Rusland og USA har nu taget hul på forhandlinger om den sprængfarlige situation langs Ukraines grænse til Rusland. Vesten fremstiller Rusland som aggressor, men set fra Ruslands synspunkt er situationen lige omvendt. Rusland ønsker at sætte en stopper for yderligere NATO ekspansion langs Ruslands grænser og og opstilling af missiler, der kan nå Moskva på få minutter

NATO-løftet
Putins krav betragtes af Vesten som urealistiske, men det han beder om er i virkeligheden blot, at USA/NATO skal holde sine løfter.

Den 9. februar 1990 forsikrede udenrigsminister James Baker den sovjetiske leder, Michael Gorbatjov, at hvis Rusland accepterede at NATO optog det forenede Tyskland, ville NATO ikke udvide en tomme øst for Tyskland. Næste dag afgav den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher det samme løfte til sin sovjetiske kollega, Eduard Shevardnadz. Tidligere, den 31. januar 1990, havde Genscher allerede offentligt erklæret i en stor tale, at der ikke ville ske “en udvidelse af NATOs territorium mod øst, med andre ord tættere på Sovjetunionens grænser.”

For nylig afklassificerede dokumenter gør det klart, at alle de vestlige magter, herunder ikke kun USA og Tyskland, men også Storbritannien og Frankrig, gentagne gange gav Rusland det samme løfte.

Syv år senere, da USA allerede havde brudt dette løfte, afgav Clinton et andet løfte til Rusland. Efter at have udvidet NATO langt øst for Tyskland, ville de i det mindste ikke permanent stationere betydelige kampstyrker. Det var det løfte, som USA underskrev i NATO-Ruslands grundlov om gensidige relationer . Det var en gentagelse af det tidligere løfte fra februar 1990 om, at ikke kun NATO-medlemskab, men NATO-tropper ikke ville strække sig mod øst. Så når USA’s udenerigsminster, Antony Blinken for et par dage siden gentog påstanden om at Rusland aldrig havde fået noget løfte, er det i strid med sandheden.

Putin beder ikke om nogen nye vestlige indrømmelser. Han beder kun om, at Vesten overholder de forpligtelser, man allerede har givet.

Kuppet
Katalysatoren for krisen i Ukraine i dag var kuppet i 2014. Det kup blev iværksat og støttet af USA. Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj stod over for valget mellem økonomisk alliance med EU eller Rusland. Meningsmålinger på det tidspunkt viste tydeligt, at ukrainerne var næsten ligeligt fordelt på, hvilken økonomisk alliance de skulle vælge. Janukovitjs valg af begge pakker ville have delt landet. Putin tilbød Janukovitj en vej ud: Både Rusland og EU kunne hjælpe Ukraine, og Janukovitj behøver ikke at blive tvunget til at vælge.

USA og EU afviste Putins tilbud. Ifølge Stephen Cohen, professor emeritus i russiske studier ved Princeton, var det ”EU, støttet af Washington, der i november sagde til den demokratisk valgte præsident for et dybt splittet land, Ukraine, ‘Du skal vælge mellem Europa og Rusland’.”

Scenen var nu sat for konflikten i Ukraine. Anført af senator John McCain og assisterende udenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender Victoria Nuland, godkendte og støttede USA offentligt kupmagerne.

USA dybt involveret i planlægningen af ​​selve kuppet. Nuland blev fanget i at planlægge, hvem amerikanerne ønske som ledelse efter ​​regimeskiftet. I en lækket telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, erklærer hun, at Arseniy Yatsenyuk er USA’s valg til at erstatte Janukovitj.

Nuland pressede derefter sikkerhedsstyrkerne til at stoppe med at bevogte regeringsbygninger og tillade kupmagerne at komme ind. Disse udnyttede derefter fraværet af parlamentsmedlemmer fra syd og øst til at gennemføre kuppet.

EU-pakken var ikke uden betingelser…
Den økonomiske alliance med EU var ikke den godartede pakke, der blev præsenteret for den vestlige offentlighed. Det var ikke kun et økonomisk tilbud. Ifølge professor emeritus i russiske studier ved Princeton, Stephen Cohen, indeholdt EU-forslaget også “sikkerhedspolitiske” bestemmelser. Bestemmelserne tvang Ukraine til at “holde sig til Europas ‘militære og sikkerhedspolitiske’ politik.” Så forslaget var ikke en kun en økonomisk aftale: Det var en sikkerhedstrussel mod Rusland i økonomiske fåreklæder.

