»Vi skal aflive en lidt sejlivet myte, der er ved at opstå. Nemlig at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet,« sagde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde for nogle dage siden.
Dermed tager Mette Frederiksen tråden op fra den gang hun var beskæftigelsesminister. Desværre bunder hendes fortolkning af det socialdemokratiske mantra: ”Gør din pligt og kræv din ret” på misforståelse. Dette slogan var rettet mod den tids privilegiesamfund, som socialdemokraterne ville bekæmpe med deres slogan om ret og pligt.

Mette frederiksens nye arbejdsmarkedspolitiske fremstød er en del af hendes integrationspolitik og kommer ikke til at øge arbejdsudbuddet væsentligt, selvom det tilsyneladende er målet.
Forskning har imidlertid vist det måske lidt overraskende, at et arbejde i sig selv skaber sin egen motivation. Det er simpelt hen tilfredsstillede at gå på arbejde, at opleve samværet med kolleger osv. Hvorfor så tale det ned, som hun og hendes beskæftigelsesminister nu gør. Der er andre midler, der vil virke meget bedre.

Vi skal tage tvangen og kontrollen ud af ledigheden. Ledige får i dag basisindkomst, men den er betinget af rådighedsregler, pligt til aktivering, pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed på et andenrangs-arbejdsmarked i form af nyttejobs og andet, og nu også pligt for flygtninge/indvandrere til at lære dansk.
(I parentes bemærket: Mon ikke de fleste selv vil kunne indse det fornuftige i at kunne dansk, når man bor i Danmark – hvorfor skal danskundervisning nødvendigvis være forbundet med tvang?)
Det sekundære arbejdsmarked uden sædvanlige faglige rettigeder har vi haft længe, men nu sættes det yderligere i system med de såkaldte ”nyttejobs”. De fungere på den måde, at en kontanthjælpsmodtager for fortsat at kunne modtage kontanthjælp skal udføre nyttejob i et antal timer. Det kan fx være at samle hundelorte op. Et nyttigt job, som ellers ikke ville være blevet udført. Det lyder da meget godt, men hvorfor skal det med djævelens vold og magt være tvunget?
Hvorfor skal lige netop Underdanmark tvinges til at arbejde. Hvorfor ikke satse på, at mennesker kan have ”lyst” til at arbejde – kan have et behov for at indgå i en social sammenhæng, have lyst til at have noget at stå op til?
Det lyder nærmest som om Mette Frederiksen hader at arbejde, og ikke kan forestille sig en bedre motivationsfaktor end tvang kombineret med truslen om at ende i den sociale massegrav.

Fra borger til klient
Hvordan mon det er at stå med hatten i hånden over for en sagsbehandler? Ja, det er faktisk velbelyst af forskningen: Man bliver klient! Personligheden forandres. Man ender med at blive en ’nasser’, der mener, det hele er ’samfundets skyld’. Selvrespekten og motivationen til at tage tilværelsen i egne hænder forsvinder til fordel for en magtesløs ’jeg har ikke en chance, jeg duer ikke’-tankegang.

Det er her, at empowerment kommer ind. Begrebet betyder ordret ’at give magten’ over eget liv tilbage til det menneske, det drejer sig om. For nogle er empowerment et etisk princip, fordi man mener, at ethvert menneske bør have magten over eget liv, mens det for andre er et metodisk princip, da man mener, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling. Det siger næsten sig selv, at ægte empowerment ikke fungerer under tvang.
Der er ikke meget empowerment i den aktuelle danske social- og arbejdsmarkedspolitik. Staten og kommunerne har ansat en hærskare af konsulenter, sagsbehandlere og ikke mindst kontrollanter, der skal ’servicere’ de mennesker, der stadig står uden for arbejdsmarkedet. Det koster milliarder, men mon det hjælper? ’Ja’ mener politikerne tilsyneladende. Sandheden er imidlertid, at vores social- og arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast. Den har udviklet sig til det virvar, den er i dag efter et princip, der i organisationsteorien kaldes the Principle of Disjoint Incrementalism (de usammenhængende småforandringers princip) eller mindre smigrende: lappeløsninger.

Der er grænser for, hvor langt man kan nå ved hjælp af den metode. Når kuren tilsyneladende forværrer sygdommen, er det et varsel om, at der er indtruffet en (negativ) kvalitativ forandring – i modsætning til de kvantitative forandringer, som vi alle er fortrolige med. Kvantitative forandringer kan de fleste systemer hamle op med. Løsningerne vil altid gå ud på at gøre mere eller mindre af det samme, som man hidtil har gjort. Det som har hjulpet hidindtil, det hjælper nok herefter.

Når der er tale om kvalitative forandringer, må der andre boller på suppen. I videnskabelige kredse taler man om 2. ordens forandringer, og det er forandringer, som de færreste systemer løser ved at skrue lidt på de sædvanlige knapper. Det er her man taler om nødvendigheden af et paradigmeskift, og det er det, vi nu har behov for.