Ja på en måde er der grund til optimisme.

Da George W. Bush den 1. maj 2003 på dækket af USS Abraham Lincoln erklærede Irak krigen for vundet og ”Mission accomplished”, hyldede han det, han mente var starten på en ny æra, men han havde nok ikke drømt om, hvad den nye æra indebar. Den dag blev et vendepunkt for det amerikanske imperium.

Opløsning, islamisme, sekteriske konflikter, ”failed states”i Afghanistan, Iraq, Libyen Syrien og Yemen. Et nervøst Saudi Arabien, et stadigt mere isoleret og skingert Israel og stik imod USA’s planer et styrket Iran.

USA’s målbevidste bestræbelser på at omringe Rusland og bringe Putin til fald er stadig ikke lykkedes. Kuppet i Ukraine og den efterfølgende borgerkrig er indtil videre endt som fiasko for USA og de neokonservative. Og Syriens diktator, Assad, holder stadig stand. Hvis valget står mellem ham og kaos, vælger et flertal af syrerne stadig at bakke styret op.

USA fortsætter samme vej som historiens tidligere imperier. USA har militære styrker udstationeret i 130 lande og droner, der kan ramme USA’s fjender i det meste af verden. USA er en frygtindgydende militærmagt, men samtidig mister den amerikanske dollar langsomt, men sikkert sin position som verdens reservevaluta, og dermed forsvinder den uendelig kredit, der hidtil har finansieret USA’s globale operationer. BRICS-landene, den nye asiatiske investeringsbank og Sydamerikas voksende selvstændighed – senest demonstreret ved Summit of the Americas-mødet i Panama, viser, at USA’s position som verdens enehersker, er på retur.

Og i Europa har nyliberalismen lidt et kæmpemæssige nederlag. Tysklands forsøg på at tørre de tyske bankers problemer af på EU ved at give grækerne skylden for den misære, som bankerne selv spillede aktivt med i, er gået på grund takket være de græske vælgeres nej til flere nedskæringer.

Man skal være naiv for at tro på den lokkende sang om, at krisen er overstået, og at der igen kommer fuld beskæftigelse. Den brutale kur, som Grækenland og andre EU lande har været udsat for, har kun forværret krisen. Det vil vare mange år, før Europa er tilbage på samme niveau som før boblen sprang.

Verden består ikke kun af Vesten, og når vi kommer på spanden, kan vi kun håbe på, at BRICS-landene kan holde verden flydende. Men det er ikke sikkert at USA’s og dermed vores nedtur bliver særlig behagelig. Der er mange faremomenter.

Den fascistiske infrastruktur er kørt i stilling. Nine-eleven viste os, hvor nemt det er at sætte fundamentale demokratiske rettigheder ud af kraft. Big Brother-samfundet er på plads og politiet udstyres og trænes til at nedkæmpe optøjer og folkelige oprør.

Der er nye tider på vej.

Missilskjoldet gør det muligt at udkæmpe og vinde en atomkrig – ikke at afskrække fra den. Men det ved politikere og medier åbenbart ikke. De falder for USA’s salgsteknikker. Den russiske ambassadørs artikel i Jyllands-Posten kan måske siges at være bombastisk formuleret, men i grunden har han – og ikke udenrigsminister Lidegaard – ret.

Ledende medier som for eksempel Danmarks Radio, Ritzau og Politiken giver baggrund til missilforsvaret, som vidner om total mangel på fagkundskab om strategi og atomdoktriner.

Læs hele Jan Øbergs yderst aktuelle kronik i Arbejderen

Venezuela har ingen missiler, kampfly, krigsskibe, specialstyrker, hemmelige agenter eller militære baser vendt mod faciliteter i USA eller dets oversøiske installationer.

Derimod har USA krigsskibe i Caribien, syv militærbaser i Columbia bemandet med over to tusinde amerikanske specialstyrker, og US Air Force baser i Centralamerika og Washington har finansieret politiske og militære operationer mod Venezuela for at vælte den lovligt valgte regering.

