Syrien). Det vil ikke fungere.

Måske en rigsretssag mod Trump kunne vise sig at være “a blessing in disguise”. Hvis Mike Pence bliver præsident, vil han og hans neokonservative have total magt igen, og de vil ikke behøve at bevise, at de er hårde ved at gøre dumme og farlige ting? Kunne præsident Pence være bedre end præsident Trump? Jeg er bange for det. Især hvis det udløser en dyb intern krise i USA.

De næste fire år vil være forfærdelige, jeg er ked af at sige det. Vores næste spinkle håb om en fornuftig person i Det Hvide Hus kan være i 2020. Måske Tulsi Gabbard vil køre en kampagne på et løfte om fred og virkelig ”dræne sumpen”? Måske vil ”America first” betyde noget, hvis Gabbard siger det? Lige nu synes hun at være stort set den eneste der har nægtet at tro på det vrøvl om, at ”Assad gjorde det”. Så måske hun kan tilbyde den blanding af fred og progressiv socialpolitik som så mange amerikanere virkelig ønsker? Måske kunne hun blive den første kvindelige leder af alle de rigtige grunde. Det ved jeg ikke. 2020 er stadig meget, meget langt væk, lad os bare håbe vi alle klarer det indtil denne dato før nogle idioter i DC beslutter, at krig med Rusland er en god idé.

Det er sikkert, at modsætningen mellem demokrater vs republikanere og konservative vs liberale kun tjener til at fastholde et system, der formår at forråde værdierne for BÅDE venstrefløjen og højrefløjen. Dette er paradoksalt, fordi det er temmelig klart, at de fleste amerikanere ønsker fred med civiliserede sociale- og arbejdstagerrettigheder. Hardcore libertarianere mener stadig, at laisser-faire er en fantastisk løsning, selv om det overlader al magt til de store selskaber, og selv om det efterlader den enkelte borger forsvarsløs imod oligarkiet. Men jeg vil vædde på, at selv hardcore libertarianere ville foretrække ”statsvælde” (som de ville sige) med fred end ”statsvælde” med krig. På samme måde vil mange hardcore progressive ønske at begrænse frihederne for mange amerikanere (små virksomheder, iværksættere, våben-indehavere), men selv de ville foretrække fred uden regler og bestemmelser frem for krig uden regler og forskrifter. Så jeg tror, at en samlende platform kunne udtrykkes i begrebet ”peace and civil rights”. Det er noget, som det store flertal af amerikanerne kan blive enige om. Selv Black Lives Matter må acceptere en sådan ”peace and civil rights platform”. Det, tror jeg, burde være prioriteten for den føderale regering – demontere krigsmaskinen og afmontere den statslige undertrykkelsesmaskine: en fuldstændig tilbagetrækning af amerikanske styrker på verdensplan kombineret med en fuld genoprettelse af borgerlige rettigheder og menneskerettigheder, som de var før 9/11. Og lad delstaterne beskæftige sig med alle de andre spørgsmål.

Men jeg er bange for, at plutokratiet ved magten aldrig vil tillade det. At Trump kunne knuses på en måned fortæller mig, at de vil gøre det mod enhver, der er ikke en af deres egne. Så mens håb altid er en god ting, og mens jeg drømmer om en bedre fremtid, holder jeg ikke vejret. Jeg finder en pludselig og brutal kollaps af det anglo-zionistiske imperium efterfulgt af et opbrud i USA (som beskrevet her ) langt mere sandsynligt.

Vi må hellere forberede os på nogle meget hårde tider forude.

Redaktionel kommentar: Siden denne analyse blev offentliggjort har Trump kastet “alle bombers moder” over en lille ISIS-gruppe på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. En bombe med en forfærdende sprængkraft, der kan sætte luften i brand. Det ligner en lige så tom demonstration som de i analysen beskrevne.