Professor i russisk og europæisk politik ved University of Kent Richard Sakwa siger: “EU-udvidelse baner vejen for NATO-medlemskab” og påpeger, at siden 1989 er hvert nyt medlem af EU blevet medlem af NATO. Det er ikke kun, at EU-pakken underordnede Ukraine til NATO, siden EU-traktaten i Lissabon trådte i kraft i 2009, er alle nye medlemmer af EU forpligtet til at tilpasse deres forsvars- og sikkerhedspolitik med NATO.

Langt fra at være blot en økonomisk aftale, siger artikel 4 i EU’s associeringsaftale med Ukraine, at aftalen vil “fremme gradvis konvergens i udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål med henblik på Ukraines stadig dybere involvering i det europæiske sikkerhedsområde.” Artikel 7 taler om konvergens mellem sikkerhed og forsvar, og artikel 10 siger, at “parterne skal udforske potentialet for militært og teknologisk samarbejde.”

Så EU’s økonomiske alliance var en aggressiv pakke, der gemte NATO’s ekspansion helt op til Ruslands grænse i sig.

Hvad Krim ønskede
Det, der gjorde Ruslands annektering af Krim så truende for USA, var ikke selve annekteringen. I sig selv er Krim ikke så vigtigt for USA. Det, der var så truende, var, hvad annekteringen betød i forhold til Ruslands forhold til USA og i forhold til dets skiftende rolle i verdensordenen.

Alexander Lukin, der er leder af Institut for Internationale Relationer ved National Research University Higher School of Economics i Moskva og en autoritet vedrørende russisk politik og internationale relationer, forklarer, at grunden til, at annekteringen af ​​Krim var afgørende, er, at Rusland af USA blevet betragtet som en underordnet partner af Vesten. I alle uenigheder mellem Rusland og USA indtil da havde Rusland gået på kompromis, og uenighederne blev løst ret hurtigt. “Krisen i Ukraine og Ruslands reaktion på den har fundamentalt ændret denne konsensus,” siger Lukin. “Rusland nægtede at spille efter reglerne.” Krim markerede afslutningen på den unipolære verden og amerikansk hegemoni. Rusland trak et streg i sandet og hævdede sig som en ny pol i en multipolær verdensorden. Det er derfor, USA er så truet af Ruslands reaktion på begivenhederne i 2014 og det amerikanske kup.

Kuppet i Ukraine førte til den russiske annektering af Krim. Men det var ikke en aggressiv handling. Det var en defensiv reaktion på vestens indgreb dybt ind i dets indflydelsessfære og helt op til dets grænser. Det var en defensiv reaktion på undertrykkelsen af ​​russisktalende mennesker på dets grænser. NATO-udvidelsen havde banket på Ruslands døre. I 2014 “kom det til det ‘broderlige’ Ukraine,” som Lukin udtrykker det, “en region, som Rusland har særlige følelser for, og hvis indbyggere betragter sig selv som russiske.”

Sakwa siger, at “det er klart, at størstedelen af ​​Krim-befolkningen gik ind for forening med Rusland.” Et flertal stemte for forening med Rusland, da spørgsmålet blev sat til folkeafstemning. Legitimiteten af folkeafstemningen har været genstand for debat, men Sakwa siger, at “selv under perfekte forhold ville et flertal på Krim have stemt for union med Rusland.”

Hvad Donbas og Rusland ønsker
Mens USA og de vestlige medier overdriver truslen om en uprovokeret russisk invasion af Ukraine – en invasion, har Noam Chomsky for nylig sagt, at “de mest seriøse analytikere tvivler” – hvad de ikke vil fortælle dig, er, at Rusland ikke har nogen som helst interesse i at invadere Ukraine . Det er derfor, de ikke har gjort det i de sidste syv år. Anatol Lieven, der er seniorforsker ved Quincy Institute for Responsible Statecraft, påpeger at “Rusland ikke har annekteret Donetsk og Luhansk (de to ukrainske provinser, der udgør Donbas) eller anerkendt deres uafhængighed.” Han siger, at “annektering ikke er Ruslands foretrukne mulighed for fremtiden for [Donbas]-regionen,” og tilføjer at “Moskva kunne have annekteret Donbas (som det gjorde med Krim) når som helst i løbet af de sidste syv år, men har afholdt sig fra at gøre det.”