Det er Danmarks bedste ven og garant af vore sikkerhed, der siger sådan noget sludder. Eller måske føler USA i virkeligheden sin positition i Latinamerika truet. Latinamerika har med held frigjort sig fra USA’s traditionelle dominans, bl.a. takket være Venezuela, så vi kan nok snart forvente nye sjove julelege. Der skal bare lige et påskud til før de iværksættes.

Læs hele James Petras artikel her

Venezuela udgør en trussel mod USA’s nationale sikkerhed. Det erklærede præsident Obama mandag 9. marts og det er foruroligende, fordi Obama anvendte præcis samme sprogbrug mod Syrien som start på borgerkrigen, der nu har kostet umådelige lidelser og skabt endeløse flygtningestrømme.

Det er ikke første gang, at Venezuela er i USA’s søgelys. Siden Hugo Chavez i 1999 blev valgt som præsident har USA arbejdet målbevidst på et ”regime change”. Indtil nu har Venezuelas regering takket være massiv opbakning fra befolkningen været i stand til at modstå presset, men hvor længe kan det fortsætte?

USA benytter alle midler både hemmelige og mere åbne, fx via organisationen ”National Endowment for Democracy”. Denne organisation er yderst aktiv mange steder i verden, fx i Mellemøsten, Libyen, og ikke mindst i Ukraine. Højreorienterede kredse i Venezuela bidrager med forsøg på at underminere Venezuelas valuta, forstyrrelser af dagligvarehandelen med hamstring til følge, og med optøjer og chikane. Senest har den af USA iscenesatte sænkning af olieprisen ramt Venezuela hårdt.

USA iværksatte et kup i 2002. Det blev afværget takket være massiv folkelig søttte til Hugo Chavez, og siden da har Veneauela gennemført en række valg, der alle er blevet godkendt af internationale opservatører. Den højreorienterede oppositsion har derfor ikke en chance i en normal demokratisk proces og satser på et USA-støttet kup.

Nu  har præsident Maduro fængslet en række af de mest fremtrædende kupmagere, hvilket har resulteret i hykleriske klager fra Obama over krænkelser af menneskerettigheder. Maduro benytter præcis den samme slags lovgivning som USA selv benytter overfor oppositionelle personer og bevægeser. På baggrund af USA’s krænkelser af menneskerettigheder fx. i Columbia og Mexico og Honduras, hvor USA i 2009 iværksatte et militærkup virker disse anklager patetiske.

USA har efterhånden kun en lille håndfuld venner tilbage i et Latinamerika, der er træt af den amerikanske hæl på nakken. CELAC, the Community of Latin American and Caribbean States, som omfatter alle stater i den vestlige hemisfære undtagen US og Canada, har advaret Washington om at standse indblandingen i Venesuelas interne forhold. Så hvis Obama tror, at han kan slippe afsted med en såkaldt ”humanitær intervention” a la Libyen i Venesuela, vil han få et helt kontinent imod sig.

Sådan destabiliserer man et land
I 1983 etablerede Reagan administrationen NED, (National Endowment for Democracy), der fik til opgave at ”fremme demokrati” dvs. destabilisere uønskede regimer i andre lande. Dermed overtog NED en del af  CIAs opgaver i form af hemmelige operationer med det formål at støtte proamerikanske regeringer og bevægelser i andre lande.

Fra 1975-78 iværksatte USA det berygtede Operation Condor, der bestod i  militærhælp og teknisk bistand til højreorienterede diktaturer i Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Paraguay, Uruguay, Colombia, Peru, Venezuela and Ecuador. Formålet var at fange og dræbe politiske modstandere. Det anslås, at disse operationer resulterede i mellem 60.000 og 80.000 dræbte.

Det gav USA en del dårlig presse. I 1986 udtalte NED’s præsident, Carl Gershman til New York Times, at ”det ville være ødelæggende for demokratiske grupper rundt omkring i verden, hvis det blev kendt, at de var støttet af CIA”. Derfor blev NED etableret og i dag støtter NED mere end 1.000 NGO projekter i mere end 90 lande. Og formålet er iflg. professor Michel Chossudovsky, at skabe modstand mod regeringer, som USA ikke kan lide.

