Anne Libak, tidligere sprogofficer i forsvaret og litteraturredaktør på Weekendavisen bruges jævnligt som ekspert i Deadline. Hendes store force er hendes flotte udtalelse af russiske navne, men ellers er hendes kendskab til russiske forhold noget begrænset.
Det er et problem, at hun så ofte får lov til uimodsagt at fremføre fantasifulde teorier om Putins eventuelle motiver og ikke mindst mentale tilstand. Og kigger man på læserkommentarer på Facebook, bliver bekymtingen ikke mindre. Putin er åbenbart et taknemmeligt offer for den form for dæmonisering.
Deadldine burde holde sig for godt til den form for mikrofonholderjournalistsik, som vi var vidne til tirsdag aften med Nynne Bjerg Christensen som vært. Her blev Putin gjort personligt ansvarlig for nogle russiske hooligans voldelige adfærd i Tyskland.
Det er på tide at seerne bliver præsenteret for et mere nuanceret billede af Putin og den stadigt mere faretruende konflikt, der er under udvikling mellem Rusland og USA/NATO.
USA/NATO er i fuld gang med at udvikle ”first strike capability”, dvs teknologi til at kunne udføre overraskelsesangreb. Fly (F 35), der ikke ses på radar, kan slå først uden at fjenden kan forsvare sig. Og russiske missiler kan skydes ned af de nye våbensystemer, som USA/NATO er i fuld gang med at opstille i Østeuropa. Dermed forsvinder terrorbalancen grusomme men effektive logik, Mutually Assured Destruction (MAD), og USA vil være i stand til at slå først. Som bekendt er angreb det bedste forsvar.
Men før USA/NATO kan gribe til den slags drastiske forholdsregler skal jorden gødes. Det er i det lys man skal se dæmoniseringen af Putin. Han er den næste i rækken efter Milosevic, Saddam Hussein, Gaddafi og Assad.
Rusland har levet med truslen fra vest i det meste af det 20 århundrede. Efter revolutionen i 1917 forsøgte Vesten med massiv militærmagt at kvæle den russiske revolution. Det kostede millioner af mennesker livet i den efterfølgende hungersnød. 22. juni 1941 forsøgte Nazityskland at gøre Napoleon kunsten efter. Det kostede Sovjetunionen 27 millioner døde.
Efter Anden Verdenskrig opbyggede Stalin med Warszawapagten en bufferzone i Østeuropa. Efter Sovjetunionens opløsning og Berlinmurens fald blev Michael Gorbachev lovet, at Vesten ikke ville rykke så meget som en cm mod øst. Det kom som bekendt til at gå anderledes.
Nu står USA/NATO på Ruslands dørtærskel, og en gigantisk militærøvelse under navnet Anaconda med deltagelse af 30.000 soldater, kampvogne, jagerfly osv er i fuld gang.
Hvis Russerne og Putin bliver lidt nervøse, er det vel ikke så underligt.