Efter terrorangrebet i Paris er vi alle rystede, bange og sorgfulde. Hvordan skal det dog gå. Hvornår kommer næste terrorangreb? Den typiske reaktion er vrede og aggression, som når Frankrigs præsident Hollande lover ISIS alverdens ulykker, eller når Dansk Folkepartis Søren Espersen forlanger, at vi holder op med at tage hensyn til kvinder og børn, når der udvælges bombemål.

Sognepræst Julie Damlund sagde i P1’s Religionsrapport 17. november noget, der gav mig stof til eftertanke Hun sagde, at dine fjender også er mennesker. Dette smukke kristne – men næsten urimelige synspunkt minder mig om de gode militærstrategiske anvisninger, som den kinesiske general Sun Sze allerede anbefalede for mere end 2.000 år siden. Kend dine fjender, underforstået de er også mennesker. Hun efterlyste mere pragmatisme og udtrykte bekymring over alt det følelsesporno (min formulering), der var ved at køre debatten i grøften.

Det er den totalitære tankegang, det er galt med, sagde hun. Den kristne tro rummer tvivlen, og det er et værn mod at tænke totalitært. Den totalitære tankegang indebærer, at man sætter hensynet til det enkelte menneske til side for et højere formål.

Det gælder ikke kun islamister. For egen regning er her et par eksempler: Når Søren Espersen mener det er OK at dræbe kvinder og børn for at ramme IS, når Obama drone-bomber hele bryllupsfester, når vi sammen med USA og NATO invaderer andre lande med den hensigt at indføre demokrati, sætter vi hensynet til det enkelte menneske til side for et højere formål.

Hvorfor er IS-krigerne så rasende, at de tager så grusomme midler i anvendelse? Er vi selv så meget bedre? USA’s og NATO’s krige har resulteret i hundredtusindvis af civile ofre. Vi har brugt klyngebomber, fosforbomber og uranberigede bomber. Hvis det var gået ud over os, mon vi så ikke også var blevet rasende? Det er ikke en undskyldning fra at bruge den slags vold, som IS praler med på Internettet, men det burde ikke komme helt bag på os, at vores krige kunne give denne form for følger.

Især når man tænker på hvordan islamismen startede. Det måskes mest eklatante eksempel er præsident Carters udenrigspolitiske rådgiver, Zbigniew Brzezinski. Han foreslog Carter at opbygge en islamistisk bevægelse, der kunne give Sovjetunionen sit ”Vietnam” i Afghanistan”. Det var smart tænkt. Resultatet var en islamistisk bevægelse, der også fik støtte af unge Lars Løkke, der endda lod sig fotografere med en Kalashnikov-riffel sammen med jihad-krigerne.

Siden gik det galt i Afghanistan, Irak og Libyen. Det sidste medførte, at Nordafrika faldt fra hinanden, og Mali har netop betalt prisen i form af et grusomt terrorangreb. Tror danske politikere i ramme alvor på, at vi bare skal fortsætte det spor, der har ført os ud i hængedyndet?

Svaret på truslen fra Islamisk Stat er, at parterne i Syrien bliver bragt til forhandlingsbordet, så der kan etableres en våbenhvile. Det løser ikke alle problemer, men det er en start. Det har Ruslands præsident Putin længe forsøgt, og nu lykkes det måske.

Glem alt den snak om militære løsninger. De har vist, at de ikke duer. Det er på tide, at USA og NATO anerkender princippet om at respektere en stats suverænitet, og dermed opgiver ideen om, at vi kan gennemtvinge et regimeskift i et andet land. Det gælder også en diktator som Assad. Det er syrerne selv, der skal bestemme deres fremtid, ikke os!

Princippet om staters suverænitet blev knæsat ved den Westfalske fred efter 30 års krigen i 1648, og det er indskrevet i FN-pagten. Det er ikke kun smukt. Det er også klogt.