Men NED arbejder ikke alene. NED og USAID har tætte forbindler til det amerikanske udenrigsministerium og arbejder tæt sammen med andre organisationer. USAID blev etableret af præsident Kennedy i 1961 og råder over et større budget end NED. Formålet er at fremme amerikanske interesser og skabe markeder og handelspartnere for USA.

I 2013 mødtesUSAID’s regionale chef, Mark Feierstein  med Venezuelanske oppositionspolitikere, som Maria Corina Machado, Julio Borges and Ramon Guillermo Avelado for at udarejde en plan for underminering af den venezuelanske regering. Machado var en af kupmagerne i 2002, som forsøgte at afsætte den lovligt valgte regering, og hun var aktiv i en voldskampagne, der sidste år kostede 43 mennesker livet.

Bolivia og Ecuador er også i sigtekornet.  Disse lande oplever de samme forsøg på at destabilisere økonomien og skabe uro og opposition til de lovligt valgte regeringer. Og nu har Obama så erklæret, at Venezuela udgør en trussel om USA’s sikkerhed. Mon ikke det snarere er omvent, at USA udgør en trussel mod Venezuela?

Den Obama, der fik Nobels Fredspris på forventet efterbevillig har kvitteret ved at USA nu fører krig på tre kontinenter og måske snart går i gang på det fjerne.

Ebbe Lauridsen

KIlder:

http://www.telesurtv.net/english/analysis/How-the-US-Funds-Dissent-against-Latin-American-Governments-20150312-0006.html

For et år siden blev Ukraines lovligt valgte regering væltet ved et kup. Det var ikke bare støttet men også planlagt af USA og en række EU-regeringer. Det skriver det republikanske medlem af USA’s Senat, Ron Paul den 23 februar.

Den ukrainske økonomi lå i ruiner, og daværende præsident Yanukovych var desperat for at finde en løsning. Han havde valget mellem et tilbud fra EU og fra Rusland. Han valgte det mest fordelagtige, nemlig det russiske til stor tilfredshed i det østlige Ukraine og tilsvarende skuffelse i det vestlige. Ukraine er et dybt splittet land. Folkene i øst taler russisk og orienterer sig den vej. I vest identificerer man sig i højere grad med Polen og EU.

Før kuppet var denne konflikt blot endnu et kapitel i Ukraines vanskelige post-sovjetetiske historie. Den vestlige indblanding blev en katastrofe.

Takket være en lækket telefonsamtale mellem viceudenrigsminister Victoria Nuland og USA’s ambassadør i Kiev, ved vi, at USA havde detaljerede planer for en ny regering i Kiev, når den lovligt valgte regering var væltet.

20 Februar så det ud som om krisen var overvundet. Der blev indgået forlig med Yanukovych om fremskyndelse af valg samt andre indrømmelser, men pludseligt samme aften gennemførte USA-støttede grupper et kup, og Yanukovych valgte at flygte.

Da folklene i Østukraine afviste at anerkende kupregeringen, sendte Kiev kampvogne for at banke dem på plads. Obama administrationen besluttede at give Rusland hele skylden og iværksatte den sanktionspolitik, der siden har ramt EU-landene lige så hårdt som Rusland.

Den krig, som Kiev startede, har nu varet i næsten et år, men for et par uger siden blev der indgået en våbenhvile, der giver et lille håb om en afslutning på myrderierne.

Hvad nu, hvis McCain var blevet hjemme og i stedet havde varetaget sine forpligteler over for sine egen vælgere i Arizona?

Tænk hvis de øvrige vestlige politikere havde gjort det samme. Tænk, hvis Victoria Nuland og US Ambassadør Geoffrey Pyatt havde fokuseret på  diplomati i stedet for ”regime change”

Så ville de mange tusinde mennesker, der nu har mistet livet, stadig være i live.

Interventionisme dræber!

”Efter 15 år med autoritært socialistisk styre – 14 år med Hugo Chåvez og knap et år med Nicolas Maduro – hænger  Venezuela i laser. Mangel på basale fornødenheder, strømsvigt, og inflationen er på over 50 procent i et land, der ellers råder over nogle af verdens største oliereserver og burde være rigt”. Det kunne man læse i Kristeligt Dagblad for et par dage siden.

