Måske fordi nogle af de vigtigste spillere i den sysiske borgerkrig var begyndt at stile mod en løsning på den katastrofale syriske borgerkrig. Der er nemlig mange spillere og modsat rettede dagsordner.
Russerne og iranerne
Russerne og iranerne støtter Syriens præsident Assad i kampen mod en bred vifte af ekstremister lige fra al-Qaeda til IS/Daesh. Russerne ønsker en centralt styret sekulær stat med en stærk hær. Iranerne er ikke så vilde med det sekulære og foretrækker militser frem for en regeringshær.
Tyrkiet, Saudi Arabien, Qatar
Tyrkiet, Saudi Arabien, Qatar og de fleste af de øvrige Gulf monarkier prøver at vælte Assad-styret, og støtter præcis de grupper, som Rusland og Iran og Libanons Hezbollah bekæmper. Men mens Tyrkiet og Qatar ønsker at erstatte Assad med det Muslimske Broderskab, hader Saudi Arabien broderskabet endnu mere end de hader Assad. Og for Tyrkiet er kurderne den vigtigste modstander.
USA, Frankrig og Storbritannien prøver også at vælte Assad, men fokuserer nu med kurdernes hjælp på at bekæmpe IS/Daesh. Netop de kurdere, som Tyrkiet bomber, og som er russernes allierede. Prisen for at skyde det SU-24 fly ned kan meget blive, at Tyrkiet, næste gang de bomber kurdere, bliver mødt af nye russiske våben.
Amerikanerne er ikke glade for at russerne bomber anti-Assad hæren, den såkaldte ” Army of Conquest”, en sammenrend af islamister domineret af Nusra Fronen, en al-Qaeda aflægger i Syrien.
På trods af dette politiske virvar er der en udvikling i gang hen imod en forhandlingsløsning, som ikke forudsætter et regimeskifte i Syrien. Og præcis derfor er Tyrkiet og Golf-monarkierne bekymrede, og det er den vigtigste grund til at Ankara nedskød det russiske fly.
Det er flodbølgen af flygtningen, der har bragt Europa på andre tanker. Ud af Syriens 23 millioner er 11 millioner på flugt, og europæerne er med god grund bekymrede for, hvor mange af dem, der ender i Europa. Og derfor har europæerne droppet deres krav om, at Assad skal gå, før en våbenhvile kan komme på tale. Russerne og iranerne instisterer på, at der skal afholdes valg, hvor Assad også vil være kandidat. Syriens fremtid bør afgøres af syrerne selv – tænk engang!
Tyrkiet og Saudi Arabien kræver at Assad skal gå, men de sidder ikke i førersædet. Selvom NATO støttede Tyrkiet efter nedskydningen af det russiske fly, betragter ledende folk i NATO Erdogan som en løs kanon. Og Saudi Arabiens økonomi er hårdt ramt af de lave oliepriser og det hængedynd i Yemen, som de har rodet sig ud i.
Rusland rolle
De russiske bomber har ramt de turkmenske oprørere hårdt i Bayir-Bucak regionen, der grænser op til Tyrkiet. Det er her, våben- og olietrafikken til IS/Daesh går. Russerne har dermed sat en effektiv stopper for Tyrkiets ønske om at skabe en ”no fly zone” i denne region, og det er Erdogans søn, Bilal ikke begejstret for. Han har tjent formuer på den lukrative handel med den olie, som IS/Daesh har stjålet.
Erdogan og NATO
Erdogan fik ikke helt den response, han ønskede fra NATO., da han nedskød SU-24. Europa har akut brug for en løsning på flygtningekrisen og har ikke råd til en konfrontation med Rusland
Russerne har nu deplojeret deres moderne SU-34 bombere og bevæbnet dem med luft til luft missiler. Disse bombere bliver eskorteret af SU-35 jagere. Og dertil kommer antiluftsystemer som S-300 og S-400, de sidstnævnte med en aktionsradius på over 400 km. Russerne siger, at de ikke er ude på skrammer, men de er i givet fald parate til at slå igen.
Forhandlignsbordet
Omkring nytår vil de lande, der er involveret i borgerkrigen mødes i Geneve. Nogle af dem vil gøre deres bedste for at afspore forhandlingerne, men man kan håbe, at der er en tilstrækkelig vilje blandt de øvrige til at nå en politisk løsning. Det bliver ikke let, og hvem der kommer til at sidde med ved bordet, er stadig uklart.
Men selvom problemerne er store, vil en fiasko være katastrofal. Dette kan vise sig at være den faktor, der vil bringe parterne sammen, så en våbenhvile og en våbenembargo kan etableres, og en ny forfatning med et internationalt overvåget valg komme i stand.
Vi mangler dog at høre nye toner fra en Obama, der er hårdt presset af de neokonservative høge i Washington. Hans tåbelige mantra “Assad must go” står stadig i vejen.