Hvorfor er Venezuela ikke blevet besejret
af James Petras
15. april 2019 ” Information Clearing House ” –
I løbet af det sidste halve årtier har en lille hær af amerikanske analytikere, politikere, akademikere og mediefolk forudsagt den venezuelanske regerings fald. De har taget fejl. Faktisk har de fleste af de af USA iværksatte ‘regimeskift’ styrket støtten til Chavez-Maduro-regeringen.
Da USA iværksatte et militærkup i 2002, omringede en million fattige mennesker sammen med loyale soldater præsidentpaladset og besejrede kuppet. USA mistede sine støtter blandt sine forretningsmæssige og militære klienter, mens præsident Chavez styrkede og radikaliserede sit sociale program. Det samme skete, da Venezuelas statslige olieselskabers ledere i 2002-03 iværksatte en lock-out. De blev besejret, og hundredvis af hardcore amerikanske tilhængere blev fyret, og Washington mistede en strategisk allieret.
Det samme er sket i dag, hvor præsident Trumps krigeriske proklamation om at USA er parat til at invadere Venezuela. Har vækket massiv folkelig modstand til forsvar for national uafhængighed, selv blandt utilfredse befolkningsgrupper.
Iden global kamp mod Washingtons imperialistiske fremfærd har Venezuela vist sig fast besluttet på at forsvare sin nationale suverænitet.
I det følgende vil vi diskutere de mangesidige midler og metoder, som Washington har iværksat for at vælte Venezuelas regering og erstatte det med et klient regime.
Vi vil analysere og beskrive årsagerne til, at Washington har svigtet, med fokus på den venezuelanske regerings positive styrker.
Vi vil konkludere ved at diskutere årsagerne til at Washington har fejlet og fokusere på venezuelanske og andre nationalistiske, folkelige og socialistiske regeringers forhåbninger.
Det amerikanske angreb på Venezuelas stat og samfund omfatter:
(a) Et militærkup i 2002
(b) En loksout iværksat af det venezuelanske olieselskabs ledere
(c) Udøvelsen af den globale amerikanske magt – organiseret politisk pres via klienter og allierede i Europa, Syd- og Nordamerika
d) Stigende økonomiske sanktioner mellem 2013 og 2019
(e) Gadevold mellem 2013 – 2019
(f) Sabotage af hele det elektriske system mellem 2017 -2019
(g) Hanstringskampagner via firmaer og distributører fra 2014 – 2019
h) Undergravning af militære og civile institutioner 2002-2019
(i) Regionale alliancer for at udelukke venezuelansk medlemskab af regionale organisationer
j) økonomiske sanktioner ledsaget af beslaglæggelse af aktiver for over 10 milliarder dollar.
(k) Sanktioner mod banksystemet
Den ulovlige amerikanske indblanding i Venezuelas indre anliggender omfatter udvælgelse og udnævnelse af oppositionsledere og marionet-repræsentanter i udlandet.
USA har i to årtier ført en vedvarende krig for at bringe den venezuelanske regering til fald. Krigen har bestået i økonomisk, militær, social og mediekrig. Den amerikanske strategi har reduceret levestandarden, undermineret økonomien, øget fattigdommen og har fremtvunget udvandring og stigende kriminalitet. På trods af udøvelsen af den amerikanske globale magt er det imidlertid ikke lykkedes USA at fjerne regeringen og indføre et klientregime.
Hvorfor Venezuela har overlevet?
På trods af to årtiers pres fra verdens største imperialistiske magt, som har resulteret i verdens højeste inflation, og trods den illegale beslaglæggelse af milliarder af dollars af venezuelanske aktiver, forbliver folket loyale overfor deres regering. Forklaringen er enkel
Det venezuelanske flertal har en historie med fattigdom, marginalisering og undertrykkelse, herunder den blodige massakre af tusindvis af protesterende i 1989. Millioner levede i slumbyer, udelukket fra videregående uddannelser og sundhedsfaciliteter. USA gav våben og rådgivere til de politikere, der nu udgør størstedelen af den amerikanske modstand mod præsident Maduro. Den amerikanske oligark-alliance hentede milliarder af dollars fra kontrakter fra olieindustrien.
Bevidstheden om denne reaktionære arv er en stærk grund til, at det store flertal af venezuelanerne modsætter sig amerikanske interventioner til støtte for marionet-oppositionen.
