Af Vijay Prashad / Independent Media Institute
Oversat og bearbejdet af Ebbe Lauridsen. Læs den originale artikel her >>>

Den 20. maj gik halvdelen af ​​Venezuelas befolkning til stemmeurnerne. De valgte Nicolás Maduro itl præsident. Maduro, den 55-årige efterfølger til Hugo Chávez og lederen af ​​Chavista-bevægelsen vandt med 68 procent af stemmerne. Hans nærmeste udfordrer, Henri Falcón, som havde været Chavista indtil 2010, fik 21 procent af stemmerne. Det stod klart i flere måneder, at Maduro ville vinde valget. Dette havde intet at gøre med “uregelmæssigheder” i afstemningsprocessen, som EU påstod. Loyaliteten over for Chavista-bevægelsen er tydelig. Det er også klart, at oppositionen mod Maduro og Chavista-bevægelsen repræsenterer oligarkiet. Valget drejede sig ikke om demokratiets skæbne. Oppositionen bruger kun ordet “demokrati” som påskud til at vende tilbage til det gamle styre. Dette stod klart for Venezuelas fattige, og derfor valgte de Maduro.

Hvorfor stemte halvdelen af ​​Venezuelas befolkning så ikke? Ved det sidste præsidentvalg – som resulterede i en sejr til Maduro, stemte 80 procent af befolkningen. Hvad er årsagen til nedgangen? Den skyldes en smart strategi udarbejdet af oppositionen til den bolivarianske revolution.

Den revolutionerende proces blev åbnet i 1998, da Hugo Chávez vandt det første af mange valg. Oppositionen – og dens udenlandske allierede (især USA’s regering) – vidner om, at de ikke kan vinde i en demokrartisk afstemning. Og derfor har de opmuntret USA og dets oligarker i Latinamerika til at sætte den venezuelanske økonomi under belejring. Smerten fra denne “økonomiske krig” har desorienteret og demoraliseret det venezuelanske folk. Usikre på deres mulighed for at vinde et valg, har de forsøgt at reducere Chavistas regeringers legitimitet. Derfor har oppositionen – støttet af oligarker og USA – boykottet valget. Derfor stemte kun halvdelen af ​​befolkningen.

“Uregelmæssighederne” i dette præsidentvalg skyldtes hovedsagelig indblanding udefra i Venezuelas politiske proces. Mange i USA er alarmeret over påstande om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg, mens USA’s åbne indgreb i det venezuelanske valg er helt OK. Der har ikke været nogen offentlig kritik af udtalelser fra Det Hvide Hus – især vicepræsident Mike Pence – som kaldte valget et bedrageri allerede flere uger før venezuelanerne gik til stemmeurnerne.

Det er påfaldende, at Den Europæiske Union – som har været så skarp i sin kritik af valget – og FN blev inviteret til at sende valgobservatører, men begge afslog. De internationale observatører, der kom – også den tidligere spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero – har udtalt, at de ikke så nogen uregelmæssigheder i valgprocessen, men intet valg sker uden nogen form for svig. Ifølge Electoral Integrity Project (baseret ved Harvard University og Sydney University), præsterer USA den dårligste valgproces blandt alle vestlige demokratier. At pege på dette eksempel alene er næppe et godt mål for et mislykket valg.

At oppositionen vandt parlamentsvalget i Venezuela sidste gang tyder også på, at valget forløb korrekt. At oppositionen besluttede at boykotte dette valg skyldes ikke risikoen for et uretfærdigt valg, men i højere grad et forsøg på at isolere den venezuelanske regering og at sætte scenen for dens sammenbrud.

I januar meddelte Maduro, at Venezuela ville afholde et præsidentvalg i de kommende måneder. I løbet af ingen tid sagde USA og EU, at de ikke ville godkende valgets legitimitet. USA og EU fandt hurtige allierede i Lima-gruppen, en mellemstatslig organisation af 17 stater i Amerika. Disse 17 stater – fra Canada til Chile – har indtaget en åbent fjendtlig holdning ikke kun mod Maduro, men mod den bolivarianske proces i Venezuela og den bolivarianske proces i Latinamerika.

ALBA kontra Lima

Det er vigtigt at kende lidt til Lima-gruppen, som har fungeret som talerør for de latinamerikanske oligarker og for USA og Canada. Den blev oprettet i Lima (Peru) i august 2017. Formålet med Lima-gruppen var at vælte Venezuelas regering. Gruppen blev skabt for at for at styrke modstanden mod Venezuela ved at lægge pres på Organisationen for Amerikanske Stater (OAS), der blev oprettet i 1948.