Da Donbas-regionen i det østlige Ukraine forsøgte at følge Krims vej tilbage til Rusland, forsøgte Putin at forhindre deres folkeafstemninger, selv mens han accepterede Krims. Sakwa rapporterer i Frontline Ukraine, at “Putin viste kun få tegn på at ville have en Krim-lignende overtagelse af regionen, idet han gentagne gange afviste anmodninger om at acceptere territoriet som en del af Rusland.” Da Donbas afholdt valg, afviste han at acceptere dem eller være bundet af dem, selvom han “respekterede” resultaterne

Ud over at Ruslands handlinger er defensive og ikke ekspansionistiske, er der en række grunde til, at Putin ville være tøvende med at invadere Ukraine. Det ene er det amerikanske løfte om, at det “vil reagere beslutsomt.” En anden er vanskeligheden ved at vinde, kontrollere og holde Donbas-regionen. Det er strategisk mere fordelagtigt for Rusland ikke at annektere Donbas. Anatol Lieven vurderer, at “det giver meget mere mening for Rusland at forlade Donbas som en del af Ukraine og bruge det som en løftestang først til at blokere NATO’s udvidelse og for det andet (hvis det kan gøres til en selvstændig del af Ukraine) at påvirke ukrainsk politik indefra.” Så længe Donbas er en del af Ukraine, kan den stemme imod NATO-medlemskab; hvis Rusland annekterer det, taber det den afstemning.

Så i modsætning til mediebudskabet ønsker Rusland ikke engang at annektere Donbas. Og hvad vil befolkningen i Donbas?

USA fastholder, at det er umuligt at love, at Ukraine ikke vil tilslutte sig NATO, fordi det er op til befolkningen i Ukraine at træffe den beslutning. Det er ironisk, fordi det ikke er klart, at Ukraines befolkning ønsker at tilslutte sig NATO, og det er bestemt uklart, at befolkningen i Donbas gør det.

I modsætning til fremstillingen i medierne af et folk, der er desperat efter at undslippe russisk og at kaste sig i armene på NATO, rapporterer Volodymyr Ishchenko, forskningsassistent ved Institut for Østeuropæiske Studier, Freie Universität Berlin, at “ukrainere langt fra er enige om støtten til et NATO-medlemskab.” Ishchenko siger, at flertallet af ukrainere ikke går ind for NATO-medlemskab. Han rapporterer, at støtten ligger på omkring 40%, men at selv dette mindretal er misvisende oppustet. Tallet er steget til 40 % ved ikke længere at inkludere ukrainere fra de pro-russiske regioner Krim og Donbas i undersøgelserne. Han tilføjer, at selv hvor støtten til en alliance med Rusland er faldet, er den ikke migreret til NATO-lejren, men til den neutrale lejr.

Så det virkelige billede er at Rusland ikke ønsker Donbas og Donbas, og muligvis endda Ukraine, ikke ønsker medlemsskab af NATO.

Hykleri
Russerne opfatter postyret omkring Ukraine og Krim som hyklerisk. De peger på Kosovo og Cuba. I 2008 støttede USA Kosovos løsrivelse på grund af Ruslands indvendinger, men de kalder Krims løsrivelse for en grov krænkelse af international ret fra Ruslands side. “Som et resultat,” siger Lukin, “kan Rusland se Vestens holdning til Krim. . . som intet andet end et tilfælde af ekstremt hykleri.” Sakwa påpeger i Frontline Ukraine på, at Kosovo ensidigt erklærede uafhængighed fra Serbien uden selv at have en folkeafstemning. Alligevel havde “mange vestlige lande, med USA i spidsen, anerkendt Kosovos uafhængighed på trods af gentagne FN-resolutioner, der opretholder Jugoslaviens territoriale integritet.” Sakwa påpeger også, at USA støttede “den berygtede rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol . . . at Kosovos uafhængighedserklæring ‘ikke krænkede generel international lov’.” Hvorfor er det rimelige for Kosovo ikke retfærdigt for Ukraine?

Og hvad med NATO-tropper og våben, der føres helt frem til Ruslands grænser? Hvordan ville USA reagere, hvis Rusland placerede tropper og våben på Amerikas grænse? Munro-doktrinen fortæller os klart, hvordan USA ville fortolke russisk indgreb i den amerikanske sfære. Og den cubanske missilkrise fortæller os klart, hvordan USA ville reagere på russiske tropper og våben ved USAs grænse.

Annekteringen af ​​Krim var ikke en ekspansionistisk aggression eller intervention. Det var et forsvar mod USA’s ekspansionisme, der brød et grundlæggende løfte fra USA og NATO og mod et interventionistisk USA-støttet kup. Rusland har været uvillig til at annektere Donbas og reageret på flertallets vilje til at annektere Krim. USA er truet af Ruslands aktivitet, fordi Rusland har trukket en streg og ikke længere spiller en underdanig og samarbejdsvillig rolle i den amerikansk ledede verdensorden. Den østlige Ukraine-russiske grænse er den linje, som kampen om det amerikanske hegemoni udkæmpes over.

Kilde: https://www.counterpunch.org/2022/01/07/six-things-the-media-wont-tell-you-about-ukraine/