Rusland beskyldes for at have annekteret Krim, og denne beskyldning bruges som begrundelse for indførelsen af en række sanktioner mod Rusland. At et stort flertal af befolkningen på Krim ved en folkeafstemning selv besluttede at blive en del af Rusland, spiller ikke nogen større rolle i den sag. Vestens sanktioner vil først blive ophævet, når Krim er leveret tilbage til Ukraine. Hvordan det store flertal af befolkningen på Krim vil agere i den situation, er der ikke mange i Vesten, der bekymrer sig om. Det burde de måske.
Krim har været en del af det russiske rige i flere hundrede år. I 1854 blev Krim krigsskueplads i en krig mellem Storbritannien, Frankrig, Det Osmanniske Rige og Kongedømmet Sardinien på den ene side, og Rusland på den anden. Krigen gjaldt herredømmet over Sortehavet og endte med at Rusland måtte opgive sit overherredømme over Sortehavet, der blev erklæret for neutralt farvand.
Krigen lagde store dele af den økonomiske og sociale infrastruktur på Krim i ruiner. (Under krigen blev sygeplejersken Florence Nightingale kendt for sini indsats for de sårede britiske soldater).
Under borgerkrigen efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1918 var Krim en højborg for De Hvide, der sammen med vestlige invasionsstyrker bekæmpede den nye sovjetstat. Borgerkrigen endte med bolsjevikkernes sejr, og den 18. oktober 1921 blev Den autonome Socialistiske Sovjetrepublik Krim (ASSR) oprettet som en del af Sovjetunionen.
Under 2. verdenskrig var Krim skueplads for flere blodige slag. Nazityskland besatte det meste af Krim, med undtagelse af byen Sevastopol, som holdt stand fra oktober 1941 til 4. juli 1942, hvor tyskerne endeligt erobrede byen. Fra 1. september 1942 blev Krim administreret som Generalbezirk Krim. 1944 blev halvøen befriet af Den røde hær.
Med den begrundelse at de havde samarbejdet med de nazistiske besættelsesstyrker, blev Krim-tatarerne den 18. maj 1944 deporteret til Centralasien. (I 1967 blev Krim-tatarerne rehabiliteret). Sovjetrepublikken Krim blev ophævet 30. juni 1945 og omdannet til oblasten (provinsen) Krim.
Den 19. februar 1954 udstedte præsidiet for Den Øverste Sovjet et dekret om at overføre Krim-oblasten til den Ukrainske sovjetrepuplik. Overdragelsen af Krim-oblasten til Ukraine er blevet beskrevet som en “symbolsk gestus”, der markerede 300-året for at Ukraine blev en del af det russiske imperium. Andre hævder imidlertid at overførslen blev foretaget, fordi den Ukrainske sovjetrepublik var i en bedre position til at hjælpe med Krims genopbygning i kølvandet på 2. verdenskrig. I efterkrigsårene udviklede Krim sig til et førsteklasses turistmål for hele Sovjetunionen og nabolandene. Krims infrastruktur og produktion blev også udviklet, især omkring havnene i Kertj og Sevastopol og i Simferopol.
Efter Sovjetunionens opløsning besluttede Ukraine at træde ud af den russiske føderation. Derved blev Krim trukket med ud af Rusland imod sine borgeres vilje. Det blev starten på et langt tovtrækkeri mellem Ukraine og det overvejende russiske Krim om Krims tilhørsforhold. Det centrale spørgsmål var, om det var i overensstemmelseme med folkenes ret til selvbestemmelse, at Ukraine ønskede at indlemme Krim stik imod et stort flertals ønsker?
Den 20. januar 1991 blev den første folkeafstemning om Krims tilhørsforhold til Rusland afholdt. Med en høj valgdeltagelse på 81,37 procent stemte 93,26 procent af Krim befolkning for uafhængighed af Ukraine og altså at genoprette autonomien. Den 12. februar 1991 blev genetableringen af Sovjetrepublikken Krim bekræftet ved lov og Den Øverste Sovjet for den ukrainske sovjetrepublik accepteret resultaterne af folkeafstemningen.
Den 24. august 1991 erklærede Højesteret for den ukrainske sovjetrepublik Ukraines uafhængighed, og definerede Krim som territorium i den nyetablerede stat. Dermed mistede Krim igen sin selvstændighed.