Hvordan kan så rigt et land have så store problemer? Studenterne er gået på gaden. Vi ser de samme barrikader og bål på gaderne som i Ukraine. Studenter, demonstrationer, kamp for demokrati – det lyder som noget, man burde støtte. Hvorfor er det gået så galt i Venezuela?

Forklaringen er enkel: USA har arbejdet målbevist på at destabilisere styret lige siden Hugo Chavez kom til magten i 1998. Dengang var Venezuela plaget af fattigdom. Økonomien lå i ruiner, middelklassen var forsvundet, forfatningsmæssige rettigheder ikke eksisterende. De, der vovede at protestere, blev brutalt undertrykt. Fra 1958 til 1998 forsvandt tusindvise af venezuelanere, tortureret, myrdet af sikkerhedsstyrkerne. Magthaverne repræsenterede en elitær minoritet, som sad på de lukrative oliereserver. Milliarder af dollar forsvandt ud af landet.

Da Hugo Chavez vandt valget i 1998 var festen for de rige forbi. Han stillede sig i spidsen for social forandring, og folkets store flertal bakkede ham op i valg efter valg.

Det var en torn i øjet på USA og 2002 blev et kup iværksat. Chavez blev kidnappet og skulle myrdes, mens kupmagerne satte en række demokratiske institutioner ud af kraft, men så gik millioner af Venezuelanere på gaden, og 48 timer efter hans forsvinden måtte kupmagerne  løslade ham.

De havde dog ikke helt opgivet kampen, men iværksatte en omfattende strejke- og sabotageaktion mod olieindustrien., Det kom til at koste milliarder af dollar og fik alvorlige konsekvenser for Venezuelas økonomi.

Efter 64 dages strejke, tomme supermarkedshylder pga hamstring og sabotage samt en brutal mediekrig, hvor alle private TV stationer bombarede befolkningen med oppositionspropagande, havde venezuelanerne fået nok. Chavez’ popularitet steg yderligere, og da oppositionen forsøgte at vælte ham ved en folkeafsteming, led de et sviende nederlag.

Det er præcis de samme mennesker, der står bag i dag.  Leopoldo Lopez og Henrique Capriles har været borgmestre i to af Caracas mest velstående kommuner og Maria Corina Machado var en nær allieret til Pedro Carmona, den velhavende forretningsmand, der udnævnte sig selv diktator under Chavez’ kortvarige forsvinden i 2002. Det er et kønt selskab, der nu markedsføres også i Danmark som frihedens og demokratiets vogtere.

Men det er rigtigt, at Venezuela er plaget af inflation. Årsagen er at landets rige elite sender deres gigantiske formuer ud af landet. For at sætte en stopper for dette har regeringen måttet indføre valutarestriktioner, der har resulteret i en voldsom inflation. Regeringen arbejder på at bringe den under kontrol. Og for at begrænse fiflerier med leverancer af fødevarer har det været nødvendigt at indføre rationering. Men landets økonomiske problemer skyldes en bevidst strategi fra Venezuelas rige elite.

På trods af modstand fra de rige er det i løbet af det seneste årti lykkedes at reducere fattigdommen  til den laveste i Sydamerika. Sundhedsvæsnet er gratis og til rådighed for alle. Det samme gælder undervisning lige fra underskolen til universiteterne. Staten sikrer lave priser på fødevarer og bolig. Der er etableret tusindvis af offentlige infocentre med gratis internetadgang. Studenter får gratis laptops og tablets til deres studier. Venezuela har nu sydamerikas højste mindsteløn og alle er garanteret en pension.

Venezuelanerne har troligt bakket op om politikken i valg efter valg siden 1998, og forhenværende præsident Jimmy Carter har betegnet Venezuelas valgsystem som det bedste i verden.

