Lørdag den 24 oktober var den syriske kunstner Sulafa Hijazvar gæst i Deadline. Hun var en del af den ikkevoldelige oppositon imod Bashar al Assads styre i Syrien. Da USA, Quatar og andre arabiske diktaturer sendte bevæbnede terrorister til Syrien, valgte Sulafa Hijaz at flygte. Kampen for demokrati var blevet afsporet, og med optrapningen af volden var det livsfarligt at blive i Syrien.

Dette er endnu et trist eksempel på hvordan USA hijacker folkelige opstande og bruger dem til egne formål. Fremgangsmåden har været brugt et utal af gange gennem de seneste årtier. Den består af tre elemeneter:

1. Brug af ”økonomiske snigmordere” (economic hit men)med det formål at bringe en stat i finansiel afhængighed
2. Orange revolutioner
3. Stedfortræder-terrorisme

Økonomiske snigmordere er højt betalte professionelle, der lokker lande over hele verden ind i et morads af kæmpemæssige låneforpligtelser. De anvender midler som fx spekulation mod landets valuta, sminkede financielle rapporter eksempelvis i Grækenland, hvor Goldman Sachs pyntede den græske økonomi, så den kunne komme med i Euroen – og tog sig fyrsteligt betalt.

Takke være disse aktiviteter går hele lande bankerot. fordi de bliver ude af stand til at servicere deres lån. Latinamerika kan fremvise en perlerække af lande, der på den måde kom i uføre. Tidligere tiders kanonbådsdiplomati er ikke længere nødvendigt for at bringe et land i knæ. Man skal bare lukke for pengekassen og stoppe likviditeten til landets banker, så går det helt af sig selv.

Herefter er vejen åbnet for den sædvanlige neoliberalistiske krisepolitik, som vi fx ser det i Sydeuropa: hårde besparelser på offentlige budgetter og privatisering. Sundhedssektor, uddannelse, el og vandforsyning og andre offentligt tjenester sættes til salg og købes dernæst for en slik af udenlandske selskaber.

Den fremgangsmåde har fungeret fint i fx. Grækenland, Irland og nu seneste Portugal, hvor landets præsident netop har nægtet et politisk flertal at danne regering, fordi det frygtes, at de vil føre en politik, der er i modstrid med EU’s spareprogram.

Men der er stadig lande, der er i stand til at modstå dette snigløb, og insisterer på deres uafhængighed og suverænitet ved at føre en politik uafhængig af USA’s og G7-landenes diktat. Dermed udsætter de sig for næste trin i taktikken, nemlig Orange Revolutioner.

En orange revolution har til formøål at bringe et regime til fald. Om et lands regering er lovligt valgt er i denne forbindelse uinteressant. Det, der er vigtigt, er om den vil indordne sig under Vestens overherredømme.

En Orange Revolution foregår typisk i tre faser:
Fase 1: Aktionen iværksættes af et lille ideologisk og politisk forenet netværk sponseret af Washington’s NGO tænketanke, fx. National Endowment for Democracy, og det amerikanske udenrigsministerium. Denne lille gruppe skal forestille at være ”folkets stemme”.

For at skjule det faktum, at den blot er en lille isoleret klike af udenforstående og udlændinge betalt af Washington, som ønsker at vælte en siddende regering, infiltrerer de massebevægelser. Så snart de har samlet tilstrækkelig stor opbakning, sørger de for, at vestlige medier får øje på dem og kan hylde dem som en folkelig protestbevægelse. Et aktuelt eksempel er Venezuela, der gentagne gange har været udsat for denne type aktioner. Derefter går de videre til fase 2:

Fase 2 består i at ødelægge den offentlige orden. I denne fase gælder det om at skabe maksimal social uro. Gader og offentlige pladser besættes af næsten fredelige folkemængder, som råber moderate populære slogans. De starter med at holde lovlige demonstrationer og går så videre med at teste grænserne ved at ændre demonstrationsruter, arrangere sit-down aktioner, etablering af teltlejre osv. Gennem denne faser falder den offentlige orden efterhånden fra hinanden.

I denne fase er det vigtigt, at de protesterende ikke engagerer sig i nogen form for meningsfuld politisk dialog med regeringen, for den vil kunne resultere i en national konsensus om vigtige problemer, hvorved regeringen genvinder sin legitimitet, og protestbevægelsen mister muligheden for at komme videre med regimeskiftet. I stedet fortsætter processen med at delegitimere regeringen ved udvikle forskellige former for råd og komiteer, som fremholdes som demokratiske og derfor legitime alternativer til regeringen. Et valg udgør en særlig gunstig lejlighed for regime-væltere. De kan påstå at der har været valgsvindel, som det fx skete under den Orange Revolution i Ukraine i 2004.

Når den offentlige orden er tilstrækkeligt forstyrret er det tid at gå over til fase 3: Besættelsen.
De protesterende stormer og besætter en symbolsk vigtig bygning. Dette er en meget traditionel revolutionær taktik, der går helt tilbage til stormen på Bastillien den 14. juli 1789, eller stormen på Vinterpaladset i Sct Petersborg i november 1917.

Nu vil regeringen være for splittet internt til at kunne handle. Myndigheder og ansvarlige for opretholdelse af den offentlige orden er for demoraliseret til at følge ordrer. I visse tilfælde, fx. i Georgien , Serbien, og i Kirgistan var det tilstrækkeligt springe til fase 5. De velorganiserede folk bag den tilsyneladende spontane opposition erklærer sig som den legitime regering og forlanger, at den siddende regering skal gå af.

Hvis det ikke lykkes er der stadig fase 4, massakren. Professionelle snigskytter besætter tage og skaber herfra panik ved at skyde tilfælde demonstranter. Vestlige medier rydder forsiderne og giver regeringen skylden for missæren. Dette skete fx i Egypten i 2011, da Hosni Mubarak skulle væltes, og under Maidan-revolutionen i Kiev. Nu er ordensmagten så demoraliseret, at visse elemeneter er villige til – eventuelt mod betaling at opgive kampen og forlade kamppladsen med dørene åbne for demonstranterne.

Og så kan fase 5 iværksættes, Regimeskiftet. Den ny regering håndplukket af den amerikanske ambassade overtager magten og bliver straks anerkendt af Washington – som det skete i Ukraine i 2014 – til overflod dokumenteret af en lækket telefonsamtale mellem den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Ukraine.

Hvis regeringen slår hårdt ned for tidligt, vil det være at hælde benzin på bålet. Hvis den slår hårdt ned, mens forløbet er på sit højeste, vil det kræve mange ofre, og hvis der slås til for sent, vil regeringen blot fremstå svag, og dermed fremskyndes dens fald.

Syrien er eksempel på denne proces. Demokratibevægelsen startede som en ikkevoldelig protestbevægelse, der så blev kuppet af USA og Golfstaterne, der sendte betalte bevæbnede terrorister ind i. Når Assad ikke faldt ved den lejlighed, var det fordi den syriske befolkning efter at have set, hvor galt det kunne gå i Libyen, valgte Assad’s orden frem for Vestens kaos.

Den tredje måde at gennemføre regimeskifte på, stedfortræder-terrorisme har vist sig at fungere dårligt. En regimeskifte iværksat udefra har ikke vist sig at fungere i praksis. Det gælder fx Afghanistan, hvor USA ved at støtte terrorister i virkeligheden lagde grunden til de efterfølgende katastrofer i Mellemøsten. Stedfortræder-terrorisme skaber fejlslagne states, som det skete i Libyen, og resultatet kender vi nu: Kaos og flygtningestrømme.