Den anden grund til USA’s nederlag er Chavez-Maduro-regeringens langsigtede militære støtte. Den tidligere præsident, Hugo Chavez opbyggede en stærk følelse af nationalistisk loyalitet blandt militæret, der modsætter sig USA’s forsøg på at undergrave soldaternes moral.
Præsidenterne Chavez og Maduros populære rødder er i samklang med de masser, der hader oppositionseliterne, som foragter de såkaldte “deplorables”. Chavez og Maduro skabte værdighed og respekt blandt de fattige.
Den venezuelanske regering besejrede de amerikansk støttede kup og lockouter, disse sejre forstærkede troen på, at den populære regering kunne modstå og besejre USA-oligark-oppositionen.
Under Chavez blev der bygget over to millioner moderne huse til slumby-boerne; over to dusin universiteter og uddannelsescentre blev bygget for de fattige, alle gratis. Offentlige hospitaler og klinikker blev bygget i fattige kvarterer såvel som offentlige supermarkeder, som leverede billige fødevarer og andre fornødenheder, der opretholder levestandarden på trods af efterfølgende mangler.
Chavez ledede dannelsen af det socialistiske parti, som mobiliserede og gav stemme til de fattige og faciliterede ders repræsentation. Lokale kollektiver organiserede sig i bekæmpelse af korruption, bureaukrati og kriminalitet. Sammen med folkelige militser sikrede samfundsrådene sikkerhed mod CIAs terror og ødelæggelse.
Jordreformer og nationalisering af nogle miner og fabrikker sikrede bonde- og arbejdstagerstøtte.
Konklusion
De samlede socioøkonomiske fordele har sikret støtten til det venezuelanske lederskab på trods af de vanskeligheder, som USAs forsøg på at vælte regeringen har skabt. Folkets masser har fået et nyt liv og har meget at tabe, hvis US-oligarkiet vender tilbage til magten. Et vellykket amerikansk kup vil sandsynligvis resultere i en massakrere af titusindvis af tilhængere af regeringen. Borgerskabet vil tage hævn over dem, der har regeret på de riges bekostning.
Der kan uddrages vigtige erfaringer fra den venezuelanske regerings langvarige succesfulde modstand, men også dens begrænsninger.
Venezuela fik tidligt sikret hærens loyalitet. Derfor har Chavista-regeringen overlevet i over 30 år, mens de chilenske regeringer i Salvador Allende blev væltet efter tre år.
Den venezuelanske regering beholdt støtten fra masserne på grund af de dybe socioøkonomiske ændringer, der forankrede denne støtte i modsætning til de centrale venstreorienterede regimer i Argentina, Brasilien og Ecuador, der vandt tre valg, men blev besejret af deres højreorienterede modstandere, herunder valgpartnere, på grund af nedgang i økonomien, og flugt af mellemklassevælgere og partier.
Venezuelas forbindelse med allierede i Rusland, Kina og Cuba leverede “redningsplanker” af økonomisk og militær støtte i lyset af amerikanske interventioner, hvilket ikke lykkedes for de nævnte venstreorienterede regeringer.
Venezuela byggede regionale alliancer med næsten halvdelen af Sydamerika, hvilket har svækket USA’s forsøg på at danne en regional eller amerikansk invasionsstyrke.
Dyre fejl
Trods deres strategiske succeser har den venezuelanske regering begået flere dyre fejl, som øger sårbarheden.
(1) Manglende diversificering af landets eksport, markeder og banksystem. De amerikanske sanktioner udnyttede disse svagheder.
(2) Manglende gennemførelse af monetære reformer for at reversere eller inddæmme hyperinflation.
(3) Undladelse af at vedligeholde vandkraftsystemet og sikre det mod sabotage.
(4) Undladelse af at investere i og rekruttere nye tekniske fagfolk for at opgradere driften af det finansielle system og retsforfølge finansiel korruption i banksystemet. Højtstående embedsmænd i Venezuelas centraladministration har arbejdet sammen med folk, der var engageret i tvivlsomme finansielle og fast ejendomstransaktioner.
(5) Manglende rekruttering og træning af arbejderklassen og professionelle politiske kadrer, der er i stand til at overvåge ledelsen.
Venezuela har taget skridt til at rette op på disse fejl, men spørgsmålet er, om de har tid til at realisere radikale reformer?
James Petras er en Bartle Professor (Emeritus) for Sociologi ved Binghamton University, New York.