”Der findes et kæmpe ulighedsproblem i Danmark. De 800.000 på kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge, førtidsension, mv. De er er resultat af at Danmark er blevet et stordriftsamfund, der satser på lønmodtagere i store virksomheder og kolossale velfærdsstatsinstitutioner, mens selvstændighedskulturen er trådt fuldstændigt ned.”. Det sigde Martin D. Munk, professor i sociologi ved Aalborg Universitet i Politiken 8. februar.

Jeg har selv været iværksætter siden begyndelsen af 90-erne, og det krævede, da jeg startede, et stærkt helbred. 2003 arrangerede vi med støtte fra Den europæiske Socialfond en høring om rammebetingelser for iværksættere. I panelet  sad alle toppersonerne fra erhvervsministeriet, finansrådet, iværksætterforeningen, skattevæsenet og a-kassesystemet. Her blev der præsenteret en række cases omkring finansiering, skat og AF/A-kassesystemet. I dag betragtes iværksættere ikke længere som skattesnydere og er i høj kurs blandt politikere, der jævnligt udtaler deres begejstring for iværksætteri. Det har resulteret i et imponerende støtteapparat og megen snak, men ingen kontanter – og ingen lettelser i a-kassesystemet. Og kontanter og et a-kassesystem, der tager hensyn til selvstændige og freelancere er det, der er mest brug for, hvis iværksætterkulturen skal kickstartes.

Martin D. Munk beskriver i Politiken, hvordan lønmodtagerkulturen er svulmet op, mens entreprenørånden er trængt i defensiven: ”At den enkelte skulle kunne sige til sig selv: ”Hvad kan jeg gøre for at skabe mit eget job?” er utænkeligt i 2014”, siger han.

Han ser bort fra, at iværksættere skal kunne overleve, og det er vanskeligt med de vilkår, der bydes selvstændige i alle kategorier. For tag ikke fejl. En iværksætter/selvstændig er ikke kun en succesdreng, der præsterer kanonvækst. Det er også den selvstændige butiksindehaver, serviceudbyder, freelancer osv. De har det hårdt, mangler et minimalt sikkerhedsnet og må kigge langt efter pensionsopsparing og løn under sygdom.

Siden høringen i 2003 er der gået over ti år – ti spildte år. I den periode har titusindvis af mennesker tilbragt tiden i aktiveringssystemet, mange med livsvarige ar på sjælen. Regeringens reform-amok har forringet kontanthjælp, fleksjob,før-tidspension, dagpenge etc. Ifølge Munk hænger regeringen fast i en særlig økonomisk teknokrattænkning. Filosofien er, at man med økonomiske incitamenter kan presse lønmodtagere til at arbejde. Man tror, at et øget udbud af arbejdskraft vil skabe sin egen efterspørgsel.

Men det er en blindgyde. De eneste, der ikke har opdaget det, er politikerne og deres embedsmænd. Hvis vi skal skabe nye job, kræver det nye virksomheder med nye ideer, og det kræver, at flere mennesker skaber deres eget job.  ”Den krise, som vi står midt i, er ikke bare en femårs krise, det er hele den vestlige kapitalismes krise. Imens sidder DJØF-eliten og politikerne og kradser lidt i overfladen. De vil ikke erkende, at vi bliver nødt til tænke det hele forfra”, siger Munk.

Det mindste man kunne gøre var at genindføre iværksætterydelsen. Dansk Iværksætterforening har foreslået noget i den retning, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud – sikre alle borgere en minimumslevestandard i form af en ubetinget basisindkomst. Vores sociale sikkerhedsnet er blevet et net, de ledige hænger fast i i stedet for at være et gulv, man kan tage afsæt fra.

Nej tak! Uanset hvor fornuftigt, det kunne være, så støder ideen mod et af de mest sejlivede dogmer i debatten om ledighed, nemlig ”ret og pligt”. Mette Frederiksen henviser i tide og utide til sloganet på de røde faner. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på.

Det med pligten til at forsørge sig selv, som det blev formuleret på Steinckes tid, var fælles gods for samtlige partier frem til 1950’erne. Ifølge Grundloven har den enkelte en pligt til at forsørge sig selv og sine nærmeste. Der er her tale om en generel forsørgelsespligt, hvorimod den pligt, Mette Frederiksen taler om, er en pligt til en ganske bestemt adfærd i en ganske bestemt situation. Det er disciplinerende foranstaltninger styret af incitamenter og sanktioner.