Fra begyndelsen af 1992 voksede antallet af protester. Krims borgere var oprørt over bedraget og forlangte løsrivelse fra Ukraine. Under pres fra folket, vedtog Den Øverste Sovjet i Krim at afholde en folkeafstemning den 2. august 1992.
Folkeafstemningen blev imidlertid udsat og endte med at blive afholdt i 1994 i form af en offentlig meningsmåling. Krims forfatning blev under pres fra Kiev omskrevet flere gange, indtil Krim solidt var bundet til Ukraine. Det første præsidentvalg fandt sted i Krim i 1994, men i 1995 blev både posten som præsident og forfatningen i Krim afskaffet.
I løbet af det næste årti førte spørgsmålet om afskaffelse af Krims autonomi til store protester og krav om at genoprette forfatningen fra 1992 og dermed Republikken Krim. En snigende ”ukrainisering” viste sig at være forgæves.
Den 23. februar 2014 besluttede den ukrainske kupregering at ophæve loven om beskyttelse af mindretalssprog, herunder russisk, og ukrainsk blev det eneste officielle sprog på alle niveauer. Den 26. februar 2014 stødte tusinder af pro-russiske og pro-ukrainske demonstranter sammen foran parlamentsbygningen i Simferopol. Protesterne fulgte afsættelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj den 22. februar 2014 og de pro-russiske demonstranter krævede løsrivelse af Krim fra Ukraine.
Den 28. februar 2014 vurderede den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, at Ruslands handlinger havde “massiv støtte” fra Krims befolkning.
Samme dag tog russiske militærstyrker kontrollen over bygninger, lufthavne og andre knudepunkter på Krim. Arsenij Jatsenjuks nytiltrådte ukrainske regering betragtede begivenhederne som en russisk invasion og besættelse af Krim. Krims premierminister Sergej Aksjonov, valgt af Krims parlament tidligere på ugen, tog kontrollen over Krims sikkerhedsstyrker og appellerede til Rusland “om bistand til at sikre fred og ro” på halvøen. Det russiske udenrigsministerium erklærede, at “Sortehavsflådens panserkøretøjers aktiviteter på Krim (…) sker i fuld overensstemmelse med grundlæggende russisk-ukrainske aftaler om Sortehavsflåden”.
Den 1. marts 2014 gav den russiske duma præsident Vladimir Putin myndighed til at anvende militær magt i Ukraine. Det internationale samfund fordømte bredt dette træk. Samme dag fordømte den fungerende præsident i Ukraine, Oleksandr Turchynov, udnævnelsen af premierminister for Krim som forfatningsstridig.
Der blev udskrevet folkeafstemning til afholdelse 16. marts 2014. USA afviste på forhånd at ville anerkende resultatet, og EU meddelte efter valget at man ville indføre sanktioner. Folkeafstemningens emne var om Krim-halvøen skulle fortsætte som autonom republik og vende tilbage til Krims 1992 forfatning, eller ansøge om optagelse i den Russiske Føderation. Af det officielle valgresultat fremgår at valgdeltagelsen var 83,1% af de stemmeberettigede, hvoraf knap 97% stemte for indlemmelse i den Russiske Føderation. Dagen efter, den 17. marts 2014, erklærede Krim sig uafhængig af Ukraine og ansøgte om optagelse i den Russiske Føderation.
Den 18. marts 2014 holdt den russiske præsident Putin et pressemøde angående Krim-halvøens status, hvor han bød halvøen velkommen i den Russiske Føderation. En lang række lande vedtog sanktioner mod Rusland, som følge af interventionen på Krim.
En repræsentativ meningsmåling foretaget april 2014 af Gallup på vegne af Broadcasting Board of Governors viste at 83% af befolkningen på Krim mente resultatet afspejlede de flestes ønsker.
En anden meningsmåling foretaget af Pew Research Center i april 2014 viste, at 91% af befolkningen mente valget var “frit og fair” og 88% mente regeringen i Kijev burde anderkende resultatet.
En meningsmåling foretaget af Tysklands største meningsmålingsinstitut, GfK, i januar 2015 viste at 82% støttede fuldt Krims optagelse i Rusland, mens 11% gav deres delvise støtte. Kun 4% var i mod.
En måling foretaget i marts 2016 viste stigende støtte til Rusland og at et flertal i hver befolkningsgruppe (russere, ukrainere og tatarer) mente det var en korrekt beslutning Krims parlament havde taget.
Ingen vestlige lande anerkender på nuværende tidspunkt Krim som en del af Rusland.