Siden 2009, da finansboblen bristede har den rigeste 1% i USA scoret 91% af den samlede indkomstfremgang, mens medianfamilie-indkomsten siden da hvert år er faldet 1-2%. For indkomster under medianen har faldet været endnu større. Næsten 100 mio lønmodtagere har haft faldende indkomster de senste 6 år.

Hvor er pengene blevet af?

Selskaberne har indkasseret historisk høje profitter – ikke ved fortjeneste på salg af varer og tjenester, men ved at spare først og fremmest på lønninger. Det gav de 500 største selskaber i USA en profit på ca 5.000 mia $

Dette enorme beløb fik aktionærerne udbetalt i hhv udbytte og i form af stigende aktiekurser som følge af buybacks, dvs. selskabernes opkøb af egne aktier. Siden 2009 er aktiekurserne tredoblet!

En ny forretningsmodel er ved at fortrænge den gode gamle, hvor virksomheder producerede ting og sager og udbetalte lønninger, der af lønmodtagerne blev brugt til at købe ting og sager. De tider er forbi. Der er ikke nok profit i den model. Næ det er en bedre forretning at spekulere i finansielle papirer, aktier, obligationer, derivater, fast ejendom osv. – eller som det hedder i Jesper Jensens sang om kapitalen: ”penge skaber penge – papir papir”. At der bliver færre til at købe tinge og sager tænker man ikke på.

General Eletric er en gammel virksomhed, der producerer ting og sager inden for mange brancher. Det går godt, så længe man kan klemme udbytte ud af dalende lønninger, men på sigt er der ikke nok profit i den form for virksomhed. GE forsøger at trække pinen ud ved at sælge ud af aktiviteter for at få kontanter til foretage buybacks for at støtte aktiekursen samt at betale udbytter.

Et selskab som Blackstone er et eksempel på fremtidens forretningsmodel. De tjener penge på rendyrket finansspekulation og opkøber GE-aktiver, som de så sælger igen med god fortjeneste. Hvem bryder sig om hvor profitten kommer fra, så længe den bare stiger. Lad os få nogen fede kursstigninger, buybacks og dividender. Vi skal nok nå at springe af vognen inden det går galt næste gang. Efter os syndfloden!

Men hvad med os andre?

Læs mere her>>>

1400 mennesker har mistet livet de seneste par uger på flugt fra fattigdom og forfølgelse i Afrika. Vi hører ikke så meget om årsager og vores eget ansvar for ulykkerne. Men Yahya Hassan har som en af de få fået adgang til de store medier med et provokerende bud på, hvor ansvaret skal placeres.

”Vi er en krigsførende nation, Vi er en del af terrorapparet vi er en del af NATO, Vi er en brigade i den amerikanske hær.Vi foretager os ting ude i den vide verden. Vi myrder folk, vi besætter deres lande. Vi laver ting, der ikke er i orden.”

For godt og vel 25 år siden, 29 november 1989 faldt Muren i Berlin. Det blev starten på en ny verdensorden og afslutningen på Den kolde Krig. Nu skulle vi høste fredsdividenden. Tænk hvad vi kunne udrette uden at skulle holde et kæmpe militærapparat kørende.

Det gik anderledes. Dengang var der stort set ingen flygtninge. Siden er det lykkedes USA og en række ”villige” lande at skabe kaos i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Syrien, Yemen, osv. Og fremvæksten af afskyelige terrororganisationer som IS.

Ifølge Amnesty International har konflikterne i Afrika og Mellemøsten resulteret i den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig, hvor nu mere end 57 millioner mennesker er blevet tvunget på flugt!

Og Danmkark har været medskyldig, præcis som Yahya Hassan formulerede det.

20.okt 2011 kunne man i Politiken læser følgende: Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) spår, at kampene i Libyen snart ophører, efter at landets mangeårige leder, oberst Moamar Gaddafi meldes dræbt. »Et mørkt kapitel i Libyens historie er slut. Jeg glæder mig over nyheden om, at Gaddafis fødeby, Sirte, nu erklæres befriet for Gadaffi-tro styrker«, siger Villy Søvndal og fortsætter: »Dermed vil de få resterende kampe i mindre byer forhåbentlig snart også ophøre. Og Libyen vil være parat til at tage et vigtigt skridt mod frihed og demokrati«.

Og den amerikanskes udenrigsminister (og måske kommende præsident) Hillary Clinton udtalte efter mordet på Gadaffi: ”We came, we saw – he died”.

When will they ever learn?

Ja på en måde er der grund til optimisme.

Da George W. Bush den 1. maj 2003 på dækket af USS Abraham Lincoln erklærede Irak krigen for vundet og ”Mission accomplished”, hyldede han det, han mente var starten på en ny æra, men han havde nok ikke drømt om, hvad den nye æra indebar. Den dag blev et vendepunkt for det amerikanske imperium.

Opløsning, islamisme, sekteriske konflikter, ”failed states”i Afghanistan, Iraq, Libyen Syrien og Yemen. Et nervøst Saudi Arabien, et stadigt mere isoleret og skingert Israel og stik imod USA’s planer et styrket Iran.

USA’s målbevidste bestræbelser på at omringe Rusland og bringe Putin til fald er stadig ikke lykkedes. Kuppet i Ukraine og den efterfølgende borgerkrig er indtil videre endt som fiasko for USA og de neokonservative. Og Syriens diktator, Assad, holder stadig stand. Hvis valget står mellem ham og kaos, vælger et flertal af syrerne stadig at bakke styret op.

USA fortsætter samme vej som historiens tidligere imperier. USA har militære styrker udstationeret i 130 lande og droner, der kan ramme USA’s fjender i det meste af verden. USA er en frygtindgydende militærmagt, men samtidig mister den amerikanske dollar langsomt, men sikkert sin position som verdens reservevaluta, og dermed forsvinder den uendelig kredit, der hidtil har finansieret USA’s globale operationer. BRICS-landene, den nye asiatiske investeringsbank og Sydamerikas voksende selvstændighed – senest demonstreret ved Summit of the Americas-mødet i Panama, viser, at USA’s position som verdens enehersker, er på retur.

Og i Europa har nyliberalismen lidt et kæmpemæssige nederlag. Tysklands forsøg på at tørre de tyske bankers problemer af på EU ved at give grækerne skylden for den misære, som bankerne selv spillede aktivt med i, er gået på grund takket være de græske vælgeres nej til flere nedskæringer.

Man skal være naiv for at tro på den lokkende sang om, at krisen er overstået, og at der igen kommer fuld beskæftigelse. Den brutale kur, som Grækenland og andre EU lande har været udsat for, har kun forværret krisen. Det vil vare mange år, før Europa er tilbage på samme niveau som før boblen sprang.

Verden består ikke kun af Vesten, og når vi kommer på spanden, kan vi kun håbe på, at BRICS-landene kan holde verden flydende. Men det er ikke sikkert at USA’s og dermed vores nedtur bliver særlig behagelig. Der er mange faremomenter.

Den fascistiske infrastruktur er kørt i stilling. Nine-eleven viste os, hvor nemt det er at sætte fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft. Big Brother-samfundet er på plads og politiet udstyres og trænes til at nedkæmpe optøjer og folkelige oprør.

Der er nye tider på vej.