I år er det hundrede år siden USA trådte ind på verdensscenen.

Det skete under påskud af et angreb på det amerikanske krigsskib, USS Maine, der var ankret op i Havana. Dermed indledtes Den Spansk-amerikanske krig.

Krigen kom til at markere afslutningen på det spanske koloniimperium i Latinamerika og Asien, og USA kunne herefter helhjertet deltage i kapløbet om jordens rigdomme. Om krigens pris skrev Mark Twain, at de menneskeliv, det blod og de penge, som det amerikanske folk betalte blev brugt til at beskytte de amerikanske kapitalisters interesser.

Hundrede år senere står USA som verdens enerådende supermagt. Det er det eneste land, der er i stand til at gå i krig hvor som helst i verden, men USA har opnået sin dominerende position i skarp konkurrence med andre store nationer. USA og de øvrige stormagter, Storbritannien, Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland har udkæmpet to verdenskrige, truet hinanden med atomar udslettelse og delt og omfordelt verden indbyrdes imellem sig. Hvordan kan vi forklare dette vanvid?

Det er nødvendigt at forstå, at krige og vold ikke skyldes individuelle politikeres luner, men udspringer af systemet selv. Kapitalisme er baseret på et lille mindretals udbytning af det store flertal af verdens befolkning. Et netop offentliggjort Oxfam-studie viser at 8 af verdens rigeste milliardærer ejer lige så meget som 50 % af jordens fattigste. Denne absurde ulighed opstår på grund af skruppelløs konkurrence mellem selskaber, der konstant er på udkig efter nye måder at hente profit.

I slutningen af det nittende århundre havde den herskende klasse i Storbritannien etableret et uhyre imperium, der dækkede en tredjedel af kloden. Storbritannien brugte sine industrielle og finansielle muskler til at erobre mindre lande. Andre nationer gjorde det samme. De store magter sendte deres tropper rundt i hele verden ikke kun for at erobre mindre magtfulde nationer, men også for at kæmpe indbyrdes om fordelingen af verden.

Selvom USA først trådte sent ind på verdensscenen optrådte de ikke anderledes end andre imperialistiske magter. Det caribiske Hav blev til USA’s carabiske hav. USA har invaderet Cuba 5 gange, Honduras 4 gange, Den Dominikanske Republik 2 gange, Haiti 2 gange, Nicaragua 2 gange og Grenada én gang.

Geneneral Smedley Butler, der ledede mange amerikanske militær-interventioner i begyndelsen af dette århundrede, beskrev senere meget rammende om hvad han i virkeligheden havde udrette: ”Jeg har brugt 34 år i aktiv tjeneste som medlem af Marinekorpset. I denne periode har jeg brugt det meste af min tid som muskelmand for big business, for Wall Street og for bankerne. Kort sagt, jeg var gangster for kapitalismen. ”.

1. og 2. Verdenskrig skyldtes rivalisering mellem de kapitalistiske klasser indbyrde om fordeling af kloden. For eksempel blev grænserne i de fleste lande i vore dages Mellemøsten tegnet, da Det Osmanniske Rige blev fordelt mellem Storbritannien og Frankrig efter 1. Verdenskrig.

2- Verdenskrig endte med en opdeling af verden mellem 2 rivaliserende imperier. USA stod i spidsen for den vestlige blok og Rusland stod i spidsen for den østslige.

Indtil Østblokken kollapsede i 1989, truede Den kolde Krig mellem USA og USSR med at blive en atomkrig. For at standse ”spredningen af kommunismen” udkæmpede USA krige i Vietnam og Korea. Og man brugte den samme undskyldning for at destabilisere og omstyrte regimer, man var imod – fra Mossadegh’s regering i Iran i 1953 til Allendes regering i Chile i 1973.

Det samme system, der medførte de to verdenskriges blodige slagteri, fortsætter med at skabe krig i dag. USA udøver sin uhyre magt gennem institution som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, NATO og FN. Hvis fattige lande ikke indordner sig, truer USA med at tilbageholde lån, indføre toldbarrierer eller indstille diplomatisk samarbejde.

Og USA er parat til at stille militær magt bag sine økonomiske og politiske trusler. Det var derfor at USA udkæmpede den første Golfkrig i 1991. Krigen handlede ikke om fred og demokrati, men om at beskytte Vestens olieforsyning i Golfen.

Gennem hele århundredet har USAs repræsentanter retfærdiggjort krige og interventioner med retorik om at beskytte demokrati og standse aggression, (R2P – Responsibility to protect) . Men disse påskud dækker over det virkelige mål for USA’s politik: at gøre verden mere sikker for big business.

Under erobringen af Philippinerne 1900-1903 dræbte USA mere end 1 million mennesker, men som general Shefter sagde: ”det vil måske blive nødvendigt at dræbe halvdelen af befolkningen for at hæve resten til et højere niveau, end deres nuværende semibarbariske status tillader. ” Men de virkelige barbarer er generalerne og politikerne, som styrer USA’s militære maskine. USA er stadig det eneste land, der har brugt det ultimative masseødelæggelsesvåben, nemlig atom bomben.

I i 60-erne var USA parat til at  ødelægge Vietnam, og da USA endelig i 1975 blev tvunget til tilbagetrækning var landet ødelagt af kemiske våben, og krigen havde krævet 2 millioner dødsofre.

Men Vietnam viste også, hvordan USA-imperialismen kan overvindes. Det vietnamesiske folks kamp for selvbestemmelse imod USA og det amerikanske marionetregime i Sydvietnam overvandt verdens mægtigste militærmagt. Det inspirerede til en verdensomspændende solidaritetskampagne, der nåede ind i selve den amerikanske hær. Tusinder af amerikanskes soldater drog den konklusion, at deres kamp ikke var mod vietnameserne, men mod de politikere og generaler, som sendte dem til Vietnam.