Vi har etableret et kæmpemæssigt apparat med det ene formål at sikre, at folk ikke får en ydelse uden betingelser. Den smukke hensigt er at guide ledige tilbage på arbejdsmarkedet, men det virker stik imod hensigten. Folk bliver klienter, mister grebet om deres tilværelse og bliver tilskuere i stedet for aktører i eget liv. Ikke alene er pengene brugt på kontrol spildt. Indsatsen gør også ondt værre. Der er akut brug for at tænke nyt.

Og der er andre veje at gå! I 60-erne og 70-erne blev der gennemført en række forsøg med ubetinget basisindkomst (UBI) i USA. Da præsident Lyndon B. Johnson i 1964 erklærede krig mod fattigdommen, var UBI et af instrumenterne. Det blev testet på 10.000 familier i Pennsylvania, Indiana, North Carolina, Seattle og Denver. Forestillingen om, at folk ville blive dovne holdt ikke stik. Folk tog tilværelsen i egne hænder, skaffede sig bedre uddannelse, startede selvstændig virksomhed osv. Da forslaget om UBI den 17. april 1970 kom til afstemning i Repræsentanternes Hus, var der derfor et overvældende flertal for forslaget, men det blev desværre afvist af Senatet.

I Canada blev der gennemført lignende forsøg. Fire år efter at forsøget startede, stod Canada imidlertid midt i en økonomisk krise. Regeringen lukkede projektet, og hele datamaterialet fra forsøget blev pakket ned i kasser og glemt.

Nu er det gravet frem af glemslen, og en foreløbig gennemgang viser, at projektet var en succes. Politikernes frygt for, at folk ville holde op med at arbejde, hvis de fik en garanteret minimumsindkomst, blev gjort til skamme. Det samme gjorde frygten for, at folk ville få en masse børn for at kunne få mere udbetalt i UBI. Faktisk steg ægteskabsalderen, og fødselsraten gik ned. Dertil kom, at udgifter til sundhedsvæsen faldt hele 8,5 procent.

BIEN Danmark (Basic Income Earth Network) har udarbejdet et forslag til UBI i Danmark, der består i en skatterabat svarende til niveauet for understøttelse/kontanthjælp. Med dette forslag forsvinder kontrolapparatet, fattigdomsfælden, paradoksproblemer og socialt bedrageri – samt løntrykkende østarbejdere! Ret til denne ordning forudsætter nemlig samme optjening som vi allerede har for folkepension, så det bliver ikke en invitation til velfærdsturister. Arbejde vil kunne betale sig også for dem i den lave ende af lønskalaen, og det vil åbne arbejdsmarkedet for grupper, der i dag ikke har en chance.

Det kan gøres uden at hæve skattetrykket og uden fordelingsproblemer. Der er ikke tale om indkomstoverførsel i traditionel form, men en skatterabat præcis, som den, der i dag gives til alle lønmodtagere i deres sidste år før folkepensionen.

Jamen hvis vi giver alle en skatterabat på 100.000 så vil statsbudgettet da kollapse! Nej – det er en myte. Vi udbetaler allerede halvdelen af det samlede statsbudget – mere end 300 mia kr i overførselsindkomster. Hvis vi indregner de store besparelser, vi vil kunne høste på en forenkling af systemet, og erstatter den nuværende progressive skat med en flad skat på ca. 50 procent, så passer pengene. Se beregningen på basisindkomst.dk.

Lige som i Canada og USA kunne vi i Danmark begynde med at teste ideen. I december 2013 afholdt Magistrenes A-kasse et seminar om fremtidens arbejdsmarked. Her præsenterede BIEN Danmark et forslag til et pilotprojekt, der var rettet imod en række a-kasser, der har særlige problemer med den nuværende lovgivning. Det drejer sig om musikere, skuespillere, løst ansatte magistre, freelancere osv.