For en tid siden har USA og Canada ikke været i stand til at få deres vilje i OAS. Fremkomsten af ​​Den bolivarianske Alliance for Folket i Vores Amerika (the Bolivarian Alliance for the Peoples of Our Americas – ALBA) i 2004 var en direkte udfordring for OAS. Ledet af Chávez og Fidel Castro pressede ALBA OAS og etablede nye grupper – uden amerikansk kontrol. Chávez kaldte OAS “et lig, der skal begraves” og et “tegn på et døende imperium.” ALBA ville snart have 11 medlemmer med et nyt syn på latinamerikansk suverænitet og økonomisk samarbejde.

Med kuppet mod Honduras i 2009 annoncerede USA en mere aggressiv holdning mod ALBA-dynamikken. Honduras, et ALBA-medlem, forlod nu gruppen. Det var det tydeligste tegn på, hvad der skulle komme. Siden 2010 har USA og dets allierede arbejdet hårdt for at vende venstredrejningen ”the pink tide” i Latinamerika. Der blev lagt pres på Venezuela, hjertet i ALBA-processen.

Da Lima-gruppen blev oprettet i 2017, sagde Peru’s udenrigsminister Ricardo Luna: “Hvad vi har i Venezuela er et diktatur.” Der var ikke behov for bevis. Udtrykket “diktatur” vil nu blive brugt af disse regeringer til at definere Venezuelas politik. Brasilien, et andet medlem af Lima-gruppen, havde for nylig gennemført et “blødt kup” mod præsident Dilma Rousseffs regering. Det diskvalificerede dem ikke for at være en skinhellig del af denne alliance.

Der var heller ikke nogen slinger i valsen over præsident Pedro Pablo Kuczynskis peruviske regering – hvem Maduro kaldte rutinemæssigt Wall Street’s lakaj på; Kuczynski måtte senere træde tilbage under anklager om korruption, men sørgede først for at give Perus diktator Alberto Fujimori immunitet. Ingen af ​​disse mænd så i spejlet, mens de pegede fingre af Venezuela.

En af lederne i Lima-gruppen er Canada, hvis udenrigsminister, Chrystia Freeland i oktober 2017 sagde: “Om nødvendigt skal vi lægge pres på Maduro-regimet ved at tage konkrete skridt for yderligere at isolere det fra det internationale samfund.” Det bekymrede heller ikke nogen, at Freeland gav politisk råd til den venezuelanske opposition, og bad dem om at forene sig bag en kandidat mod Maduro.

Længe før Maduro annoncerede præsidentvalget, var Venezuelas modstandere (USA, EU og Lima-gruppen) begyndt at nægte regeringens legitimitet. De mødtes åbent som Lima-gruppen for at koordinere strategier for at isolere Venezuela med henblik på at at gennemføre et regimeskift. Lige før valget forberedte USA og Lima-gruppen at ekskludere ​​Venezuela fra OAS.

Valget er forbi. Forudsigeligt vil USA og Canada øge deres sanktioner. Lima-gruppens ambassadører er hjemme og får deres instruktioner. De vil sandsynligvis nedgradere diplomatiske forbindelser med Venezuela. Intet af dette er en overraskelse. Det er det, de allerede havde annonceret. De ventede ikke for at se, hvordan valget gik. Isolering af Venezuela er deres strategi.

I mellemtiden lykønskede ALBA-gruppen Venezuela. De ved, at dette ikke kun drejer sig om et valg eller om Venezuelas nuværende vanskeligheder. Dette er en kamp mellem ALBA-gruppen og Lima-gruppen, mellem dem, der ønsker at føre en politik for folket, og dem, der ønsker at føre en politik for Wall Street.

Oliepriserne er høje. Men disse vil ikke gavne Venezuela. Landets olieøkonomi er truet ikke kun fra beslaglæggelsen af ​​dets raffinaderier, men også af manglende investeringer i landets olieinfrastruktur. Rusland og Kina har distanceret sig fra isolationsstrategien. De vil vende tilbage med kapital både til den kriseramte venezuelanske økonomi og til oliesektoren. Men selvfølgelig må Maduro se krisen i øjnene – uanset om den er skabt af den “økonomiske krig” eller ej. Dette må være hans prioritet – for at dæmpe sulten og frustrationen i landet. Venezuela bliver stranguleret, men har Maduro’s regering midler til at stå imod?

Vijay Prashad er en skriftlig stipendiat ved Independent Media Institute . Han er chefredaktør for LeftWord Books og direktøren for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er også forfatter til Red Star over den tredje verden (LeftWord, 2017) og Nationens død og fremtiden for den arabiske revolution (University of California Press, 2016), blandt andre bøger.