Formålet med projekterne er at teste effekten på arbejdslyst og initiativ, hvis rådighedsreglerne lempes, så det bliver den ledige selv, der skal træffe beslutninger vedrørende jobsøgning samt deltagelse i kurser, jobtræning, virksomhedspraktik og nyttejob (dog stadig med pligt til at tage anvist arbejde).

Modregning lempes på den måde, at den ledige får mulighed for at vælge iværksætterydelse svarende til halv understøttelse i stedet for understøttelse. Fordelen ved denne mulighed er, at den tilbyder et sikkerhedsnet uden at der sker modregning i indtægter ved selvstændig virksomhed.

Det er kun et lille skridt, men vil forhåbentlig skyde hul i fordomme om danskeres manglende arbejdslyst. Det kan anvise en ny vej for det udkantsdanmark, der i dag plages af butikslukninger, fraflytning og manglende vækst. Og vi vil få testet en måde at kickstarte selvstændighedskulturen på!

OECD har analyseret en lang række projekter over hele verden, og de viser, at mennesker selv kan, hvis de blot får et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet. Lad os så komme i gang!

Rusland anklages for brud på Folkeretten, fordi Rusland har forstærket sin militære tilstedeværelse på Krim, hvor den russiske sortehavsflåde har sin hovedbase.

Den russiske FN-ambassadør Vitali Churkin benægter imidlertid, at Rusland har invaderet Ukrainsk terrirorium idet han henholder sig til aftalen med Ukraine om den russiske sortehavsflådes base, der seneste blev fornyet 2010 for en periode på 20 år, og ifølge hvilken Ruslands militære tilstedeværelse er fuldt lovlig. Ifølge aftalen har Rusland ret til at udstationere helt op til 25.000 tropper og har pt. 16.000 stationeret på Krim.

Det er dog klart, at de igangværende militære aktiviteter på Krim ikke bare er rutinemæssige, men hænger sammen med den seneste udvikling i Ukraine. USA og NATO har arbejdet målbevidst på at indsnævre omringningen af Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud, og det kan ikke komme bag på nogen, at Rusland nu synes, at målet er fuldt.

Det er imidlertid lidt patetisk, at Rusland af USA og NATO anklages for at krænke Ukraines territoriale integritet, mens USA’s målbevidst bestræbelser på at destabilisere Ukraines lovligt valgte regering ikke  nævnes med et ord i medierne.

Og det til trods for, at der er håndfaste beviser på at USA har brugt 5 mia USD til formålet. Disse aktiviteter har været pænt pakket ind i demokratiskes vendinger, men har været fjernstyret af den berygtede organisation, NED (National Endowment for Democracy), der bl.a. har lønnet de nazistiske bøller, der førte an i volden.

De snigskytter, som Janikovich fik skylden for, har nu vist sig at være styret af den koalition, der har taget magten i Kiev. Det fremgår af en lækket telefonsamtale mellem den estiske udenrigsminister, Urmas Paet og Catherin Ashton, chef for EU’s udenrigstjeneste.

Og forestillingen om, at Putin kan bankes på plads af USA, NATO og EU tager Putin selv nok temmelig roligt. Han har stadigvæk sit gasvåben, og der vil gå mange år, før EU kan klare sig uden russisk gas. Det er ham, der har fat i den lange ende. Han kan læne sig tilbage og vente på hvad der sker, når EU skal betale regningen for det rod, USA har forårsaget.

Den støtte, som USA og EU foreløbig har lovet Ukraine, forslår som en skrædder et vist sted, og den pris, de almindelige ukrainere skal betale, bliver høj. Den nye premierminister, Arseniy Yatsenyuk –  kaldet Yats af sin sponsor, den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland, har nemlig lovet barske reformer til gengæld for EU’s støtte, så det går nok ham, som det gik i 2010, da Den Orange Revolution fik en sviende vælgerlussing.

Den ”revolution” viste sig at være lige så speget, som Janukovich-styret var røget. På den baggrund virker snakken om ”demokrati” som en fjern drøm, som den nuværende omvæltning næppe kommer i nærheden af.